sidste farvel forhåbentligt
Jeg har skrevet et debatindlæg tidligere om Daller, Daniel Martin Bøgedal, hvis du vil læse det så finder du det her http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=161&posting=449645, den hedder dræbt for øjnene af sin mor, ekstra bladet 6 dec 2005...
Min sorg til dig er så stor at jeg har svært ved at føle noget, jeg mærker stadig din sjæl om mig, men ik så tit som jeg ville ønske, jeg ved at din familie har brug for dig og derfor er du ik hos mig... De savner dig, jeg savner dig...
Jeg har fået en kæreste for snart en måned siden og han har skulle se mine billeder, og for hver side jeg bladre dukker Dallers ansigt op, jeg stirre på billedet og min kæreste spørger mig om det er Daniel, og jeg svarer ja, mit hjerte stopper med at banke og jeg kan dårligt trække vejret indtil jeg får lukket mine øjne og bladre videre....
Her sidder jeg igen med tårer i øjnene og kan simpelthen ik glemme de super sjove stunder jeg havde med ham, den ballade vi lavede, og det specielle venskab vi havde, jeg husker hele hans familie glade og altid smilende... Jeg husker vores allerførste druktur... Er det ik det positive man skal huske frem for alt det negative??
Hvorfor kan det være så hårdt at komme over en person, som jeg nok skal møde igen i et andet liv??
Hvordan undlader man at sorgen tager fuldstændig over??
KnuZ din Linette ("kusine")
Min sorg til dig er så stor at jeg har svært ved at føle noget, jeg mærker stadig din sjæl om mig, men ik så tit som jeg ville ønske, jeg ved at din familie har brug for dig og derfor er du ik hos mig... De savner dig, jeg savner dig...
Jeg har fået en kæreste for snart en måned siden og han har skulle se mine billeder, og for hver side jeg bladre dukker Dallers ansigt op, jeg stirre på billedet og min kæreste spørger mig om det er Daniel, og jeg svarer ja, mit hjerte stopper med at banke og jeg kan dårligt trække vejret indtil jeg får lukket mine øjne og bladre videre....
Her sidder jeg igen med tårer i øjnene og kan simpelthen ik glemme de super sjove stunder jeg havde med ham, den ballade vi lavede, og det specielle venskab vi havde, jeg husker hele hans familie glade og altid smilende... Jeg husker vores allerførste druktur... Er det ik det positive man skal huske frem for alt det negative??
Hvorfor kan det være så hårdt at komme over en person, som jeg nok skal møde igen i et andet liv??
Hvordan undlader man at sorgen tager fuldstændig over??
KnuZ din Linette ("kusine")