Når penge bliver vigtigere end menneskekæbner.
Det kan ses i hele Danmark, medmindre man ikke vil se det.
Sundhed:
Sygehusene anser en behandling for en succes, når patienter - unge som gamle kan hjemsendes hurtigere og hurtige.
Der findes dog talrige eksempler på at dette bestemt ikke er et succeskritere for en række patienter. Mange af dem hjemsendes for tidligt, for vente tilbage igen kort til efter med en forværring.
Det gælder også de praktiserende læger. De fleste af dem er sikkert mægtigt dygtige, men deres opgave er efterhånden redureret til at udskrive recepter, og prøve at overholde de 15 min som der er til hver patient.
Det er da også fint at de gør det, men det er tæt på at en sundhedplejeske kunne varetage langt de samme opgaver.
Som patient føler man sig nærmest "skyldig" over at komme ind til ens egen læge og bruge hans dyrebare tid, for man har jo lige set hvor mange andre der venter i venteværelset.
For slet ikke at snakke om de private behandlingsmulgheder, fx for en alkoholiker, som typisk kan komme i døgnbehandling 6-8 uger for 6-80000 kr. Penge de færreste alkoholikere har. Det virker bare meget som en pengemaskinge disse private behandlingsteder.
Selve stederne er ofte langt under standard rent fysisk i forhold til selv de offentlige sygehuse. Ofte er det bygninger fra gamle nedlagte plejehjem, nedlagte landbrug eller lign som benyttes, beboerne skal i høj grad selv sørge for rengøring, madlavnings osv. Det virker næsten som et sted som mest fungere som "kontrol-instans" som sørger for at patienterne nu også tager den medicin en udefrakommende læge har udskrevet på selvsamme 15 min som en praktiserende læge også kunne have udskrevet.
Min farfar fik konstateteret prostatakræft. Efter 2 mdr kunne lægerne stolt erklære ham rask og han blev sendt hjem - 1½ uge senere blev han fundet død.
Så er der hele det sociale system:
Det er fx utroligt nemt at blive hjemløs. Tag fx et ungt par med 2 børn, hvor af måske kun den ene har en kort uddannelse Men intet job, og den anden ingen uddannelse har.
Med et MEGET beskedet forbrug kan de måske lige klare en yderst beskeden bolig. Hverken kørekort, bil, fornøjelser, eller andre "luksus-ting" bliver det til, og skulle der komme en udforudset udgift - ja så er eneste udvej at låne penge.
At tage en uddannelse er umuligt fordi SU-systemet på ingen måde er beregnet til 1 par med 2 børn, men til 18-x årige enlige som typisk bor på kollegieværelse eller lign.
Nå men tiden går, gælden vokser stille og roligt indtil ingen vil låne dem penge mere.
Parret bliver mere og mere frustreret og jaget af det offentlige, og tilsidst spænger ballonen, moren tager børnene, fordi hun ved at kommunen langt hen ad vejen hjælper enlige mødre, ikke kun økonomisk, men også med anvisning af bolig, friplads i instititioner, og meget mere.
Tilbage sidder faren nu. Hans husstandsindkomst blev med et snup-tag mere end halvveret. Boligen er nok en kende for stor til en enlig mand, samtidig kræver moren nu penge til børnene hver måned.
Hele hans indtægt, kan akkutrat dække huslejen og det moderen kræver. Ikke hverken el, varme, mad, transport, eller andet. Nu bliver han let både deprimmeret og ensom, fordi han ved at med det nu endnu mere sparsomme budget, er hans eneste mulighed for bolig at flytte til et sted fx med klubværelse, med adgang til fælles køkken og bad. Steder hvor det typisk er krimelle, alkoholikere, og andre mennesker helt på bunden af samfundet befinder sig.
Et sted, hvor han ikke engang vil være bekendt at have besøg af børnene. Kommunen har bare nogle "satser" for hvor meget den enkelte kan modtage, man kigger ikke på den individuelles situation. Før kunne livet hænge nogenlunde sammen, nu skubbes man lige et stykke videre mod hjemløshed, og sygdom eller kriminalitet, eller misbrug.
Samtidigt er det faktisk skærmmende at se at moderen med de 2 børn tilsyneladende stadig har råd til en nyere 3-værelses bolig i et pænt kvarter, har råd til bil, uden tilsyneladende at mangle noget. Men moderen har jo allerede "luret" systemet. Uden uddannelse ville selv det bedst betalte ufaglærte job give hende en nedgang i indkomst.
Eller i alfald kun en meget lille stigning.
Er faren måske allerede ramt af sygdom, kriminalitet, misbrug, eller "blot" langtidledighed, ser fremtiden sgu også noget dyster ud for ham. Når indtægterne pludesligt ikke længere rækker til de mest basale udgifter...
Ældreplejen.
Nu er jeg heldigvis ikke bland dem som har behov for den endnu, men jeg er begyndt at frygte alvorligt for den dag jeg måtte få behov for den. At vide at måske den eneste person jeg snakker med, skal ordne det der nu skal ordnes på fx 9 minutter, at bad er noget man kommer hver anden-3 uge. Udover det er man fange i egen bolig...
Bare tanken om at de år i ens liv hvor man faktisk var nogenlunde rask, blev brugt på at arbejde og arbejde og arbejde.
Sundhed:
Sygehusene anser en behandling for en succes, når patienter - unge som gamle kan hjemsendes hurtigere og hurtige.
Der findes dog talrige eksempler på at dette bestemt ikke er et succeskritere for en række patienter. Mange af dem hjemsendes for tidligt, for vente tilbage igen kort til efter med en forværring.
Det gælder også de praktiserende læger. De fleste af dem er sikkert mægtigt dygtige, men deres opgave er efterhånden redureret til at udskrive recepter, og prøve at overholde de 15 min som der er til hver patient.
Det er da også fint at de gør det, men det er tæt på at en sundhedplejeske kunne varetage langt de samme opgaver.
Som patient føler man sig nærmest "skyldig" over at komme ind til ens egen læge og bruge hans dyrebare tid, for man har jo lige set hvor mange andre der venter i venteværelset.
For slet ikke at snakke om de private behandlingsmulgheder, fx for en alkoholiker, som typisk kan komme i døgnbehandling 6-8 uger for 6-80000 kr. Penge de færreste alkoholikere har. Det virker bare meget som en pengemaskinge disse private behandlingsteder.
Selve stederne er ofte langt under standard rent fysisk i forhold til selv de offentlige sygehuse. Ofte er det bygninger fra gamle nedlagte plejehjem, nedlagte landbrug eller lign som benyttes, beboerne skal i høj grad selv sørge for rengøring, madlavnings osv. Det virker næsten som et sted som mest fungere som "kontrol-instans" som sørger for at patienterne nu også tager den medicin en udefrakommende læge har udskrevet på selvsamme 15 min som en praktiserende læge også kunne have udskrevet.
Min farfar fik konstateteret prostatakræft. Efter 2 mdr kunne lægerne stolt erklære ham rask og han blev sendt hjem - 1½ uge senere blev han fundet død.
Så er der hele det sociale system:
Det er fx utroligt nemt at blive hjemløs. Tag fx et ungt par med 2 børn, hvor af måske kun den ene har en kort uddannelse Men intet job, og den anden ingen uddannelse har.
Med et MEGET beskedet forbrug kan de måske lige klare en yderst beskeden bolig. Hverken kørekort, bil, fornøjelser, eller andre "luksus-ting" bliver det til, og skulle der komme en udforudset udgift - ja så er eneste udvej at låne penge.
At tage en uddannelse er umuligt fordi SU-systemet på ingen måde er beregnet til 1 par med 2 børn, men til 18-x årige enlige som typisk bor på kollegieværelse eller lign.
Nå men tiden går, gælden vokser stille og roligt indtil ingen vil låne dem penge mere.
Parret bliver mere og mere frustreret og jaget af det offentlige, og tilsidst spænger ballonen, moren tager børnene, fordi hun ved at kommunen langt hen ad vejen hjælper enlige mødre, ikke kun økonomisk, men også med anvisning af bolig, friplads i instititioner, og meget mere.
Tilbage sidder faren nu. Hans husstandsindkomst blev med et snup-tag mere end halvveret. Boligen er nok en kende for stor til en enlig mand, samtidig kræver moren nu penge til børnene hver måned.
Hele hans indtægt, kan akkutrat dække huslejen og det moderen kræver. Ikke hverken el, varme, mad, transport, eller andet. Nu bliver han let både deprimmeret og ensom, fordi han ved at med det nu endnu mere sparsomme budget, er hans eneste mulighed for bolig at flytte til et sted fx med klubværelse, med adgang til fælles køkken og bad. Steder hvor det typisk er krimelle, alkoholikere, og andre mennesker helt på bunden af samfundet befinder sig.
Et sted, hvor han ikke engang vil være bekendt at have besøg af børnene. Kommunen har bare nogle "satser" for hvor meget den enkelte kan modtage, man kigger ikke på den individuelles situation. Før kunne livet hænge nogenlunde sammen, nu skubbes man lige et stykke videre mod hjemløshed, og sygdom eller kriminalitet, eller misbrug.
Samtidigt er det faktisk skærmmende at se at moderen med de 2 børn tilsyneladende stadig har råd til en nyere 3-værelses bolig i et pænt kvarter, har råd til bil, uden tilsyneladende at mangle noget. Men moderen har jo allerede "luret" systemet. Uden uddannelse ville selv det bedst betalte ufaglærte job give hende en nedgang i indkomst.
Eller i alfald kun en meget lille stigning.
Er faren måske allerede ramt af sygdom, kriminalitet, misbrug, eller "blot" langtidledighed, ser fremtiden sgu også noget dyster ud for ham. Når indtægterne pludesligt ikke længere rækker til de mest basale udgifter...
Ældreplejen.
Nu er jeg heldigvis ikke bland dem som har behov for den endnu, men jeg er begyndt at frygte alvorligt for den dag jeg måtte få behov for den. At vide at måske den eneste person jeg snakker med, skal ordne det der nu skal ordnes på fx 9 minutter, at bad er noget man kommer hver anden-3 uge. Udover det er man fange i egen bolig...
Bare tanken om at de år i ens liv hvor man faktisk var nogenlunde rask, blev brugt på at arbejde og arbejde og arbejde.