Og så siges det at være sundt !!!
Så så man lige mig. I total fitness outfit, lige importeret fra H&M’s online shop, med drikkedunk og hestehale og det hele! Går med veninde rundt i fitness center, mod stepmaskinerne. Op på én. Og så lige svede i 10 min. Det går alt sammen meget fint. Indtil veninde siger "løbemaskiner". Okay så..
Op på løbebåndet. 5,5 km/t. Ja, der er fut i fejemøget når jeg motionerer. Gå og gå og gå....
Og så går det galt: et kort øjebliks uopmærksomhed og jeg træder ud på den side af løbebåndet der ikke kører, hvilket resulterer i at jeg falder og lander som en strandet hval på det rullende bånd. Bliver med den bagerste del af krop kastet ind i væg, med 97,5767 procent af krop gnidende mod det rullende bånd, det hele foregår med (og hold nu fast) ikke ét men hele to øredøvende brag, så beboere på sjælland + øerne alle kan følge med i min kamp mod løbemaskinen...
Mens jeg ligger og kæmper for at komme op, hvilket på daværende tidspunkt er temmelig umuligt, registrerer jeg to udenlandske kvinder komme styrtende, hvorefter den ene dame hamrer sine svedige hænder ned mod EMERGENCY STOP- knappen, der SELVFØLGELIG er ude af rækkevidde når uheldet rent faktisk ER ude og man ikke bare er i dårlig form...
Godt så. Status:..
Jeg ligger på gulvet og kan ligesom fornemme sjælland + øerne og nu også Jylland, Sverige og Norges befolknings øjne prikke i nakken (alle udenfor fitness centret følger det LIVE på DR 1).
Tør ikke se...
Det er fristende at falde om i en fake besvimelse så jeg ikke behøver at gå gennem centret og blive grinet af, men blive båret ud, mens alle har ondt af mig. Men det gør jeg ikke. Hvorfor? Har ingen anelse.
Tager mod til mig og fremstammer:
"J-jeg har det fint. Virkelig. H-helt fint", siger jeg uden så meget som ét blik på mine redningsmænd, men fuldt ud opmærksom på deres nu-ringer-vi-altså-efter-en-ambulance-til-det-sindssyge-pigebarn blikke...
Jeg får sat mig op, langt om længe, kigger på mine blødende knæ og derefter op på min veninde, for så at få et chok. Venindes ansigt er blevet surrealistisk selvlysende af indestængt latter. Pludselig skriger hun af grin, styrter ud i omklædnings rum, og efterlader mig omringet af svedige mennesker der, uden at røre på sig overhovedet, stirrer på mig som var det et spørgsmål om sekunder før jeg hæver op, bliver blå og derefter bliver hentet af et rumskib for så at flyve hjem til Mars...
Pludselig går det op for mig at jeg gerne vil væk, og sandsynligvis ikke bliver hentet af rumskibet foreløbig. Så jeg rejser mig, lidt svimmel, og spurter så gennem fitness centret med alles øjne hvilende på mig. Ud i omklædningsrum til veninde, hvis ansigts farve hælder mere mod pink end rød, men dog er mere normal end farven før....
Jeg sætter mig på gulvet, op af væggen med mine for revede arme rundt om blødende knæ og er mit livs største dilemma: Skal jeg grine eller græde?
Da veninde gør det første, i en lidt voldsom udgave, vælger jeg også at grine. Med tårer i øjnene...
Efter lidt tid på gulvet med veninde, kommer jeg i tanker om at jeg måske lige skulle tjekke hvilke skader løbemaskinen påførte mig. Så jeg stiller mig foran det store spejl i omklædningsrummet. Det skulle jeg så nok ikke have gjort...
Resultat af 4 minutter på sindssygt løbebånd, placeret alt for tæt på væg og med en malplaceret EMERGENCY knap, med 5,5 km/t...
Hudafskrabninger med tilhørende blå/gule mærker...
Diameter på 10 cm. stort, regnbuefarvet mærke på højre skinneben...
Stort mærke der har en hel del tilfældes med det amerikanske flag, på højre tommelfinger. God bless america....
5 mærker i alle efterårets farver fordelt på begge arme....
Sidst men BESTEMT ikke mindst: et charmerende rødt og blåt mærke yndigt placeret i centrum af hage...
Konklusion: fitness centret ser ikke mig igen før jeg har farvet hår, fået næseoperation og kontaktlinser (..og en STOR hat).
[:*(]😖
Op på løbebåndet. 5,5 km/t. Ja, der er fut i fejemøget når jeg motionerer. Gå og gå og gå....
Og så går det galt: et kort øjebliks uopmærksomhed og jeg træder ud på den side af løbebåndet der ikke kører, hvilket resulterer i at jeg falder og lander som en strandet hval på det rullende bånd. Bliver med den bagerste del af krop kastet ind i væg, med 97,5767 procent af krop gnidende mod det rullende bånd, det hele foregår med (og hold nu fast) ikke ét men hele to øredøvende brag, så beboere på sjælland + øerne alle kan følge med i min kamp mod løbemaskinen...
Mens jeg ligger og kæmper for at komme op, hvilket på daværende tidspunkt er temmelig umuligt, registrerer jeg to udenlandske kvinder komme styrtende, hvorefter den ene dame hamrer sine svedige hænder ned mod EMERGENCY STOP- knappen, der SELVFØLGELIG er ude af rækkevidde når uheldet rent faktisk ER ude og man ikke bare er i dårlig form...
Godt så. Status:..
Jeg ligger på gulvet og kan ligesom fornemme sjælland + øerne og nu også Jylland, Sverige og Norges befolknings øjne prikke i nakken (alle udenfor fitness centret følger det LIVE på DR 1).
Tør ikke se...
Det er fristende at falde om i en fake besvimelse så jeg ikke behøver at gå gennem centret og blive grinet af, men blive båret ud, mens alle har ondt af mig. Men det gør jeg ikke. Hvorfor? Har ingen anelse.
Tager mod til mig og fremstammer:
"J-jeg har det fint. Virkelig. H-helt fint", siger jeg uden så meget som ét blik på mine redningsmænd, men fuldt ud opmærksom på deres nu-ringer-vi-altså-efter-en-ambulance-til-det-sindssyge-pigebarn blikke...
Jeg får sat mig op, langt om længe, kigger på mine blødende knæ og derefter op på min veninde, for så at få et chok. Venindes ansigt er blevet surrealistisk selvlysende af indestængt latter. Pludselig skriger hun af grin, styrter ud i omklædnings rum, og efterlader mig omringet af svedige mennesker der, uden at røre på sig overhovedet, stirrer på mig som var det et spørgsmål om sekunder før jeg hæver op, bliver blå og derefter bliver hentet af et rumskib for så at flyve hjem til Mars...
Pludselig går det op for mig at jeg gerne vil væk, og sandsynligvis ikke bliver hentet af rumskibet foreløbig. Så jeg rejser mig, lidt svimmel, og spurter så gennem fitness centret med alles øjne hvilende på mig. Ud i omklædningsrum til veninde, hvis ansigts farve hælder mere mod pink end rød, men dog er mere normal end farven før....
Jeg sætter mig på gulvet, op af væggen med mine for revede arme rundt om blødende knæ og er mit livs største dilemma: Skal jeg grine eller græde?
Da veninde gør det første, i en lidt voldsom udgave, vælger jeg også at grine. Med tårer i øjnene...
Efter lidt tid på gulvet med veninde, kommer jeg i tanker om at jeg måske lige skulle tjekke hvilke skader løbemaskinen påførte mig. Så jeg stiller mig foran det store spejl i omklædningsrummet. Det skulle jeg så nok ikke have gjort...
Resultat af 4 minutter på sindssygt løbebånd, placeret alt for tæt på væg og med en malplaceret EMERGENCY knap, med 5,5 km/t...
Hudafskrabninger med tilhørende blå/gule mærker...
Diameter på 10 cm. stort, regnbuefarvet mærke på højre skinneben...
Stort mærke der har en hel del tilfældes med det amerikanske flag, på højre tommelfinger. God bless america....
5 mærker i alle efterårets farver fordelt på begge arme....
Sidst men BESTEMT ikke mindst: et charmerende rødt og blåt mærke yndigt placeret i centrum af hage...
Konklusion: fitness centret ser ikke mig igen før jeg har farvet hår, fået næseoperation og kontaktlinser (..og en STOR hat).
[:*(]😖