0tilføjet af

Realitetscheck

Øjne der kan vælge og vrage
triller selvsikkert hen over bardisken
hårdt bedækket med tungnemme ord
klistrer rytmerne sig hovedrystende fast
til et nedringet subjekt
Et objekt der forsvinder
i takt med procenterne opløser tankerne
og flankerer endnu en sød mulighed
for at åbne læberne på en intelligent vis
I stedet forsvinder man
ind i det slørede univers
valsende bag beduggede øjenlåg
og flydende noder
som dunker og dunker
i en smøre af uigenkaldelige minder
Sekvensvise billeder der maltrakteres
i et forglem mig ej smil
et par shots af "jeg elsker dig"
for så at forsvinde ind i nattens regn
badende i "se mig sved"
Balancerende på det gyngende
og syndige klistergulv
som svinger og svinger
mellem neon og røg
sig længere og længere
ind i pulserende himmelstrøg
nærmere og nærmere
en afslutning på aftenen
Søgende et skød
at dykke ned i
for så at finde overfladen
af den barske realitet
fra nattens sansninger
skrigende i toiletkummen.
http://anglicismo.smartlog.dk/realitetscheck-post259527
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.