om mine mor

Kære Mor

hun havde lymfekræft og vi vidste godt at du ikke kunne helbredes til sidst,men alligevel håbede vi at der ville komme et mirakel.
Men Håbet holder liv i folk...Det gjorde det i mine mor
beslutning om at overflytte hende til gynokologisk afd. blev iværksat.
Der blev man så enig om at åbne hende for at se hvad det kunne være der forårsagede denne væske...
Efter De have tage det ud og lave alle de fejl,tror jeg også de tog håbet fra hende...
Det næste der så sker er at min mor bliver opereret igen og ryger ind og ud af sygehusene. Det var meget hårdt,
men lægerne var optimistiske og sagde at hun nok skulle klare det.blive ved med at give Håbet..

Det var så frygteligt at se dig sådan,men mest fordi du havde ondt og vi ikke kunne gøre noget for at du kunne få det bedre.
Det har været så hårdt psykisk at jeg til sidst bad til at du måtte få fred da det var så uværdigt for dig at ligge der.
Jeg græd hver gang jeg så på dig.Og hver gang telefonen ringede.For samme tid var jeg bange for at du skulle få fred.
og jeg ikke fik sagt de sidste ord til dig..
Men Fred har du fået.Og når man tænker på hvordan du havde det til sidst er det kun godt.
Jeg tænker også på de tider hvor det gik godt, alt var næsten som før. Jeg var bare så glad.
Vi have Det sjovt som i gode gammel dage..
Men så kom Dag desværre...
efter den sidste strålebehandling så det meget sort ud.jeg kunne høre på mine far at dag var ved at komme han var hele færdig...
Min far have skrive en besked på min mobil. `kunne i ikke tænke jer at komme ind og lige se til mor for hun ville gerne se jer en sidste gang`
Efter det viste jeg at hun kunne kæmpe for at se mig og mine bror...Så kunne Jeg mærker du kalde på mig.
Hun var på morfin og lå for det meste bare og sov.
Men var vågne da vi kom og prøve at sige nået til os...
og kunne se hvor glad hun var og lette over at hun nået at se os.
Morfinen blev langsomt øget, for der var intet at gøre.
Der lå min mor, som altid havde været så glad og støttet mig. Hun som altid smilte og var så vellidt.
der lå hun så tynd så tynd, det var så skrækkeligt at se hende sådan.Jeg satte mig ned ved siden af min mor og tog hende i hånden.
Hun havde hovedet vendt væk fra mig. MEN..så trykkede hun min hånd blidt, brugte resten og sine kræfter for at vender sit hoved og
åbne sine øjne for at kigge på mig, og med det, sagde hun: BASSE BASSE DET ER NU....
klokken nærmede sig 6 stykker,
gav hun efter. Vi 4 stod samlet omkring hendes seng, Mor var sovet stille ind da vi holde hende i hånden.
Vi viste at hun var væk og det var kun hendes krop der skulle give efter..
jeg prøve at trøste mine søster med at sige hun havde fået fred, og smerterne var væk.....
Op til hendes død fik jeg afvide at jeg skulle fortælle hende hvor meget jeg elskede hende
Den dag idag er jeg så glad for jeg fik sagt Det.
Jeg oplevede, at dele af familien virkede småforarget over, at jeg ikke sørgede på den måde, de forventede.
Jamen, jeg havde ikke brug for det - jeg havde FRED med det skete. (Min mor var afklaret omkring sin død,
og vi havde en stærk og smuk tid sammen i hendes sidste tid).
da hun ikke ønsker hjælp fra fremmede mennesker, og det er da forståeligt, som hjemmehjælper systemet fungerer idag,
er du ikke sikret at det er den samme hjælper som kommer og hjælper dig hver dag,
så var mine far sygeplejerske..jeg er så stole af at han gjorde det...
Husker at jeg tit spurgte.......hvorfor lige netop hende....hvad havde hun gjort, men det er der jo ingen svar på.....
sådan er livet bare.....nogle får et helt liv, andre må nøjes med det halve og andre når ikke engang at få det......
VI kommer ALDRIG over sorgen....MEN vi lærer at LEVE med DEN!!!!!
Hilsen
Din søn Jon

Meget smukt, jeg blevt rørt. Sender dig en tanke.

Jeg må sige at jeg er rørt til tårer. Jeg har selv mistet en søn for 4 år siden og en far for nylig og står til at miste min mor snart... (Håber ikke, men alligevel...)
Det er flot at du kan komme ud med dine følelser og at du viser forståelse for, "det at miste." Bare husk på: Det er OK at snakke om det, man skal ikke lade det være et "tabu-emne", når man mister nogen. Man vil jo sørge på hver sin egen måde resten af livet. Nu er det 4 år siden jeg mistede min dreng, men jeg "sender" da en tanke til ham en gang i mellem.
Nok er personen der ikke fysisk, men der er jo stadig den kærlighed og de gode minder tilbage. Dem er der ingen der kan tage fra os.
Held og lykke i fremtiden og må lykken stå dig bi.
Mvh: en medfølende

indlæg om en svær sitation.
Men, hvor har du ret; vi sørger allesammen forskelligt, og der er i mine øjne ingen "rigtig" måde at gøre det på.
Og sorgens sår heler med tiden (heldigvis), men arret vil altid være der.
Mange, mange gode ønsker for fremtiden til dig :-)

At miste et barn må være det absolut mest forfærdelige i denne verden.
Jeg har mistet mange i mit liv (unge mennesker), bl.a min lillebror og mine børns far, og det var hårdt.
Men jeg kan forestille mig, at det slet ikke kan sammenlignes med at miste et barn (og jeg håber aldrig, jeg får vished for den teori!!!)
Mange hilsner og tanker til dig..

I fik den afsked..🙂Jeg har været præcist det samme igennem, da min mor døde af kræft, jeg var 16 Men jeg ikke fik sagt farvel.. Og det er jeg tilgengæld rigtig ked af..
så på jeres vegne, selvom det er MEGET hårdt at miste sin mor til kræft, så fik i da sagt farvel, hvilke jeg mener er meget vigtigt..
Meget rørende beskrevet :o/ Man føler jo helt med dig og din familie..
Og, ja man lærer at leve med det... Men kommer aldrig over det.

Tænker på min egen mor, der også døede af kræft. En af de sidste gange jeg så hende hvor hun stadig kunne tale, var hun så mild og moderlig, som jeg ikke rigtig kunne mindes hun havde været før. Dette er mit stærkeste minde omkring den tid, og det siger mig lidt om, at der bag enhver maske, slår et bankende kærligt hjerte.
Jeg sørgede ikke så meget som visse andre, men oplevede heller ikke nogen havde forventninger om at jeg burde gøre det. Men med årene er jeg dog alligevel begyndt at savne hende.
Men tak for dit indlæg, det siger lidt om et kærligt mor/barn forhold, og rørte også mig dybt.