Rette på sine børnebørn.

Må man skælde sine børnebørn ud, når de har gjort noget de ikke må.????
Hvad siger I bedsteforældre og forældre til det..

... med at skælde ud ?
Der er mange måder at skælde ud på .....

Som udgangspunkt forsøger man vel at opdrage sine børn til at være høflig og venlig overfor andre mennesker. Altså at de skal behandle andre, som de forventer selv at blive behandlet.
Hvis et af mine børn overtrådte deres bedsteforældres/andres grænse, ville jeg da helt klart helst have, at der blev sagt fra over for selve handlingen - naturligvis ikke overfor barnet.
Det ville/gør jeg også selv i forhold til både mine og andres børn. Og jeg har aldrig haft problemer med det i.f.t. forældrene. Heller ikke børnene for den sags skyld.:-)
vichri

..vil jeg sige (det fremgår ikke af indlæg) at når jeg giver nogen ansvaret for mine børn idet jeg afleverer dem til bedsteforældrene, så går jeg da ud fra at disse er sig deres ansvar værdigt/bevidste?
Skal en ugerning påtales, så bør det ske i det øjeblik "forseelsen" bliver begået. Jeg er meget ihærdig modstander af "vent-du-bare-til-far-kommer-hjem" metoden. Den tjener intet godt formål.

Hej når min søsters unge eller mine vennes børn. Tager slik selv om de har fået nej af deres forældre, piller ved noget af mit som jeg ikke vil have eller opfører sig på en måde som jeg VED forældrene ikke vil bryde sig om. Så retter jeg gerne, nogle gange kan jeg mærke at forældrene er kørt trætte og bare ikke orker at skulle rette for 117 gang.
Hvis forældrene ikke vil have det så blander jeg mig gerne uden om men det har jeg ikke oplevet og jeg bliver sgu pisse irreterret når en unge skal gå på bordet eller proppe sig med slik selv om han har fået nej.
Når den hygelige lege onkel skruer bissen på og siger NEJ har jeg oplevet at ungen bliver overrasket.
Mvh Onkel-Jacob-ham-selv-

Kors i bagdelen hvor har du ret. Jeg er selv far til et par størrelser som nu heldigvis har nået teenage alderen. Men jeg ser stadig hvordan andre forældre optræder overfor deres børn.
Netop det med slik og inkonsekvens kan få min urin i kog.
Og jeg finder det mere end okay at en onkel eller en bedsteforælder træder i karakter, når forældrene åbenlyst er "stået af" pga ugidelighed eller simpel ligegyldighed.

Hvis dine grænser bliver overtrådt, skal du selvfølgelig træde i karakter....
At forældrene ikke selv orker eller er trætte. Det synes jeg faktisk er mere synd for børnene end det er for forældrene. Børn har brug for (kærlig) konsekvens - ikke misforstået inkonsekvens!
vichri

Jeg vil kun være glad for at mine forældre og svigerforældre sætter grænser for min søn. Jeg synes det kan være svært altid at være på forkant med hvad deres grænser er, hvis vi f.eks er på besøg hos dem, og så vil jeg synes det er dejligt om de siger til hvis mine børn går over deres grænser. Det er også et tegn på kærlighed!

selvfølgelig må besteforældre skælde deres børnebørn ud, hvis de gør noget de ikke må.
Det kommer selvfølgelig altid an på omstændighederne. Hvis de handler forkert sakl de have det af vide, og med det samme det sker.
Jeg har selv to nevøer og 2 niecer. Og de får det da af vide hvis de handler forkert.når forældrene er der, tager de gerne affære, men ellers kan jeg ikke se at der er noget galt i at den øvrige fammilie gør det.

dvs. at overskrider børnene nogle grænser hos bedsteforældrene, er det da helt klart deres opgave at sige fra. Gør forældrene det i stedet, mens man er på bedsteforældrenes domæne, vil det bare blive opfattet som om, at "Bedste" ikke selv kan sætte sig i respekt.
Min datter er faktisk generelt rimelig fornuftig og høflig, og jeg har aldrig haft nogen problemer med hende, når vi er ude blandt andre. MEN hun har et sjovt forhold til sin mormor, der er lidt undselig og har svært ved at sætte grænser, fordi hun ikke vil være uvenner med nogen (også kaldet konfliktskyhed *S*). Først når hun bliver rigtig gal, kan hun tage bladet fra munden, og så sidder vi andre med underkæben nede på brystet af overraskelse. ;O)
Det har desværre medført, at min datter, lige fra hun var helt lille, har kunnet snøre min mor om lillefingeren, og det har faktisk været et problem til tider. Jeg måtte til sidst tage den helt store tur med hende, fordi hun overskred ikke kun min mors grænser, men også mine. Jeg erkender min egen del af skylden, da jeg jo også har kunnet dominere min mor, og nok også har gjort det bevidst/ubevidst til tider, hvilket er smittet af på min datter og har præget hendes opfattelse af Mormor.
Det er dog blevet bedre nu, også min opførsel *S*, og min mor er blevet meget mere vant til at sige fra, selv om jeg stadig gerne så en kortere lunte i nogle tilfælde.
Så helt klart; lad bedsteforældrene sige fra, mens tid er, så der netop ikke opstår situationer, hvor de er nødt til det. ;O)
Når det så er sagt, kan man jo også se situationer, hvor forældre og bedsteforældre ikke er enige i opdragelsen af poderne. Jeg har f.eks. oplevet en venindes far, der gik ind for at slå, når hans argumenter løb tør (og det gjorde de ret hurtigt). Jeg ville personligt slet ikke have overladt mit barn til sådan en person, men gør man det alligevel, må der også være klare linier for, hvad Bedste kan og må.
En ex-kæreste havde det med at rette på min dengang 3-årige datter, når hun sad ved middagsbordet, til hun til sidst hadede det, når han spiste med. Der måtte jeg gå ind og bede ham om at klappe i, for at en 3-årig spilder eller ikke er helt ferm med kniven endnu, det er vist mere normalen, end det modsatte. Da jeg så mødte hans mor, så jeg, hvor han havde det fra. Hun tillod sig endda at kommentere mit barn hele tiden og i en meget kritisk tone, selv om hun lige havde mødt hende, og min datter intet havde gjort galt (hun var så genert, at hun ikke turde sige et lyd - og det var for resten også galt). DER måtte jeg også overskrive hendes myndighed (behøver jeg at sige, at forholdet ikke holdt? *gg*)
Ergo, det er altså ikke til at sige generelt, hvad der er mest rigtigt, vel? ;O) Jeg tror, at det eneste, der nok KAN siges at være en konstant, når det gælder opdragelse, det er, at børnene lærer fra og af deres forældre - så har barnet problemer med at opføre sig ordentligt, peger fingeren først og fremmest tilbage på forældrene, og siden hen bedsteforældrene. Jeg har engang hørt en sige: Hvordan du behandler (opdrager) dine børn, afgør om du får børnebørnene tilbage som små engle eller små djævle. Stof til eftertanke, ikk? ;O)
Mvh. Deci

på mine børnebørn til den tid, så vil jeg under ingen omstændigheder passe dem. Jeg ville føle at min søn eller datter ikke havde tillid til mig og så er fornøjelsen jo fuldstændig væk fra begge side. Jeg vil ikke vogtes på, eller opdrages på af mine børn blot fordi jeg skal stå til rådighed som barnepige. Så kan jeg finde nogle andre børn at hygge mig med - børn hvis forældre ikke dyrker "curlingbørn". Jeg er meget villig til at lytte på "tidens nyeste trend" omkring f.eks. ernæring eller andre ting der er dybt relevant information. Men derudover vil jeg have lov at være mormor på mine egne præmisser for ellers får børnene ikke en god mormor - eller de får i hvert fald en mormor de ikke kender - både fordi jeg ikke ville kunne være mig selv, men også fordi jeg ikke ville passe dem ;

Det er sjovt nok først i en debat som denne jeg er begyndt at tænke på den slags. Jeg har overladt mine børn til mine forældre en del gange, og det er aldrig faldet mig ind at de kunne lide overlast over at mine forældre overtager min rolle, idet jeg overlader børnere i deres ansvar.
Bør det ene ikke følge det andet? Jeg har altid fået unger tilbage i hel stand, og de har snarere været svære at slæbe derfra igen. Måske FORDI mine forældre har vist større indsigt i børnenes væremåde, og været mere konsekvente.
Børn tigger og beder om at få trukket grænser op, bl.a. ved at afprøve grænser.

indlæg, eller var det bare, fordi du klikkede på besvar-knappen, efter at have læst det sidste indlæg, som tilfældigvis er mit?
Jeg kan nemlig ikke rigtig se, at vi er uenige, medmindre du går ind for at slå børn og rette på dem konstant, til de ikke har nogen selvtillid?
At jeg opponerer mod, at min datter 5 min. efter at have mødt min "svigermor" får besked på at rette ryggen, gå ud og rede sit hår, fordi et par tjavser er faldet ud af hestehalen eller får at vide, at "hun er da noget tavs, er det fordi hun ikke kan snakke rent endnu?" (hun var lige blevet 4 på det tidspunkt og talte rent, da hun var 2), det gør vel næppe mit barn til et "curling"-barn eller mig til en overbeskyttende mor? I såfald kan jeg godt leve med det. ;O)
Jeg får nemlig tit nok at vide, at jeg er lidt strikt, når jeg ikke accepterer dårlige manerer hos mit barn, hverken ude eller hjemme. Det er bare med min mor, det har knebet lidt før i tiden. ;O)
Hvis dit indlæg ER et svar på mit, så vær lige rar at læse mine ord igen. Jeg har netop altid fortalt min mor, at det må hun selv styre, for jeg HAR tillid til hende, når det gælder mit barns velvære - dog ville jeg bare ønske, at hun var lidt mere konsekvent. Men jeg indrømmer gerne blankt, at havde jeg ikke tillid, fik hun sørme heller ikke lov at passe hende. Så mon ikke vi er på samme sti, os to? ;O)
Mvh. Deci

Hvis nu barnet på 7 år kommer bagfra og skriger ind i dit øre, så det inde i dit hoved lyder som et tog der kører forbi. Det har jeg prøvet, og sagde til drengen at han var en skide knækt når han gør sådan noget. Det gør forfærdelig ondt bagefter. Der blev faderen gal på mig som bedstefar.Det er umuligt at holde mund, når sådan noget sker så pludselig.
Derfor spørger jeg.

Jeg vil henvise til indlægget læmnge opp på listen som hedder RÅBE

Du skælder ud på barnet, hvis barnet skriger dig lige ind i hovdet.Det er jo dit hovde, som følger der er kørt et tog igennem. Kan forælderne ikke sige fra ja så må bedsteforælderne, barnet skal jo have at vide det var forkert.Men man skal altid gør det kærligt men bestemt. Ikke noget med at slå barnet.

Det kunne jeg ikke komme i tanke om, men faderen er stadig gal på mig, og hans kone " min datter" støtter ham selfølgelig. Sådan skal det også være, men nu er det hele et halvt år gammelt det slider selfølgelig på en bedstefar. Jeg vil nu tage det i " stiv Arm " og så må de jo komme engang, hvis de får lyst, ellers må de jo blive væk. Sådan må det jo være. Det er dem der har valgt, og heldigvis ikke mig.

Da du var offer for "tinitus-angrebet" mener jeg at du var i din fulde ret til at reagere overfor en 7-årig dreng.
Faderen lever til dagligt i den helvedeslarm. Han kan ikke forvente at du stiltiende udsætter dig for hans fejlslagne opdragelse...BASTA

Jeg har selv børn. Og jeg forventer at mine forældre går i rette med dem, hvis de skulle opføre sig som dit barnebarn gjorde. Jeg har taget stilling til det aktuelle tilfælde i et tidligere indlæg.
Det er mig UFORSTÅELIGT at dit barn/svigerbarn mener du forholdt dig forkert i det givne tilfælde.
Og bliver de ikke mere indsigtige, må du printe denne debat ud, og give det til dem!!
Som du kan se, er ALLE på din side.

Tak skal I have alle sammen. Nu har jeg det noget bedre med det. Det lettede at høre fra jer. TAK.

skældt meget højlydt ud, så ja, jeg tror ikke, du kan finde nogen her, der er uenige. Og det er faktisk meget enkelt (at sige, men sværere at føre ud i livet ;O( ).
Hvis barnets forældre IKKE forstår at sætte de grænser, og de ikke kan se, hvor galt det er, at de skælder DIG ud, fordi du ikke finder dig i det, så er der kun en vej, og det er ud af vagten, indtil de har lært det.
Jeg ville sige stille og roligt: Jeg elsker jer, men vil ikke behandles sådan i mit eget hus. Her er det mine regler, der gælder, og kan barnet - og I - ikke forstå det, må I holde jer væk, indtil I kan. Som du selv skriver, det er herefter deres valg, for du har dit på det rene.
Vil bare lige gøre klart, at mit indlæg "Svarer du på mit..." var stilet til personen "ikke endnu", og ikke til dig, ok? ;O)
Håber du løser problemet.
Mvh. Deci

Jeg ser lige, at det allerede er sket for nogen tid siden. Men svaret er stadig nogenlunde det samme. Du har dit på det rene, og de må henvende sig, når de har lært at respektere dine grænser. At give efter for dem løser intet, for som en anden skrev, der er jo ikke noget ved at være sammen med nogen, man konstant bliver irriteret over og sur på.
Bare hold ud, jeg tror, de nok skal komme tilbage. Det er nemlig dem, der taber mest her. ;O)

Hej.
Vil bare lige sige at nu ved jeg jo ikke hvor gamle dine børnebørn er, men du skal passe på med hvor meget du retter på dem. DET ER IKKE DIN OPGAVE AT OPDRAGE DEM, men selvfølgelig hvis de ødelægger noget der er dit, skal du selvfølgelig sige til dem at det er forkert.
Min bedstemor opdrager ikke på mig og har heller aldrig gjort det. Men til gengæld gør hun noget andet meget forfærdeligt.
Hun kan ikke lide at hverken hendes børn eller børnebørn er lidt overvægtige, så hver gang din kniv bare nærmer sig smørbakken når du er alene ude ved hende så kommer der en sårene kommentar som, "er du sikker på at du skal have smør på, det feder og det er jo ikke ligefrem det du har brug for". Det er noget man bliver sure på sine forældre hvis de siger uden grund (og smør er altså virkelig ikke en grund til at kommentere noget, slet ikke i mit tilfælde da det er meget lidt jeg er overvægtig) Men når min bedstemor siger det, bliver jeg rasende. Jeg kan ikke vise hende noget på grund af denne falske facade der er bygget op imellem bedsteforældre og børnebørn om at alt er så godt og perfekt, men jeg besøger hende aldrig alene, og tager heller ikke med mine forældre derud mere, hvis jeg kan finde en undskyldning for at lade være. Syntes bare jeg vil sige det så i tænker over det!
At besøge sine bedsteforældre skal være som en ferie, hvor man bliver forkælet, hører historier fra gamle dage og spiller brætspil. Sådan var det altid da jeg var mindre, indtil hun pludselig begyndte at blive virkelig streng.. og det er ikke kun der, når hun kommer hos os begynder hun at gøre rent og anrette fade til alm. middagsmad fordi det ikke er fint nok til hende.. Når jeg flytter hjemmefra vil jeg nødigt invitere hende, for det er nok at hun dømmer mig fra det hun kender til mig nu, mit liv efter jeg flytter hjemmefra skal hun ikke være en stor del af!
Kan godt være det er led, men en bedstemor skal være en der er hyggelig at besøge, en man glæder sig til at se og et sted hvor man får alle sine livretter og en 20'er til at købe slik ved den lokale købmand for. Syntes ikke det er et gammeldags syn, selvom nogle vil påstå det.
Jeg snakker sjældent med min bedstemor nu og hun bliver aldrig en person jeg vil glæde mig til at besøge mere, jeg vil altid prøve at slippe fri.

det var det med tasten, beklager - jeg er enig med dig

Du har, som hele tiden men specielt nu, min fulde RESPEKT