Ondt i livet!! 2

Overvejede og skrive dette i forlængelse med det andet indlæg jeg har skrevet, men da jeg har brug for råd lige nu, tænkte jeg at det måske ville være bedre at oprette dette for sig selv. Da jeg ikke ved om der ville være nogen der læste det andet igen nu efter det er gået hen og blevet 'gammelt'.
Det er en utrolig hård weekend at komme igennem. Jeg tænker enormt meget, og kan føle at der er noget i mig, der bare ikke orker den enorme ensomhed og den smerte den giver længere. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal ændre på det? Der kan jo gøres så meget det er jeg godt klar over, men med min generthed der er så stor begrænser mig i at gøre hvad jeg nogen gange kan drømme om.
Jeg kan ikke helt forstå hvorfor det er mig der sidder her og er så alene og føler at ingen mennesker aner at jeg lever. Det er som om at, der kun er mig i den verden jeg befinder mig i, og selvom jeg gerne vil ud af den, så kan jeg ikke.
Jeg sidder fast.
Det er det samme hver weekend, de samme følelser og selvom jeg forsøger at få kontakt med nogen via nettet, så er det som om jeg går helt kold når der endelig er nogen der vil snakke med mig. Jeg aner jo ikke hvad vi skal snakke om, og tror selv jeg ikke er særlig interessant at snakke med, da jeg ikke har noget at byde ind med.
Pyha det er sårende, man kan sige jeg sårer mig selv hele tiden, tankerne kører jo rundt, og jeg aner ikke hvad eller hvordan. Jeg forsøger virkelig at få noget ud af samtalerne hos min psykolog men synes ikke rigtig at det hjælper.
Ender jo altid det samme sted igen, selvom jeg virkelig kæmper imod.
Er I nogensinde alene, hvor i faktisk føler jer ensomme?
Jeg kan godt være sammen med andre, men stadig være så dybt ensom indeni at det nærmest er skrækkeligt at det kan gøre så ondt.
Hvad gør I når I er ensomme? eller har følelsen af at inden ved at I er til, eller glemmer jer for en tid? Hvordan reagerer I?
Hvis I altså nogensinde føler sådan?
Det kunne være mig en stor hjælp, hvis der var nogen der kunne fortælle mig, hvad de gør i de situationer hvor livet simpelthen bare er så dybt uretfærdigt, og det hele er jer imod?
Hvordan gør I?
Hvad med når i er triste og der ikke er en skulder at låne, hvordan trøster i så jer selv? hvad siger i til jer selv, og hvad er det der får jer til at finde den ekstra vilje og energi til at kæmpe og komme oven på igen?
Jeg håber at jeg får noegn svar igen som jeg kan tage til mig som i mit andet indlæg.
Jeg siger tak på forhånd for at du læste dette og måske har givet mig svar.
Tears&Pain

og finder trøst i at når alle mennesker ikke forstår en, så gør Gud i Himmerige. Det er virkelig stor trøst. og at vide at der er en mening med ens liv, selvom man måske ikke selv har fundet ud af det. Gud har haft en i sine tanker længe før man blev til, og der er en grund til vi er her. For at elske hinanden.
Måske bliver du netop udsat for det du gør lige nu, for engang at kunne hjælpe en der har det ligeså. så er dine erfaringer guld værd, og kan hjælpe og støtte en der er langt nede.
;-) så frisk mod, Må Gud velsigne dig!
anonym kristen

Jeg plejer at ta hjem og besøge min mor når livet bliver lidt for ensomt. Det er ikke fordi jeg er en lille mors dreng, men min mor og jeg hygger altid så godt sammen, laver noget go mad osv. Jeg flyttede fra min barndomsby for ca et halvt år siden pga arb. og bor nu 30km derfra. Derfor bliver det også til en lille togrejse hver gang. Det er egentlig meget rart bare at komme ud blandt nogle andre mennesker, selvom man måske ikke snakker med dem. Bare det at få et lille smil fra en fremmed, synes jeg kan være meget livsbekræftende.
Jeg har ikke rigtigt formået at komme på plads, såsan rent socialt, her i min nye by. Det er nok lidt min egen skyld, da jeg ikke lige er jordens mest sociale væsen. Flere fra mit arb, specielt en, har godt nok spurgt mig flere gange om ikke jeg skulle være med til det ene og det andet. Problemet er bare at jeg ikke bryder mig om denne person. Han er typen der låner penge af alt og alle og "glemmer" at betale dem tilbage. Jeg går ikke på kompromi med mine principper, så hellere ensomheden.
En anden, faktisk en rigtig fin fyr bare 15 år ældre end mig. Prøver at hverve mig til hjæmmeværnet. Har altid set lidt skævt til hjæmmeværnet men tror jeg prøver det her i næste måned, bare for at gøre et eller andet. Savner også lidt soldatertiden, kammaretskabet og spændingen ved opgaverne.
Så hvad med at melde dig i en eller anden forening. En sportsklub eller lignende?
Jeg tror man nogen gange bare er nødt til at sparke sig selv lidt bag i, og rykke sine grænser.
Jeg har altid haft en stor omgangskreds/vennekreds, indtil for et par år siden. Hvor folk enten flyttede til den anden ende af landet, fik seriøse kæreste forhold og børn. Det er sku lidt svært når man er vant til at vennerne kommer til en og de så pludselig ikke er der mere.

Jeg har efterhånden lært at intet kommer af sig selv.
Så min konklusion er: Man er sin egen lykkes smed. Er man ikke glad og tilfreds med sit liv, må man selv gøre noget for at ændre det. Ingen andre kan, eller vil. Det kan til tider være svært, men livet er ikke altid en leg.
Intet er umuligt, for den som bærer viljen i hjertet!
Go´vind fremover:-)

Selv om vi ikke kan se Gud, må vi tro på, at han er der og vil hjælpe os i vor nød. Tænk på Jesus i Getsemane have, lige før han blev overgivet til fjenderne. Hans diciple sov og han var alene selv om han snart skulle dø, og han vidste det. Så han forstår i hvert fald hvordan vi har det.

Kæreste pige
Prøv en helt ny tankegang. Find din kampgejst og forestil dig at det er Djævelen, der vil have dig ned med nakken, forestil dig hvor ondt han griner, og sig så til dig selv, at det skal være løgn. Han skal ikke vinde. Prøv at gå i folkekirken en søndag, der skal du ikke sige noget, men kan sidde og lytte helt anonymt. Der kan være guldkorn mellem det præsten siger, og så er det et afbræk i den ensomme weekend.
Jeg læste engang i en brevkasse, om en der var ensom, hun fik et svar jeg aldrig glemmer: Hun så sig selv som ene menneske på den ene side, og så hele menneskeheden som en samlet masse på den anden side. Hun skulle i stedet se menneskeheden som enkelte individer med hver deres problemer.
Der findes også ting man kan gå til uden at skulle snakke og være interessant. Lad evt. andre indlede samtalen, og følg op på det de siger.
Jeg har tit en meget pinagtig ensomhedsfølelse, og den forværres når man ser andres "lykke". Men det man ofte tror er andres lykke, er ofte det modsatte. Tænk bare på Joachim og Alexandra og alle Hollywoodstjernerne. Alle har sit at slås med, og mange skændes i det skjulte.
I de værste stunder prøver jeg at tænke, at det kan ikke vare ved at have det sådan, så det bliver nok bedre med tiden.
Du kan prøve at tænke, at du er noget i dig selv, du behøver ikke andre til at bekræfte dig, og skidt med om de har glemt dig. Jeg ved det er meget svært, men nogle mennesker har det fint alene.
Dr. Phil har sagt, at vi selv laver vores virkelighed, og det er der noget om. Det handler for en stor del om, hvad vi tænker om vore situationer. Prøv at tænke dybere over det!!!!!
Der findes også mange gode bøger om ensomhed og psykologi, som kan dulme de pinagtige følelser, i hvert fald for en tid.
Hvor gammel er du egentlig?
Alle de bedste ønsker for din fremtid ønskes af Lou

jeg kender det.
Min kæreste var en uge i USA lige ør jul... jeg frygtede den uge som helvede...tanken om at skulle være alene var frygtelig. At der ikke kom nogen hjem om aftenen, at jeg skulle sove alene, ikke at have nogen at dele tanker med. Tomheden.
Men det gik.. jeg sørgede for at beskæftige mig selv, finde ting jeg holdt af, sørgede for at nyde dem. Forkælede mig selv, tændte stearinlys og læste en god bog.
Jeg kom igennem ugen, bedre end jeg havde regnet med, men det VAR hårdt. Selv nogle gange når kæresten er her, så kan jeg føle mig alene.
Så føles det hele håbløst, jeg gider ingenting, og alligevel kan jeg mærke at jeg er utilfreds med situationen.... føler mig alene blandt mennesker nogle gange.
Jeg tror at det vil være godt for dig at få nogle gode oplevelser...behøver kun at være små ting. For mig kan det være at gå en tur med kameraet i hånden, hygge mig med en bog, svømme en tur, drikke kaffe med en ven, være sammen med heste....
Find ud af hvad der er LIGE dig...gør lidt godt for dig selv.
Det var bare det jeg ville skrive.
(Hvor bor du henne af i verden?)

For at glemme dig selv og de pinefulde tanker:
- Sæt noget godt musik på.
- Læs en hårrejsende krimi.
- Se en spændende film.
- Læs vittigheder på Sol's debat eller søg "vittigheder" på Google. Et godt grin gør altid godt.
- Gå en lang tur og smil til dem du møder, af og til kan man se usikkerheden i ansigterne hos dem man smiler til, de skal lige se, om man mener det venligt. Så mange mennesker er usikre som en selv.
- Bliv evt. besøgsven. Tænk på, at nogle mennesker er "fanget" i deres lejlighed pga. forskellige handicaps eller alderdom og taler måske slet ingen med.
- Glæd dig over et forhåbentligt godt helbred, og at bo i et land fri for hungersnød og krig.
- Jeg forstår dig godt og har ofte de samme tanker som dig, men vi har alligevel meget at være glade for. God vind.

Hej Tears&Pain
Hvad jeg selv bruger/har brugt, er bl.a. noget med at se i øjnene, at det der kører mellem ørerne nogle gange er det rene vrøvl - og man egentlig godt ved det.
Man kan måske ikke slukke for det - altså selvkritiske tanker og den slags - men man kan godt lade være med at lytte SÅ meget til det.
Måske har du også nogle meget bestemte forventninger om, hvordan det burde være - det er heller så ikke godt, for så er man jo ikke åben over for, at lykke og den slags kan være noget helt andet.
Og så tror jeg på, at man HAR en slags indre kompas, som man godt kan styre efter, så man behøver slet ikke alle de der forklaringer på, at det er forkert og det er forkert og det bliver aldrig godt, eller det burde have anderledes...
Kort sagt, det er de ting, der kværner i hoved på dig, der er problemet - ikke dig som sådan. Prøv at give lidt slip på det - så skal det hele nok hurtigt begynde at se lysere ud. Giv lidt slip på de der tanker, og se om du ikke kan genfinde dit "indre kompas".
Skru hovedet lidt anderledes på. Fx: hvad gør det, om der er nogen, der har opdaget, at du eksisterer? Har du selv forstået, at du eksisterer? Hvis du først forstår det, så skal alt det andet nok falde i hak også :-)
mvh
Den gamle dreng

Godt at du får nogle gode svar. Jeg kan ikke give dig så mange flere råd (muligvis fordi jeg var på druk i går ;0)
Det er godt at du gør dig så mange tanker. Det betyder at du stadig kæmper et eller andet sted. Det med psykologen, der må man være tålmodg. I skal lære hinanden at kende og det kan tage tid for din psykolog at komme ordentligt ind i hjørnerne, hvis du forstår? :0)
Jeg er helt sikker på, at det nok skal gå, men nemt er det jo ikke

Jeg ved hvordan du har det, jeg har selv været der. Ensomheden, og følesen af at man er intet vær.
Der er en vej ud af det, bed til Jesus. Han tænker nemlig på dig hele tiden, og venter på at du kontakter ham. Så er du aldrig ensom, og han vil aldrig svigte dig.
Jesus er lyset, der er intet mørke i ham. Bekend din synd til Jesus og lev efter Guds bud, og han vil vise dig lyset og vejen. Og da vil du opdage at du ikke er ensom.
Det er din vej ud af ensomheden.
Jeg vil bed for dig.
Nu har du allerede 3 der tænker på dig!!!

Det er lang tid siden vi har set noget til dig herinde. Håber det går godt og at vi snart hører fra dig igen :0)
Jeg har monster meget at læse dette semester. Jeg ved at de næste ikke bliver meget bedre :-0 ....gys

man er intet værd...kender det , ...lige i øjeblikket har jeg det svært,er ikke drevet til vanvid endnu af en person
harri en dame 61 år

Tak for det.Mit selværd er på nulpunktet.Jeg er meget bange.
harri

stikke mig i øjnene af raseri.Har aldrig oplevet det før?Hvorfor?Hvad har jeg gjort?Smader hjemmet har jeg set masser af gange.Jeg er stækket på vingerne.harri