sicko, oh man
Jeg kan jo vælge at kalde dette for en anmeldelse af filmen sicko af Michael Moore.
Har du endnu ikke set den, så kan jeg anbefale, at man tager en tur i biografen og ser den. Ikke fordi den nødvendigvis er god eller det modsatte, men fordi jeg synes, at den er væsentlig og interessant.
En indlevende dokumentar-agtig film om det amerikanske sundhedsvæsen og hvordan det fungerer, når man ikke har et velfærdssystem, som giver adgang til gratis sygehusophold. Amerikanerne betaler selv for behandlinger og har derfor private sundhedsforsikringer. Disse kritiseres kraftigt i filmen. Fordi de udelukker mange amerikanere for forsikringerne. Oftest fordi de ikke vil betale for dyre behandlinger, selvom den forsikrede har fået lovning på det.
Moore sætter derved fokus på, at den tryghed som en forsikret skulle have slet ikke eksisterer. Dette gøres på en absurd, grotesk og meget emotionel måde. Ofte også med en humoristisk udgang til følge af et ellers meget dystert emne.
Moore stiller det amerikanske system overfor det canadiske, britiske og franske sundhedssystem, hvor alle har fri adgang til sygehuse og behandling der. Denne sammenligning kommer der meget sjov ud af i filmen. Til trods for, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om Moore egentlig kan tillade sig at sammenligne tingene så firkantet og meget unuanceret. I hvert fald hvis han vil holde sig indenfor dokumentargenren.
Ligeledes er filmen bygget op omkring følelser fremfor fakta, hvilket gør, at den på alle måder virker stærk. Jo, der krydres med fakta, men aldrig så meget, at disse tager over eller den i sit budskab bliver faktuel tung.
Han fortæller historien om en mand, som mister to fingre. Da manden ankommer til et amerikansk hospital bliver han sat overfor valgmuligheden: Vil du have langfingeren syet på til en pris af 60,000 dollars, eller vil du have ringfingeren syet på for 12,000 dollars?
Manden, der måske er håbløst romantisk :-), vælger at få ringfingeren syet på. Det er jo den billigste. Og sådan må han, ifølge Moore tænke, eftersom han er amerikaner og ikke har råd til den dyre finger - eller begge.
Absurd.
Groteskt og på mange måder en historie, som får en som seer til at væmmes over deres system - og på samme tid glæde sig over, at man bor i et land, hvor man trods alt ikke skal have dankortet fremme, hvis fingerne er kommet i maskineriet og man derfor skal en tur på sygehuset.
Meget kan diskuteres om filmens fortælleteknik, fakta og fiktion i en pærevælling. Meget kan man mene om Moore: Enten elsker man ham eller også det modsatte. Men hvorom alting er, så er det en væsentlig film, fordi den får sat fokus på et amerikansk samfundsproblem og dette på en måde, så man ikke kan undgå at gå fra biografen med hovedet fuld af tanker. Inderst inde glæder man sig også over at være dansk og bo i et land, hvor der er et velfungerende sundhedsvæsen.
Dermed siger jeg ikke, at det danske sundhedsvæsen ikke kunne gøre det bedre og at her ikke fejles, for nok gør der det. Men vi skal ikke, når vi er syge, tænke på, om vi har råd til at blive raske.
Jeg kan derfor kun anbefale de, der har lyst, til at gå i biografen og se filmen. Og så kan vi jo altid debattere herinde bagefter, da det er en film, som i den grad lægger op til en debat.
Der var både grin, tårer og dyb forundring under den to timer lange film. Jeg blev rørt, forbløffet, trist og eftertænksom. Og for mig betyder det, at filmen har rørt mig.
God biograftur til alle andre.
VH Posilise
Har du endnu ikke set den, så kan jeg anbefale, at man tager en tur i biografen og ser den. Ikke fordi den nødvendigvis er god eller det modsatte, men fordi jeg synes, at den er væsentlig og interessant.
En indlevende dokumentar-agtig film om det amerikanske sundhedsvæsen og hvordan det fungerer, når man ikke har et velfærdssystem, som giver adgang til gratis sygehusophold. Amerikanerne betaler selv for behandlinger og har derfor private sundhedsforsikringer. Disse kritiseres kraftigt i filmen. Fordi de udelukker mange amerikanere for forsikringerne. Oftest fordi de ikke vil betale for dyre behandlinger, selvom den forsikrede har fået lovning på det.
Moore sætter derved fokus på, at den tryghed som en forsikret skulle have slet ikke eksisterer. Dette gøres på en absurd, grotesk og meget emotionel måde. Ofte også med en humoristisk udgang til følge af et ellers meget dystert emne.
Moore stiller det amerikanske system overfor det canadiske, britiske og franske sundhedssystem, hvor alle har fri adgang til sygehuse og behandling der. Denne sammenligning kommer der meget sjov ud af i filmen. Til trods for, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om Moore egentlig kan tillade sig at sammenligne tingene så firkantet og meget unuanceret. I hvert fald hvis han vil holde sig indenfor dokumentargenren.
Ligeledes er filmen bygget op omkring følelser fremfor fakta, hvilket gør, at den på alle måder virker stærk. Jo, der krydres med fakta, men aldrig så meget, at disse tager over eller den i sit budskab bliver faktuel tung.
Han fortæller historien om en mand, som mister to fingre. Da manden ankommer til et amerikansk hospital bliver han sat overfor valgmuligheden: Vil du have langfingeren syet på til en pris af 60,000 dollars, eller vil du have ringfingeren syet på for 12,000 dollars?
Manden, der måske er håbløst romantisk :-), vælger at få ringfingeren syet på. Det er jo den billigste. Og sådan må han, ifølge Moore tænke, eftersom han er amerikaner og ikke har råd til den dyre finger - eller begge.
Absurd.
Groteskt og på mange måder en historie, som får en som seer til at væmmes over deres system - og på samme tid glæde sig over, at man bor i et land, hvor man trods alt ikke skal have dankortet fremme, hvis fingerne er kommet i maskineriet og man derfor skal en tur på sygehuset.
Meget kan diskuteres om filmens fortælleteknik, fakta og fiktion i en pærevælling. Meget kan man mene om Moore: Enten elsker man ham eller også det modsatte. Men hvorom alting er, så er det en væsentlig film, fordi den får sat fokus på et amerikansk samfundsproblem og dette på en måde, så man ikke kan undgå at gå fra biografen med hovedet fuld af tanker. Inderst inde glæder man sig også over at være dansk og bo i et land, hvor der er et velfungerende sundhedsvæsen.
Dermed siger jeg ikke, at det danske sundhedsvæsen ikke kunne gøre det bedre og at her ikke fejles, for nok gør der det. Men vi skal ikke, når vi er syge, tænke på, om vi har råd til at blive raske.
Jeg kan derfor kun anbefale de, der har lyst, til at gå i biografen og se filmen. Og så kan vi jo altid debattere herinde bagefter, da det er en film, som i den grad lægger op til en debat.
Der var både grin, tårer og dyb forundring under den to timer lange film. Jeg blev rørt, forbløffet, trist og eftertænksom. Og for mig betyder det, at filmen har rørt mig.
God biograftur til alle andre.
VH Posilise