No shit

Hvorfor fanden skal det altid være så fucking besværligt det hele. Hvorfor skal man bruge al sin tid på at gå og spille alle mulige spil over for hinanden for derefter at gå og spekulere over om man fik sagt det rigtige, om man blev opfattet rigtigt, om han/hun er interesseret og om man overhovedet selv er interesseret, eller om det hele bare er en stor fucking indbildning?

Er der vel nok mange der spørger sig selv om, Men det er altså bare sådan livet nu engang er.. Jeg tror ikke der findes nogen rigtig forklaring på det, alt man vil er jo at være OK - og ønske at andre også synes man er OK ! Gør de ikke det, ja så er det jo deres tab, Right ??

...det er jo rigtig nok bare livet...men hvor kan man dog nogle gange synes, at det er værre end andre gange. Og selvom det er "deres tab", kan det jo også gå hen og blive ens eget tab i længden. Alle de her små spil er udover at være berusende dejlige også medvirkende til at mange fantastiske ting ikke sker...

at spillet er det sjoveste! Når man overvejer længe hvad man ska skrive i sms'en, håber han svarer og bliver vildt glad når han så gør.. Når først en fyr viser rigtig interesse i mig, bliver jeg straks uinteresseret, og afviser ham. Ville gerne have det var anderledes, men sådan er det bare. Men det er vel bare mig der er noget galt med.

Du er vist ikke mere unormal end de fleste andre. Sådan har jeg det også for det meste. Vi er vel alle afstammere af jægerne. MEN lige i det her tilfælde, har jeg forlængst jaget OG nedlagt...problemet er at det hele det der spil bliver ved med at køre. Vi har været tæt på hinanden ved flere lejligheder, men hver gang vi mødes igen starter det hele forfra. Det er som om vi ikke kan lade hinanden være, men der er ingen af os, der tør tage et skridt længere.

Det er vel ikke et spil hvis det drejer sig om kærlighed... så er det dummeste da at starte op på en løgn, eller et spil man ikke passer ind i... hvis det er om dine venner du skriver, så har du den forkerte omgangskreds.
Min holdning er at jeg ikke skal passe på hvad jeg siger, men må sige min mening som den er. Kan min omgangskreds ikke klare det må de lade være med at komme hos mig og jeg hos dem. Jeg er som jeg er... they can take it or leave it

Why.king du lyder som en, der scorer med kommentarer som: Er du kommet her for at score, eller scorer du for at komme!!!
Tror ikke det spil der snakkes om her, har noget med løgn at gøre. Alle forhold har en begyndelse. Nogle gange ta´r det længere tid for de involverede at indse, at de må "kaste håndklædet i ringen" og forelske sig for alvor.
Der kan jo være mange årsager til at man i første omgang er lidt tøvende. Som nævnt er der nogle, der bare kan lide hele spillet. Der er nogen, der er bange for at blive såret. Der er nogen, der har svært ved at vise følelser. Der er nogen der ganske enkelt er længere tid om at mærke deres følelser. Der er også nogen, der af den ene eller anden grund ikke er klar til at involvere sig i et seriøst forhold, men derfor kan man jo sagtens forelske sig og ikke kunne holde sig fra en person.
Alle de her små "spil" hører jo med til kærlighed. Tror aldrig man helt undgår dem, men jo mere åbne kort, man spiller med, jo færre misforståelser opstår der.
Jeg er nu klart af den holdning at man aldrig skal blotte sine kort fuldstændig fra starten. Så går alt det sjove jo af spillet. Kunsten er jo også at finde ud af spillets regler:)

Den scoresætning har jeg nu aldrig brugt, men den lyder da genial.
Du har ret i der er en begyndelse i alt, også i et forhold. Du har også ganske ret i man ikke skal spille alle sine kort fra starten, det er heller ikke det jeg opfordrer til. Jeg opfordrer til at man ikke skal opbygge en falsk facade og score på det, for at ens eventuelle partner senere finder ud af hvem man er og bliver forskrækket og skrider i nattens mulm og mørke.
Personligt vil jeg hellere hades for den jeg er end elskes for den jeg ikke er.

Fortæl bare direkte hvad du føler og spørg hende hvad hun vil. Det eneste du kan miste er forvirringer.

En lille generalisering af piger, mange af jer brokker jer konstant over at vi fyre ikke viser vores følelser og interesse i jer. Her er svaret jo skåret ud i pap og serveret sort på hvidt!
I mister jo interessen i os så snart i ser at der er en "blød" mand inden i os alle...
Tænk lige over det inden i brokker jer igen.

Men det er sgu lettere sagt end gjort...jeg har selv gennem længere tid været lidt smålun på en mand i min omgangskreds.
Når han ikke er der, ved jeg lige hvordan, jeg skal få erklæret ham min kærlighed med de helt store armbevægelser. Når vi så en gang imellem ses til en fest eller lign. sker der intet...Lige pludselig kommer al tvivlen op i mig. Er han overhovedet interesseret i mig? Vil jeg bare skræmme ham endnu mere væk osv.osv. Ender sgu altid med at vi bare sidder og sender hinanden lange blikke og ikke får sagt en skid.
Og jeg har ellers ry for at være rimelig direkte og på ingen måde genert. Men alt det her med følelser...det er sgu en svær ting