Må man kritisere børn?
Følgende hændelse i dag fik mig til at fundere lidt over, hvorvidt jeg er den sidste velopdragne person i hele kvarteret eller tværtimod en sur kælling der ikke kan finde sig til rette i de nye og meget bedre tider...
Jeg stod i Bilka og kiggede på noget bestik. Ved siden af stod der et par paller med varer, deriibland skrøbelige ting som glas og stel. Den ene palle var dog tom bortset fra to dekorationsblomster (med jord i), så der var "hul" i rækken.
En mor stod lidt længere henne og ledte efter et eller andet, mens hendes to små drenge tonsede rundt i de smalle gange. De begyndte så at jage hinanden gennem "hullet" i pallerækken og rundt om den yderste palle.
Selvom det var ret vildt og de råbte en del, reagerede moren ikke.
Der skete det der måtte ske, den ene dreng vælter en af blomsterne og jorden flyver ud over det hele, bl.a. mine bukser og mine sko. Rent impulsivt sadge jeg (ordret) "for fanden da, det er jo ikke nogen legeplads det her". Den store dreng, som var "gerningsmanden" blev lidt flov og gik sin vej, mens den lille, som jeg slet ikke havde talt til, begyndte at tudbrøle noget med "jammendejoikkemiiiiiiiiinskyyyyyyyyyyld".
Og render til mor.
Hun ser først nu hvad der er sket, men siger ikke andet end at det jo slet ikke var slemt. Drengen hulker så noget med at jeg var blevet sur på ham, hvorefter jeg for at opklare sagen sagde til hende at jeg bare havde sagt at det ikke var nogen legeplads. Og at jeg mente, de ikke skulle tonse rundt og sparke ting omkuld. Imens jeg siger dette begynder hun at kigge på mig på en måde der kun kan betyde at hun synes det er MIG der er problemet her, så jeg sagde (indrømmet: lidt enerveret) at nå, det måtte man måske ikke sige til andre folks børn.
Hvorefter jeg får en verbal salve om at jeg skulle slappe af og hvorfor jeg afreagerede på børn osv. For så at sige til drengene, at nu skulle de finde en medarbejder der bare ville rydde det op og så var det dét.
Min opfattelse er, at de to børn i dag har fået lært at:
- man må opføre sig støjende og hektisk overalt
- hvis man kommer til at gøre noget forkert, så er det meget unormalt at andre siger noget til det
- mor vil altid forsvare dem mod kritik, også hvis de HAR begået en fejl
- hvis de overskrider en grænse, så må andre ikke signalisere dette til dem og
- der er altid en der rydder op efter en
Jeg siger jo ikke hun skal give dem en skideballe på stedet, men det at hun ikke holder øje med dem, ikke fortæller dem hvor man kan tonse rundt og hvor man ikke kan - er jeg bare hægtet fuldstændig af?
Er det virkelig så slemt at en voksen reagerer ærligt gnavent på nogle børn der helt klart laver noget lo**?
Jeg stod i Bilka og kiggede på noget bestik. Ved siden af stod der et par paller med varer, deriibland skrøbelige ting som glas og stel. Den ene palle var dog tom bortset fra to dekorationsblomster (med jord i), så der var "hul" i rækken.
En mor stod lidt længere henne og ledte efter et eller andet, mens hendes to små drenge tonsede rundt i de smalle gange. De begyndte så at jage hinanden gennem "hullet" i pallerækken og rundt om den yderste palle.
Selvom det var ret vildt og de råbte en del, reagerede moren ikke.
Der skete det der måtte ske, den ene dreng vælter en af blomsterne og jorden flyver ud over det hele, bl.a. mine bukser og mine sko. Rent impulsivt sadge jeg (ordret) "for fanden da, det er jo ikke nogen legeplads det her". Den store dreng, som var "gerningsmanden" blev lidt flov og gik sin vej, mens den lille, som jeg slet ikke havde talt til, begyndte at tudbrøle noget med "jammendejoikkemiiiiiiiiinskyyyyyyyyyyld".
Og render til mor.
Hun ser først nu hvad der er sket, men siger ikke andet end at det jo slet ikke var slemt. Drengen hulker så noget med at jeg var blevet sur på ham, hvorefter jeg for at opklare sagen sagde til hende at jeg bare havde sagt at det ikke var nogen legeplads. Og at jeg mente, de ikke skulle tonse rundt og sparke ting omkuld. Imens jeg siger dette begynder hun at kigge på mig på en måde der kun kan betyde at hun synes det er MIG der er problemet her, så jeg sagde (indrømmet: lidt enerveret) at nå, det måtte man måske ikke sige til andre folks børn.
Hvorefter jeg får en verbal salve om at jeg skulle slappe af og hvorfor jeg afreagerede på børn osv. For så at sige til drengene, at nu skulle de finde en medarbejder der bare ville rydde det op og så var det dét.
Min opfattelse er, at de to børn i dag har fået lært at:
- man må opføre sig støjende og hektisk overalt
- hvis man kommer til at gøre noget forkert, så er det meget unormalt at andre siger noget til det
- mor vil altid forsvare dem mod kritik, også hvis de HAR begået en fejl
- hvis de overskrider en grænse, så må andre ikke signalisere dette til dem og
- der er altid en der rydder op efter en
Jeg siger jo ikke hun skal give dem en skideballe på stedet, men det at hun ikke holder øje med dem, ikke fortæller dem hvor man kan tonse rundt og hvor man ikke kan - er jeg bare hægtet fuldstændig af?
Er det virkelig så slemt at en voksen reagerer ærligt gnavent på nogle børn der helt klart laver noget lo**?