samværsproblemer og psykisk terror...?

Jeg står i krise i forhold til mit barns far.. Han er truende og konstant løgnagtig, humørsvingende og er derfor helt utilregnelig mm.
Er der nogen der har erfaringer med hvordan jeg kan takle en mand som i den grad gør hvad han kan for at ødelægge mit liv,,,❓jeg forsøger at appelere til hans smavittighed og forståelse af hvad det er han gør og som indirekte også gør skade på vores barn... men ingen positiv respons.. tværtimod..
Vi har kun kontakt over sms og mobil når det kræves i forhold til barn.
venligst den desperate mor.

Kære du
Det er en møgkedelig situation du står i!
Mit bedste råd til dig vil være at undlade at forsøge at appelere ti dit barns far (det bestyrker ham jo kun i, at han sårer DIG, som han tilsyneladende ønsker) , sætte kommunikation med ham ned på et minimum (e-mails, da disse kan bruges som bevismateriale såfremt det bliver nødvendigt ved senere lejlighed og KUN emails), samt at printe hver enkelt email, du får fra ham og have en sort sprittusch ved hånden, når du læser hans mail.
Definer PRÆCIS hvad du SKAL forholde dig til i hans mails, og streg resten ud (som formentlig alligevel kun er skrevet i forsøg på at ramme dig emotionelt).
Undlad at gå i fælden "Diskuter dine fohold med barn eller barns far".
Forsøg at blot nikke til hvad barnet fortæller efter samvær - lyt aktivt - men deltag IKKE, forsvar IKKE barnets far og tal ej heller nedsættende om ham.
Du kan ikke kontrollere barnets far og hans aktioner - du kan KUN forsøge at opveje med din egen fornuftige adfærd!
Såfremt i har fælles forældremyndighed, kan far's adfærd (såfremt du ønsker at gå den vej) være afgørende for at forældremyndighed ikke længere tilfalder ham - endvidere kan du søge mægling gennem statsforvaltning, der kan forsøge at hjælpe.
Kh
hende der smiler

hej kære dig :-) lad mig starte med at sige at jeg føler med dig, og det en rigtig hård situation du står i. Jeg giver den tidligere debatør ret hav kun kontakt med ham via email aldrig tlf eller personligt. Ring til statsamtet forklar dem situationen. Jeg må indrømme det er lidt svært at råde når jeg ikke kender omfanget af din ex trusler og hvordan situationen sådan reelt forgår? Hvordan tager din datter skade af det m.m. Er han så uberegnelig at han kunne blive truende overfor din datter hvis du stoppede al kontakt o.s.v. Der er mange ubesvaret spørgsmål før jeg 100% ville kunne give et "helt" råd. knus herfra med håb om alt godt for dig og din datter :-).

Hov hov.
Som kom "enlig-mor som hader sin ex-debatten" lige op igen.
At hun kalder ham psykisk ustabil, uberegnelig og alt mulig andet, betyder altså ikke at han ER DET før en evt psykiater har kigget på det.
Jeg er selv i en lign situation. Min eks mener at jeg er så "lam i låget" at hun nægter at udlevere mit barn til samvær og ofte afviser hvis jeg fx foreslår at besøge hende. Jeg mener så nogenlunde det samme om hende - at hun selv skader sin datter fordi hun ikke lader hende se sin far.
Og jeg tør vædde på at selv hvis jeg gik til statsforvaltningen for gennemtvinge en "samværs-ordning" eller hvad det nu hedder, så ville hun ikke udlevere hende alligevel.
Så kunne politiet komme på tale, men så er jeg ret sikker på at hvis vi ikke var uvenner før så er vi det i al fald nu ;)
Jo du kan såmænd godt nøjes med kontakt pr mail som du foreslår, men så er det satme også vigtigt at du svarer på den, for ellers er han pludselig bange for at der er sket en form for ulykke, siden hverken telefoner, smsér eller emails- besvares, og så er du først sikker på at blive kimet ned.
Og nej det hjælper ikke meget at skifte telefonnummer, der forsinker ham måske lidt, men han skal nok finde frem til det nye (internettet kan mange ting!).
Og hvis han truer dig, eller barnet på livet eller noget sådan direkte, så ringer du naturligvis bare til politiet...

Kære Anonym
Hvor får du "enlig-mor som hader sin ex-debatten" fra?
Blot fordi DU er i en møgtrist situation, er det jo ikke ensbetydende med at det her er moderen, der er galt på den, vel? 😉
I DIN specifikke situation - Hvad vil du sige til din datter, når hun bliver ældre, og spørger dig, hvorfor hun ikke så dig mere? Kan du med ren samvittighed sige at du kæmpede for hende?
Der er en frygteligt fin balance mellem at gøre alt hvad man kan for at deltage i sine børns liv - og (når der nu ER tale om et anspændt forhold mellem forældrene) at bære ved til bålet, ved at kæmpe for at have samvær. (Hvis i allerede er uvenner, dit barns mor og du, hvilken skade vil det så gøre, at du kæmper for at se din datter?)
For at komme tilbage til udgangspunkt: Hvis debattøren, der opretter tråden, har opfattelse af, at verden ser ud som h*n beskriver, hvorfor så stille spørgsmålstegn derved? Hvorfor ikke tage det som pålydende og råde udfra det udgangspunkt?
Jeg kan samtidig LOVE dig, at der er ufatteligt mange af disse historier, der er særdeles reelle og mange forældre, der gør ALT hvad de kan for at gøre hinanden livet surt - meget trist statistik! I øvrigt hjælper det ike at tilkalde politiet ved trusler, medmindre du kan BEVISE truslerne gentagne gange (Derfor mail 😉 ). Først derefter vil Politiet agere på det, og muligvis kun med en løftet pegefinger til den truende!

Hvor får du "enlig-mor som hader sin ex-debatten" fra?
Ikke noget bestemt sted fra. Men de fleste af os kender vidst til mere eller mindre tragisk historier om mødre og fædre som bliver skilt eller slår op og skændes helt vildt og blodig bag efter... Jeg kender i al fald til mange - ikke kun fra mig selv... Men der er RIGTIG MANGE kvinder som har det svært med deres ex-mænd eller deres ex-kærester, og ikke forstår at uanset hvad så er manden ligeså meget far til barnet som hun er mor til barnet. Desværre ender barnet som regel altid i en klemme i konflikten...
Blot fordi DU er i en møgtrist situation, er det jo ikke ensbetydende med at det her er moderen, der er galt på den, vel? 😉
Nej og det på står jeg da heller ikke. Men der er ALTID 2 sider af en sag. Hun kan sagtens mene at jeg er "lam i låget, og på ingen måder bør have omgang med børn" - men jeg kan jo mene det samme om hende... I denne sag kunne det være interessant at se på hvordan manden vil beskrive "sagerne"... Og så lave noget krydsreference på hvem der overdriver og hvem som har sandheden på sin side...
I DIN specifikke situation - Hvad vil du sige til din datter, når hun bliver ældre, og spørger dig, hvorfor hun ikke så dig mere? Kan du med ren samvittighed sige at du kæmpede for hende?
Ja jeg vil i al fald påstå at jeg har "kæmpet" alt hvad der fysisk stod i min magt for hende. Og jeg gør det stadig, fx sender hende gaver og sådan noget, og når/hvis hun en dag spørger hvorfor hun ikke "så mig mere"... så er jeg nødt til at henvise hende til hendes mor for det må hun have en forklaring på.
Jeg kan jo fx ikke bryde ind i et privat hjem for at kræve at se min datter hvis døren er låst. Så er jeg indbrudstyv - ikke en dedikeret far...
Jeg kan heller ikke tvinge moren til at tage sin telefon, det eneste jeg kan er at forsøge at sende hende penge, eller gave som fx en ny skoletaske eller en spillemaskine til jul.

Der er en frygteligt fin balance mellem at gøre alt hvad man kan for at deltage i sine børns liv - og (når der nu ER tale om et anspændt forhold mellem forældrene) at bære ved til bålet, ved at kæmpe for at have samvær. (Hvis i allerede er uvenner, dit barns mor og du, hvilken skade vil det så gøre, at du kæmper for at se din datter?)
Vi er sådan set heller ikke "uvenner" Vi kan da tale sammen endnu, men kærester er vi på ingen måde... Nogen gange pisser hun mig af (fx ved at love at sende en SMS og så bare er væk i 2 døgn) og nogen gange pisser jeg hende af, ved at pisse dirkete tilbage og ignorere hendes SMS når den så endelig dukker op... Vi er nærmest "eksperter" i at "pisse på hinanden" tror jeg. Måske også derfor det var sundt at komme sådan fysisk på afstand fra hinanden - bare sådan rent geografisk...
Et andet eksempel er fx at jeg købte en bil til dem, alene af den grund at så kunne de besøge mig (ingen offentlig transport i nærheden) og ellers bruge den som det passede dem når de ikke lige er på besøg hos mig. MOD at de altså selv fylder på til benzin forsikringer og reparationer og alle andre udgifter man har med en bil.
Så tror de gudhjælpe mig alligevel at de kan sende bilen på et tilfældigt værksted til 800 kr i timen og beordre alt mulig lavet på den, helt uden at tale mig om det først, og alligvel forvente at jeg skal dække 25% af udgiften.
Så godt spiller klaveret heller ikke😉Så kan jeg jo lige så godt bestille en taxa til de småting jeg skal have kørt ;)
Men det er sådan nogle ting vi kan være uenige om...
For at komme tilbage til udgangspunkt: Hvis debattøren, der opretter tråden, har opfattelse af, at verden ser ud som h*n beskriver, hvorfor så stille spørgsmålstegn derved? Hvorfor ikke tage det som pålydende og råde udfra det udgangspunkt?
Jeg kan samtidig LOVE dig, at der er ufatteligt mange af disse historier, der er særdeles reelle og mange forældre, der gør ALT hvad de kan for at gøre hinanden livet surt - meget trist statistik! I øvrigt hjælper det ike at tilkalde politiet ved trusler, medmindre du kan BEVISE truslerne gentagne gange (Derfor mail 😉 ). Først derefter vil Politiet agere på det, og muligvis kun med en løftet pegefinger til den truende![/quote]
Jovist. Der er uhyggeligt mange mere eller mindre triste historier hvor lidt samarbejdsvilje ville have hjulpet en del. Politiet så som regel ikke en del af dem, med mindre der er tydelige tegn på fysisk vold - og hustruvold handler altså ikke altid om at manden slår konen - det kan lige så godt være omvendt.... ;/

Kære Anonym
Læg mærke til at jeg i mit svar til dig ikke een eneste gang har lagt vægt på "Han" eller "Hun". Altså erkender jeg, at mand og kvinde kan være lige gode om at skabe konflikt 😉
At mange KVINDER har det svært med deres barn's far KAN jo skyldes, at det stadig som oftest er moderen der bærer hovedansvaret for barnets videre liv - og mor og far kan have så forskellige holdninger om hvad der er en god mor og hvad der er en god far! Der er ALTID 2 sider af en sag men i sidste ende, er det vist børnenes mening der tæller, ik? 🙂
Jeg synes at du er i en møgtrist situation - virkelig! Og nej, du hverken kan eller skal tvinge noget igennem - men du må jo bruge de instanser der er oprettet til det samme!
Så vidt jeg kan "høre", er der vist en del uafsluttede aftaler mellem dig og dit barns mor?
Pænt af dig at give dem en bil! Men bilen's videre liv burde vist have været aftalt fra start ..... Du gav dem en bil, fordi du flyttede langt væk - slutter jeg mig til (korriger venligst hvis jeg misforstår) - det gjorde du vel også vel vidende at hvis du flyttede LANGT væk, ville alle udgifter ifm transport til samvær blive dig pålagt?
Selvfølgelig skal barnets mor ikke bare sende bilen på værksted og sende dig regningen uden forudgående aftale - hvad der er baggrund herfor kan jeg ikke svare på, istedet kan jeg opfordre til, at forældre der indgår den slags aftaler, sørger for at have lavet en skriftlig aftale, der dækker ansvar for forløb og hvad der kan gå galt.

Skidt for sig og snot for sig - Bilen har i og for sig INTET med din datter at gøre! Og det er HENDE der bør være fokus på! Når hun senere spørger, og du blot sender hende tilbage til mor, vil du gøre hende til fysisk kastebold mellem jer - er det fair?
Desuden er det min fornemmelse, at i mangler at have lavet en fast samværsaftale. Så længe den ikke er lavet, har du ikke reelt "ret" til noget som helst! Og tager du ikke initiativ til at den laves, er det lidt svært for mig at se, at du reelt GØR noget for at have din datter mere - det er for nemt kun at brokke sig og ikke agere 😉

Hej ja mænd og kvinder kan være vildt gode til at skabe konflikter - som om de snakker hvert sit sprog - selvom det hele er på rigsdansk ;)
Jo som reglen er det moren som kommer til at stå med den "daglige pleje" af barnet - fordi hun har sørget for at manden ikke mere har forældremyndighed og i øvrigt er uønsket i hendes hjem... Så er det sgu svært at stille ret meget op som far, andet end hvad man kan sende med posten eller indbetale på en børneopsparing...
Vi havde aftalt det hele fra start omkring bilen. Desværre satte vi det ikke på skrift men mundtligt.
For jeg mente at have aftalt "Ja jeg kan godt se at det er MIG og ikke JER som er flyttet væk, så hvis i skal kunne besøge mig en en bil nødvendig". Derfor tilbød jeg at betale for selve bilen, men ikke for forsikringer reparationer, synsgebyr og alt muligt andet.
Og så ville det i øvrigt lette deres hverdag gevaldigt når de ikke lige besøgte mig - så de ikke var afhængige af cykel eller tog... Det kan være ret omstændigt med en masse småbørn i familien (der er 4 i alt under 18 i alderen 2 til 16)
Derfor betaler jeg da også typisk 50-100 kr hver gang de besøger mig, hvilket fint dækker benzinen - og lidt til.
Og jo bilen letter også min datters hverdag, så lidt har det med hinanden at gøre...
Og nej jeg har slet ikke lyst til at gøre hende til "kastebold". Men det må være moren som har svaret på hvorfor jeg er uønsket i hendes hjem (og det er altså ikke fordi jeg overrender hende i tide og utide) men blot "slår vejen forbi" hvis jeg alligevel af en eller anden grund er i den by de bor i...
Jeg ved ganske enkelt ikke hvad jeg skulle svare hende hvis jeg nogensinde fik spørgsmålet "hvorfor så jeg dig ikke mere"...? Aner det ikke!
Men gode forslag modtages med kyshånd ;)
Ja jeg kunne da godt "hidse mig vildt op" og starte sager i statsamtet og hvad det nu hedder alt sammen. Men så er jeg ret sikker på at kommunikationen mellem mig og moren for alvor er ødelagt bagefter...
Du kan så kalde mig konfliktsky, men jeg vil hellere være på talefod med moren, end risikere at hun trækker sig helt og aldeles, lukker telefonerne og alt muligt.
Og så kan det have noget med at gøre at det sted jeg bor, absolut ikke er børne-egnet. Pladsen er for lille, der er for lidt plads, ingen legepladser i miles omkreds, og så er jeg lidt af et "rodehoved". Hun ville altså ikke kunne overnatte her alligevel - der er ikke fysisk plads til en seng - ikke engang til mig selv.
Men jeg vil da alligevel mene at jeg burde have lov at besøge hende hos moren så... altså såfremt de er hjemme... og det er de som regel bag en låst dør...!
Desværre ender min datter jo så som en slags "kastebold". Og bare jeg kunne gøre noget ved det.
Jeg tør slet ikke tænke på situationen hvis moren skulle gå hen og finde sig en ny kæreste, hvilket hun jo har lov til, men så bliver "situationen" først helt "skør"...
Og jo du har ret i at der er mange uafsluttede samtaler... men hun er mindst ligeså konfliktsky som mig... Hvis jeg endelig får fat i hende i telefonen og bringer et "alvorligt emne" på banen, så står hun i Netto og siger jeg kan ringe senere.
Når jeg så ringer senere har hun fået besøg og skal tale med ham/hende og beder mig vente 30 min. Så prøver jeg der, så taler hun med sin mor - vent 30 min mere - så spiser hun - vent 30 mere - så bader hun barn - vent 30 mere - så taler hun med sin mor - vent 30 mere - så skal barnet puttes - vente 30 mere - det kan åbenbart tage hende 3-5 dage overhovedet at finde 5 min hvor hun kan tale i telefon, og når det sker så afbryder hun i "utide", og inden man overhovedet får talt om det man ville.
Det giver naturligvis mig en dyr telefonregning at skulle ringe 20-30 gange for overhovedet at få hul igennem...
Jeg har så flere gange forsøgt at sende hende e-mails - så kan hun læse dem i ro og mag når hun selv mener at have tid... men hun svarer ikke...!

jeg takker for råd og vejledning,, og ja det er også sådan jeg er begyndt at gribe sagen an,,, ikke at reagere da han derved har mindre at gøre med i forhold til at kunne ramme mig følelsesmæssigt, og økonomisk. Statsforvaltningen har jeg abosolut ingen tillid til og ønsker ikke samværs aftale da mit barns far er professer i at få tingene/sagen til at falde ud til hans side og få andre til at føle skyld og få dårlig samvittighed, ved at manipulere og lyve om egen situation, kunnen og formåen,,, det er håbløst og jeg ved hvor dygtig han kan være for at smigre sig ind der hvor han vil søge positiv respons,,, det har jeg svært ved at tro på de i statsforvaltningen kan gennemskue ved en samtale el. 2.. desuden siger han ofte også,, "JAJA selvfølgelig" og så gør, siger og handler han alligevel fuldstændigt modsat, og jeg ved pr. erfaring nu jo, og desværre alt for sent, at det tager tid og over en længere periode før man begynder at se og opfange spillet, løgnene og se igennen den til tider høflige, venlige smilende" Jeg-skal-nok være-der attityde" .. løgne som han vel i og for sig, bilder sig ind er den reelle virkelighed,,, men så fjern fra alle andres,,, og jo, jeg mistænker ham uden at kunne stille diagnoser el. lign, at om ik andet end at have trak fra psykopaten,,, og det er rigtig svært at have sådan en maskine tæt på, når han givetvis er af den mening at det er mig der har ødelagt hans liv og drøm om familie,,, men hvordan kan kan elske el. bare holde af et andet menneske når dette menneske eksistens er baseret på en løgn,,, og løgn igen for at dække over alle de andre løgne,,,❓jeg har ihvertfald opgivet at nå ham, og i mine øje er han et barn man ik kan nå,,, og det værste er at han trods opfordringer fra andre end mig, handler og modsætter sig ansvarlig opførsel over for vores barn,, af bar stolthed og trods.. det er mig ganske ubegribeligt,,, at han for at pine mig, og ikke følge fornuftig anvisning, udsætter sit eget barn for fare... og jeg kan stadig intet gøre,, jo,, nægte ham at hente ham, men konsekvensen er igen, at han drives til ydereligere chikane og følelsesmæssig nedslidning af mine ressourcer... Jeg vælger jo for mit barns sikkerhed at tilbyde visse ting..
og alt dette sker pga. statsforvaltningen, fremtvinger sager, ikke tager højde for fortiden, og vælger at se "forældrenes ret til samvær uanset forældreevne og ansvarsfølelse...mit barn ville blive taberen, hvis det skulle præges at sin fars disrepekt for andres liv

Kære anonym
Du skriver at du bor et sted, langt fra dit barn, uegnet for børn, uden mulighed for ophold for dit barn - så må jeg spørge dig: Hvem har valgt dette sted for dig? jeg formoder umiddelbart at du, som voksent menneske, og far, selv har taget disse beslutninger? Hvorfor har du valgt at bo et sted, hvor du ikke har mulighed for besøg af din datter?
Hvorfor mener du at det er moderens "problem" at du har taget denne beslutning? For det gør du jo, når du mener, at det så er din ret at besøge barnet i moderens hjem - og denne rettighed HAR du ikke! Du har ret til at have samvær med din datter - men du har OGSÅ en forpligtigelse til at det er muligt at have samvær!
Er du et offer? Eller tager du ansvar for dine egne beslutninger og handlinger?
Beklager, at jeg er lidt "provokerende" her - men der er for mange mennesker, der sætter sig ned og synes at det er synd for dem - uden at se på egen andel deri

Kære Sille
Du skal være mere end velkommen til at "sparre" med mig via min mail: hende_der_smiler@hotmail.com, hvis du har brug for det.
Jeg kan genkende en del af det du fortæller mig her, som en del af min egen historie og jeg overlever det nu på 10. år - har grundet det taget en juridisk udannelse og bruger en del tid på at råde og vejlede andre forældre, som har brug for støtte i samvær/forældremyndighedssager. Simpelthen fordi at da jeg i sin tid stod i situationen var den eneste mulighed at opsøge en advokat - og nogle ting har man behov for bliver vendt med en der kan relatere til problematikken - uden at det koster noget 😉
Jeg kan sagtens forstå din "trang" til at beskytte dit barn, men jeg må desværre fortælle dig, at nogle ting her i livet kan du ikke beskytte imod - derimod skal barnet selv opleve, og vil på et tidspunkt (selvom du nu når du læser det vil finde mine ord totalt uoverskuelige) selv vælge til og fra - indse rigtigt og forkert!
Du skal - for at kunne VÆRE der for dit barn, støtte/vejlede og vise vejen -sørge for at DU får det mentale overskud - og det kan du kun, hvis jeg læser dig rigtigt, ved at lukke så meget af for barnets far som muligt.
Skriv gerne til mig, hvis behovet opstår!
Kærlig hilsen
hende der smiler

hi til hende der smiler,, og tak for dit råd og min mulighed for at kontakte dig,,, dejligt at vide der er nogen som ved hvordan det er at føle sig magtesløs,, det er en sej og ensom kamp, da det jo kun er "mig" der oplever og er modtager af psykiske press...
Jeg tror faktisk jeg vil kontakte dig,,
evt. i mogen el. mandag,,,
på gensnak og regnvejrs-smil fra sille...

Kære Sille
Du skal være så velkommen - Jeg ved nøjagtigt hvodan det føles! Og ensomhedsfølelsen....det er en ringe trøst, men vi er mange, der har oplevet lignende ting, så du er knap så alene, som du tror!
Kh
hende der smiler

ja lige nøjagtig, ensomhedsfølelsen, afmagt, angst og utryghed...

Jo ser du...
Du skriver at du bor et sted, langt fra dit barn, uegnet for børn, uden mulighed for ophold for dit barn - så må jeg spørge dig: Hvem har valgt dette sted for dig?
Det har den økonomi som moren har været mindst lige så meget til at skabe som jeg selv har. . Der er ikke økonomi til andre steder - jeg vil hellere bo et usselt sted, men være sikker på tag overhovedet, end leve af intet og bo i en fin villa... Morens "fraspring" i økonomien tvang mig bogstaveligt talt til det, og jeg måtte optage lån i familien for at få til indskuddet på beskedne 5000 kr...

jeg formoder umiddelbart at du, som voksent menneske, og far, selv har taget disse beslutninger? Hvorfor har du valgt at bo et sted, hvor du ikke har mulighed for besøg af din datter?
Igen Økonomi. Jeg kunne i princippet sagtens bosætte mig i en 3-V - et eller andet sted til 8500 kr pr måned, men så ville jeg end ikke kunne give hverken min datter eller mig selv mad. Derfor den "ultimative discount-løsning". Jeg vil gerne have bare et par tusinde til overs pr måned, så jeg fx når min datter har fødselsdag eller det er jul, kan sende hende en mindre gave... Så kan jeg godt "tåle" at bo "usselt" selv...

Hvorfor mener du at det er moderens "problem" at du har taget denne beslutning?
Det er det "som sådan" heller ikke. Vi er jo frie mennesker😉Men det var sgu hendes beslutning om at skride som tvang mig til at finde en bolig med en helt anden husleje end den vi i årevis havde "bygget på" sammen. Jeg røg lige fra 7350 kr pr mdr + vand og el, til maks 2500, og det skulle være incl el, varme og vand... ikke let...!
For det gør du jo, når du mener, at det så er din ret at besøge barnet i moderens hjem - og denne rettighed HAR du ikke!
Nej det har jeg ganske vidst ikke. Derfor begår jeg heller ikke indbrud ved at tiltvinge mig adgang, og det burde jo slet ikke være nødvendigt ;/
Du har ret til at have samvær med din datter - men du har OGSÅ en forpligtigelse til at det er muligt at have samvær!
Ret og pligt... jamen hvordan kan jeg fysisk få adgang til min datter? Jeg var fx så "fræk" at møde op i hendes børnehave da der sidst var lucia-optog ved juletid, og jeg skal lige love for at jeg fik "dræber-blikke" fra hele svigerfamilien som også var mødt op...

Er du et offer? Eller tager du ansvar for dine egne beslutninger og handlinger?
Godt spørgsmål. Jeg forsøger i al fald at tage ansvar for "egne beslutninger og handlinger" men det kan godt være jeg bliver misforstået. Jeg ønsker kun min datters bedste og intet andet - og det indvolvere altså ikke hverken omvendt hustruvold, låste døre eller dræberblikke - og slet ikke mens min datter ser på det...
Beklager, at jeg er lidt "provokerende" her - men der er for mange mennesker, der sætter sig ned og synes at det er synd for dem - uden at se på egen andel deri[/quote]
Jeg er da uden tvivl selv skyld i en del af problemet... jeg vidste absolut intet om børn, men har forsøgt at gøre "det" så godt som jeg kunne... Man lærer jo hen af vejen...
Det eneste jeg kan se nu er en 7-årig pige med store problemer, og hvis der er noget jeg SLET ikke ved noget om er det problematiske 7-årige...!
Jeg kender jo mig selv.
Jeg "frygter" lidt at hun enten selv bliver mobbet, eller at hun mobber andre, for hun ligner mig selv temmelig meget... kunne ses lige fra fødslen, vi har aldrig fået lavet en faderskabs-test - for der var slet ingen tvivl.
Men jeg ville faktisk have det lige dårligt om det var hende der blev mobbet - eller hun mobber andre... det er under alle omstændigheder noget møg.
Alt hvad jeg ved om hendes skolegang er at hun tilsyneladende er et godt stykke over middel sådan rent fagligt... men socialt aner jeg intet...
Igen - en tro kopi af mig selv... ;)
Forskellen er kun at da jeg var "lille" ja så deltog jeg selv i "forældremøder", nu får jeg ikke engang et referat af hvad der måtte være sagt om min datter...
Kan jeg "KRÆVE" af kommunen at de fremsender som minimum et referat af evt forældremøder og lign?
For jeg har intet "update" på hende, andet end når hun tilfældigvis tager sin mors telefon (jaja det har hun lært hvordan man gør)... Og så siger hun som regel (dikteret af moren) at jeg kan ringe om 10 minutter) hvilket er en sandhed med modifikationer - det er ikke min datter som lyver - men moren...

Hvis du måtte gå fra et fælles hjem med husleje på over 7000,- til en nuværende husleje på under 3000,-, tyder det på, at du ikke oppebar halvdelen i jeres fælles hjem - er det rigtigt forstået?
Har i fælles forældremyndighed?
Du kan henvende dig til dit barn institution og bede om en opdatering - dog må de ikke udlevere noget, der involverer dit barns mor's privatliv - og disse ting kan være svære at skille ad!
Umiddelbart får jeg altså "offer"-vibrationer fra dig - du har mange "bort-forklaringer" på dine valg og handlinger - og mit bedste råd til dig, vil være at komme ud over dem, se ordentligt på sagerne og få styr på alt hvad der har med DIG at gøre!

Psykopati og stalking tillægges ingen vægt i samværs- og forældremyndighedssager.
Her er et forsøg på at hjælpe ofrene og kortlægge stalkingen. Undersøgelsen er for kvinder, som har barn med stalkeren. Svarfrist 10. marts 2013.
Undersøgelsen er anonym og bliver foretaget via et spørgeskema på internettet af professor Ask Elklit, Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.
Stalking indbefatter gentagne handlinger, som er uønskede af offeret - herunder også henvendelser til myndighederne om barnets mor, retssager, falske underretninger, påvirkning af barnet for at skade moderen m.v. Altså ikke kun trusler eller fysisk kontakt!

Kvindelige stalkingudsatte som har børn med deres forfølger kan henvende sig ved at sende en mail til: stalkingafkvinder@gmail.com
Mailen skal indeholde din mailadresse samt et par ord om din situation. Herefter vil du modtage et link med mere information samt et onlinespørgeskema som vil tage ca. 45 - 60 min at udfylde.
Dansk Anti-Stalking Forening, Bopam og en række andre volds- og børneorganisationer støtter og anbefaler undersøgelsen, der har som mål at søge viden om stalkingens betydning for stalkingudsatte kvinder med børn.