RIP kære kusine

Ja, så døde min kusine igår. Jeg er tom indeni, fuldstændig tom. Jeg kan ikke få viklet min hjerne rundt om at nu også HUN er borte!
Du vil spørge dig selv om jeg måske overreagerer, overspiller tabet af en kusine? Det ville jeg måske endda selv, hvis det ikke lige havde ramt mig.
For en måned siden døde min nu afdøde kusines mor. Og i januar i år, døde min egen mor. Jeg spørger mig selv hvor mange tab i ens familie man skal kunne bearbejde?
Og oveni alt dette, så døde mine børns moster i maj måned.
Nogen der har et bud på hvordan man skal kunne bearbejde så megen død og sorg uden at blive lettere vanvittig? Min bror og jeg har en evne til at forsvare os mod alt med vores humor. Morbid men nødvendig humor. Min mor fik 3 år mere end min var, så vi blev enige om at vi nu er forældreløse, og fri til adoption. Den form for humor er der ingen udover os to som fatter. Selv vores storebror forstår den ikke. Men vi har alle et værn mod ting som vi ikke fatter.
Jeg ved ikke om dette lægger op til en debat. Og jeg ønsker bestemt ikke at nogle som har en endnu grummere skæbne skal få mig til at føle mig bedre. Det ville heller ikke lykkes.
Mvh, og i dyb sorg....jeres Lagermann

mvh. Haribo-manden

Hej Haribo mand. Jeg er godt med på at du leger lidt med "Lagermann, det smager man", og det har den tiltrængte virkning :-)
Tak for din tanke. Du skulle bare vide hvor godt det gør.
Mvh Lagermann

Livet er f*cking ubarmhjertigt på den front og en historie kommer sjældent.
Jeg håber du kommer videre. Tal med nogen om det. Om ikke andet en professionel...
RIP

Men humor er som Du selv fortæller et af værnene mod at bryde helt sammen i den første periode.
Tørre víttigheder og sjove ting som andre fortæller om afdøde letter tit stemningen ved kaffebordet eller gravøllet lige efter.
Din reaktion er forståelig, det er for meget (mange) på et år.

Hej Henning, og mange tak
Det er ikke denne form for "stimer" man ønsker sig selv eller nogen anden. Normalt kan jeg gøre mig selv...hård/ligeglad for at det ikke skal ramme så hårdt. Men den indestængte sorg er den der vil hævne sig - før eller siden.
Du skal have mange tak for dine flotte ord. De gør godt :-)
Som så mange gange før, bruger jeg min humor. Jeg er en typisk "glasset er halvt fuldt" person. Men nogen må have fundet et sugerør, for jeg synes sgu nok glasset begynder at mangle lidt indhold.
Jeg ønsker dig og dine en skøn weekend.
Mvh Lagermann
PS: er ikke så god til det der med proff. Min lillebror er psykolog, med speciale i sorg bearbejdning og folk som har fået traumer. Så får jeg brug for hjælpen, er den lige ved hånden. Forudsat han ikke erklærer sig inhabil.

Hej der fruppe
Ja, jeg ser det på samme måde. Men som vi er strikket sammen, så finder jeg også at jeg bør tage hensyn til de pårørende. Så jeg vil nok undlade at skubbe min humor forrest ved gravøllet. Vi er jo opdraget til at være så Politisk Korrekte, at vi ikke vil støde nogen. Vi gjorde det dog ved min mors begravelse, men høstede et par uforstående miner.
Ja, det er svært at absorbere så meget indenfor så kort tid. Og som min bror sagde, så kan det ikke undgåes at vi begynder at spørge os selv "hvem blir den næste"? Det nærmer sig godt nok lidt for meget vores egen generation. At min mor og hendes søster gik bort, kan vi bearbejde. De havde levet et fuldt liv. Men det blir sgu hårdt når det er folk som er yngre end os selv, mine børns moster var lige blevet 50år. Hendes egen mor døde som 49 årig. Det har naturligvis udløst lidt af en panik stemning hos mine drenges mor.
Du skal have mange tak for de pæne ord. De gjorde godt. Måske isør fordi jeg respekterer dig og dine holdninger i forvejen :-)
Mvh Lagermann

Kære Lagermann....må jeg som ivrig læser af debatten fra sidelinien og derfor ret anonym, udtrykke min dybe medfølelse for og med dig og din familie. Selv har jeg mistet både min mor og siden min far, og ved hvor ondt den slags tab gør. Dog har jeg læst så mange indlæg fra dig, at jeg ved, at du nok også skal komme over dette. Bær minderne i dit hjerte og lad dem lyse for og glæde dig, de stunder hvor du er trist.
Mange tanker fra Randi

Min kusine var utroligt sjov, en smule naiv, men mest af alt en rigtig god ven. Jeg satte hendes blufærdighed på en meget hård prøve engang. Jeg var vist omkring 7-8år, og hun var teenager.
Som hvert år, var jeg også det år på sommerferie hos hendes forældre. Vi tog til stranden og jeg skulle skifte til tørt tøj efter jeg havde været i vandet. Jeg skiftede til et par shorts, med LYNLÅS! Og, uden at skulle prale mig til noget, så kom noget i klemme da jeg lynede op. Jeg var lammet af smerter, men også af blufærdighed. Alle mine tre kusiner så på hinanden, men det blev min yngste kusine som tog en hurtig beslutning. Hun satte sig på hug foran mig, og forsøgte meget nænsomt at få mig til at slappe af. Og at få mig ud af min prekære situation. Og det lykkedes med røde ansigter og mine tænders gnidsel.
Vi var meget tætte, dengang. Som jeg tog på ferie hos dem, tog de også på ferie hos min familie på vores store landejendom. Det var i august, og ærterne var modne. Min, nu afdøde kusine, og jeg var villige til at plukke ærterne. Jeg lagde mærke til at hun efter en tid fik samme ansigtskulør som ærterne.
Hun måtte få de mange ærter ud, og det på en ubehagelig måde. Da min mor spurgte hvad der var galt, svarede jeg at min kusine havde spist ligeså mange ærter som hun havde puttet i den spand vi skulle fylde. Hun havde ganske enkelt fået for mange vitaminer for hurtigt. Hvis hun nogensinde skulle plukke ærter igen, måtte hun love at hun ville fløjte for at undgå at der kom ligeså mange ærter i hendes mave, som der kom i spanden.
Det er en velsignelse at disse minder vælder frem.
Mvh Lagermann

Tak for dine smukke ord Randi.
Jeg håber at du har ret i din antagelse. Synes måske nok det bliver en smule sværere efter hver bortgang.
Det gør mig ondt at du har måttet opleve noget lignende. For hver person vi mister, mister vi en smule af os selv. Og især at miste vore forældre gør ondt.
Det er da også mest de efterladtes sorg jeg må kæmpe med. Hun fik først i en sen alder sin datter, som nu er sidst i 20erne. Hun er SÅ umådeligt smuk og blid, at jeg har svært ved at tro at hun undgår at blive ramt meget hårdt af tabet. Ikke at den slags har noget med udseendet at gøre.
Min kusine var guld. Sjovt nok bevæger mine tanker sig omkring det at hendes mor, som jo gik bort for en måned siden, ikke skulle opleve at miste sit barn først.
Mange tak for dine smukke ord Randi. Du kan ikke vide hvor godt de gør. Og jeg håber du får ret i at alt det her ikke vil lægge en dæmper på den jeg plejer at være.
Mvh, og ønsket om en skøn weekend for dig og dine....Lagermann

At miste er ikke sjovt, så modtag min dybeste medfølelse.
Ikke noget med Forza i dag
Hav det efter omstændighederne godt

Hejsa Sylvia
Jeg føler mig en kende misforstået, da jeg ikke hader FCK. Det er ikke min favoritklub, men jeg evner ikke at hade et fodboldhold. Det ville gøre fodbold vigtigere end andre ting som jeg prioriterer højere.
Jeg takker dig for dine smukke ord, og du viser at du kan sætte dig udover fodbolden. Indrømmet, det er verdens næstbedste tidsfordriv.
Tak, jeg har det efter omstændighederne ganske godt. Det som beskæftiger mig lige nu, er at se de sønderknuste efterladte i øjnene. Det bliver hårdt, men det skylder jeg min kusine og hendes søstre samt familie.
Mange tak Sylvia
Mvh Lagermann

Jeg kan ikke trøste dig, men alligevel, jeg har stort set ingen familie mere og som sådan ingen at miste heller....måske lige min søs og datter,,det ville gøre ondt på mig.
Min X....elskede jeg meget engang, hun er for et par år siden blevet opereret for brystkræft og har netop fået tilbagefald...!
Så at miste, det kender vi alle vist, ofte tænker jeg på at dem der stadig har noget at miste, dog er bedre stillet end mig.
Med medføelse og forståelse.
Lars

Hejsa
Ja, jeg ved at jeg ikke står alene i den situation. Du har så sandelig også dit at kæmpe med. Men når nogen spørger mig "Hvorfor er DINE problemer altid større en alle andres"?, så plejer jeg at svare "Fordi de er MINE!". Jeg tror der findes tidspunkter hvor det ikke er en udyd at være selvisk. Og jeg er da i dette tilfælde også mest af alt selvisk på andres vegne, nemlig mine kusines efterladte.
Det gør mig dog på ingen måde blind overfor at også andre har deres kors at bære. Synes måske nok at "Manden med leen" kunne tage en timeout. I 20-30år f.eks??
Mvh, og tak for dine ord.....Lagermann

Kunne vi ikke smide ham i en burka? de er så populære i disse tider og i en sådan, er hans muligheder for at skade andre ikke væsentlig...😉
Lars

Det billede som jeg har i hovedet, ikke noget kønt billede, så er han faktisk meget tæt på at være totalt dækket til. Om med eller uden burka, så gider jeg ham sgu ikke.
Mvh L

Enig... vi udviser ham.

Har selv stået i din situation Så mange gange, at jeg snart ikke har tal på det mere..
Som jeg siger, har mere familie under end over jorden 🙁
Desværre har jeg intet bud på hvordan du kommer videre, ved bare med sikkerhed det sker..
Kan huske dengang jeg mistede min ældste søn..han blev 6 år..at opdage verden stadig eksisterede, bilerne kørte, solen skinnede..det var et chok..
Men efter den tid ved jeg, uanset hvad, at Jeg overlever..
Så mit umiddelbare råd er..tro på livet..du får ikke en chance til..
Et trøstende kram [l]
Anette

Hej Anette
Nu er jeg lidt tabt for ord, og det sker ikke så ofte :-) Det gør mig uendeligt ondt med din søn, jeg synes ikke at ens børn skal "gå" før en selv.
Det er svært, som i dit tilfælde, at man indser at det kan ramme alle. Vi er ikke herrer over den side af livet, for døden er en del af livet. Og heldigvis er vi ikke herrer over det. Som jeg har sagt, er det ikke så meget mig selv jeg tænker på, men de efterladte. Især dattere, men også mine to andre kusiner- hendes søstre, som jo lige havde mistet deres mor.
Men i al fald, mange tak for dine ord. Tak for din åbenhed.
Måtte du have en fortsat god weekend.
Mvh Lagermann, unlogged

and show the brave.
Hej Lagermans
Vi kan bare ikke vælge livet, elle hvordan livet udfordrer en.
Jeg tror at dit hjerte styrer din hjerne, og tak for det, verden vil være fattig uden personer som dig.
Vis verden hvor sårbar du er, og lad sår hele dig.
Jeg har lidt musik til dig
http://www.youtube.com/watch?v=H7vaYOIKWYY&feature=related
Klaus

Jeg har en rigtig god veninde, som også har lidt en ret hård skæbne.
Hun er vokset op i et andet land og havde kun kontakt til sin mor og et andet familiemedlem. Af private årsager var hun kun tæt på de to.
Da hun er i start 20´erne dør moderen. Året efter dør det andet familiemedlem. Hun har ingen søskende. I mellemtiden dør en af vores venner.
Life sucks.
Men hun er heldig at have fået en god professionel hjælp, som hun så stadig benytter.
Hun har fundet en sød kæreste og det hele skal nok lykkes for hende, men det er en tidlig alder at opleve så meget sorg og tab i.
Jeg sender dig alle de bedste tanker og har bestemt også på mig selv oplevet, at der ingen retfærdighed er til i livet. Desværre. Ikke desto mindre er jeg stadig glad for mit liv, på de præmisser der nu er givet🙂

Jeg ønsker jer alt det bedste og ær ikke blege for at søg professionel hjælp, hvis i føler jeres hoveder er ved at eksplodere🙂
Mange varme kram herfra🙂

Hejsa Louise
Mange tak for dine varme ord. Alle har I været så søde, og I skulle bare vide hvor godt det gør at høre fra jer. Jeg ved godt at vi ikke kender hinanden. Men alene det at vildtfremmede gider at bruge tid på at skrive søde indlæg til mig, det er uvurderligt.
Louise...det din veninde har oplevet, det er en virkeligt hård skæbne. Modsat hende, er jeg i 50erne. Det gør naturligvis lige ondt hver gang, men jeg har nok fået en vis form for hård hud på sjælen.
Det er langt sværere når man er ung. Og en 20¨årig bør ikke skulle igennem så traumatiserende oplevelser.
Og ja, vi bør være glade for livet. Det er trods alt det eneste vi har, og det bedste. Og selvom det ser sort ud til tider, så er der så mange ting som kan få os til at glemme sorgen for et øjeblik.
Idag var der en familie med et lille barn på den lokale gågade. Det lille barn så direkte på mig, og sendte mig der mest utrolige - tandløse - smil. Solen gik op, og jeg kunne ikke andet end smile retur. Mere skal der ikke til. Og et barns smil er utroligt.
Mange tak Louise, ha en fortsat god sommer :-)
Mvh Lagermann, som sender krams til dig også.