Han drikker sig ihjel

Enbekendt af mig er så langt ude i druk nu,at han kaster blod op.Han sidder bare i sin lejlighed og drikker.Han har været indlagt mange gange for druk,men det er håbløs.Lige nu er han total omtåget af druk,og når han skal kaste op,kommer der blod med op.Jeg hjælper ham ikke med at blive indlagt.Jeg tror han har opgivet livet,og bare ønsker at dø af druk.Manden har drukket i mange år.Han kan faktisk ikke tåle at blive ædru.Jeg føler ingen pligt til at hjælpe ham,for han vil ikke hjælpes til en bedre tilværelse.
Jeg var oppe hos ham forleden dag,og der var der blod og bræk på gulvet,så jeg forlod hurtig stedet igen.Det er mig helt ufatteligt,at et menneske kan komme så langt ud.Hans børn vil ikke se ham,gr hans druk og ligegyldighed.

Dit indlæg er vel ment som et nødråb?
Prøv at gå ind på www.hope.dk, der både er for misbrugerne, men i lige så høj grad for de pårørende.
Det er absolut et klik værd at besøge.
Og der findes medicin til at komme ud af dilleriums-overgangen (voldsomme tømmermænd), for efterfølgende egentlig behandling.
Fat mod og gør din pligt: hjælp din bekendte.

Det lyder næsten som min far, men ved jo godt det ikke er ham. Min far er på plejehjem i en alder af 66 år. Han har drukket i rigtig mange år, og det gik helt galt efter min mor døde. Nu er han så endt på plejehjem, og idag skal jeg til møde med dem, for han drikker helt vildt og uhæmmet nu. Brækker sig og det der er værre. De har slet ikke styr på ham nu, han vil ikke spise eller op af sengen.
Det er bare så hårdt, psykisk, at være der for min far, han har bare aldrig værret der for mig. Jeg står for alt det praktiske for ham. Betaler regninger og har flyttet hele hans indbo 2 gange. Alene. Min søster har meldt sig ud af det hele. Hun magter det ikke. Det er så hårdt at se en der er tæt på en, mishandle sit liv sådan. Ville bare så gerne have at han kunne være lidt far for mig, og morfar for min datter, men synes også det er hårdt at han bare slet ikke reagere på min kontakt.

Der er lagt en opfordring ind på Hope om, at svare dig, hvad jeg hermed tager op.
Der må jo være en grund til, at du sætter dette indlæg ind til debat og jeg gætter på, at du egentlig ikke orker, at hjælpe mere, men har dårlig samvittighed, hvis du ikke gør.
Hvilken relation du har til vedkommende, skriver du ikke, men jeg går ud fra det er en person, du kender godt.
Jeg synes, det er din pligt som menneske, at tilkalde hjælp, dermed ikke underforstået, at du skal følge manden og dermed føle dig til grin overfor sygehuset. Der er ingen i dagens Danmark, der fortjener en sådan død, alkoholiker eller ej, ikke engang et dyr, ville jeg lade lide på den måde. Selv om manden er uhelbredeligt syg, kan han altså hjælpes over de værste smerter og være under opsyn. Der er mennesker, der ligger alene og bliver kvalt i deres eget opkast eller blod og det er ikke, nogen nem død.
Jeg håber, jeg har talt lidt til din samvittighed og håber, du vil overlade ansvaret til andre, der må også være en hjemmepleje, der kan gå ind og få manden indlagt.
Venlig hilsen
En ædru alkoholiker

Jeg hedder erik og er 55 år. Jeg selv prøvet turen. Jeg kunne have været død, men var så heldig at blive fundet 3 gange ellers havde jeg været død. Jeg har været alkoholiker mere el mindre i ca 20-25 år med et alkohol forbrug på 50-60 genstande OM DAGEN, næsten ingen mad, kastet op et par timer hver dag de sidste par måneder inden jeg kom ud af alkoholens kløer, med hjælp fra nogle få venner og bekendte der syntes det var for tidligt og for dårlig måde for mig at dø på og i for øh ung en alder. Jeg sagde totalt stop med alt alkohol fra den ene dag til den anden
det var en hård kamp men jeg vandt og har ikke rørt spiritus i 3 år. Hvis jeg kan være til hjælp så send mig en email. Jeg ved godt at det næsten er umuligt at hjælpe nogen der ikke vil hjælpes, men jeg har jo selv været igennem det og vil derfor gerne hjælpe HVIS JEG KAN.
Mvh Erik

Man kan ikke lade som om en alvorligt syg ikke er alvorligt syg - og han har alle tegn på at være ude hvor kragerne vender.
Kan du forsvare at stå ved hans begravelse og sige til dig selv: Jeg gjorde intet?
Dit personlige forhold til ham er din egen sag - men indtil han er kommet under behandling og så længe du er en del af hans liv, er han dit problem når han ikke kan tage vare på sig selv.

Du bør kontakte "Blå kors" , de kan hjælpe mennesker til et bedre liv og har mange hjælpe muligheder. De hjælper også pårørende. F.h.v. ansat.Nu støtte medlem. Og har IKKE et problem med druk.

Hej med dig ja det er ikke rart at se på men har i tænkt på at han måske skriger på hjælp og at i ikke kan takle det når i ikke selv har været så langt ude jeg har selv haft det tæt ind på livet min mand er ædrug alkholiker på 25 år.

Det lyder som min nabo.. og ja ham ville jeg ikke savne.. men det ville andre gøre og derfor ringer jeg jævnligt til 112 og får ham indlagt.. Jeg råder dig til at gøre det samme, der er sikkert en et eller andet sted som vil savne personen du omtaler..(som sikkert ikke har kræfterne til at hjælpe) og ja det ser håbløst ud og er det måske også, men så har du gjort et forsøg på at hjælpe din bekendt og ingen fortjener at dø på den måde og alene.. ej heller en alkoholiker.
Du kan faktisk ringe og være anonym eller vælge at opgive dit navn m.m. Du har rent faktisk pligt til at hjælpe et menneske eller dyr i nød..
Så ring heller en gang for meget..
Cassidy

Det principielle dilemma må være om enkeltpersoner og/eller samfundet skal hjælpe folk, der vælger farlige aktiviteter, som de kunne have ladet være med.
Skal rygeren behandles for følgesygdomme, der opstår på grund af hans misbrug? Hvorfor er det rimeligt at bruge resourcer og måske bringe andre i fare for at redde en bjergbestiger, som bare kunne blive ved jorden? Kunne søndagsbilisten ikke bare være blevet hjemme?
Hvor skal grænsen gå for samfundets og den enkeltes forpligtelse? Hvem skal afgøre det?
Efter min mening ville et politisk parti, der satte grænser for hjælp i deres program, hurtigt ryge ned under spærregrænsen. Det ville være svært at argumentere for synspunktet i vor kultur. Der ville åbnes en glidebane til utryghedens og selvtilstrækkelighedens kolde mangel på fællesskab.