0tilføjet af

På alle fire gennem slummen

Titel: Dyrets folk
Forfatter: Indra Sinha
Oversat fra engelsk af: Allan Hilton Andersen
Udkom: 19. maj 2011
Forlag: Klim
369 sider, 299 kr
ISBN: 9788779556492
[sol] [sol] [sol] [sol] [sol] ud af seks sole

Dyrets folk er historien om en ung mand, der vokser op som krøbling i Indiens slum. For 20 år siden ramte en grufuld giftulykke den indiske by Khaufpur, og den forældreløse "Dyret" har gået på alle fire lige siden. Med hovedet mellem benene hutler han sig igennem hverdagen, og bor sammen med en gammel halvtosset nonne. Dyret fortæller selv sin historie, og det gør han aldeles bramfrit, på flere sprog, bandende, rimende og med et skizzofrent stemmemylder. Blandt ludere, lommetyve, svindlere, korrupte politikere og helt almindelige mennesker udfolder Dyret sin nærmest kakafoniske fortællerstemme til et sansebombadement af lyd, smag og dufte. Forvirrende og fremragende på samme tid.

Da den amerikanske læge Elli flytter ind i slummen med sine gode intentioner og sin klinik - gratis for alle - vikles Dyret ind i et net af intriger. Han begriber på én gang mere end de fleste, og samtidig intet som helst - hvilket besynderligt nok gør historien meget vedkommende, for har vi det ikke alle sådan i livet?
[img]http://rudersdalbibliotekerne.dk/files/content_images/dyrets_folk_stort.jpg[/img]
At få vist Indiens ludfattige kvarterer i knæhøjde på realplanet - hvor nyskabende denne fortællersynsvinkel end kan synes - bliver faktisk sekundær i forhold til den form som stoffet formidles gennem. Romanens nyskabende karakter består i den kalejdoskopiske og splintrende rabiate fortælleteknik, hvor stoffet på den ene side står klippefast, mens fortælleformen flyder ud i tågede og glaskugleagtige smeltende fokuspunkter. Det er højst overraskende og må vel kaldes ekspressionistisk, omend europæiske litteraturtermer ikke slår til i dette litterære bundt prosasider af en lilleasiatisk knaldperle.
Romanen er glimrende oversat og man pauserer aldrig over kunstige eller sprogligt ensrettede veje. 'Dyrets folk' vandt Commonwealth Writer’s Prize og blev shortlistet til Man Booker Prize. Filmrettighederne til romanen er allerede solgt til Michael Anderson, og optagelserne begynder i starten af 2012.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.