sammenbragt familie
Har nu givet mit sennep til alle forskellige debatter og skal nu høre jeres mening om mit problem.
Skal lige fortælle lidt længere tilbage, så i forstår situationen.
Min mand og mig mødtes for ca 12 år siden, hvor han havde en 5 årig datter fra et tidligere ægteskab og jeg havde en 1 årig søn fra en beruset engangsknald med min bedste ven (godt nok flov). Faren til min søn og jeg har aldrig været forelsket i hinanden, men bedste venner siden dagplejen. Og da jeg opdaget graviditeten, besluttet vi os ikke til at gøre som alle forventet, men blive ved med at være venner og prøve i fællesskab til at gøre det bedste vi kan. Vi var oven i købet så opsat på det, at vi underskrev en pagt, hvor vi aftalt at ligegyldig hvad der sker, hvem vi gifter os med eller lign, så holder vi jul i fællesskab på skift. (pagten indeholder en masse detaljer, som jeg ikke ville uddybe) Jeg kom så med min nuværende mand til Danmark (efter han mødte faren til sønnen og godkendte pagten) og siden har vi holdt jul hver anden år hos os, hvor så sønnens far kommer her samt sin kone og to døtrer og bo i sommerhus her i nærheden, ja og vi inkl vores to fælles børn drager af sted derover hver anden år, hvor vi bor hos dem over jul og nytår. Desuden tager min søn et par gang om året alene afsted til at se sin far og nogen gang kan de godt finde på at lige smutte forbi Danmark. Nu synes i nok, det må være perfekte, at har det sådan og ingen skænderier omkring barnet, selv om forholdet er måske lige lidt skøre i jeres øjne, så fungerer det fint, nok fordi der er ingen kærlighedsfølelser involveret. Nu til min problem: min søns ønske til jul og fødselsdag sidste år var at være sammen med sin far lidt alene (uden tøssefnis og lyserød hårbånd), ja og det har hans far og bonusmor jo så givet ham som kombi jule-fødselsdagsgave, de to skal på motorcykelcamping i en uge alene. Han fik så af os som gave noget penge så han havde også lommepenge med. Lyder stædigvæk fint.... MEN min mands ekskone har det for a vide af hendes datter og mener helt bestemt, at deres datter skal også have en rejse alene med sin far, uden små søskende og mig. Hun har forstillet sig, at min mand skal tage hende på en uges shoppingtur til NewYork eller London... Det mener vi jo ikke, vores argument er at hun har jo chancen for at se sin far når hun føler det. Vi vil gerne tilbringe vores lidt fritid sammen med ALLE vores børn Min søns far har ikke chancen at være del af sønnens daglig dag. Min søn har ikke chancen og være lidt hos far når han føler det. Desuden argumenteret vi med, at sådan en shoppingtur er altså ikke lige lagt ind i vores budget. Det er hun koldt i r.... med, hun bliver bare ved, datteren har også sagt at det kunne hun godt tænke sig, men hvilken 17 årig kunne ikke. Efterhånden tørre vi ikke at tage telefonen mere, fordi vi ved hvad der venter os. Vi er bange, at hvis vi nægter, så skal hun nok fortælle pigebarnet, at hendes far ikke gider bruge sin tid eller penge på hende. Vi har en o.k. økonomi og hun får der også altid lidt ekstra og lidt mere ekstra, når hun skal noget bestemt. Der har ikke været en måned i alle de år, hvor moren skulle rende efter sin børnebidrag eller andet, hvor jeg tværimod ikke altid har fået, da sønnens far studeret, og det er jo måske også derfor han er lidt mere forkælet af sin far i dag.
Vi trænger virkelig til en objektiv mening, fordi vi kan ikke se helt klart hvad der er rimelig eller urimelig. Forresten vil en shoppingtur være et nightmare for min mand, idet hvis den skal vare mere end 33 min (hans gennemsnitstid til at købe julegaver til familien) Glader mig at høre jeres mening
Skal lige fortælle lidt længere tilbage, så i forstår situationen.
Min mand og mig mødtes for ca 12 år siden, hvor han havde en 5 årig datter fra et tidligere ægteskab og jeg havde en 1 årig søn fra en beruset engangsknald med min bedste ven (godt nok flov). Faren til min søn og jeg har aldrig været forelsket i hinanden, men bedste venner siden dagplejen. Og da jeg opdaget graviditeten, besluttet vi os ikke til at gøre som alle forventet, men blive ved med at være venner og prøve i fællesskab til at gøre det bedste vi kan. Vi var oven i købet så opsat på det, at vi underskrev en pagt, hvor vi aftalt at ligegyldig hvad der sker, hvem vi gifter os med eller lign, så holder vi jul i fællesskab på skift. (pagten indeholder en masse detaljer, som jeg ikke ville uddybe) Jeg kom så med min nuværende mand til Danmark (efter han mødte faren til sønnen og godkendte pagten) og siden har vi holdt jul hver anden år hos os, hvor så sønnens far kommer her samt sin kone og to døtrer og bo i sommerhus her i nærheden, ja og vi inkl vores to fælles børn drager af sted derover hver anden år, hvor vi bor hos dem over jul og nytår. Desuden tager min søn et par gang om året alene afsted til at se sin far og nogen gang kan de godt finde på at lige smutte forbi Danmark. Nu synes i nok, det må være perfekte, at har det sådan og ingen skænderier omkring barnet, selv om forholdet er måske lige lidt skøre i jeres øjne, så fungerer det fint, nok fordi der er ingen kærlighedsfølelser involveret. Nu til min problem: min søns ønske til jul og fødselsdag sidste år var at være sammen med sin far lidt alene (uden tøssefnis og lyserød hårbånd), ja og det har hans far og bonusmor jo så givet ham som kombi jule-fødselsdagsgave, de to skal på motorcykelcamping i en uge alene. Han fik så af os som gave noget penge så han havde også lommepenge med. Lyder stædigvæk fint.... MEN min mands ekskone har det for a vide af hendes datter og mener helt bestemt, at deres datter skal også have en rejse alene med sin far, uden små søskende og mig. Hun har forstillet sig, at min mand skal tage hende på en uges shoppingtur til NewYork eller London... Det mener vi jo ikke, vores argument er at hun har jo chancen for at se sin far når hun føler det. Vi vil gerne tilbringe vores lidt fritid sammen med ALLE vores børn Min søns far har ikke chancen at være del af sønnens daglig dag. Min søn har ikke chancen og være lidt hos far når han føler det. Desuden argumenteret vi med, at sådan en shoppingtur er altså ikke lige lagt ind i vores budget. Det er hun koldt i r.... med, hun bliver bare ved, datteren har også sagt at det kunne hun godt tænke sig, men hvilken 17 årig kunne ikke. Efterhånden tørre vi ikke at tage telefonen mere, fordi vi ved hvad der venter os. Vi er bange, at hvis vi nægter, så skal hun nok fortælle pigebarnet, at hendes far ikke gider bruge sin tid eller penge på hende. Vi har en o.k. økonomi og hun får der også altid lidt ekstra og lidt mere ekstra, når hun skal noget bestemt. Der har ikke været en måned i alle de år, hvor moren skulle rende efter sin børnebidrag eller andet, hvor jeg tværimod ikke altid har fået, da sønnens far studeret, og det er jo måske også derfor han er lidt mere forkælet af sin far i dag.
Vi trænger virkelig til en objektiv mening, fordi vi kan ikke se helt klart hvad der er rimelig eller urimelig. Forresten vil en shoppingtur være et nightmare for min mand, idet hvis den skal vare mere end 33 min (hans gennemsnitstid til at købe julegaver til familien) Glader mig at høre jeres mening