Pigestudie

Puh er startet på et pigestudie og er lidt forvirret.
De er søde nok, men føler mig ik afslappet nok feminin nok, og accepteret.
Jeg er altid best med to eller tre piger, forsvinder hvis der er fler i "flokken"
Det er ik så mege de andres opfattelse af min person der er til frustatuon, men det at jeg ik selv formår at komme til udtryk.
Jeg er 28 og de andre er ca 20-22 år, men er det nogen nævneværdig forskel?
Virker på en måde lidt hårdt da det virker lidt som om man skal være veninder for at kunne tale sammen.. måske lidt typisk piger?
Føler mig lidt splittet, da jeg gerne vil dem, eller forsøge, men helt ærligt så gidr jeg ik rigtigt.
Svært at forklare, ville gerne, men bliver noge i retning af at tja ja .. piger er svære at omgås.

hej har været i nøjagtig samme situation. For snart 5 år siden begyndte jeg på et studium i en klasse bestående af 20 - 22 årige (jeg var selv 31). Det var en mareridt uden lige, alle festede sammen i weekenderne og jeg føle mig totalt uden for. Jeg havde ikke rigtig nogen at lave gruppearbejde med og var mere eller mindre alene. Jeg husker tydeligt en dag hvor vi af læreren bliver sat sammen i grupper - kan høre en af pigerne hviske til sidekammeraten " oh nej - jeg er kommet i gruppe med xx (mig)" - og jeg lover dig for at sådan noget sårer.
Efter et år, var jeg så udmattet og træt af det hele, at jeg i desperation gik ved til studievejlederen og bedte om at komme i en klasse med ældre studerende. Jeg skiftede hold og med sommerfugle i maven begyndte jeg i en ny klasse - hvilket bare var lykken. Der viste sig at gå de sødeste piger i alle aldersgrupper og jeg kom hurtigt i gruppe med nogle som jeg både fagligt og socialt kunne sammen med.

P.t. er jeg igang med at skrive mit speciale, kan se at kun 2-3 stykker fra mit første hold har overlevet frem til specialet.

Tak for dit indlæg.
Jeg har virkelig brugt mange kræfter og tanker på dette her, for jeg føler ikke rigtig jeg kan komme frem til hvori problemet liger , og om der egentlig er andet end aldersforskel..
Hmm måske er jeg bare mere stille det, hvor de andre fylder meget, og derved kommer jeg nemmere ved at stå i en akavet situation alderforskellen taget i betragtning, måske mest i egen selvforståelse.
Jeg ved det ik, jeg er måske også en pige der ik kan med andet end helt afslappede miljøer, måske er det det.
Jeg har bare så forbandet svært ved at skille det ad, jeg føler noget er galt når vi er mange sammen, så meget ved jeg.
Jeg kan også mærke reaktion på mit kropssprog, og en følelse af at være hæmmet i forhold til min person og min følelse/oplevelse af min sociale profil.
Jeg ved faktisk heller ik om det un er inde i mit hoved hvis du forstår..
At det kun er mig selv der føler jeg stikker ud, måske føler jeg kun selv at jeg ik paser ind og de andre føler det akavet at være sammen med mig..
Årh altså behøvede det virkelig være så svært...
Jeg skal sgu ha min kandidat, om jeg så skal ta den mutters alene
(gjorde jeg med HF på VUC, og egentlig var det rart bare at være sig selv, og ikke forholde sig til andre)
Måske jeg bare er en enspænder, jeg ved i hvert fald at jeg har brug for en at tale med om dette.
Jeg ved også at jeg må se studiet som en mulighed for at øve mig i større pigegrupper, skal jo også kunne begå mig uden for uni en dag :)

Det sku lidt svært at råde for mig ....
Men der er jo altid et social hiraki i en gruppe. Måske er det bare et spørgsmål om tid før tingene flasker sig for dig blandt de nye bekendtskaber.
Hva med de mandelige studerende ?
Alderen kan jo også betyde at de andre er mere umodne/usikre. Er der ikke nogle merer afslappede typer end de gæs ?

Ja det kan godt være der bare skal falde lidt ro over det.
De mandlige og de ældre studerende kan jeg fint med men der er kun fire i alt, så det er jo også lidt øv bare at lukke sig om dem..
Ville nok bare høre om lignende erfaringer tror jeg :)