Nej! Jeg er ikke perfekt.....
Siden børnehaven har jeg troet, at jeg var noget særligt, fordi jeg levede for at lære. Jeg troede hele skolen igennem, at jeg havde talenter, og jeg fik også narret lærerne til at tro det. Jeg fik ekstremt høje karakterer, lærte ekstremt meget, hørte efter og forsøgte at få mest muligt ud af skoledagen.
Jeg var kreativ, for jeg kunne tegne, skrive historier, spille på mange instrumenter og digte. Som 10-11-årig begyndte mange mennesker at se op til mig, også fra de ældre klasser, og det gør de stadig. Jeg troede virkelig, jeg var noget særligt.
En dag fik jeg den laveste karakter, jeg kan huske, 4 (svarende til et 7-tal) i matematik, som jeg ellers også var den bedte i klassen til. 4-tallet så ikke godt ud mellem de forhenværende 10- og 12-taller, og det gik op for mig, at jeg ikke havde noget talent. De andre elever havde nemlig alle højere karakterer end jeg.
Det eneste, jeg havde, var min hukommelse og min vilje til at være bedst. Jeg er ikke perfekt. Tværtimod. Jeg føler ofte, at min hjerne er indviklet og langsom i forhold til mine klassekammerater, og det er især på grund af, at jeg læser langsomt, bruger længere tid på opgaver end andre, osv. Jeg var ikke speciel. Jeg hørte bare efter!
I hele mit liv har jeg overbevist mig selv om, at jeg kunne gøre det bedre end resten af klassen. Og det gjorde jeg! ...men det var ikke fordi, jeg var overudviklet eller et geni. Jeg havde bare viljen til at lære, og hvis alle andre i min klasse havde samme vilje, var jeg klart den bagerste i klassen!
Hilsen afgangseleven K. H.
Jeg var kreativ, for jeg kunne tegne, skrive historier, spille på mange instrumenter og digte. Som 10-11-årig begyndte mange mennesker at se op til mig, også fra de ældre klasser, og det gør de stadig. Jeg troede virkelig, jeg var noget særligt.
En dag fik jeg den laveste karakter, jeg kan huske, 4 (svarende til et 7-tal) i matematik, som jeg ellers også var den bedte i klassen til. 4-tallet så ikke godt ud mellem de forhenværende 10- og 12-taller, og det gik op for mig, at jeg ikke havde noget talent. De andre elever havde nemlig alle højere karakterer end jeg.
Det eneste, jeg havde, var min hukommelse og min vilje til at være bedst. Jeg er ikke perfekt. Tværtimod. Jeg føler ofte, at min hjerne er indviklet og langsom i forhold til mine klassekammerater, og det er især på grund af, at jeg læser langsomt, bruger længere tid på opgaver end andre, osv. Jeg var ikke speciel. Jeg hørte bare efter!
I hele mit liv har jeg overbevist mig selv om, at jeg kunne gøre det bedre end resten af klassen. Og det gjorde jeg! ...men det var ikke fordi, jeg var overudviklet eller et geni. Jeg havde bare viljen til at lære, og hvis alle andre i min klasse havde samme vilje, var jeg klart den bagerste i klassen!
Hilsen afgangseleven K. H.