Netop udskrevet..

Det er mig der skrev indlægget "Når livet går fra at gøre ondt, til at gå i stykker.." fra den 9 september..
Der skete det at i onsdags, ramlede alt sammen.. så jeg valgte at skære mit håndled over og spiste 50 panodiler..
Jeg blev bange. Rigtig bange.. og ringede til en veninde.. 2 timer efter lå jeg på hospitalet - og jeg har aldrig i mit liv.. fået så dårlig en behandling..
Jeg lå og græd og var træt af det hele, og en af sygeplejerskerne blev ved med at spørge til mine sår "Hvorfor gør du sådan noget" - og uanset hvad jeg svarede var det bare ikke godt nok for hende.. hun blev ved og fik mig til at græde endnu mere, indtil jeg valgte ikke at svare hende..
Hun prøvede at spille klog på et punkt hun ikke kender til og det punkt var utroligt ømt for mig.. Især i sådan en situation hvor man føler hele ens liv er noget lort og man valgte at tage så stor en beslutning..
Stort set alle 40 timer jeg lå der.. var ulidelige. Der var 2 sygeplejesker som snakkede med mig og var søde, som fortalte mig hvad blodprøverne sagde, hvordan mit blodtryk så ud og alle de ting jeg gerne ville vide.. Hvor resten var sure og irriterede over jeg lå der - somom jeg var en byrde.. De kunne ikke finde mine blodåre, så de stak mig 4-5 gange hver eneste gang - og det lød på dem somom det var irriterende at jeg lå og græd fordi det gjorde så ondt.
Da jeg ville i bad (havde kastet aktivt kul op, og til jer der ikke ved hvad det er kan jeg fortælle det er noget sort snask som virkeligt er svært at få vasket af) fik jeg bare fjernet mit drop, men ingen spurgte om jeg ville ha håndklæder og rent tøj eller noget - jeg måtte selv prøve at gå rundt og lede efter nogen der kunne fortælle mig hvor badet lå, og få fat i håndklæder..
Mine forældre havde været kort forbi for at besøge mig.. At jeg havde skrevet til min far fra min mobil (jeg ved de ikke må tændes, men kunne ikke få mig selv til at ringe og sige det..) var endnu en af de ting jeg fortrød.. Da de kom for at besøge mig var det bare moralprædkien, og skæld ud.. "vi har da også fortalt dig at det er dumt" - og de forstod ikke at jeg sagde jeg ikke var klar til at snakke om det hele endnu.. Senere skrev jeg til min mor at det gjorde rigtig ondt.. og det eneste svar jeg fik tilbage var "så kan du lære det"
Da mit sidste drop endeligt var færdig i går, kunne jeg ikke vente med at komme væk.. Jeg lå decideret og fortrød at jeg havde valgt at møde op på skadestuen den nat fordi jeg fik den behandling.. Jeg lå og ventede, men ingen kom og fjernede droppet.. Da der så var gået 3 timer, ringede jeg efter en sygeplejeske.. og spurgte om de ikke snart havde fået svar på den sidste blodprøve så jeg kunne komme hjem.. Hvor jeg får af vide "den har da været der længe.. jeg prøver lige at finde en læge" - så fik jeg endnu en moralprædkie, fik fjernet droppet.. og så gik jeg.
Jeg vidste jeg ikke havde godt af at være alene.. men jeg ville ikke tage hjem til mine forældre, efter min mors kommentar.. og jeg er stadig flov over at min veninde skulle blive bange.. fordi jeg er en idiot.. Så jeg valgte at tage hjem til mig selv - på trods af jeg var alene..
Og jeg har tænkt meget over tingene.. Jeg skal til samtale i oktober, på deres psykoterapeutiske klinik... men jeg er bange for de skal behandle mig på samme måde, som da jeg blev indlagt..
Jeg kan ikke se min veninde i øjnene mere.. Jeg ønsker ikke at se min mor efter hendes kommentar med at "så kunne jeg lære det.."
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, mest af alt har jeg bare lyst til at starte forfra - denne gang uden at ringe til en veninde så det først bliver opdaget for sent.. Så jeg ikke skal igennem modgang mere..

Hejsa
Det glæder mig at du klarede den, og at du kan tale om det.
Når du skælder ud over at personalet måske ikke fejrede dig som en verdensmester kan der være flere forklaringer på.
Når du dag ud og dag ind vier dit liv til at redde mennesker som af den ene eller anden grund havner på hospitalet, så er det måske ikke ligeså stor en begejstring for én som frivilligt kommer i den situation? Ved du, når man som sygeplejerske har oplevet at have kæmpet som forrykt for at redde et lille barns liv, og det ikke kan lade sig gøre - så barnet dør for dem. Kan du så forestille dig at de har lidt sværere ved at acceptere at et voksent menneske, af grunde som de hverken kan kende eller vurdere, forsøger at tage sig eget liv?
Jeg finder deres opførsel uprofessionel, men de er også kun mennesker. Og jeg fordømmer på ingen måde det du mente at måtte gøre, for jeg kender så lidt som sygeplejerskene dine motiver.
Mvh Fandango

Ingen mennesker kommer igennem livet uden
smerter, så der er kun en vej. Tænk positivt,
og vær åben overfor andre mennesker. Også selvom
de ikke altid reagere, som du ønsker.

"Jeg kan ikke se min veninde i øjnene mere.."
Selvfølgelig kan du se din veninde i øjnene, for
hun er god klar over, at mange kan ende som dig.
Hvis hun er en rigtig veninde, så kan også
tilgive dig. Det er meget vigtigt, at du får
snakket med hende.
Tør dine øjne og smil til verden, og husk at
hilse på alle mennesker, du møder på din vej.
Også dem du nødvendigvis ikke kan lide.
Jeg hilser også på folk, som jeg ikke bryder
mig om. En ting er at hilse, en anden er at
leve sammen med dem. Høflighed er nemlig
vigtigt, hvis du vil frem. Og mange mennesker
har sympati for dig.
Husk! Fokuser og tænk positivt, for der er
altid en som tænker på dig.
Knus og kram B

-jeg sidder her med tårer i øjnen over din situation, var jeg lige ved side af dig fik du verdens største knus, det lover jeg dig, et sådan indlæg her det går mig lige til hjerte, jeg er så forbandet blød..
-Og det jo tanken der tæller..
Du skal tage konsekvense af dette her, og få snakket, selvom du føler en form for skam/flovhed over for dine veninder/..
Dine veninder.. Hvis de er rigtige veninder vil de kunne lytte på det du måtte have at fortælle, jeg har ikke læst din andet indlæg, og derfor ved jeg ikke om din situation, og hvade der har affødt det, at du bare vil væk fra det hele..
Må sige, at umiddelbart virker din mors kommentar også ret barsk i mine øre, men jeg er glad for, at det fik den udgang som det gjorde, efter din beslutning, om at ville væk herfra..
Nu er det så op til dig, at få det bedste ud af det, til du kan komme til de her samtaler, og mit ønske om at de vil få dig på rette fode igen, dem sender jeg dig..
Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men jeg har store døtre, og ville blive så ulykkelig på deres vegne, hvis de kom i en situation, hvor det ville være den løsning de valgte, som du gjorde..
Du får her mine varmeste tanker, som en mor..

Knus Fra Mummi
Ps..
Har du noget du vil ud med, og det sommetider letter til anden quinde, end lige mor, så er du mere end velkommen til, at sende mig en mail..

Sikke noget rod.
Er glad for at høre at du forsat er i blandt os. Jeg mener ikke selvmord er løsningen, men på den anden side har jeg fuld forståelse for at man kan havne i en sådan situation hvor man oplever ikke at ha' noget andet valg.
For mig at se, mener jeg ikke at sygeplejerskerne rent etisk bør behandle dig på den måde som du beskriver det. Deres personlige mening og holdning skal ikke gå ud over dig.
Omvendt må du spørge dig selv hvad du forventede af dem? Heri ligger svaret på hvad du føler du har brug for og måske svaret på hvorfor du valgte som du har. - Her skal samtale til, prof. hjælp. Lang og dygtig hjælp, i trykke rammer.
”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, mest af alt har jeg bare lyst til at starte forfra - denne gang uden at ringe til en veninde så det først bliver opdaget for sent..”
Jeg må be’ dig styre din lyst og det er udelukkende sagt af sympati for dig. Her sidder jeg og læser at du har brug for hjælp og jeg kan intet gøre, så jeg føler din magtesløshed i en eller anden udstrækning. Den følelse er ikke min, men din og den gør ondt. Men følelsen af magtesløshed skal du magte og det skal du ved at søge hjælp. Psykiatrisk skadestue eller vagtlæge må til.
Alt det bedste til dig.

Godt det ikke gik helt galt. Men som din situation er lige nu, synes jeg der er meget meget langt til oktober.
Du skal ikke være bekymret for, hvad du bliver udsat for hos psykoterapeuten. Det er en person der er uddannet til at tage sig af dig og ansat til at gøre det.
Det du har oplevet sker desværre for ofte. Nogle af personalegruppen har simpelthen for mange "holdninger" med på arbejde og de kan tilsyneladende få frit løb overfor bl.a. patienter som dig. Det er meget uheldigt.
Du kan gå til din privatpraktiserende læge og få en henvisning til en psykolog, så du kan få omgående hjælp. Det offentlige betaler idag (eller giver tilskud. Indtægtbestemt) 10 samtaler hos en psykolog hvis man har været ude i situationer som f.eks. selvmordsforsøg, dødsfald i nærmeste familie incest og andre lignende grimmer kriser i livet.
Du kan selv vælge psykolog - lægen må faktisk slet ikke anbefale en (aftale mellem psykologerne og lægerne) men ved at ringe rundt, kan du jo finde en der kan tage dig allerede mandag eller tirsdag.
Brug nu tråden her til at holde fast i at hjælpe dig selv bedst muligt. Mummitøsen har også givet dig et flot tilbud og jeg tror ikke hun ville være helt dum for dig at tale med.
Håber det bedste for dig
Kærlig hilsen
Dulkis

Jeg har meget stor medfølelse med dig; du må være i en desperat situation, siden du har følt, at selvmord var den eneste udvej for dig.
Og det gør mig ondt, at du samtidigt har måttet lægge øre og sjæl til nogle barske udtalelser fra både din private og professionelle omverden.
Mange her har givet bud på forklaringer herpå, så jeg vil ikke begive mig mere ind i det.
Når det så er sagt, vil også jeg sige, at jeg er glad for at se, at du alligevel valgte livet, og ønske dig velkommen tilbage.
Det er tydeligt at læse, at du føler dig alene og ensom lige her og nu, og det skriger næsten til himlen, hvor meget du trænger til omsorg, knus og varme. Jeg sender dig alt, hvad jeg kan :-)
Det må føles som om der er 1000 år til oktober?
Jeg vil klart råde dig til at tale med nogen inden da. Som Dulkis skrev har du fået et meget flot tilbud af Mummi Tøsen, og jeg tror, at du dér vil finde masser af omsorg og varme - i al fald at dømme fra mange af de indlæg, jeg har læst af hende.
En anden ting, du kan gøre, er at kontakte Livslinien: http://www.livslinien.dk/index.php?id=8
"Livsliniens rådgivere er vant til at tale om selvmordstanker og andre svære emner. Derfor behøver du ikke være bange for at fortælle din historie. Du bliver ikke mødt med forbehold. Derimod er vores ønske at hjælpe og støtte dig til at se nye muligheder."
Hvis du ønsker det, kan du jo også give linket/tlf.nummeret til dine forældre og veninde, da de måske også kunne have brug for nogen udenforstående at tale med.
De varmeste knus og tanker
McMe

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=12&conference=22&posting=350942&view_mode=flat_threaded
Og må her absolut tilslutte mig alle, i begge tråde, der opfordrer dig til at henvende dig til nogle professionelle. Brug Livslinien i weekenden.
Og hvis du ikke har gjort det allerede, så ring til din læge på mandag mellem 8-9, hvor du kommer til at tale med hende/ham direkte; der er ingen tvivl i mit sind om, at du vil få tid samme dag.
Du har det ALT, ALT for svært til, at du kan bære dette alene - på den led er der ikke noget sært i, at du følte, at selvmord var den eneste udvej. Men det er det IKKE! Du har også den udvej at lægge dit liv i andres hænder for en stund, indtil der er læsset så meget af, at du igen kan bære det.
Alt har en årsag, kære Ulykkelige. Når du føler, at du fortjener al smerte og ulykke i verden, er der ikke noget galt med dig. Du føler sådan, fordi der er sket noget, der har fået dig til at føle sådan. Det er et helvede, men det er et helvede, som du kan arbejde dig fri af.
De bedste ønsker
McMe

Jeg gik til lægen for lidt over en uge siden.. Og han henviste mig til en psykiatrisk afdeling på hospitalet, hvor jeg skal til samtale midt oktober.. Og det var åbenbart kort tid, da psykiateren på hospitalet (som kom og snakkede mig mig da jeg vågnede om morgenen) spurgte hvad vi skulle gøre..
Jeg synes også selv der er lang tid, og jo mere jeg tænker over det - jo mere har jeg lyst til at hoppe fra..

ved at forstå at du efter indtagelse af 50 stk. Panodil kun var på hospitalet i 40 timer.
Det plejer at tage ængere tid at konstatere at leveren atter kan fungere - og NAC drop (modgift mod Panodil) kører da i al fald et døgns tid.
Så jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
Hvis du ellers mener at det er for lang tid til oktober, opsøg da psykiatrisk skadestue - der er fri adgang for alle, 24 timer i døgnet.
Der findes personale, der er uddannet til at tage sig af dine psykiske problemer; på en skadestue/modtager afdeling tager man sig kun af de legemlige skader.

De kører drop i 36 timer. Hvis ens levertal er fine efter det, og psykiateren siger OK for det, bliver man udskrevet.
Hvis jeg opsøger psyk. skadestue bliver jeg sikkert indlagt et døgns tid (eller mere) - og jeg har et arbejde at passe.. (jeg får ikke sygepenge og har derfor ikke råd til at blive ved med at lægge mig syg - når jeg ike arbeder fuldtid..) og jeg er bange for de finder mig til skade for mig selv så jeg skal indlægges helt istedet for kun at være dagspatient..

Hvad er det for noget vrøvl at skrive. Det er naturligt nok en svær situation at være i for en sygeplejerske, hvis en patient dør. Men hvis man ikke som sygeplejerske kan behandle selvmordspatienter professionelt, til trods for hvad de selv synes om patientens beslutning, om at prøve at tage deres eget liv, så er man bestemt ikke sit job værdigt. Hvad sygeplejersken synes om folks beslutninger, skal de holde inde i sig selv. En selvmordskandidat er i høj grad også en syg patient, der skal have samme behandling som alle andre patienter, uanset deres bagrund for at være blevet indlagt.

Kære .nn.
Op med humøret jegved,at det er nemt sagt men rligt ment.jeg ønsker dig alt held og lykke fremover i dit lin maser af knus.
Kærlig hilsen en der sender dig mange kærlige tanker.