mødre...

Hvorfor er de fleste mødre så uforstående? Hvorfor kan de ikke forstå deres børn? hvorfor skal de altid være så dominerende, og opføre sig som om de ejer verden? Hvorfor er der mange forældre der ikke spørger deres børn, om hvordan de har det? Hvad de føler? Og hvad de har foretaget sig i løbet af dagen? Er deres følelser og tanker en ligegyldighed for dem?
Hvorfor kan man ikke få frihed når man har brug for det?
Ja, man må vist vente til man må have lov til at leve sit eget liv i fred, uden dominans fra forældrene.
Man siger, at de unge som har travlt med deres unge år, kommer til at lide i fremtiden, ligeså snart de er gået fra forældrene?! Siger de det for at fortælle os at vi har det bedre i deres tilværelse?
Hvorfor skal vi overhovedet græde når de sårer os mentalt? Det gør ondt. Det gør virkelig ondt at blive såret med deres utænkelige modbydelige ord. Vi prøver at holde tårerne tilbage, så de ikke tænker at vi er svage.
Man vil helst græde når man er helt alene, isoleret fra alt og alle.
Man må bare have tålmodighed og vente. Vente til at komme væk fra alt og alle.

Ja sådan tænkte jeg også da jeg var ung og boede hjemme.. Men kan trøste dig med at det bliver bedre..
Nu hvor jeg selv stå og skal til at være mor, kan jeg da ikke lade være at tænke: JEG SKAL IKKE VÆRE SOM MIN MOR VAR... Men kan det undgåes?!?

Vær der for dit barn hele tiden! Elsk ham, snak med ham hver eneste dag. Fortæl dit barn hvor stolt du er for at være mor for ham.:-)
Tillykke...

Jeg husker det som var det igår. Jeg var sikker på de gamle ikke elskede mig og at jeg mindst måtte være adopteret. Idag hvor jeg er 50 år gammel har jeg erkendt at det de gjorde der skadede mig mentalt, var affødt af deres egen angst og begrænsninger. De var blandt andet bange for ikke at gøre det godt nok og de var helt sikre på at hvis jeg ikke gjorde som de sagde var rigtigt, ville det gå mig galt. De havde jo nogle erfaringer de ville give videre til deres børn og ville undgå at jeg gjorde de samme fejl som dem. De glemte bare at tænke på at jeg jo ikke var helt ligesom dem. At jeg havde min egen personlighed og at jeg sandsynligvis ville opleve ting der var anderledes end dem. Man gør meget i frygt. Jeg har dog lært meget af det og har altid givet mine to sønner, som nu er voksne, meget af min tid og virkelig taget ansvaret på mig. Du har helt sikkert lært en vigtig lektie som du kan bruge videre frem. Det er nok måden du har lært den på der gør ondt. Held og lykke fra en mor

Det er sgu svært. Nu at jeg er mor til et par teenagere Prøver jeg at undgå alt det som jeg hadede hjemme hos mine forældre. Tag din erfaring videre. Det er ikke sikkert at mine børn synes jeg gør det godt nok for dem, men jeg prøver. Og det ved de. Vi snakker, diskutere og vi (tror jeg) respekterer hinanden. Det er svært. Men det bliver bedre. Jeg lover dig det.