Opgivelse..???

Jeg har 5 dejlige børn i alderen 3 til 10 år og jeg elsker alle mine børn, meget højt.
Men nu har jeg fået nok, min ældste søn på 8 har DAMP i svær grad og er medicineret til trods for dette er han den mest irriterende unge man kan forstille sig og hele tiden ødelægger han ting og hans søskende, han sparker, slår, skubber og jagtede her forleden hans mindste bror med en køkken kniv kl. 6.00 om morgene.
Så nu har jeg taget en beslutning, det skal så lige siges at jeg er enlig og alle 5 bor hos mig, han må ned til hans far og bo for ellers ender det med mord om det bliver mig der slår ham ihjel eller det blir ham der slår en af os andre ihjel er sådan set lidt underordnet, men væk skal han. Jeg har så besluttet at den søn der er et år yngre end ham skal med for at han ikke føler at han blliver skubbet ud af flokken, for hans ´selvværd er meget dårlig i forvejen.
Jeg har selvfølgelig hørt børnene i sagen og de to drenge vil gerne bo ved deres far.
Et eller andet sted føler jeg at jeg har opgivet min egen søn og at jeg svigter ham, men på modsatte side er dette den eneste udvej jeg kan se for ikke at de andre børn lider skade af hans skøre ideer. Og at jeg ikke går hen og bliver sindsyg og skader ham fordi jeg er så udmattet.
Hvad mener i.???

Tak for et tankevækkende indlæg, som jeg tænkte lidt over. Tillad mig at sige følgende:
Jeg synes IKKE at du opgiver. Okay, du vælger en løsning hvor du "skubber" problemet videre. Men det har du en del gode grunde til ikke at skulle kæmpe med samvittighedsnag over.
Du beskytter hans søskende. De to drenge er indstillede på at skulle bo hos far, men stadig så I kan ses så ofte I lyster. Du er ved gud en god mor, når du forsøger at få hele 5 unger til at virke. Men for pokker, man når til et punkt hvor man er bange for at miste overblikket, og jeg må sgu sige at samtlige advarselsblink lyste op da jeg læste din beretning.
Vær nu stolt over at du vælger en løsning som vil vise sig at være til alles bedste. Og fokuser ikke så meget på hvad evt andre vil mene/sige/synes. Det er DIT liv, det er dine BØRNS liv som du skal finde en måde til at fungere på. Og så er den potte egentlig ude.
Mvh Murphy

Men du gør det rigtigt.
Han kan risikere at skade de andre børn, så det er det bedste du kan gøre.
Hvis broren, som skal med, ikke vil, er det synd for ham... Men hvis det er fint med ham, er det okay.
Det er bare synd at du splitter en søskendeflok af. Men desværre nok den eneste mulighed.
Jeg synes det er flot at du tager en beslutning der er så svær. Intet vil være perfekt, men du har valgt den bedste mulighed.
Gud velsigne dig

Hej.
nu ved jeg, hvar det selv er som far til en damp-barn og de problem der kommer, Jeg få nu hjælpe fra kommuen og skole til at løse de problemme som kommer, Du må nok skrive til mig hvis du vil..
Mvh J.Iversen

hallo din søn er syg og det kan han da så sandelig ikke gøre for. du kan da ikke bare kassere han for det er jo det du gør. der er noget der hedder aflastning i weekenderne. tag lige og tag en snak med kommunen så kan de hjælpe dig.

Umiddelbart lyder det som en god ide at flytte barnet hen til et sted hvor al ting er lettere at overskue for ham. Og det gør ikke tingene bedre at du nu er kørt helt træt.
Har du talt den psykolog, som har tilsynet med barnet i den amtsklasse, som jeg er sikker på din søn går i.
Du er ikke nogen dårlig mor. Det er bare en umulig opgave og det er ikke din skyld.
the old baker
the old baker

Jeg ser det ikke som, at moderen her kassere barnet -
Men at hun fordeler ansvaret mellem begge forældre -
Hvem siger at det kun er den ene forældre, der har ansvar for at de 5 børn trives og får en bedre dagligdag ?
mvh. guller

Du her har foretaget -
Du tager ansvar for alle dine børn -
Og det er det, der er vigtigst -
Du erkender, at du har brug for at faderen til jeres børn, må tage over, så alle har det bedre -
Og i mine øjne er det både modent og en kærlig beslutning -
Det vil garanteret gøre jeres forhold meget bedre ( din søn og dig ) for i vil ikke have alle disse daglige konflikter, og du vil kunne slappe mere af, når du ikke hele tiden skal have et øje på hver finger, for at undgå voldsomheder -
Jeg sidder og tænker på, om du ikke får hjælp og vejledning fra psykolog -
Jeg ved at man kan søge aflastning 1 til 2 weekender pr. måned, det fungerer fint for mange børn og forældre, med problematikker som den i har -
God vind til dig og din familie
Solskinssmil
guller

Jeg har været på kommunen og spørge om aflastning til ham, åroblemet er bare at de først skal finde en og der kan gå 6 måneder. Jeg ved godt at han er syg og ikke selv kan gøre for det, men når han jagter hans mindste bror med en brødkviv kl. 6 om morgenen er det altså for risiko-fyldt at ha ham hjemme. Min dreng er en god dreng og jeg elsker ham meget højt, det får han at vide hver dag og han siger selv både i skolen osv at min mor elsker mig selvom jeg engang imellem laver ting som er dumme, men det gør jeg fordi jeg har DAMP. Han behøver jo ikke at kende til alle hans diagnoser som er psykotiske træk. Min dreng er min første dreng og han vil altid ha en speciel plads i miy hjerte...

talt med alle foranstaltninger om det og de kan kun sige at de mener at det er den rigtige løsning, for det næste skridt ville være at anbringe ham på en special skole for DAMP børn i døgn anbringelse. For selvom de mandsopdækker ham på skolen kan de ikke styre ham selvom han får 20 mg ritalin.

bare ikke skide sjovt at være forældre til DAMP børn og det er heller ikke nemt at være et DAMP barn og slet ikke i den kommune vi bor i.. De har blandet diagnoserne på kryds af hinanden så der både er DAMP og autister i samme klasse.. Jeg syntes selv at jeg har en dejlig dreng men at han bare er alt alt alt for meget af det gode og det bliver ikke bedre med årene.. Faktisk bliver det bare værre og værre, men nu er han jo også ramt af andre ting så som turrets syndrom og psykotiske træk, så som at høre lyde osv.. Jeg har ondt af ham for der er mange ting som han går glip af deriblandt fodbold, fordi han ikke har overblikket.. Jeg har tit tænkt på om det er min skyld at han har DAMP osv, men jeg hverken drak eller noget andet under graviditeten, men jeg tror bare men prøver at finde et svar på at ens barn lider.

Det er helt sikkert modent og ansvarligt at erkende at man ikke magter tingene selv, og har brug for hjælp, men der er mange andre ting i indlægget som er helt uacceptable:
Der er en et år yngre bror som skal flytte med, for at den ældre bror ikke skal føle sig vraget!
Dette barn er altså også en slags menneske! Og nu skal han altså bare bruges som en slags "fyld" og en trøsteklud for den anden.
At tage de to børn med på råd om hvor de skal bo er simpelthen bare dybt go'nat! De kan og skal ikke tage stilling til den slags ting, for det er de slet ikke gamle nok til at overskue konsekvensen af! Her synes jeg at mor fralægger sig og svigter sit ansvar TOTALT!
MOR er den voksne!!! Og det er hende der, i samråd med far, beslutter hvad der skal ske med deres børn! Det er sq da ikke noget man beslutter i samråd med børn på 7 og 8 år!
Så til mor: Flot at du erkender at du har hjælp behov, men søg hjælpen hos andre voksne! Start med børnenes far, og find ud af om I ikke kan få hjælp andre steder også! Det lyder til at situationen er så alvorlig at I helt sikkert vil kunne få hjælp.

Jeg har ikke taget dem med på råd jeg har bare hørt deres sag din kæmpe idiot.
Hvad fanden bilder du dig egentlig ind at komme her og fortælle mig at jeg er dybt uansvarlig..
Du har ingen ide om hvordan det barn har det der har DAMP for ikke at nævne at han deriblandt også har turrets syndrom og psykotiske træk. Du er da så flad at høre på. Tror du man bare sådanne kan aflevere ens egne børn og så sige PUHA der slap jeg af med dem??? Jeg syntes du skal sætte dig ind i sagerne inden du bare kommer med en masse latterlige udsagn.. iøvrigt har mindste lillebror også DAMP så jeg kan godt se det ville være rigtig smart at sende de to sammen ned til deres far.. NEJ.. og de to storebrødre har mere sammen end med lillebror og storesøster magter ikke at bo sammen med ham der er voldsomst ramt af DAMP osv. Så har vi lillesøster som har en anden far..
Så ergo børnene er hørt og de voksne har talt incl. psykologer osv osv.. Så sådanne bliver det så kom du ikke her og sig at jeg gør mine elskede børn til små voksne der selv skal træffe valg, ´din latterlige nar..

Og det er jo dem du har spurgt efter i dit indlæg.
Så at hun skriver noget du ikke er enig i, jamen det hører jo med.
Min mening: Jeg sys du har klaret det på bedst mulig måde for dine børn. Ingen kender dine børn som du gør, og du har gjort hvad du mener er bedst for dem. bedre kan det ikke blive.
Desuden har børn retten til at blive hørt. Og jeg sys da at det er ok at snakke med dem om hvem der skal flytte osv. Det er dig der bestemmer, men lader børnene være medbestemmende. Det er da en god måde at gøre det på.
held og lykke med det hele...

...At du farer i blækhuset - Men jeg blir nødt til at bede dig om at holde lidt igen...
Du sidder i en forbandet svær situation, som kun DU kan sætte dig ind i.
Men placerer du dine spekulationer her i åbent forum, må du forvente reaktioner - Positive som negative.

Hej
Jeg synes du skal overveje meget om din anden dreng uden DAMP skal med. Dit DAMP-barn vil fortsat kræve rigtig meget opmærksomhed også hos hos sin far. Den anden dreng kan meget let komme til at stå i skyggen og føle sig som den der bare skal være normal og holde lav profil.
Mvh mette

over, men det gode ved de to er at de har så mange ting sammen, deribllandt samme fritidsint. fælles venner og de fungere rigtig godt sammen der hvor den ene er svag er den anden stærk og omvendt. De har dog også hver deres venner og den ene gider ikke gå til spejder fordi de har grimt tøj men vil hellere spille fodbold og den anden til spejeder fordi han ikke kan overskue alle de børn der løber efter den samme boldt.
De to drenge har altid været uadskillige og det vil jeg ikke ødelægge for dem..
Jeg plejer at kalde dem for pot og pande..

Og navnligt fordi jeg netop har læst vedkommendes realtion nedenfor.

Sidder og læser dit inlæg og synes at det er pisseflot at du kan se hvat er bedst for de små.
der er så mange som ikke magter at sætte børnene først, flot klaret
:o)

Hej igen.
Din voldsomme reaktion tyder for mig at se på at du ikke magter opgaven.
DU er den voksne, og alligevel reagerer du som et forurettet barn, blot fordi jeg ikke stryger dig med hårene, og skriver hvad du gerne vil høre.
DU er den voksne, og du kalder mig idiot, nar, m.m., og spørger om JEG har jord i hovedet?
Søg (mere) proffessionel hjælp, hurtigst muligt! Hvordan skal dine børn lære at tackle problemer og konflikter, når DU, deres mor, ikke engang magter en voksen dialog omkring jeres problemer, og tilmed er nødt til at blive personlig, barnlig og voldsomt angribende, når du konfronteres med meninger der konflikter med dine.

Hejsa mig..
Jeg ved hvordan du har det jeg har selv samme problem som dig min søn er godt nok ikke damp barn men han kan godt beskrives som din søn ganske ustyrlig smadrede kort sagt hele mit hjem hver eneste dag var meget ondskabs fuld mod sin søster..Jeg magtede ikke at slosse med ham hver eneste dag fra morgen til aften så jeg valgte at han kunne bo hos sin far..Jeg har skam også fået en del kretik fra familie der mener jeg er en dårlig mor og jeg kar smidt m,it barn væk det gør skide ond når man får det slynget i hovedet..For mit hjerte sagde det var det bedste for os alle sammen jeg kunne ikke styre ham men min ex kan min datter led under det jeg led under det min søn gjorde det mok også ved jeg ikke fik et ordentligt forhold til ham..Så nu bor han ved sin far hvor det går fint han er faldet mere til ro stadig en vildbasse men i mindre grad min datter er blevet en anden pige jeg selv er blevet mere rolig i sjælen ved at vide familien har fået ro så jeg syntes det er stort det du har gjort og valgt..