Når bedsteborgeren rejser udenlands.

Bedsteborgeren, der deltager i hylekoret på arbejdsløshedsdebatterne, hvor han/hun hævder, at de er ene om at bidrage til ladets økonomi, har så travlt med at udtale sig om, at de arbejdsløse koster for mange penge, og at de besidder en masse dårlige egenskaber.
Når bedsteborgeren rejser ud til fremmede egne, og der kommer i knibe p.g. af uforudsete omstændigheder, der f.eks. sprænger deres feriebudget, så starter der straks et hylekor om, at den danske stat skal hjælpe dem ud af suppedasen, som de selv har bragt sig i.
Når disse mennesker mener, at de arbejdsløse skal fratages deres eksistensgrundlag, så mener jeg også, at bedsteborgerne selv kan betale for de selvforskyldte udgifter, de har pådraget sig uden for landets grænser.
Hvad mener I- kære debattører?

Ja, selvfølgelig. Men sådan er det jo også!

som DE har KRAV på fra staten fordi de ellers ikke kan få råd til at bo i hus, have to biler, have sommerhus, rejse på charterferier hvis de samtidig selv skulle betale for at få passet børn, ikke få børnechek og ikke få diverse fradrag i skat. Det er som om de føler sig immune over for ledighed. Mange af dem har sikkert søgt med lys og lygte efter deres første job efter de var færdiguddannede men det er glemt. Det er også som om at den aldersdiskrimination der hersker i dag ikke vil ramme dem den dag de fylder 50.
Fruerne skal også skulle kunne rende gratis til lægen i tide og utide med fodvorter, forkølelser, blå mærker, rifter og andre småting.
Det er faktisk nogenlunde sådan at de 80 % rigeste betaler til de 80 % fattigste.

Kom endelig med flere indlæg af den slags.
Nu har vi til overmål hørt og set på hylekorene vedr. de arbejdsløse.
Slip jeres frustrationer ud!!!!

KRÆVEMENTALITETEN!! Jeg er ikke selv arbejdsløs i øjeblikket med hvem ved om jeg har et arbejde om et eller to. Hvis man mener at arbejdsløshed kun er noget der rammer andre så er man virkelig ignorant.
Hvis man af den ene eller anden grund havner uden for arbejdsmarkedet skal der være mulighed for at leve et nogenlunde anstændigt liv, særligt hvis man har børn eller andre at forsørge.
Til gengæld kan jeg få knopper når de unge børnefamillier kræver i pose og sæk fordi de vil have hus med designerkøkken og designermøbler samt en og gerne to biler med det samme og samtidig have råd til at rejse, købe dyrt tøj og gå i byen som før. Det er ikke en selvfølge at det skal være sådan. De som købte hus i 60'erne og 70'erne og som nu sidder fedt i det levede faktisk ret spartansk de første år i huset. Så måtte man måske skippe ferierne sydpå og kulinarisk begrænse sig til storkøb fra de der fostvarefirmaer der bragte ud (nostalgi).
Et hus er en stor ting som vel meget naturligt kræver bortprioritering af andre ting.