Oplevelser med Gud/Jesus

Hej alle meddebattører.
Jeg håber alle på religionsdebatten kan huske mit sidste indlæg. Det var en herlig debat vi havde, pænt sprog, saglig og det hele.
Jeg vil nu lave en ny opfordring.
Jeg vil opfordre alle kristne til at komme med deres vidnesbyrd. Fortæl hvad du har oplevet med Jesus, store ting og små ting. Så andre kan se, hvorfor vi tror på Jesus.
En af mine store oplevelser var være med til at bede for en baby i Afrika der var født HIV-smittet. Ugen efter var babyen ikke længere smittet. Gud er stor!!!

Jeg har været til nogle kirkemøder hvor der blev bedt for de syge også. Og set mange er blevet helbredt. Kræftsyge er helbredt, har også mødt en der er blevet kurreret for HIV (en voksen). Jeg er blevet helbredt selv for sygdom, og har overlevet en operation pga Herrens velsignede nåde og kærlighed.
Jeg har oplevet bønnesvar, hvor stjålne ting kom igen straks efter, samt har fået drømmelejligheden. Al min gæld er blevet betalt og oplever virkelig Guds helbredende kraft dagligt, enten når jeg beder for andre eller for mig selv.
Det er en stor glæde at tilbede Gud og ønsker for jer alle at I må opleve Hans kærlighed, til frihed, frelse og fred og glæde!
Jeg vil gerne her på denne side skrive at jeg accepterer alle trosretninger, for alle der priser Gud, Jesus og Helligånden er fyldt med Guds kraft og kærlighed. Hvad enten man så er protestant, frikirke, ortodoks, katolik, muslim eller andre jeg måtte have glemt. Jeg har oplevet Guds helbredende virke i alle de ovenfornævnte!!! Og ja, I læste rigtigt - også islam!!!! :-)
Guds fred og alt godt!
Katarin@

Jeg har hørt mangt og meget, men aldrig oplevet noget selv. Været til bønnemøder med Hans Berntsen, men nej, ikke noget synligt. Jeg har hørt en stemme en gang, men det kan lige så godt være nogen, der har lavet fis med mig (det var nemlig muligt på pågældende sted og tidspunkt.)
Jeg føler mig som dem i Bibelen, der ville have et tegn, før de troede, og jeg skammer mig lidt ved det. Og dog tror jeg. Tror, at Jesus er Herre og min frelser - selv om min tro er svag og lader meget tilbage at ønske.
Ville svaghederne i min tro fordufte, hvis jeg så et under? Måske. For en tid. Men også om ti år? Jeg frygter, at det ikke er tilfældet, for det er for let at glemme, selv undere.
Jeg har aldrig talt i tunger, jeg har aldrig set en syg blive helbredt. Jeg har hørt meget, men åh, hvor er det svært at tro på, når man aldrig har set noget selv. Jeg lever i håbet om, at den glæde på et tidspunkt skal overgå mig, men endnu har der intet været.
Jeg føler endnu ikke, at Gud har rørt ved mit hjerte, andet end sorgen, der rammer, eller følelsen af, hvor lille og sårbar man dog er og hvor let det er at træde ved siden af den smalle sti, det dog er, når man står og lovsynger Den Eneste, Den Uendelige, Den Nådige, Gud.
Endnu har jeg kun set Gud virke i andre. Måske virker Han også i mig, det håber jeg, men hvad jeg ser er andres virke. Mit eget virke må blive vejet, når den tid kommer.
Mit hjerte knuges, når jeg tænker på mine synder.
Mit hjerte synger sammen med fuglene, når jeg går og nyder naturen, Guds skaberværk
Andet end det har jeg ikke mærket. Og det må så være det, ind til min tid kommer.
Nogle tanker fra hjertet
mvh.
Brainman

Du kan komme til at opleve Gud.
Du har så evigt ret, når du skriver at et tegn nok ikke vil give dig sikkerhed for noget efter 10 år. Der står også skrevet at der vil komme andre som kan gøre undere, men at forskellen ligger i om underet bliver udført i Jesu navn. Det vigtigste er troen, så kommer alt det andet bagefter. Søg og du skal finde. Jeg lavede blot dette indlæg som en opmuntring til kristne, når man deler sine oplevelser med Gud med andre, så bliver man styrket i troen.
Du taler om hvordan dit hjerte knuges når du tænker på dine synder. Jeg har oplevet, at syndsforladelse kommer gennem åbenhed. Sandheden skal sætte dig fri står der skrevet, og det er så sandt som det er sagt. I det jeg bekendte mine synder for mine medkristne (især min kone) blev jeg sat fri, jeg kunne mærke det indeni. Jeg havde været kristen i mange år før det, men det øjeblik skete der en forskel, så jeg følte jeg burde lade mig døbe igen. Alting blev pludslig klart, jeg rystede og græd af glæde, mit hjerte var 20 tons lettere. Og jeg var nu helt gennemsigtig, og fri.
Må Gud være med dig og velsigne dig.

Jeg tror, og dog lykkes det alligevel ikke helt. Jeg har selv prøvet at føle mig lettet, men det tragiske var, at det ikke holdt. Jeg taler heldigvis også meget med min kone, vi er begge kristne, men det er snart tiden igen, hvor jeg må prøve at træde frem for korset med min rygsæk og se at få smidt den.
Tak for dine opmuntrende ord. Gud velsigne dig!
Hilsener fra en broder i troen
brainman

Du fortæller, at du blev sat fri, da du bekendte dine synder over for andre, og deriblandt din kone. Jeg er slet ikke ude på at nedgøre det, du skriver om, men kan det ikke blot være psykologi? Den menneskelige psyke er ret så fantastisk og uforudsigelig. Du har måske gjort dig de samme tanker engang?
venlig hilsen, Panodille

Jeg har også oplevet noget...
Min mormor fik kræft for 2 år siden.
I starten af januar måned 2004 kom hun ind i Jesusbutikken i Herning hvor det siges at de kan helbrede via jesus.
Hun fik det lidt bedre efter at have været der inde (som dog kan forklares med placeboeffekten).
Men en måned efter da hun var til undersøgelse sagde de at kræftsvulsten altså var vokset.
Hun døde i denne sommer, sommeren 2005 af sin sygdom.
Jeg anser dette som et godt bevis på at hverken gud eller jesus eksisterer.

Jeg blev sat fri, af en afhængighed jeg havde kæmpet med i 12 år, på et øjeblik, og jeg er ikke faldet tilbage igen, nu et helt år efter. Kan psykologien gøre det? Det tror jeg ikke.

Jeg har også oplevet at mennesker kun er blevet helbredt for en stund, eller slet ikke, og selvfølgelig bør man spørge sig selv om det så kan være rigtigt, men selv Jesu disciple i bibelen havde ikke altid hvad der skulle til. Jesus siger flere gange at deres tro er lille, eller at de gør det forkert.
For eksempel kommer disciplene til Jesus en dag og siger, at de har forsøgt at udrive end ond ånd, men det lykkedes ikke. Jesus siger så: "den slags kan kun lade sig gøre med bøn og faste". Altså kan man ikke være sikker på helbredelse. Og din oplevelse er derfor ikke et bevis for at Gud/Jesus ikke eksistere.

og her er skriftstedet:
matt: 17:14
Helbredelsen af den månesyge dreng
v14 Da de kom ned til folkeskaren, kom en mand hen til Jesus, faldt på knæ for ham v15 og bad: »Herre, forbarm dig over min søn, for han er månesyg og lider slemt. Han styrter snart i ild og snart i vand. v16 Og jeg har bragt ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.« v17 Jesus udbrød: »Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« v18 Og Jesus truede ad dæmonen, og den fór ud af ham, og i samme øjeblik blev drengen rask.
v19 Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« v20 Han sagde til dem: »Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. v21 Den slags fordrives kun ved bøn og faste.«

Kære brainman,
Du overrasker mig. Virkelig. Tak for dine ord. Det er meget interessant at læse.
Katarin er meget dyb i sine ord til dig. Måtte du finde trøst og håb og foventning i dem.
Vi har alle en historie. Vi har alle oplevet ting, som har "fyldt" os.
I vor personlige historie kommer Gud ofte til os og vi genkender "ham" ikke.
Når vi så tænker tilbage sker det nogen gange, at vi forløses og et nyt liv vælder op i os. Vi forvandles.
Det omtaler Bibelen, som " genfødsel". I ånden.
Vil du tillade mig, at fortælle dig en historie fra mit personlige liv om en sådan åbenbarelse?
OK. Hvis du ikke bryder dig om den, kan du blot lade den være og glemme den.
Her kommer den:

"I den uendelige nat".

I den uendelige nat,
sender en stemme sine ord ud
i det evige rum.
Lyde af ord og troner,
af dybe følelser,
som stiger op fra et sted,
dybt i et hjerte.
Der hvor følelserne bor
og hvor tiden har bundet dem for,
at sjælens almagt
kan vente på sin forløsning,
et ekko fra et sted i det høje,
det sted hvor du befinder dig.
Når jeg ser på den sorte fløjlsbløde himmel
med de tusinde tindrende stjernes udødelige lys,
strømmer følelser af ubeskrivelige former ud for,
at søge og for at favne
det urørlige, det udødelige.
Tusinde tindrende stjerner,
som i sig selv er bærere af
den udødelige længsel,
en berøring af oversanselig art
der, som et trylleslag
kan bryde det uendelige.
´Der er sjælens anker,
som kastes ud – i blinde
eller i tro
eller håb.
Genkender du tonerne af hjertet,
som banker
for dig?
Du uudgrundelige skabning
Du, som i vor virkelighed
er bærer af livet,
ja, af kærligheden.
Flakker dit blik
i skæret af den sorte fløjlsbløde nat?
Bliver dit indre oplyst
af lyset fra stjernerne,
som søger et tilflugtssted?
Kappes de, med lyset fra din sjæl
om din gunst?
Hvor er du i alt dette,
hvor søger dine tanker hen,
hvor befinder dine følelser sig?



I Gudernes forgård,
hvor en stadig strøm af ophøjet
kærlighed baner sig vej,
gennem universet ,
dit univers,
og rammer alt på sin vej.
Overfor det, må alle overgive sig
til nåde eller unåde.
Du min yndige Yemenit,
jeg ser dig for mit indre blik,
og mit hjerte skælver.
Følelsen af dit milde væsen,
af dit indre åndepust,
gav liv til mit hjerte,
og det uigennemtrængelige mørke
oplystes af livet og håbets konsekvens.
Livets glæder og sorger og beslutninger,
blev truffet i en hast
og tit i blinde.
Da jeg troede jeg vidste,
at vejen var klar,
måtte jeg beskæmmet gå bort.
Engang overskred jeg min grænse,
som var sat af min Gud.
Da oplevede jeg en form for uendelighed
og uvirksomhed,
borte fra min Gud,
ja, borte fra mig selv.
Ivrigt spejdede jeg på mine uendelige rejser
efter et mærke,
en grænse,
et kendetegn, som kunne vise mig
vejen jeg skulle gå.
Hvor er du i alt dette?
Hvor, tror du selv,
hvor er du på vej hen?
Er dine drømme din virkelighed,
er din beslutning dit håb?
I denne aften,
i denne nat
ser jeg månen,
den store lysende skive, som
lyser ned på jorden fra en mørk himmel,
lyser ned på menneskenes børn.
I årtusinder ja, i årmillioner
har den påvirket skabninger
ja, skabelser og til sidst,
menneskenes hjerter.
Hvorfor føler jeg mig
ensom,
alene her i dette sorte univers,
omgivet af milliarder af stjerner,
engle,
som alle tjener i den højestes forgård.
Er det fordi jeg savner dig,
min søster, min veninde,
min elskede?
Kunne du, kunne jeg,
leve og modtage,
leve og give?
Hvad forlanger du, hvad forventer du?
Har du store drømme,
som ej kan rummes i mit univers,
i mit hjerte?
Lever håbet,
lever livet?
Hvor mange min ven?
Hvor mange af hvad?
Engang i urtid
skabtes skønne smukke
og udødelige væsener,
med hjerte og ånd
fra Guds kærlighed.
Svævende gennem et rum af ubegrænset tid
og udødelighed
udtrykte de en følelse,
som ej kunne gemmes
ej kunne bekræftes –
kærligheden,
Guds kærlighed.
En verden måtte dannes,
hvor sjæle kunne leve
og modtage og dele denne,
kærlighed.
De stolte bjerge styrtede
og dalene åbnede sig
og en flod strømmede igennem
og
livet flød –
og gav liv til andre
og kærligheden levede.
Der, min elskede,
der er dit land,
der er din skæbne.
Der bor du, der skal du leve.
Du bærer livet i dig - evigheden.
Stille ligger du i din sjæls dyb
og ejer alt.
Hvem kunne hindre dig at vokse,
at give din sjæl i bytte?
Sjæle, som er udødelige –
skrøbelige og vidunderlige,
de lever kun af kærlighed.
Et lille barn græder,
men vi hører det ikke,
et barn rakte armene ud,
men vi tog det ikke til os,
vi følte, men rørte os ikke,

Vi levede og døde,
vi opstod,
livet fik ny mening.
Skal jeg bestige de høje bjerge,
skal jeg vandre gennem smalle kløfter,
vil dalen åbne sig
og modtage den livgivende regn,
som får afgrøderne til at spire frem?
Livet,
som er gemt i jordens skød,
som blot venter på den varme sommerregn
for, om muligt,
at fravriste livet, som
er gemt i hemmelighedsfuldhed, der.
Dybt i natten,
dybt i dine mørke øjne,
gnistre tusinde stjerner.
Som Abraham så det,
ser jeg det.
Du dejligste af alle,
du Sarons sletter,
Sahra´ s datter,
livets sjæl kan ikke rumme følelsen.
Derfor min veninde, min søster,
min elskede,
giv.
Hvis du er fri, så drag ud
og lad dagslyset varme fylde din
og min sjæl.
Hvis du er bundet,
så lev dit liv
og drømmen vil leve,
i den mørke nat.
Tusinder af stjerner vil fortsat lyse,
men tiden er blevet brudt,
og følelsen af uendelighed og udødelighed
er ikke så stærk mere.
Er du min rose eller er du rosen blandt tusinder,
som fylder Herrens forgård?
Dit navn giver genlyd,
som et ekko
der rækker helt ud i fremtiden,
løfternes land.
Måtte jeg finde nåde for Herrens øjne,
ja, måtte vi alle finde nåde for Gud.
Måtte mit hjerte banke for retfærdigheden,
og måtte mine længsler fyldes,
måtte mine øjne skue det frydefulde.
Lev vel.
Meget venlig hilsen
Enoch