Selvrefleksionens Armé - Vers. 2 - Poetry slam 27/08
Slægter amoralsk facaden på,
kikkende på den anden side af ruden,
virker rummet tømt for luft,
til krybende nanospekulationer,
om de lange nætter,
uden viljen til at rejse sig,
om nætterne,
uden evnen til at forslå sig,
med de amputerede,
unge tanker,
uden fremtid.
Tangerer på konklusionerne,
Når gerningerne gør bod,
Og realiteterne skaber forvirring,
Bag knuste ansigtsudtryk,
Og forblændede erfaringer,
Der efterlader sindet blottet,
Tømt for empati,
Og dermed drager tankerne,
I krig.
De er en armé,
Af ligesind,
Unge vilde hjerter,
hvori jeg indtræder,
som en soldat,
uden mandat,
til at skelne,
gråzonerne,
fra hinanden.
Træder ind i geled,
Og liner nøgen op,
Mængende i mængden,
fanget af tyngden,
Træder underbevidstheden frem,
Provokerer det åbenlyse,
Bliver usynlig,
Og søger accepten,
I jeget.
Fægter i blinde med brødre,
skydende centrale holdninger,
tyndt for substans,
og lader ytringen glide,
så ordene langsomt flyder,
løbende som en flod,
af lyriske misiler
mod en ukendt fjende,
der rammer mig selv,
i et stille brag.
Kikkende i sigtekornet,
Forlyder hornet,
Afgangssignalet,
Der springer spejlbilledet,
Og forløser tårerne,
Således,
Sendes angrebet i gang,
Og følelserne i spil,
Når jeg løber om kap,
Med de elektriske impulser,
Og kikker på mine brødre,
Der langsomt falder,
En efter en,
Til ordenes kamp.
Befinder mig i kampzonen,
Med blodet syngende,
Sindets sørgmodige elegi,
Der tegner et felt,
Af ny energi,
Oprejst bag bombardementet,
Der efterlader marsken,
Udtømt for liv,
Som en grobund,
For et nyt.
Nyder periferiens kontraster,
Med løbende ansigtsmaling,
Og sprængte fødder,
Traves der videre på accepten,
Med røgen langsomt lettende,
Smagende svovl fra min sved,
Træder jeg langsomt,
Men sikkert,
Ud af geled.
Kommanderer fra den anden side af ruden,
får rammerne til at sprænges,
vinduet til at flække,
kikkende i de øjne,
der får mig flyvende,
til at gå i knæ,
med tårer,
trampet ned,
i skår,
hejsende,
vor fane.
Af de opskårede hudflager,
Flænsede tanker,
Og faldne brødre,
sprøjter blodet dit navn,
ud i gulvets revner,
sugende sandhederne til sig,
mens jeg mister besindelsen,
og flakker omkring,
bearbejdende,
du,
min kære fjende,
du
mit kære spejl.
http://anglicismo.smartlog.dk/selvrefleksionens-arm----vers--2---brugt-til-poetry-slam-27-08-10-post216154
kikkende på den anden side af ruden,
virker rummet tømt for luft,
til krybende nanospekulationer,
om de lange nætter,
uden viljen til at rejse sig,
om nætterne,
uden evnen til at forslå sig,
med de amputerede,
unge tanker,
uden fremtid.
Tangerer på konklusionerne,
Når gerningerne gør bod,
Og realiteterne skaber forvirring,
Bag knuste ansigtsudtryk,
Og forblændede erfaringer,
Der efterlader sindet blottet,
Tømt for empati,
Og dermed drager tankerne,
I krig.
De er en armé,
Af ligesind,
Unge vilde hjerter,
hvori jeg indtræder,
som en soldat,
uden mandat,
til at skelne,
gråzonerne,
fra hinanden.
Træder ind i geled,
Og liner nøgen op,
Mængende i mængden,
fanget af tyngden,
Træder underbevidstheden frem,
Provokerer det åbenlyse,
Bliver usynlig,
Og søger accepten,
I jeget.
Fægter i blinde med brødre,
skydende centrale holdninger,
tyndt for substans,
og lader ytringen glide,
så ordene langsomt flyder,
løbende som en flod,
af lyriske misiler
mod en ukendt fjende,
der rammer mig selv,
i et stille brag.
Kikkende i sigtekornet,
Forlyder hornet,
Afgangssignalet,
Der springer spejlbilledet,
Og forløser tårerne,
Således,
Sendes angrebet i gang,
Og følelserne i spil,
Når jeg løber om kap,
Med de elektriske impulser,
Og kikker på mine brødre,
Der langsomt falder,
En efter en,
Til ordenes kamp.
Befinder mig i kampzonen,
Med blodet syngende,
Sindets sørgmodige elegi,
Der tegner et felt,
Af ny energi,
Oprejst bag bombardementet,
Der efterlader marsken,
Udtømt for liv,
Som en grobund,
For et nyt.
Nyder periferiens kontraster,
Med løbende ansigtsmaling,
Og sprængte fødder,
Traves der videre på accepten,
Med røgen langsomt lettende,
Smagende svovl fra min sved,
Træder jeg langsomt,
Men sikkert,
Ud af geled.
Kommanderer fra den anden side af ruden,
får rammerne til at sprænges,
vinduet til at flække,
kikkende i de øjne,
der får mig flyvende,
til at gå i knæ,
med tårer,
trampet ned,
i skår,
hejsende,
vor fane.
Af de opskårede hudflager,
Flænsede tanker,
Og faldne brødre,
sprøjter blodet dit navn,
ud i gulvets revner,
sugende sandhederne til sig,
mens jeg mister besindelsen,
og flakker omkring,
bearbejdende,
du,
min kære fjende,
du
mit kære spejl.
http://anglicismo.smartlog.dk/selvrefleksionens-arm----vers--2---brugt-til-poetry-slam-27-08-10-post216154