selvoptaget tudebarn !!
Beklager, men dette er ikke så meget et debatindlæg, som det er alt mulig andet. I derude bliver, hvis i læser dette, min skidpadde (fra nissernes ø). Har nemlig ikke rigtig nogen jeg har lyst til at snakke med det om, og dette er jo ganske anonymt, og jeg skal ikke forholde mig til noget, og det skal I heller ikke.
Det er mest fordi det er et problem for alle andre end mig, at jeg lige bliver nødt til at taste løs, som en i bare fanden. Er et individ i midten af 20'erne
Hele min skolegang, har jeg altid været stille og rolig. Har altid været usynlig, og den som man ikke husker. Min familie er absolut ikke et idyllisk forbilled, og er da sikkert også en del af skylden i at jeg er som jeg. Alkoholiske forældre, en far som hele mit liv har været et meget ustabilt punkt i mit liv. Forsvandt i lange perioder hele min barndom, uden man vidste hvad der var sket, og hvor man hver gang troede det værste.
Har altid skullet støtte min mor, når vi er taget ind til hans lejlighed, for at se om der var liv i ham. Så har også været min mors skildpadde, med alle problemer i hendes liv. De har kun i få perioder boet sammen. Og det er mange år siden. Men når han ikke falder i hans sorte hul, så er han sammen med min mor og mine søskende. Forsvindingsnumrene sker stadig en gang i mellem, men ikke så tit, og ikke så lang tid af gangen.
Tilbage til mig. sådan som jeg så er som menneske nu, og altid har været er, at enten tror folk jeg er genert, fordi jeg ikke snakker særlig meget. Har haft snakket med min læge da jeg var barn, omkring socialfobi. Men har nu selv konstateret at det ikke er tilfældet, eller at jeg er utrolig arrogant, fordi jeg ikke interessere mig for mennesker.
Jeg kan sagtens være sammen opholde mig i en forsamling af mennesker, folk kan også stille mig spørgsmål. Jeg svre også gerne, men uddyber aldrig noget, og spørger aldrig ind til folk. Aldrig.
Simpelthen fordi jeg ikke kan finde interessen til at vide noget om andre. Jeg har ikke et behov for at vide hvordan det går, eller hvordan det går med jobbet osv.
Dette irritere alle i mine omgivelser. Især familiekomsammen. Jeg har interessen for min mor, far søskende og min kæreste. Men ellers ikke. Og jeg har det sådan med resten af familien, at jeg kun ser de dårlige sider i dem. Jeg kan ikke fordrage resten af min familie. Den eneste grund til jeg tager med til noget af det, er pga. af min mor. Så hun har noget støtte. Føler/ved at perferien i min familie er en gruppe sindsygt beregnende mennesker, som jeg intet har tilfælles med, og som jeg ikke på nogen som helst måde interessere mig for. For min skyld kunne de være ....
Jeg gider ikke prøve at blive venner med nogen. Det kræver at jeg skal bruge så meget energi på at spille skuespil, og lade som om det rør mig. Og hvis jeg endelig indlader mig på det, så tager det utrolig lang tid for mig at etablere et venskab, fordi jeg samtidig er utrolig svær at komme ind på livet af.
Jeg har det meget svært med døden. jeg kan blive helt ude af den, ved tanken om at nogle af mine kære skal gå bort. tit hvis de skal på ferie, eller for den sags skyld mindre ture, kan jeg få de her meget klare billeder af hele forløbet inde i mit hoved. Hvordan de kører galt, hvordan følelserne vælter op i mig, når politiet kommer og fortæller at der har været en ulykke.
Hvis jeg hører en sang der minder om min bedstefar (som er død), eller en film hvor der sker et tragisk dødsfald, så kan jeg stortude i flere timer, fordi alle disse følelser vælter op i mig.
andre gange, kan hele verden rende mig, og intet ville røre mig hvis nogen som helst skulle finde på at dø.
Og sådan har jeg det også med dette indlæg. Lige nu synes jeg det er super rart at få nogle af disse ting skrevet ned. Men imorgen kan hele verden rende mig, og så fatter jeg ikke hvorfor jeg kunne finde på at sidde og udfritte detaljer fra mit liv. For hvad helvede rager det JER.
Jeg er et meget negativt menneske, og ser kun det dårlige i folk. Of forventer ikke at nogen vil mig det bedste på nogen måde.
Så godt nok hader jeg folk der er beregnende, men er nok selv den værste !!
Kunne fortsætte i timevis, med at nedfælde usympatiske sider ved mig, men nu har jeg vidst pevet nok for idag. Beklager at det sikkert er ganske umuligt at finde hoved og hale i noget af det jeg har skrevet. Men det lettede på mine skuldre. tak.
Og i morgen kan i stikke det skråt op !!!
Det er mest fordi det er et problem for alle andre end mig, at jeg lige bliver nødt til at taste løs, som en i bare fanden. Er et individ i midten af 20'erne
Hele min skolegang, har jeg altid været stille og rolig. Har altid været usynlig, og den som man ikke husker. Min familie er absolut ikke et idyllisk forbilled, og er da sikkert også en del af skylden i at jeg er som jeg. Alkoholiske forældre, en far som hele mit liv har været et meget ustabilt punkt i mit liv. Forsvandt i lange perioder hele min barndom, uden man vidste hvad der var sket, og hvor man hver gang troede det værste.
Har altid skullet støtte min mor, når vi er taget ind til hans lejlighed, for at se om der var liv i ham. Så har også været min mors skildpadde, med alle problemer i hendes liv. De har kun i få perioder boet sammen. Og det er mange år siden. Men når han ikke falder i hans sorte hul, så er han sammen med min mor og mine søskende. Forsvindingsnumrene sker stadig en gang i mellem, men ikke så tit, og ikke så lang tid af gangen.
Tilbage til mig. sådan som jeg så er som menneske nu, og altid har været er, at enten tror folk jeg er genert, fordi jeg ikke snakker særlig meget. Har haft snakket med min læge da jeg var barn, omkring socialfobi. Men har nu selv konstateret at det ikke er tilfældet, eller at jeg er utrolig arrogant, fordi jeg ikke interessere mig for mennesker.
Jeg kan sagtens være sammen opholde mig i en forsamling af mennesker, folk kan også stille mig spørgsmål. Jeg svre også gerne, men uddyber aldrig noget, og spørger aldrig ind til folk. Aldrig.
Simpelthen fordi jeg ikke kan finde interessen til at vide noget om andre. Jeg har ikke et behov for at vide hvordan det går, eller hvordan det går med jobbet osv.
Dette irritere alle i mine omgivelser. Især familiekomsammen. Jeg har interessen for min mor, far søskende og min kæreste. Men ellers ikke. Og jeg har det sådan med resten af familien, at jeg kun ser de dårlige sider i dem. Jeg kan ikke fordrage resten af min familie. Den eneste grund til jeg tager med til noget af det, er pga. af min mor. Så hun har noget støtte. Føler/ved at perferien i min familie er en gruppe sindsygt beregnende mennesker, som jeg intet har tilfælles med, og som jeg ikke på nogen som helst måde interessere mig for. For min skyld kunne de være ....
Jeg gider ikke prøve at blive venner med nogen. Det kræver at jeg skal bruge så meget energi på at spille skuespil, og lade som om det rør mig. Og hvis jeg endelig indlader mig på det, så tager det utrolig lang tid for mig at etablere et venskab, fordi jeg samtidig er utrolig svær at komme ind på livet af.
Jeg har det meget svært med døden. jeg kan blive helt ude af den, ved tanken om at nogle af mine kære skal gå bort. tit hvis de skal på ferie, eller for den sags skyld mindre ture, kan jeg få de her meget klare billeder af hele forløbet inde i mit hoved. Hvordan de kører galt, hvordan følelserne vælter op i mig, når politiet kommer og fortæller at der har været en ulykke.
Hvis jeg hører en sang der minder om min bedstefar (som er død), eller en film hvor der sker et tragisk dødsfald, så kan jeg stortude i flere timer, fordi alle disse følelser vælter op i mig.
andre gange, kan hele verden rende mig, og intet ville røre mig hvis nogen som helst skulle finde på at dø.
Og sådan har jeg det også med dette indlæg. Lige nu synes jeg det er super rart at få nogle af disse ting skrevet ned. Men imorgen kan hele verden rende mig, og så fatter jeg ikke hvorfor jeg kunne finde på at sidde og udfritte detaljer fra mit liv. For hvad helvede rager det JER.
Jeg er et meget negativt menneske, og ser kun det dårlige i folk. Of forventer ikke at nogen vil mig det bedste på nogen måde.
Så godt nok hader jeg folk der er beregnende, men er nok selv den værste !!
Kunne fortsætte i timevis, med at nedfælde usympatiske sider ved mig, men nu har jeg vidst pevet nok for idag. Beklager at det sikkert er ganske umuligt at finde hoved og hale i noget af det jeg har skrevet. Men det lettede på mine skuldre. tak.
Og i morgen kan i stikke det skråt op !!!