Råd søges straks(evt spark i rumpi)
Jeg skrevet før ang et "elskovsforhol" jeg haft kørende med denne mand...
Jeg droppede så ud af det, da jeg kunne mørke at følelserne begyndte at blive for store for ham, jeg ku mærke også omvendt, men han ku ikke vedkende det..
Vi taler så ikke sammen en månede, og får så en lang god snak i telefonen, og han siger at han kunne ikke drømme om at være sammmen med nogen andre.
Jeg bliver så syg, og han prøver at lokke mig ind til ham, men han bor en halv times kørsel fra mig, og magtede ikke at drøne syg afsted.... Nå men han spørger så om vi kan lave en aftale, hvilket vi så gør. Jeg hører så ik noget fra ham, og kontakter ham heller ikke selv..
Så her til aften spørger han om jeg kommer og besøger ham, men jeg har en nagende fornemmelse, der siger mig at noget ikke er som det skal være, og ganske rigtigt, ham og hans fætter score så en i byen, fætteren har en køreste i forvejen (kender ingen af dem) og har så en 3kant med hende... Hvor klamt er det lige??? Eller er det normalt for mænd???
Jeg syntes simpelthen jeg er blevet trådt på, og er så rasende, gal, frustreret og ked af det.... Han ringer mig op, jeg sviner ham til, for jeg syntes det er så krænkende.
Nå men vi får talt lidt sammen, og han siger så at hvis jeg vil ses igen er det op til mig, da jeg jo har kaldt ham alverdens skælds ord, og jeg siger, nej det er sgu dig der skal bevise dit venskab...
Det skal lige siges, at han har hele tiden sagt at han kan ikke kæresteri, men vil alligevel ik være sammen med andre end mig...
Og her til spørgsmålet, han spurgt om han skulle komme forbi i morgen så vi kan snakke, jeg har sagt ja, men hvor maschokistisk (eller hvordan det staves) er det ikke lige, jeg er fyldt med kaos, og alligevel tomhed... Kære sol folk help me out here
Jeg droppede så ud af det, da jeg kunne mørke at følelserne begyndte at blive for store for ham, jeg ku mærke også omvendt, men han ku ikke vedkende det..
Vi taler så ikke sammen en månede, og får så en lang god snak i telefonen, og han siger at han kunne ikke drømme om at være sammmen med nogen andre.
Jeg bliver så syg, og han prøver at lokke mig ind til ham, men han bor en halv times kørsel fra mig, og magtede ikke at drøne syg afsted.... Nå men han spørger så om vi kan lave en aftale, hvilket vi så gør. Jeg hører så ik noget fra ham, og kontakter ham heller ikke selv..
Så her til aften spørger han om jeg kommer og besøger ham, men jeg har en nagende fornemmelse, der siger mig at noget ikke er som det skal være, og ganske rigtigt, ham og hans fætter score så en i byen, fætteren har en køreste i forvejen (kender ingen af dem) og har så en 3kant med hende... Hvor klamt er det lige??? Eller er det normalt for mænd???
Jeg syntes simpelthen jeg er blevet trådt på, og er så rasende, gal, frustreret og ked af det.... Han ringer mig op, jeg sviner ham til, for jeg syntes det er så krænkende.
Nå men vi får talt lidt sammen, og han siger så at hvis jeg vil ses igen er det op til mig, da jeg jo har kaldt ham alverdens skælds ord, og jeg siger, nej det er sgu dig der skal bevise dit venskab...
Det skal lige siges, at han har hele tiden sagt at han kan ikke kæresteri, men vil alligevel ik være sammen med andre end mig...
Og her til spørgsmålet, han spurgt om han skulle komme forbi i morgen så vi kan snakke, jeg har sagt ja, men hvor maschokistisk (eller hvordan det staves) er det ikke lige, jeg er fyldt med kaos, og alligevel tomhed... Kære sol folk help me out here