På randen til sammebrud

Jeg er en ung pige på 16 år der for knap et år siden tvunget flyttede hen til min far - en mand jeg reelt set ikke kendte eller viste noget om. I starten gik det godt, men jeg savnede min mor og små søskende for meget (skal lige siges at min barndom har været meget hård og slidende og at jeg måtte flytte pga en voldelig stedfar).
Min far er (desværre) gift igen, med en dame der altid kører psykisk på mig. Hun kalder mig for tykkedyr, grim, snakker ned til min familie på min mors side.. det har hun altid gjort, jeg husker en episode fra jeg var 2 og stammede, da måtte jeg ikke få frokost før jeg kunne bestille, på ægte restaurant maner, hvad jeg gerne ville have at spise uden hakken, stammen og uden fejl i ordstilling eller udtale! Sådan ahr hun kørt på mig i 14år nu og jeg før jeg blev tvunget til at flytte herover var jeg ikke interesseret i nogen form for kontakt med min far - det havde jeg ikke været i over 5år.
Da jeg flyttede herover var jeg nedbrudt... jeg var fuldstændig til hundene efter mange års kamp med anoreksi som følge af mobning i skolen (fordi jeg var for moden) og hjemme hos min far. Normalt før jeg tog hen til min far, hver anden weekend da jeg var mindre, sad jeg altid og græd fordi jeg var bange for at tage derhen.
Nu er det sådan at det for alvor går ned af bakke. Jeg har fortalt min far alt om min barndom og jeg har fortalt ham at jeg ikke føler jeg har et hjem - hverken her eller hos min mor. Min kærestes forældre ved hvordan jeg har det og har sagt at jeg meget gerne må bo hos dem, sammen med kæresten naturligvis, indtil vi får vores eget. I starten var min far åben overfor ideer, men i løbet af de sidste dage har han taget alle hans løfter og forslag til sig igen... Jeg kan ikke bo her. Jeg orker det ikke. Når jeg er hjemme smiler jeg aldrig og jeg græder ofte mig selv i søvn.
Min far har aldrig interesseret sig for mig før - det bliver ikke lagt skjul på at han hverken ønskede mig da min mor var gravid eller da han fandt ud af at jeg var en pige. Min mor eller søstre hverken kan eller vil hjælpe mig og jeg føler mig virkelig så alene. Kommunen har jeg også spurgt, men de kan intet gøre... Min far vil ikke lade mig flytte og behandler mig som en 5årig.. jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og jeg er træt af det hele..
Jeg har fået professionel hjælp sammen med min far og det hjalp, for at sige det mildt, ikke en skid.
Er der ikke nogen der har nogle gode råd eller et par los i røven til mig?

Jeg vil foreslå at du henvender dig til din læge som kan fortælle dig om hvilke veje du kan hjælpes. Prøv også sankt nicolaj tjenesten. Der sidder altid en som vil lytte til dig og rådgive dig.Nummeret er 70120110. Held og lykke og et stort knus fra Michael.

Jeg sidder og bliver godt gammeldags harm på din mor (og din far). Du skriver at du måtte flytte hen til din far pga en voldelig stedfar. Udfra det lyder det som om at din mor stadig er sammen med ham. Hvordan er han over for dine søskende, er han ikke voldelig overfor dem? Og hvordan kan nogen mor vælge en voldelig kæreste fremfor sit barn??!!
Jeg synes du skal overveje at tage imod tilbuddet om at bo hos din kærestes forældre - men se det ikke som en "forpremiere" til at I skal flytte hjemmefra sammen, for det er alt for tidligt for jer at flytte sammen som 16 årige. Det lyder som om du har fundet nogle allierede i din kærestes forældre, så benyt dig af det. Jeg synes du skal tage en lang snak med dem, (hvis ikke du allerede har gjort det) og fortælle dem om at din far først siger ja til at du må flytte og derefter nej. Fortæl hvor dårligt du har det. Og så ville jeg få en af dem til at tage med over til din far og pakke dine ting og flytte uanset hvad han siger, hvis de altså stadig er med på den selv om han siger nej. Jeg ved desværre ikke hvordan reglerne mht om han kan holde på dig er, når du nu endnu ikke er fyldt 18 år, men hvis du virkelig har det så slemt må der gøres noget. Håber du kan bruge dette til bare en lille smule.

Min kæreste er ikke 16 - han er 20! Desuden bor jeg ved dem lige så ofte jeg kan. Men min far vil ikke lade mig flytte - han mener ikke min kæreste lever op til min standard (fordi han ikke er uddannet læge, eller et eller andet fancy). Desuden er planen at vi flytter sammen når vi får en lejlighed.
Min stedfar har aldrig rørt mine søskende. Og jeg bebrejder ikke min mor, for det var mit valg at flytte. Min mor prøver i det mindste at hjælpe mig - men hun KAN ikke. Hun har ikke plads i sin lejlighed ellers lod hun mig gladeligt flytte ind for en tid. Desuden har min mor i alle mine 16år altid været der på en eller anden måde - min far har aldrig været interesseret og det indrømmer han gerne.
Desuden så har jeg fået hjælp. Vi fik hjælp fra skolen og kommunen for at få vores forhold til at fungere, men det bliver ved med at krakelerer.
Ex. Imorges hvor jeg havde et sammenbrud over telefonen hvor min far fortalte mig, at jeg er åndsvag, fjollet, overreagerer, opdigter ting, er gået i selvsving, er for barnlig og at jeg skal tage mig sammen. Han ville vide hvad der var galt, selvom jeg har haft 5 dybe samtaler med ham inden for de sidste 3måneder - den sidste af dem var i forgårs. Han tager dem ikke seriøse og mener, at jeg bare skal tage mig sammen.
Nu vil han have mig til, at snakke med min mor så hun kan overtale mig om at jeg er åndsvag og ikke kan tænke ordentlig (som han sagde)... Men som min mor sagde;
Han ved ikke hvad han skal gører.. han ved du flytter alligevel!
Men vi har aftalt, min mor og jeg, at vi snakker imorgen formiddag og imorgen eftermiddag skal jeg snakke med min far (som han sagde: "Jeg har ikke tid til det før.. så du må bare vente"

hej jeg vil lige lave en tilføjelse til det første svar du fik,hvis jeg var dig ville jeg prøve at tale med din klasse lære om at hjælpe dig med at tage kontakt til en på din komune der tager sig af disse ting,du skal huske at du ikke er den eneste der har prøvet dette og at der er nogen der støtter dig,du har kun et skøndt liv og det skal ikke ødlækkes af en ondskabsfuld person der nok har støre problemer i sit hoved en dig,gør noget ved det min ven du har fortjændt et bedre liv 1000 knus til dig fra tja

Jeg har kontaktet min klasselærer, det resulterede i mine psykologsamtaler der ikke har hjulpet.

Du skrev i dit første indlæg at din mor og søskende hverken kan eller vil hjælpe dig, men nu tager du hende i forsvar og siger hun gør alt hvad hun kan og hun altid har været der for dig. Det er da fint at hun har det, men hendes ansvar overfor dig ender jo ikke fordi hun har gjort et godt job i 16 år og din far ikke har. Hvordan kan man ikke have plads til sit barn hvis hun har det som du skriver du har det? Og så skriver du "flytte ind for en tid"....hun er altså forpligtet til at tage sig af dig til du er 18. Jeg ved godt du ikke synes det er din mors skyld, men jeg ville sgu gøre hvad som helst for ikke at udsætte mit barn for det du bliver.

Fra en mor, der har haft en datter i din situation....kan jeg kun sige....Når man er 16, sker der en masse ting indeni een. Man føler sig udenfor i familien, ligemeget om mor og far er sammen eller ikke. Du sidder lige nu i en situation, hvor din krop og dit sind ikke følges helt ad!
Jeg havde en masse ballade med min datter for 1 års tis siden...og i 2-3 år inden. Hendes far og jeg blev skilt da hun var 14....Hendes far havde en ny kæreste, hun blev introduceret for med det samme. Jeg fik en ny kæreste. HUn følte, som du, at hun ikke var ønsket nogen steder, og at hun ikke havde noget hjem!
Løsningen, for os, var at hun og hendes kæreste, måtte flytte sammen en tid...først ½ år her hos mig, og derefter fandt de en lille lejlighed selv.
Betingelsen var at de opførte sig rimeligt ordentligt, og selv havde råd til deres udgifter.
Derefter har min datter set hvordan det kan være svært at få bare så simpel en ting somøkonomi til at hænge sammen...hun har et hjem, der ikke er totalt afhøngigt af mig eller hendes far....Og vi nærmer os meget hinanden, nu da jeg ikke længere er fjenden! Men klart...det er stadig mig der har det overordnede ansvar, og hun er ikke i tvivl om, at jeg hiver i snoren, og tvinger hende til at flytte hjem, hvis jeg mener hun træder for meget ved siden af!
Vis evt. dine forældre dette...den af dem der har forældremyndigheden over dig....og du er velkommen til at skrive til mig her på sol: theultimateq@sol.dk
Knus
TUQ

For 10 år siden stod jeg nogenlunde i samme situation som dig. Jeg stak af, da jeg ikke kunne holde til det mere. Tog hen til en veninde. Mandag morgen ringede jeg til kommunen og bad om en sagsbehandler. Alle har en sagsbehandler også dig. Jeg fik et møde i stand, forklarede hvad der var galt og fortalte hvad jeg ønskede, nemlig ikke at bo hjemme, men at bo et andet sted, i mit tilfælde en ungdomspension
Ungdomspensioner er for børn mellem 13-18 år. Måske du skulle prøve at sige til din sagsbehandler at det er det du ønsker, at bo sådan et sted. Det var der jeg havnede og det var det bedste der kunne ske. Her er der voksenkontakt, du kan stadig se din mor og søskende, din kan besøge dig osv. Men du får også mere fred til dig selv.
Du er så gammel at kommunen SKAL lytte til dig og dine ønsker. Min far ville i starten ikke give tilladelse, han havde forældremyndigheden, men man kan faktisk godt køre retsag mod sine forældre. Og det er de færreste der ønsker dette.
Hvis kommunen ikke vil lytte, så skriv tilbage, så kan jeg finde nogle paragrafer i serviceloven som du kan stille op med.
Jeg håber at dette kan bruges. Som sagt mit liv ændrede sig fuldstændigt efter at jeg flyttede på ungdomspension.

Min mor er syg.. derfor kan hun ikke hjælpe, simpelthen fordi hun ikke magter det - desuden har hun 3 små børn der også tager hårdt på hende. Mine søstre vil ikke hjælpe.
Kommunen.. dem har jeg snakket med. De vil ikke lytte... min sagsbehandler sagde til sidst, at jeg måtte sige til min far, at han ku' få det på den hårde eller den lette måde - dvs. at enten skal jeg bare skride ellers må han give mig lov.
Det kan godt være lidt forvirrende.. men det bunder sådan set meget ud i, at jeg bærer enormt stort nag til min far og stedmor - mine forældre blev skilt da jeg var 2 og kan derfor ikke huske ham fra dengang (men både min mor og søstre siger han altid var glad dengang, smilede, grinede og elskede at fjolle med os.. nu er man heldig hvis man ser ham med antydningen af et smil).
Min stedmor har for nyligt sagt lige ud, at jeg ingen børn skal have for de ønsker ikke børnebørn, og får jeg alligevel børn vil de INTET have med dem at gøre... Desuden kaldte hun både mig og mine søskende for små grimme, kvabsede, blege rotteunger.
Grunden til at jeg ikke er stukket af endnu, selvom jeg har muligheden, er at jeg ikke kender konsekvensen af det. Når jeg ikke kender konsekvensen tør jeg ikke tage chancen.
Min far ahr frældremyndigheden - men det jeg ikke forstår er, at han i 14 år ingen interesse havde for mig - jeg var hende han betalte penge til én gang om måneden, så hende når han skulle/blev tvunget til det og ellers hyggede sig med sig selv. Nu, vil han ikke give slip på mig... ikke selvom jeg sidder og tigger og be'r ham grædende om lidt forståelse. Min far er umådeligt hård og ingen lever op til hans forventninger;
Han vil ikke have kontakt med hans søstre da han anser dem for at være af en lavere stående race.
Min kæreste er ikke acceptabel fordi han ikke har en stor fed penthouse lejlighed, dyr bil og fancy uddannelse.
Han ser ned på mine svigerforældre da de begge er på pension.
Han ser ned på min mor fordi.. ja det ved jeg faktisk ikke...
Han ser endnu mere ned på min svoger fordi han er ordblind og igen ikke har en fance udd. - det samme med min søster.
Han har nogle standard krav som man skal leve op til - noget der også har gjort at jeg flere gange er brudt sammen under presset da alt under 10 i karaktere ikke er godt nok.
Undskyld hvis det er forvirrende...

at stå foran noget man ikke kender, får mange til ikke at gøre det der skal til for at komme væk fra det der gør ondt.
Det er helt almindeligt at du har det sådan. Og du kan gøre flere ting ved det. Bed nogen, måske din sagsbehandler?, om at hjælpe dig med at forudse hvad en flytning bringer med sig.
Hvor kan du bo i stedet, rems mulighederne op. Hvad får det for konsekvenser for dig rent praktisk? Penge? Afstande til skole eller arbejde?
Hvad med din far når du er flyttet, må han f.eks. opsøge dig? (han vil sikkert lægge pres på dig for at du flytter tilbage, eller dukke op for at håne dig for at du er flyttet). Find sammen med din hjælper ud af hvad du kan gøre hvis han dukker op eller kontakter dig, så du har noget at stå i mod med.
Når du har fået et billede af hvordan en fremtid kan se ud når du er flyttet, bliver det nemmere at planlægge, måske i små skridt. Du kan f.eks. aftale med en veninde, at du har en taske stående hos hende, hvor du har pakket de ting ned du vil have med (hvis din far nu skulle blive så sur, at han ikke lader dig komme ind at hente de ting senere)´
Din sagsbehandler skal hjælpe dig med at finde ud af hvordan din økonomi ser ud efter en flytning. Og han/hun skal også hjælpe dig med hvad du har af rettigheder i fht. at afvise kontakt fra din far.
Endelig, uanset hvad du gør lige nu, så er der ikke noget af det der er perfekt. Og sådan er livet ofte. At lige meget hvad vi vælger, så er det ikke en helt perfekt løsning.
Så find ud af havd du har brug for for at føle dig godt tilpas, føle dig i sikkerhed for hans kritik osv. (slår han også? eller er han mest hånende og kritiserende?)
Du ved nu, at du skal finde nogen udenfor familien til at støtte dig, det er et skridt videre.
Der er også nogle børne/unge rådgivninger du kan trække på. Har du prøvet at ringe til dem?
Du kan ringe på tlf.
2067 0506 mellem kl. 15 og 18.
Det er en rådgivning for børn af voldsramte familier, og det er du jo. De kan give dig gode råd om hvad du kan gøre, og støtte dig i en proces om hvordan du kan komme til at bo godt osv.
Det er nu altid en proces at skifte retning i sit liv, og man bliver usikker når man ikke kender det nye. Men hvis du prøver det med at danne dig et overblik over det nye inden du rykker, kan du få mod til at gøre det.
For det du lever i nu, er jo heller ikke spor rart.
Godt mod til dig.
kh

Hej
Du kunne jo prøve døgnkontakten, i københavn for børn og unge, der er jeg sikker på at du kan få hjælp.

Kommunen SKAL hjælpe dig!!! Du går derned, finder familieafdelingen og nægter at gå før de har hørt på dig og lovet at hjælpe dig, tag evt. din kærestes mor eller far med som støtte.
Min veninde fik hjælp af kommunen til at flytte hjemmefra allerede som 15-årig, det handler bare om at stå fast på sin ret til hjælp ... også selv om man ikke er 18 endnu

søde jeg ved ikke om det hjælper men jeg vil mene at du skal kontakte overpræsidiumede og jeg mener også at du som 16 årige selv kan bestemme hvor du vil bo,men om det kun er mellem din mor og far ved jeg ikke...Håber det hjalp dig bare lidt om ikke andet...