Er enlige forældre ikke potentielle partnere?

Jeg er selv gift, men undrer mig ofte over, at enlige forældre - oftest kvinder - spekulerer/debatterer, om de overhovedet er attraktive og emner som partnere mere.
Det er som om, at dét at have et eller flere børn er diskvalificerende i sig selv! Hvordan kan man som 30+ regne med at møde én, der er fri for at have været i forhold og dermed også er mulig far eller mor?
Hvordan ser I på det?
Hej

Hej Hannah.
Hvor tit inviterer du en enlig forældre med børn til middag, når du selv er i et parforhold?
Hvor tit besøger du en enlig forældre med børn i længere tid en aften en eftermiddag?
Det at være enlig følges ofte af at man ligesom ikke passer ind i det etablerede parforhold. Det er ok børnene leger sammen og en sludder i døren, men hyggeaftenen med vennerne bliver "hun" tit valgt fra.
Men Hannah man skal have prøvet det før man forstår det.
Exit

Det er jo ikke alle der ser ligedan på det med børn i et "nyt" parforhold.
Fortiden følger med i form af de kære poder og deres evt biologiske ophav og eller/papmødre-fædre og måske endda et ekstra sæt bedster, foruden at skulle passe sit job mv.
Det bliver til en stor mundfuld at skulle forholde sig til, foruden at skulle lære hinanden at kende, for at finde ud af, om det der er gang i, nu også er bæredygtigt.
Kærligheden overvinder alt, jo da, men til en vis grænse.
Det er ikke altid ligelet når 7 og 5 skal gå op i en højere enhed og tiden og roen til at se ind i hinandens øjne/sjæl og bare nyde synet bliver tit afbrudt og forstyrret af udefra kommende pligter og ansvar omkring alt hved der har med børnene at gøre.
De fleste forældre vil ikke give afkald på eller gå på kompromis med den nye partner om hverken opdragelse- samværsformer- netværk. mv og det begrænser jo så den "nye udvikling".Barnet skal være i dets trygge og velkendte rammer og partneren må så indordne sig.
Jeg har selv været singlemor i ret mange år men har prioriteret dette alenehverv 100% af samme grund.
Jeg ville ikke gå på kompromis i min hverdag for at en evt kæreste skulle passe ind i vores.
Nu er det så slut, jeg kan se tilbage på en lang periode som godtnok var hektisk men også dejlig.
Jeg er i et parforhold nu og det har og er ikke let. Der har været uendelig mange diskussioner og sliben kanter af og trækken grænser.
Men men men, viljen til at få det til at fortsætte i erindringen om at alternativet er som det var engang, er derfor også til stede.Uden den, så kan man lige så godt pakke sammen.

er absolut ikke diskvalificerende i sig selv. Det kommer rigtig meget an på, hvordan man takler den tidligere ægtefælle.
Jeg har set masser af mænd blive trukket rundt i manegen af exen og gider man som ny partner at have hende til at bestemme noget, der i virkeligheden slet ikke kommer hende ved? Nej vel.
Hvis han kan "pisse sit territorie af" er det ikke noget problem, men det er ikke altid sådan.

Der er ingen tvivl om, at det at have børn fra tidligere forhold komplicerer det at finde en ny partner! Ikke fordi at man er mindre attraktiv, men nu er det så ikke kun ham og hende der skal kunne enes...men også hans og/eller hendes børn! Det i sig selv kan sætte et voldsomt pres på et forhold!
Og så skal de nye partnere også finde ud af om de tør/vil have flere børn osv.
Det GØR altså ikke livet nemmere! Slet ikke når man, som jeg, har et barn der er 19 - og jeg selv er 37! Som 37-årig er der stadig en del yngre mænd, der finder mig attraktiv...faktisk mænd i en alder hvor de burde finde min datter mere attraktiv end mig!
Nye svigerforældre/svigerfamilie vil sandsynligvis kunne acceptere at jeg som kvinde er lidt ældre end han er ...måske også at jeg har en søn på 8 ...men min datter på 19, vil være en svær størrelse at sluge!
Og selvom man kan sige herfra og til evigheden at alle de andres mening ikke tæller, så påvirker den nu alligevel ...mig påvirker den ihvertfald ...så er det muligt at det er fordi jeg er umoden....
Jeg synes bestemt ikke at det i mine 4 år som fraskilt har været svært at finde nye partnere - kærester osv ...men jeg synes at det er svært at finde en, der kan begå sig i min familie, og hvor jeg kan begå mig i hans! For der er altid hensynet til især mit yngste barn .....og det gælder især hvis han ikke har børn! Hvis han har børn, skal jeg ovenikøbet finde mig i, at jeg sandsynligvis skal afgive kostbar tid til hans børn ....
Livet er ikke nemt ...men hvis det nu var det, ville det så være så spændende ???
Skævt smil
fra mig

egentlig ikke så meget over; altså dét der med, hvem der er enlig og hvem der er par. Der er efterhånden så mange, der bor som enlig, at det ikke er interessant mht. invitationer, synes jeg.
I vores omgangskreds/arb.kollegakreds er der rigtigt mange, der bor alene med el. uden børn, så dét ser jeg som en del af samfundet idag, tror jeg. Det er ihvertfald for mig ikke på nogen måde diskvalificerende at være enlig.
En god dag til alle.
Hej, hej

jeg har indtryk af at enlige mødre i min aldersgruppe - jeg er 32 - er mere attraktive end dem uden barn. Når jeg møder en mand og han opdager at jeg ikke har børn gar han helt i panik for så er jeg nok bare ude efter at møde en at få børn med. Hvorimod de af mine veninder der har en lille størrelse på et par år får fat i alle de dejlige mænd...

så findes der vel også kvinder, der ikke har børn i den alder.
Og ja jeg vil ikke ha en kvinde med børn. Gider ikke det bøvl med diskutioner om opdragelse, nutidens kvinder er nemlig for bløde til det.
Det kan man bedre tage med sin kone, inden man finder ud af, at man skal ha børn sammen
Q

..... jeg har fuld forståelse for, at nogle fravælger kvinder med børn... jeg befinder mig også selv i den situation, at være alenemor.. og oplever at blive fravalgt af den grund i sociale sammenhænge.
Det er meget isolerende, men det er som om nogle ikke forstår, at man godt kan finde sig en barnepige.
Ang opdragelse... hæ hæ det er en anden ting, det kan man ikke generalisere..men jeg oplever desværre også andre end enlige er for bløde... "man skal respektere børns grænser og de skal respektere ens...verbalt og fysisk".. de skal ikke opfylde pladsen i rummet.. jeg har det selv svært ved børn som fylder for meget, det kan være enormt anstrengende, med børn som hele tiden har brug for at fokus skal være på dem. (den falder lidt tilbage på forældrene, for hvad mangler de børn af (selvværd??)
Ang.. det med at finde partner...hm...jeg har to drenge og en pige... er en smuk kvinde med lange ben, langt hår og et smukt ansigt.. er attraktiv og intelligent.. men det med en partner... grundet børn... jeg kan godt forstå mænd fravælger mig på den konto.. mine børn skal heller ikke præsenteres for alle mulige mænd... som kommer i tanke om, at det sgu er et for stort ansvar og at så får de ikke den opmærksomhed, deres egoisme påkræver. (undskyld mænd, men I ved ikke altid hvilket ben i skal stå på, før I derefter opdager at guldet blev smidt på gulvet)
Men er en mand så vigtig ??? er man ikke et helt menneske uden❓M
Jeg har valgt at satse på, at opleve verden med mine børn op klæde dem godt på til livet via oplysninger og deltagelse i deres "tanke" - verden. ...Og have en sund sjæl i en sund krop... så jeg kan have et aktivt liv langt op i årene..
hygge :-)

Gud hvor har du bare ret.... Jeg er selv alene med to dejlige piger på 2 og 6 år og ja jeg sidder da alene hver aften..... Men jeg håber at jeg lærer at leve med det.... Men det svært efter 9 år i fast parforhold. Pyha....