Overvejer speration/skilsmisse

Hej.
Jeg har den sidste tid gået med tanken om speration/skilsmisse.
Min mand og jeg har været samem i 9 år, hvoraf vi har været gift i knap 4.
Vi har to dejlige børn på 8 og 5 år.
Vi har en gang hver halve år KRISE og 2 gange har jeg meldt ud, at jeg ikke vil mere. At vi bliver nødt til at gå fra hinanden. Men begge gange har han fået mig overtalt til at prøve igen.
Nu skændtes vi ikke så tit mere. Vi lever bare....... Vi elsker vores unger lige meget og han er efterhånden blevet rigtig god til at tage sig af ungerne.
Men jeg er ikke forelsket... vi har ikke noget tilfældes. Gør mange ting hver for sig. Jeg har mine venner og hans har hans. Vi har ingen egentlige vennepar.
Er livet ikke for kort til det?
Grunden til, at jeg har overgivet mig 2 gange er, at han vil blive meget sur på mig.
Han mener, at hans liv bliver ødelagt, hvis vi går fra hinanden.
Han er bange for, at han ikke har råd til at blive boende i vores "nybygget hus" (det er efterhånden 3 år gammelt).
Jeg er bange for at jeg ikke kan undværer mine børn. jeg er bange for at få et dårligt forhold til ham efterfølgende. Jeg er bange for havd hans familie siger. Jeg er kun lidt bange for, hvad min familie siger....
Kan vi ikke aftale, at han ikke skal betale børnepenge?
At jeg har dem lidt mere end ham (således har de adresse hos mig)
Ville jeg så ikke kunne få boligstøtte og andre bidrag?
Jeg er luge på nippet til at sige til ham "Vi bliver nødt til at tale sammen" ... men jeg har en masse praktisk, som jeg ikke kan overskue.....
HVordan er det gået for jer, efter I er blevet enlige.
Og hvad ville I gøre, i min situation?
På forhånd mange tak!
MORtil2

det og bliv skilt.Hvorfor leve paa den maade?Livet er sq for kort til det.

du skriver at du allerede har truffet din beslutning om at du vil skilles, men det eneste der holder dig tilbage er praktiske ting. Hvad ville du selv sige hvis det var en veninde der kom til dig og fortalte samme historie, og spurgte om dit råd?
Livet er for kort til at det er praktiske ting der skal styre dig i så høj grad som tilfældet er her. Hvis du tør tage springet er jeg sikker på at lige så snart du er kommet på plads efter skilsmissen, vil du sige til dig selv, at det er det bedste du har gjort meget længe.
Held og lykke med det.😉

Jeg har (mere eller mindre) taget beslutningen - men jeg har ikke sagt noget til min intetanende mand endnu......
-ved ikke, om jeg tør......
Og her mener jeg ikke, at jeg er bange for konsekvenserne.
Jeg er bare bange for, at han vil hade mig altid. Og det er da næsten ikke til at holde ud...[:|]

Hej!
Jeg synes I skulle prøve med parterapi og forsøge at finde ud af. hvorfor I får kriser sammen. Det er da et forsøg værd, ikke mindst for jeres børns skyld.
Held og lykke med din beslutning.

Og jeg kan huske at jeg længe før, gerne ville afslutte forholdet.
Men jeg var bange for at ende som en ensom, ulykkelig alenemor.
Det gjorde jeg da også på visse punkter - og det tager tid at tilvænne sig for en selv, men også for ens børn som jo er meget påvirket af situationen.
Min X var stik ravende tosset - han har ikke tilgivet mig endnu, her 9 år senere, vi har begge fået nye familier, og er forlængst videre - men han bærer stadigvæk nag !
Han sagde også til mig dengang, at han aldrig ville tilgive mig hvis jeg gik.
Det var, og er pga min datter som er den der lider under det, tragisk og trist.
Men man skal og kan ikke blive i et forhold man ikke har lyst til at være i - fandme nej !
Jeg oplevede en frihed, en byrde der forsvandt fra mine skuldre, og den evendlige muggenhed og hovedepine var væk.
Det var skønt at være fri.
Blæs på hvad familien siger - dem skal du jo ikke bo med, de skal da ikke afgøre din lykke.
Du kan få boligstøtte, børnepenge, børnefamilieydelse osv, du skal henvende dig til kommunen, med evt lejekontrakt på din nye bolig.
I kan selv se om i kan finde ud af det med børnepengene - det kan de færreste dog, hvis de ikke skilles som perlevenner - men så overtager kommunen udbetalingen, og trækker dem hos ham.
Hvis du vil have dine børn med dig, og i ikke kan blive enige, skal du kontakte statsamtet i Ringkøbing. Så kan de lave konfliktmæling, rådgive, og fastsætte samvær - som HAN skal søge om.
Du skal GÅ, hvad venter du på - man ved aldrig hvad morgendagen bringer !
Gå ud og søg lykken !!!! Lær dig selv at kende - det er den største gave man kan give sig selv.
Du har pligt til at have et glad og lykkeligt liv - så du er glad, det er den bedste gave dine børn kan få - de er glade når du er, og har overskud :)
Held og lykke - din mand skal nok klarer sig.
VH Ayla

Du er ikke forelsket - men elsker du ham ?
Man er forelsket i starten af et forhold, hvor alt er fryd og gammen, men det er klart det fortager sig når der er gået et stykke tid.
Derimod skulle kærligheden (og respekten for partneren) gerne holde ved.
Jeg fejrer snart kobberbryllup med fruen, og jeg vil da indrømme jeg ikke er forelsket i hende længere. Men jeg elsker hende højere end universet er uendeligt og ville IKKE kunne undvære hende.
Hvordan vil du definere KRISE ?
Er det skænderi, hvor I råber efter hinanden og kaster med tallerkener ?
For så har vi godt nok KRISE mere end hver halve år - vi kan skændes så det synger (men kaster dog ikke med ting), men vi ender altid med at være gode venner igen riiimelig hurtigt.
Det-der med skilsmisse er simpelthen for nemt, og jeg kan godt forstå vi i Danmark har en af de højeste skilsmisseprocenter - folk giver op for hurtigt uden at kæmpe

Parterapi - hvorfor tænkte jeg ikke på det ?!
Det er virkelig guld værd !
Vi var også i en krise for 5-6 år tilbage, hvor vi valgte at gå i parterapi.
Hold op det fik løst en masse problemer.

jeg har været sammen med min mand i snart 8 år, og jeg er stadigvæk så forelsket i ham - synes han er den smukkeste mest sexede mand jeg nogensinde har set. Jeg er så vild med ham - han har det på samme måde med mig.
Meen, vores omgangskreds er også måløse over at vi stadigvæk holder i hånden og nusser når vi sidder i sofaen eller ved bordet - ja vi sidder altid sammen, sender utallige kærlige og hede sms til hinanden hver dag. Fortæller dagligt flere gange at vi elsker hinanden.
Fuldstændig som da vi var nyforelsket, intet har ændret sig på det område, og det er SKØNT.
Selvfølelig har man ikke det sammen gys i maven, og usikkerheden. Men vi er meget forelsket stadigvæk - han er fantastisk.
Glæder mig til han kommer fra arbejde 🙂
Så man kan altså godt bibeholde forelskelsen ABC 😉
Ayla

Elsker jeg ham ..... nej, nok ikke.
Men jeg er afhængig af ham ....
Vores kriser går ud på mange ting.... Vi er ikke lykkelige.
Vi gør ikke noget sammen. Vores tanker ligger så langt fra hinanden, at end ikke en email ville nå frem (!!!)
Nogen gange føler jeg mig frastødt. Det kan da ikke være godt?!
Men jeg respektere ham - men syntes kun at respekten går den ene vej.....
Terapi - jeg har bedt ham om det flere gange. Men så siger han bare, at det vil han ikke. Hvis vores forhold er kommet så langt ud, så kan vi lige så godt bare gå fra hinanden....
Jeg syntes ikke, at jeg giver let op.
Vi har været sammen i 9 år!
Det er da ikke at give let op - vi har talt om det mange gange. Vi har prøvet kompromis - men det ender altid tilbage hvor vi startede....
Jeg er i vildrede!
[:|]

... Da jeg havde læst dit indslag fik jeg sådan en YES-følelse.
"Jeg gør det squ! Jeg tager en snak med ham"
..... om jeg så tager mig sammen til det, det ved jeg ikke.
Og hvorfor skal det være mig der er "the bad guy"
Hvorfor er det mig der skal tage hele beslutningen.
Hvorfor kan han ikke se, at det oj bare ikke fungere...?

Synes det er skønt I har beholdt forelskelsen efter så mange år - hatten af for det 🙂
Men er det ikke nærmere en undtagelse i dette tilfælde ?
Ved godt forelskelsen kan blomstre op i perioder men alligevel

på at selv om du tror børnene ikke ved at der er noget galt, ved de helt sikkert godt at jeres forhold ikke er optimalt. Hvad er bedst❓at ha 2 forældre sammen der ikke er glade, eller at ha 2 glade forældre hver for sig❓
Jeg er sikker på at selv om din mand ikke bliver glad hvis du går fra ham (fordi du er en vane for ham) så skal han nok komme videre og blive glad.

Jeg kan godt se hvor det bærer hen [:*(]
Når han ikke engang er villig til at gå i terapi, kan du jo heller ikke gøre andet.
Det ER en svær beslutning at skulle tage, men sålænge du har kigget i dit hjerte, og ikke fundet hans plads, kan du kun handle på den måde du gør.
Ønsker dig al mulig held og lykke med hvad du end beslutter dig for.
Og husk at passe på dig selv [l]

mennesket er et flokdyr - og han er bange for at blive alene !
Det er helt naturligt, og det er også skræmmende at gå, og være den dumme, der gør den anden ked af det !
Men det kan jo også være at han elsker dig, og derfor ikke vil lade dig gå ?
Uanset hvad, så synes jeg du skal forlade ham, hvis du her det som jeg fornemmer på dit indlæg du har det.
Der kunne jo også ske det fantastiske, at du går - og efterfølgende finder ud af at du ikke kan undvære ham ?
Vi kan ikke tillade os at spilde tiden, vi lever NU !!!
Han er ikke tjent med en kone der ikke vil ham - du er ikke tjent i et forhold, hvor du udelukkende bliver fordi du ikke kan tage dig sammen til at gå.
Kom så afsted 🙂

Du skal bare videre !

Ja......
Tak skal du have.....
-Håber jeg tager den rigtige beslutning... én ting er sikkert, jeg bliver nødt til at tale med ham om problemet...

jeg ville selv have ønsket,at mine fpraeldre var blevet skilt da vi var børn,for gud hvor et helvede det var at skulle opvokse i saadan et hjem.Det kan man ikke byde børn.Vi kunne ikke vente med at flytte.....Gør noget ved det,det skylder du dine børn...held og lykke til.

Jeg blev også ophjertelig glad, da mine forældre blev skilt. Hallejua, så var der fred i hytten....

Det er jo egentlig ikke fordi vi råber ret ofte.....
Der er mere bare stilhed...
Jeg går stadig og tænker for><imod
men jeg er ret sikker på, at jeg må sige noget til ham. Jeg kan jo heller ikke byde ham, at ahve den for for tanker, uden at delagtiggøre ham i dem.
Hvad "vi" så beslutter os for, det må tiden vise.....
[:|]

Det er faktisk et fantastisk godt råd. Det er faktisk ikke specielt spændende at blive skilt, og ofte så kan problemerne løses med en masse god vilje, hårdt arbejde og sammenhold. Alt sammen noget man kan lære.
Jeg taler af erfaring, mit første ægteskab røg i vasken uden at vi forsøgte at redde det for alvor. Det var en meget, meget hård tid. Set i bakspejlet nok mest hård fordi vi elskede hinanden, men ikke havde værktøjer til at finde partnerskabet igen. Mit andet ægteskab blev reddet ved hjælp af parterapi. Det bedste og til tider hårdeste jeg har oplevet, men det har reddet mit ægteskab, og jeg har sågar fået et fantastisk godt forhold til min mand.
Gør det - og gør det inden det er for sent.
Pia

Synger i "Malag"
"nogle døre må man lukke før verden kan blive støre"
Den sætning siger så meget[l]
Held og lykke🙂