Patologisk løgner ??????

Jeg er gift med en dejlig pige. Vi har ikke kendt hinanden i vildt lang tid, men jeg har lige fra starten vidst at hun har et problem med at skelne mellem sandhed og løgn. Hun lyver om helt små ting, og er også begyndt med større ting. Feks. har hun altid sagt at hun har dårligt hjerte, og er endda kommet hjem med et glas hjertemagnyl (hun rev sedlen med navnet af inden jeg fik lov at læse på glasset). Vi arbejder i samme brance så jeg ved jo hvor let det er at få fingrene i andre folks medicin. Jeg forstår bare ikke hvorfor hun lader det komme så vidt. Jeg har 3 børn fra tidligere forhold. De elsker min kone. Og hun elsker dem. men nu er løgnene også begyndt at gå ud over dem. Hun påstår at have booket ferie i Jesperhus i sommerferien. Hun har fortalt børnene det, og de er ellevilde. Jeg har så fundet ud af at det er løgn. Har ringet derop, for jeg er jo på en eller anden måde nødt til at tjekke det hvis jeg skal nå at finde en anden løsning inden sommer, så børnene ikke bliver vildt skuffede.
Min økonomi er slet ikke den samme som før vi blev gift. Jeg får penge dagen før min konr, og mine penge bliver altid brugt næsten med det samme, og så er det hende der står og holder røven oppe på os resten af måneden. Denne gang er det så endt med et minus på min konto. Og jeg har aldrig haft et minus før. Regninger hun har sagt hun har betalt, ender lige pludselig hos advokat, og dobbelt så høje pga. advokatomkostninger. Det bliver faktisk værre og værre. Jeg har aldrig konfronteret hende med at jeg ved hun lyver. Jeg synes det er synd for hende, og det vil jo nok være meget pinligt for hende.
Hun lyver hver dag. Med et eller andet. Stort eller småt. Ofte helt ligegyldige ting. Når jeg bliver sur, feks over det med mit minus på kontoen som jeg går og venter på hun får dækket, bliver hun sur, eller siger til mig at pengene er der i morgen. I morgen har nu varet i 2 uger, og hun siger det hver eneste dag. Jeg er ved at tage kontrollen tilbage nu. Jeg er nødt til at have styr på min økonomi da min datter skal konfirmeres næste år. Jeg havde sparet 6000 op på 2 mdr, men pga advokatregninger har jeg jo været nødt til at bruge pengene. Hvis det fortsætter sådan har jeg jo ikke mulighed for at holde konfirmation. Jeg MÅ ikke have penge åbenbart. Hun er så sød at give mig 1000 kr i hånden, så jeg ikke render uden penge. Men så finder hun altid et eller andet vi skal, hvor jeg skal betale.
Jeg elsker hende. Virkelig meget. Ellers havde jeg ikke kunnet leve sådan her. Hun er fantastisk ved børnene, ved mig. Jeg føler for første gang i mit liv at jeg ikke er alene om tingene. Vi er lige herhjemme. Vi deles om alt det huslige osv osv. Og hun er skide god til at lave ting med børnene.
Hvad pokker kan jeg gøre. Jeg vil så gerne hjælpe hende til at få det bedre med sig selv, og slippe alle de løgne. det er så svart at leve med.

tror selv på sine løgne og hun trækker desværre alle med ind i dem.
Du skal have det stoppet lige nu og her. Hun skal i behandling, der er desværre ikke andet at gøre.
Det er en sygdom.
Jeg har selv en søster og hun er aldrig blevet stoppet i sine løgne og jeg har utalige gange skullet forklare mig ud af ting som hun har løjet om, som omhandlede mig.
Jeg har idag ingen kontakt med hende og her endda måttet skifte læge på grund af hende. Vi havde samme læge og han troede på hendes løgne.

Hvad er din begrundelse for aldrig at have konfronteret hende, når du opdager en usandhed? Jeg mener, der må jo have været en begyndelse på det her. Nu er det temmelig massivt og problemet dermed større end godt er.

Du skal slet ikke lade hende komme i
nærheden af din bankkonto. Det kan hun
tilsyneladende ikke styre, og derfor
skal hun ikke længere have adgang.
Derefter opretter du en konto til fælles
udgifter, og tvinger hende til at se
Luksusfælden på TV3. Så hun kan komme
på andre tanker, inden økonomien ender
galt.
Hvordan du er blevet forelsket i en
patologisk løgner er ikke en gåde.
For psykopater er godt til at dreje
godtroende mennesker om en lillefinger.

jeg forstår ikke den der med, at manden og konen har fælles konto, så kvinden rigtig kan bruge mandens penge.
Hvis du ikke skal gå helt bankerot og få det endnu dårligere psykisk med dig selv, så sig til din kone, at du ikke gider hendes løgne... hun vil sikkert spille kostbar og ynkelig og love dig guld og grønne skove, men kridt skoende og hop ikke med på vognen... Mand dig op, ellers ødelægger du dig selv og hun ødelægger dit ægteskab og ikke mindst bliver børnene taber i hendes syge spil..

Vi har ikke samme konto. Vi har bare brugt flere penge fra min konto end vi skulle, da jeg jo gik ud fra at der som altid kom penge fra hendes konto.
Ikke fordi det har nogen betydning, men vi er registreret partnere. K/K og ikke M/K
Ja, jeg er nok lidt konfliktsky. Men mest fordi jeg ved at hvis jeg konfronterer hende, så udvikler løgnene sig og bliver mere og mere indviklet. Hendes forklaringer udvikler sig når hun jeg viser at jeg tvivler på hende.

Jeg har desuden fra starten sagt nej til fælles økonomi. Altså fælles konto og den slags. Men det med en fælles konto til udgifter er vi nok nødt til nu. Og det bliver i min bank. Har også sagt hun skal have netbank, så jeg kan tjekke betalinger og betale hvad der skal betales. Alt det haer hun gået med til. Men det trækker godt nok i langdrag. Jeg roder rundt lige nu. Er sur på hende. Og hun forstår jo intet af hvorfor jeg er så sur hele tiden. Jeg har aldrig haft økonomiske vanskeligheder før. HHar aldrig haft lån eller overtræk eller noget som helst. Jeg lever på en lav løn (hjemmehjælper) men har aldrig manglet noget og aldrig haft brug for hjælp. Så jeg oplever for første gang i mine 32 år hvordan andre par har det når økonomien skranter. Det er jo nærmest dræbende.. Selvom mit minus ikke er så stort.

synd det skal gå sådan for jer, må sige at jeg ikke liiige ka' se en udvej udover andres svar om at TALE sammen om det, også selvom det smerter;-)Har selv en del dårlige erfaringer med en der løj om alt - inkl. penge, og det er ikke nemt. Men jeg fandt ud af at meget af det bundede i usikkerhed og manifestationstrang. Og hun var meget i martyr-rollen da det var den eneste måde hun følte hun fik nok opmarksomhed. Måske gamle lig i skabet hvis du ved hvad jeg mener? Bange for commitment❓(hvor langt ka' hun gå uden at du forlader hende, tester hun dig?)
Men ... bare nysgerrig, hvordan ka' i vare reg. partnere uden at ha' fallesøkonomi?? det har man jo et eller andet sted altid i et fast /registreret/gift forhold, altså delt ansvar?
ønsker jer alt vel & snarlig 'god bedring'

Hej Anonym pige.
Du skal her vide, at hun er meget syg og muligt uhelbredelig. (slå ordet op). Selv din stærste kærlighed til hende kan ikke hjælpe hende ud af det. Hvad er hendes barndom? Skilsmissebarn, mindste søskende af større flok etc? Du må lære at leve med det eller søge skilsmisse. For det vil ikke være hende, der bliver ødelagt. Det er hun allerede. Men dig og dine børn. Du skal forklare dine børn at deres mor er syg og lover ting til dem, som hun ikke kan holde. men at hun gør det i bedste mening. Måske kan det mildne deres skuffelse, når det næste gang sker. For det vil ske igen og igen. Hun kan få behandling for det, men skal selv erkende det. Og det vil en løgner sjældent.
Pøj pøj, men du er selv godt igang med at ødelægge dit eget liv.

Det er en psykisk lidelse som, lige som alle andre, kun kan løses ved hjælp fra partner/forældre/børn, og en professionel samt person skal være klar over det.
F.eks. Kan du, når i har fået hjælp et stykke tid, næste gang hun lyver om noget der kan modbevises, bevise for hende at det er forkert. Det tager tid, men hvis man elsker dem nok kan det SAGTENS virke.
Min far var desværre sådan, og det gik op for mig og min storebror for nogle år siden.
han er stadig lidt svær nogle gange, men det går helt klart frem ad.
Da vi konfronterede ham med det blev han virkelig sur på os, men vi kunne bevise at meget af det han sagde ikke var helt sandt. Derfor tog vi kontakt med kommunen som hjalp os med af finde en der kunne hjælpe ham.
Alle midler blev virkelig taget i brug.
F.eks, sagde han at han havde bestilt en rejse og derfor ikke kunne komme til "timerne" de næste 3 uger. Men den professionelle ringede til firmaet og forklarede dem sagen hvor efter vi fik oplysninger om at han aldrig havde kontaktet dem.
Prøv dig frem, snak med kommunen og en psykolog. Det er ALTID håb så længe i ikke giver op.
Men hun skal konfronteres med hendes problem.
Hvis der ikke er noget der hjælper kan i tage op og teste hendes hjerte og de kan vise at der (forhåbentlig) ikke er noget galt.
Man kan også få piller mod denne sygdom - Jeg ved dog ikke om disse virker da vi aldrig har behøvet at gå så langt.
Læger kan desværre ikke gøre noget ved det, da det en er blokade oppe i hjernebanerne.
Held og lykke..
Håber virkelig i kan få det godt.
Venlig hilsen Tobias.

Kære anonyme pige,
Jeg håber, at du har fundet en løsning på problemet med din partners løgne. Jeg beskæftiger mig med problemet med patologiske løgnere, og jeg vil meget gerne i kontakt med dig.
Jeg håber, at du vil sende mig en mail på skov1@sol.dk, så forklarer jeg nærmere.
De bedste hilsner skov1

Hej, og tak for jeres svar. jeg er den anonyme pige, som siden 2008 har levet hvad jeg selv vil kalde et mareridt. Først vil jeg fortælle at vi blev skilt sidste år i oktober. Meget er sket siden jeg skrev her som i nok kan forestille jer. Jeg blev kontaktet af alle mulige som hun skylder penge, vores minus endte i ikke mindre end 82000 (på en fælles konto jeg jo var dum nok til at hoppe på til sidst). Da jeg blev enig med mig selv om at eneste løsning for mig, så jeg kunne komme ud af klemmen og forsørge mine børn, var separation. Problemet var bare at banken nægtede at dele lånet, da der aldrig kom penge på min ex-kones konto. I flere måneder havde jeg et underskud på næsten 2000 kr hver måned, indtil der en eller anden dag skete noget jeg ikke ved hvad er, og både min og hendes bankrådgiver ringede og sagde de havde besluttet at dele lånet, da det ikke var holdbart for min økonomi. Fra da af så det pludselig lysere ud. Jeg havde ladet mig separere på trods af at de ikke ville dele lånet, da det ikke ville have ændret noget at forblive gift, men ved at være separeret kunne jeg jo få boligstøtte, friplads osv. Vi boede ikke sammen derefter, men var stadig et par.
i løbet af den tid vi var gift blev jeg som sagt kontaktet af forskellige fra hendes fortid, angående penge, men også en masse andet. Jeg forsøgte at konfrontere hende med alt, men hun benægtede simpelthen alt, også selvom jeg bogstavelig talt stod med beviser i hånden.
hun har fået flere enlige mødre ned med nakken før mig. Hun har bedraget og manipuleret alt og alle på sin vej. Venner, kærester, familie osv.
Jeg kom via videreuddannelse en tur forbi psykiatrisk hospital i praktik i et halvt års tid, og der gik det ligesom op for mig hvad det er jeg har været gift med.
Diagnoasen dyssocial personlighedsforstyrrelse (hvad der kaldtes psykopati i gamle dage). Alt stemmer. Alle symptomer er til stede, der er ikke en eneste ting der afviger fra min kones adfærd.
Jeg var glad fordi jeg endelig selv havde fundet frem til noget, og ville dele det med hende, jeg har jo haft hende til psykolog mange gange (som regel et ultimatum jeg har stillet efter en voldelig episode. ja, hun blev voldelig også), men en eller to gange så droppede hun det, med den påstand at de ikke mente der var noget galt. Tænkte ikke lige over, at den diagnose sjældent stilles, fordi netop disse mennesker ikke selv mener den er gal med dem, men alle andre. Så hvorfor søge hjælp med mindre det passer ind i deres "spil".
Kort tid efter (imens jeg stadig var i praktik) fandt jeg et brev i hendes skoletaske fra østjyllands politi. Det var et anklageskrift med 4 forskellige anklager i 7 forskellige tilfælde, hos 2 forskellige personer. (mandatsvig, underslæb, tyveri og bedrageri)begået mod 2 uskyldige ældre mennesker, 7 tilfælde af det, hun er kommet hos som hjemmehjælper (hun var også hjælper, ligesom jeg blev mens vi var gift).
Det var dråben.. jeg ringede til hende, sagde hvad jeg havde fundet, og bad hende hente det tøj hun havde her dagen efter. Det gjorde hun. Trådte ind ad døren, gik i køkkenetr for at sætte kaffe over, jeg sagde FORAN UNGERNE at det kunne hun godt glemme, nu skal du ud, det skal være med det samme, ellers ringer jeg til politiet (politiet har været her et par gange pga husspetakler når hun var voldelig, så hun vidste jeg ville ringe hvis det var). Yngstepigen var helt ødelagt, forstod slet slet ikke hvorfor jeg var sådan overfor hende. Gud hvor er det synd. Men hun skulle bare ud nu, og så måtte jeg tage følgerne og evt. få noget hjælp til hvordan vi kommer igennem det)
Det var i oktober 2011. Sendte bud efter skilsmissepapirer, de blev skrevet under, sendt og betalt (dog skulle hun betale det, hvilket hun løj om at have gjort, så endte med jeg selv gjorde det.. Kunne jeg have sagt mig selv.
Der fulgte en pokkers masse tårer. Jeg var lettet, ingen tvivl om det, men jeg var virkelig virkelig i krise. Jeg manglede en kæmpe stor del af mig selv, kunne nærmest ikke trække vejret i omkring 4 mdr. Jeg undgik hende. Gik nærmest ikke ud, i skræk for at rende ind i hende.
Tiden gik, og efter de 4 mdr begyndte det at lysne. tror det trak ud fordi lægen blev ved at ville se tiden an hver gang jeg gik vrælende derned for at få hjælp eller henvisning til psykolog eller et eller andet bare.
Jeg fik en sms hver 2. uge og et opkald kl 4 om morgenen HVER fredag næsten. I al den tid jeg undgik hende. Ikke truende, men bare hvordan går det, savner dig og den slags.Hun kom aldrig helt ud af mit system. Jeg ville ikke skifte mit nr. Hun havde et rigtig godt tag i min 15-årige datter, og jeg vidste at hun ville kunne lokke et nummer ud af hende til hver en tid. Hun brugte i øvrigt meget min datter imod mig i den periode. Det var så hårdt.
Da vi havde været skilt i ca 7-8 mdr, uden mere kontakt end den hun skabte, begyndte tilværelsen at blive rigtig hård. Jeg var ikke i krise længere (følte jeg), men tankerne strejfede omkring hvor meget bedre mit liv var med hende i det, at jeg ikke havde været glad siden hun var i mit liv og den slags. Og tankerne tog fuldstændigt over til sidst (det har de det jo med at gøre når man selv fodrer dem). Jeg bukkede under en dag, og to hende ind igen. Med forbehold denne gang. Min økonomi blev hun aldrig en del af igen. Og jeg var kold som is overfor hende, ville ikke lade mig selv føle. Overbeviste nok mig selv om at jeg ikke følte noget. Same shit ellers. Løgne, bedrag osv. Hun fik lejlighed (jaja, den fik jeg aldrig lov at se), Hun gik på arbejde hver dag (jaja, men når jeg nogle dage tog tidligere fri uden hun vidste det, lå hun som regel hjemme på sofaen med computeren på facebook). Men hun var her hver dag, og påtog sig samme del af vores dagligdag som altid.
En dag sagde hun at hun havde pakket hendes taske. Og så gik hun. Det viser sig at hun ikke har haft et sted at bo, men åbenbart har haft en pige på sjælland, som det vist ser ud til hun flytter over til. Intet af det har hun selv fortalt, det er noget jeg selv har fundet frem til. Ja, jeg har rigtig rigtig mange spørgsmål, og ingen mulighed for at få dem besvaret, for spørger jeg hende får jeg aldrig en sandhed.
Jeg gør om jeg gjorde sidst. Undgår hende. men denne gang kontakter hun mig ikke. Heller ikke min datter. Et par dage inden hun havde pakket tasken, fortalte jeg hende at hun bare skulle vide, at jeg kender hende. jeg ved præcis hvad der er løgn og hvad der er sandhed når hun åbner munden. Også selvom jeg ikke gider bruge tid på at konfrontere hende og høre på flere løgne og bortforklaringer. Min tavshed er ikke ens betydende med at jeg hopper på det hun siger, men at jeg ikke gider bruge tid på en løgn.
Det var nok dråben for hende. Hun KAN ikke leve med en der ikke tror på hende. Hendes "spil" er i fare så.
Nu står jeg så her. oktober 2012 (ironisk, ik). Følelserne får frit løb skal jeg love for. Børnene er ramt endnu engang, selvværdet er lavere end nogensinde (denne gang er det jo ikke mig der har valgt det, plus hun er smask forelsket i en anden skriver hun på fb), jeg finder flere og flere løgne, og ikke nok med det, så har hun på trods af at jeg har holdt mine penge fra hende alligevel manipuleret mig nok til at jeg kunne risikere at komme til at hæfte for noget.
Ikke bare mig. Men hele min familie. Endnu engang.....
De sidste 4 år af mit liv har været et helvede. Rent ud sagt. Når jeg har haft dårlige perioder (og tro mig, det har jeg, flere gange har jeg gået med tanker som INGEN skal have, især ikke når der er børn i billedet). Lægen vil bare se tiden an..
Jeg synes ikke det går så godt. Jeg kan skubbe tingene fra mig, det er jeg mester i efterhånden, men jeg kommer ALDRIG videre på en sund og fornuftig, og ikke mindst varig måde. Jeg aner ikke hvad jeg skal. jeg græder hele tiden (som regel lykkes det at lade være når ungerne er der), jeg er gal, jeg føler mig ussel, ikke god nok til hverken familien, børnene eller min meget syge ex-kone. Jeg gider det virkelig ikke mere.
Det hele virker udadtil så velfungerende. Og børnene er glade, de trives, både herhjemme, i skolen og hvor de end er. Jeg fatter det virkelig ikke. Jeg trives overhovedet ikke. Men jeg er rigtig rigtig god til at lade som om. Og det er sådan jeg lever. Jeg lader som om. Det kunne være helt vildt fedt at prøve at have det som jeg lader som om jeg har det. Bare et par timer engang imellem. Kunne være fantastisk at have lysten til at stå ud af sengen om morgenen, gå udenfor, passe mit arbejde, gå ture med ungerne. Have lysten til at smile, ikke bare gøre det fordi børnene skal have en glad mor..
Når man har sådan en i sit liv er det helt umuligt ikke at elske det. De personer er lige præcis hvad man har brug for, hvad man altid har drømt om at finde, ja, de er jo nærmest skræddersyet ind i enhver menneskes liv. Og de kan omstille sig og indordne sig under alle forhold. Er man udset af sådan en opdager man det ikke. Man får simpelthen ikke muligheden eller overskud til at tænke, overveje, føle og især ikke til at handle. Man har aldrig oplevet en større kærlighed, man har aldrig oplevet den måde at blive elsket på. Den er fuldkommen lige præcis som det er på film nærmest. man går i en rus, er ikke tilgængelig for noget som helst andet end den person. Og bagefter står man og vil aldrig nogensinde opleve så stærk en kærlighed igen (med mindre man har planer om at lukke sådan en person ind 2. gang selvfølgelig). Den kærlighed eksisterer bare ikke. Og hvor er det bare forfærdeligt at have fået den slags kærlighed, når den viser sig at være uvirkelig. Jeg tror på at jeg aldrig kommer til at være tilfreds med den kærlighed et helt almindeligt rask menneske kan give, fordi jeg har oplevet den kærlighed som ikke findes i virkeligheden.
Jeg begriber i øvrigt ikke hvordan et lille sølle menneske kan gøre så stor skade på så mange mennesker. Og hvordan fanden kan hun slippe afsted med det gang på gang.. Hvorfor blev hun ikke sendt bag tremmer? hvorfor bliver vennerne ved at finde sig i det?? Ahh, fordi hun jo også er skræddersyet til deres liv naturligvis...
De advarede mig i øvrigt... Jeg er med tiden blevet advaret af dem alle.. mange gange..
Som i nok kan høre er jeg temmelig sikkert blevet lige så mærkelig som hun er. jeg er slet ikke mig selv, kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Dog er der kommet styr på økonomien, jeg har sparet op, (lige fået nye møbler fx) og skal igang med sønnens konfirmation. Alt ser lyst nok ud på den front, på trods af banklånet og de småting der hænger. Det kører som det kan og som det skal... Men der skal ikke meget til at vælte det, så 6 mdr mere med hende kan det ikke holde til. Hvordan pokker kommer jeg dertil hvor jeg kan føle mig sikker på IKKE at lukke hende ind igen, når nu hun en dag vender snuden hjem igen og måske opsøger mig fordi jeg jo er et ret nemt offer og tilsyneladende har noget hun kan bruge.... Jeg er ikke ovre hende. Langt fra. Kan ikke sige jeg elsker hende længere, men det er nok mere fordi jeg er vred på hende og føler mig forladt (ynkeligt, ik)
Et eller andet sted må jeg da kunne komme til at leve et normalt liv. Jeg mener, jeg har taget to uddannelser imens jeg var sammen med hende. Det var så en flugt fra hverdagen, hvilket er det der har gjort jeg fuldførte, men alligevel. Der må da være noget der kan bruges til at komme igennem det her...

Kære CaraMia
Jeg kan ikke påstå, at jeg på nogen måde har været der, hvor du er. Jeg har ikke været i et kærlighedsforhold med en psykopatisk kvinde. Alligevel føler jeg, at jeg bør skrive til dig, da jeg har haft en kvinde som hende alt for tæt på. Og det ødelagde mig i en lang periode.
Jeg mødte en kvinde for en del år siden. Første gang brød jeg mig faktisk ikke om hende. Der var noget udefinerbart uhyggeligt eller frastødende. For at gøre en lang historie kort mødte jeg hende så flere år efter i arbejdssammenhæng - og hun gjorde alt for at tale mig ind i hendes spind. Jeg var åhh så fantastisk, som veninde. På det tidspunkt havde jeg drevet egen selvstændig virksomhed med succes i mange år. Nu besluttede vi at slå os sammen. Min mand var imod (jeg er gift), da han ikke kunne lide denne kvinde. Alligevel gik jeg den vej. Desværre.
I starten gik det fantastisk. Jeg var helt forblændet. Men pludselig gik det op for mig, at hun gerne ville det fælles firma, da hun netop havde brug for at stråle sig i magt og popularitet. Og der kunne jeg tage hen med i en masse spændende projekter. Hun gik ekstremt op i sit udseende og jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan hun manipulerede og spillede folk ud imod hinanden. Samtidig med at der altid var minimum et menneske i hendes liv, som hun 'lå i krig med'.
For at gøre en lang historie kort, så måtte jeg til sidst sige fra. På det tidspunkt havde flere mennesker (hendes skiftende kærester) grædende ringet til mig, fordi de var fuldstændig slået ud. Selv havde jeg tabt gnisten og trak mig mere og mere. Samtidig med at jeg var fascineret af den styrke og fanden-i-voldskhed, som hun rummede. Den dragede. Og så var hun bare en ven, der ville gøre alt for en, så længe man ikke satte spørgsmålstegn og gik i takt med hende.
Da jeg meldte ud, at jeg ønskede at opløse det fælles firma, så vendte hun på en tallerken. Hun blev ond. Sendte trussels-mails og sms'er om at ville gøre min familie ondt. Tændte vildt af og jeg var til sidst fuldstændig ødelagt. Bange og nervøs for at rende på hende. Helt modsat end det menneske som jeg normalt er. Hendes humør skiftede fra den ene yderlighed til den anden. Søndag kunne hun sende en hademail. Mandag en mail hvor hun skrev, at jeg var det bedste menneske, hun nogensinde havde kendt, inkl. et lille PS om jeg ikke lige kunne betale momsen!!? Det var fuldstændig grotesk.
Det endte med at jeg måtte bede hende om at indstille kontakten til mig, da jeg ellers ville anmelde hende. På det tidspunkt havde jeg så meget truende materiale på skrift, at hun kunne få et tilhold. Så stoppede det en periode. Indtil hun en dag lille forsøgte at komme ind i varmen igen med søde smser. Hun blev ikke svaret. På det tidspunkt havde jeg betalt overpris for at få hende ud af firmaet på trods af fælles advokat- og revisor anbefalinger, da de mente, at jeg gik for langt. Jeg ønskede bare sådan ro.
Det værste var, at hun havde bombet mig fuldstændig. Jeg måtte til psykolog og tog nok et år eller halvandet om at lande bare rimeligt på benene igen. Psykologen kendte hende, da hun havde haft hende til samtaler der tidligere, og havde selvfølgelig tavshedspligt. Psykologen var dog smart og sagde en dag, hvor jeg skulle gå, at jeg måske kunne bruge lidt af min aften på at læse om psykopater. Bare sådan for at få tiden til at gå. Og da gik det op for mig, at jeg havde været i kløerne på en hardcore en af slagsen.
Den viden hjalp mig. Den betød nemlig at jeg kunne konstatere, at hun var syg og at jeg stadig var normal på alle måder. Jeg skulle bare tillade mig at hele.
Det har jeg så brugt nok 2 år på. I dag er jeg glad. Min virksomhed kører som tidligere.Så derfor burde jeg være videre...men hun sidder der et eller andet sted....og gnaver. For hvordan kunne jeg lade mig sådan forblinde. Det værste er, at jeg lige har mødt en af hendes tidligere veninder, som har fortalt mig, at hun har trukket sig fra deres venskab. Hun havde så været fjende nr. 1 en periode og ja, hun gik til psykolog nu. Det er simpelthen for meget med den ondskab.
Så det jeg vil sige til dig: nej, du finder aldrig den kærlighed igen. Det var ikke kærlighed. Det var magt i sin grimmeste form. Selv har jeg også nogle gange savnet denne vilde energi i mit liv og hendes fantastiske omsorg og opmærksomhed, når jeg gjorde, som hun ønskede og når jeg syntes, at hun var fantastisk. Men nej. Hellere rolig men ægte omsorg. I stedet for selvisk jeg elsker-dig-så-du-elsker-mig-og-kan-manipuleres-holdning.
Du kommer videre. Det tager sikkert tid. Men det gør du.
Jeg læste mange glade bøger dengang. Tvang mig til at læse om positiv psykologi og lærte at vende tankerne, når hullet i maven kom.
Det var dog ikke min elskede. Derfor ved jeg også, at din situation er meget sværere, samtidig med at det er meget vigtigere for dig at komme fri. Hun kommer ganske givet tilbage en dag og da håber jeg, at du husker kærligheden til dig selv. For ud fra hvad du skriver har du brug for ægte kærlighed.
Kh En der er lidt klogere nu

Jeg har sendt dig en mail men du svarer ikke. Faktisk er det lidt mystisk at se sådan et indlæg samme tid som min ex er smuttet. Og det er første gang jeg er herinde siden perioden hvor jeg oprettede indlægget. Fandt mit indlæg ( havde glemt alt om det) da jeg ville oprette et indlæg her:)

Kære anonyme pige,
Jeg håber, at du har fundet en løsning på problemet med din partners løgne. Jeg beskæftiger mig med problemet med patologiske løgnere, og jeg vil meget gerne i kontakt med dig.
Jeg håber, at du vil sende mig en mail på skov1@sol.dk, så forklarer jeg nærmere.
De bedste hilsner skov1

Vildt mystisk at se dette indlæg samme tid som min ex er smuttet. Og jeg var her kun for at oprette et indlæg om samme emne(havde glemt alt om det eksisterende).
Jeg har sendt dig en mail, men har ikke fået svar endnu..

Kære CaraMia
Jeg kan ikke påstå, at jeg på nogen måde har været der, hvor du er. Jeg har ikke været i et kærlighedsforhold med en psykopatisk kvinde. Alligevel føler jeg, at jeg bør skrive til dig, da jeg har haft en kvinde som hende alt for tæt på. Og det ødelagde mig i en lang periode.
Jeg mødte en kvinde for en del år siden. Første gang brød jeg mig faktisk ikke om hende. Der var noget udefinerbart uhyggeligt eller frastødende. For at gøre en lang historie kort mødte jeg hende så flere år efter i arbejdssammenhæng - og hun gjorde alt for at tale mig ind i hendes spind. Jeg var åhh så fantastisk, som veninde. På det tidspunkt havde jeg drevet egen selvstændig virksomhed med succes i mange år. Nu besluttede vi at slå os sammen. Min mand var imod (jeg er gift), da han ikke kunne lide denne kvinde. Alligevel gik jeg den vej. Desværre.
I starten gik det fantastisk. Jeg var helt forblændet. Men pludselig gik det op for mig, at hun gerne ville det fælles firma, da hun netop havde brug for at stråle sig i magt og popularitet. Og der kunne jeg tage hen med i en masse spændende projekter. Hun gik ekstremt op i sit udseende og jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan hun manipulerede og spillede folk ud imod hinanden. Samtidig med at der altid var minimum et menneske i hendes liv, som hun 'lå i krig med'.
For at gøre en lang historie kort, så måtte jeg til sidst sige fra. På det tidspunkt havde flere mennesker (hendes skiftende kærester) grædende ringet til mig, fordi de var fuldstændig slået ud. Selv havde jeg tabt gnisten og trak mig mere og mere. Samtidig med at jeg var fascineret af den styrke og fanden-i-voldskhed, som hun rummede. Den dragede. Og så var hun bare en ven, der ville gøre alt for en, så længe man ikke satte spørgsmålstegn og gik i takt med hende.
Da jeg meldte ud, at jeg ønskede at opløse det fælles firma, så vendte hun på en tallerken. Hun blev ond. Sendte trussels-mails og sms'er om at ville gøre min familie ondt. Tændte vildt af og jeg var til sidst fuldstændig ødelagt. Bange og nervøs for at rende på hende. Helt modsat end det menneske som jeg normalt er. Hendes humør skiftede fra den ene yderlighed til den anden. Søndag kunne hun sende en hademail. Mandag en mail hvor hun skrev, at jeg var det bedste menneske, hun nogensinde havde kendt, inkl. et lille PS om jeg ikke lige kunne betale momsen!!? Det var fuldstændig grotesk.
Det endte med at jeg måtte bede hende om at indstille kontakten til mig, da jeg ellers ville anmelde hende. På det tidspunkt havde jeg så meget truende materiale på skrift, at hun kunne få et tilhold. Så stoppede det en periode. Indtil hun en dag lille forsøgte at komme ind i varmen igen med søde smser. Hun blev ikke svaret. På det tidspunkt havde jeg betalt overpris for at få hende ud af firmaet på trods af fælles advokat- og revisor anbefalinger, da de mente, at jeg gik for langt. Jeg ønskede bare sådan ro.
Det værste var, at hun havde bombet mig fuldstændig. Jeg måtte til psykolog og tog nok et år eller halvandet om at lande bare rimeligt på benene igen. Psykologen kendte hende, da hun havde haft hende til samtaler der tidligere, og havde selvfølgelig tavshedspligt. Psykologen var dog smart og sagde en dag, hvor jeg skulle gå, at jeg måske kunne bruge lidt af min aften på at læse om psykopater. Bare sådan for at få tiden til at gå. Og da gik det op for mig, at jeg havde været i kløerne på en hardcore en af slagsen.
Den viden hjalp mig. Den betød nemlig at jeg kunne konstatere, at hun var syg og at jeg stadig var normal på alle måder. Jeg skulle bare tillade mig at hele.
Det har jeg så brugt nok 2 år på. I dag er jeg glad. Min virksomhed kører som tidligere.Så derfor burde jeg være videre...men hun sidder der et eller andet sted....og gnaver. For hvordan kunne jeg lade mig sådan forblinde. Det værste er, at jeg lige har mødt en af hendes tidligere veninder, som har fortalt mig, at hun har trukket sig fra deres venskab. Hun havde så været fjende nr. 1 en periode og ja, hun gik til psykolog nu. Det er simpelthen for meget med den ondskab.
Så det jeg vil sige til dig: nej, du finder aldrig den kærlighed igen. Det var ikke kærlighed. Det var magt i sin grimmeste form. Selv har jeg også nogle gange savnet denne vilde energi i mit liv og hendes fantastiske omsorg og opmærksomhed, når jeg gjorde, som hun ønskede og når jeg syntes, at hun var fantastisk. Men nej. Hellere rolig men ægte omsorg. I stedet for selvisk jeg elsker-dig-så-du-elsker-mig-og-kan-manipuleres-holdning.
Du kommer videre. Det tager sikkert tid. Men det gør du.
Jeg læste mange glade bøger dengang. Tvang mig til at læse om positiv psykologi og lærte at vende tankerne, når hullet i maven kom.
Det var dog ikke min elskede. Derfor ved jeg også, at din situation er meget sværere, samtidig med at det er meget vigtigere for dig at komme fri. Hun kommer ganske givet tilbage en dag og da håber jeg, at du husker kærligheden til dig selv. For ud fra hvad du skriver har du brug for ægte kærlighed.
Kh En der er lidt klogere nu

Puha. Jeg får helt ondt i maven når jeg læser dit indlæg. Både fordi du har været udsat for sådan en men også fordi de bare er alle steder🙁Man kan ikke vide sig sikker. Det er jo lige før man kan sige at hvis det virker for godt til at være sandt, er det som regel ikke sandt.
Dejligt at høre du er kommet videre og at du er rigtig glad og det fungerer for dig Idag. Det har taget dig noget tid. Jeg har også afledt mig selv med diverse oplevelser, bøger, film, arbejde, skole osv. I mange år. Men det har nok bare gjort at jeg har skubbet det fra mig. Både da jeg stod i det og bagefter (og nu) hvor det skal bearbejdes og jeg forsøger at komme videre. Jeg ved ikke hvor godt det er at jeg skubber det fra mig. Det hjalp åbenbart ikke, og jeg fik det åbenbart ikke bearbejdet efter vi blev skilt. Så havde jeg jo ikke lukket hende ind igen.
Jeg vil så gerne have nogen til at fortælle mig hvad pokker jeg skal gøre. Lige nu har jeg brugt over to uger på at forsøge at se glad ud (som jeg plejer over for børnene, familien osv). Men det knækker for mig. Uanset hvor jeg er. Idag sad jeg ved frisøren med min søn der blev klippet. Og pludselig kom tankerne, og jeg kunne ikke få dem væk, hvilket endte med jeg sad og fik tårer i øjnene og snøftede. Gik på toilettet til det gik væk. Samme i biografen og det samme skete midt i Matas tidligere på dagen. Jeg får svære og svære ved at få tankerne væk. Også når børnene er til stede. Jeg kan ikke sove før sent på natten, jeg har INGEN energi. Jeg glemmer både vigtige og ikke vigtige ting. Hvilket kan have virkelig alvorlige følger på mit nye arbejde🙁Det går rigtig meget ud over mit arbejde. Og som sosu assistent er det lidt vigtigt ikke at glemme fx medicin, doseringer, kontakt til læge osv. Og jeg kan slet slet ikke nå det jeg skal. Kan ikke koncentrere mig. Tankemylder.
Det går bare rigtig dårligt. Og jeg hader mig selv for at hun har haft den magt at få mig herud.
Overvejer faktisk at skrive dagbog. Mest for at kunne læse den og huske hvor svære mine dage har været, hvis hun en dag står der igen. Så kan jeg måske bedre sige fra og huske tilbage på den her tid.

Det er næsten umuligt at bevise psykopati og stalking, hvis der er tale om en højtfungerende psykopat eller narcissist. Her er et forsøg på at hjælpe ofrene og kortlægge stalkingen.
Undersøgelsen er anonym og bliver foretaget via et spørgeskema på internettet af professor Ask Elklit, Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.
Stalking indbefatter gentagne handlinger, som er uønskede af offeret - herunder også henvendelser til myndighederne om barnets mor, retssager, falske underretninger, påvirkning af barnet for at skade moderen m.v.
Kvindelige stalkingudsatte som har børn med deres forfølger kan henvende sig ved at sende en mail til: stalkingafkvinder@gmail.com
Mailen skal indeholde din mailadresse samt et par ord om din situation. Herefter vil du modtage et link med mere information samt et onlinespørgeskema som vil tage ca. 45 - 60 min at udfylde.
Dansk Anti-Stalking Forening, Bopam og en række andre volds- og børneorganisationer støtter og anbefaler undersøgelsen, der har som mål at søge viden om stalkingens betydning for stalkingudsatte kvinder med børn.

du skal droppe hende på stedet her og nu, jeg har selv været sammen med en løgner og hvis ikke du stopper forholdet nu vil hun køre dig i sænk. alle hendes løgne vil komme der ud hvor hun ikke kan styre det mere, desuden så er der ingen der har en hjerte-sygdom uden at gå til jævnlig kontrol, hvis hun mener hun har angina pectoris og hun har mange anfald så faker hun. en normal person med angina pectoris ville være død efter så mange anfald