Skal jeg kæmpe eller give op?
Har mødt ham som jeg vil betegne som manden i mit liv....Ham som jeg med det samme kunne føle en samhørighed med.Vi har snakket om alt mellem himmel og jord,jeg kender til hans allerdybeste følelser og tanker,og han kender til mine,har fortalt ham ting som ikke engang mine nærmeste veninder kender til..Jeg føler mig umådelig tryg ved ham,føler en indre ro,føler på en måde at jeg er kommet "hjem".....elsker ham utroligt højt,med alt hvad han indeholder...
Da vi møder hinanden er det ham der egentlig viser interesse for mig,men da jeg ved at han har en del problemer i sit liv,vælger jeg at holde det på venskabsplan til at starte med..men som tiden går,indser jeg at jeg er mere glad for ham end jeg tror,så vælger at give "os" en chance...Men da jeg kender til hans problemer,og ved at han ikke er 100% ovre sin ex kæreste,vælger vi den indgangsvinkel at vi er to personer der holder rigtig meget af hinanden,og så må vi se hvad der sker..
Vi ses nogle gange(bor langt fra hinanden,så har ikke så tit chance for at ses),vi nyder hinandens selskab til fulde,og jeg kan mærke jeg bliver mere og mere glad for ham
MEN....Han er diagnosticeret med "generaliseret angst",er på medicin som gør at det ikke altid fungere som det skal,alt det med sex.Det går ham rigtig meget på...og han har det rigtig svært med det med følelser,efter den måde hans ex behandlede ham på...Så det er noget af en kamp at have noget kørende med ham...
Han har tidligere haft problemer med kærester,hvor han når det er kommet for tæt på,så har han hurtigt fundet en undskyldning,for at flygte fra det,men han havde fundet ud af at det var angsten der styrede det,og at det ikke var noget rationelt,så han mente han var færdig med at flygte..
Under den periode vi nu har kendt hinanden,har han 3 gange fået nogle af de anfald,men hvor han trods alt skriver til mig,at han kæmper for ikke at stikke af,men at han lige trænger til ro...
På et tidspunkt tager vi en snak,og jeg spørger til hvor jeg egentlig har ham henne,er meget i tvivl om han vil mig eller ikke.Han er meget forstående,men siger at det eneste han kan give mig lige nu er at han kan sige at han holder utrolig meget af mig,at han ikke vil miste mig,at han føler sig tryg med mig....at det er det han kan magte at give lige nu...vælger at sige at det er ok,at jeg vil give ham den tid der skal til...
Vi snakker sammen i flere timer hver dag,savner hinanden,men på et tidspunkt da der er gået 3 uger uden at vi har set hinanden,aftaler vi at holde weekend sammen.Fredag middag ringer han dog og siger at han ikke tør møde mig...at han er bange for sine følelser,at han er bange for at han vil stikke af,at han dog håber jeg holder ved,da han ikke vil miste mig....
Det skal lige siges at jeg i min fortid selv har haft angst,og ved hvor stor indvirkning det kan have på en,så vælger at sige at det er ok,jeg vil ikke tvinge ham til at vi skal ses,men at jeg selvfølgelig er ked af det og skuffet....siger til ham at jeg holder ufattelig meget af ham,at jeg er der for ham,og at han ikke mister mig....Dette er i starten af december.
weekenden efter regner jeg dog med at se ham,da vi har aftalt at mødes til et fælles julearrangement med vores børn.Men også der melder han afbud,pga hans exkone har lavet ged i den med deres børneaftale,siger han er rigtig ked af det,at han havde regnet med de skulle overnatte hos mig,og vi dagen efter skulle have været på udflugt sammen.Er igen rigtig skuffet,og kan måske der godt se hvad vej det hele går...Har på det tidspunkt ikke set hinanden i ca 3 uger...
Vi snakker stadig godt sammen i telefonen,men han har det meget svært.På et tidspunkt da vi snakker om at vi savner hinanden,spørger jeg ham om han egentlig gerne vil mig,han siger ja,men at han føler sig lukket inde bag en stor mur og kun har neglene at kradse med.At han har svært ved at føle glæde,at han ikke føler han kommer nogen vegne,at han sidder fast.
Aftaler at vi skal holde nytår sammen,og aftaler at jeg skal besøge ham mandag før nytår,så vi kan hygge os sammen i nogle dage,har nu ikke set hinanden i 5 uger..
Det er lidt akavet at mødes igen,bliver pludselig usikker på mig selv,ved pludselig ikke om han har lyst til at kysse og holde i hånd...Vi tager i byen og spiser,går en tur og tager på cafe.Total hyggeligt.Vi snakker som vi altid har gjort,men føler måske han er mere tilbageholdende....Tager hjem til ham,hygger med rødvin og snakker til den lyse morgen.Har aftalt at vi ikke er på julegave,men han giver mig en gave alligevel.Et maleri han selv har malet,og som han siger er malet med kærlighed...Vi kommer i seng,ikke noget med sex eller noget,ligger bare og holder om hinanden,kysser lidt og nusser hinanden.Sover ikke så længe,ligger igen bare i 2 timer og holder om hinanden og nusser...Efter morgenmaden siger han så pludselig at ang med os to,så ved han godt at jeg vil mere,men at han mere ser sig selv gå i den modsatte retning.At han mere tænker i at være sig selv,at han ser sig selv som alene og uden kæreste.At han holder meget af mig,og ønsker at jeg stadig vil være en del af hans liv,hvis jeg kan nøjes...
Bliver meget overrasket,især efter den dejlige mandag vi havde sammen,og kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal reagere...Vi snakker i flere timer,vi krammer og nusser og han trøster mig,er meget ked af det.Han siger at det selvfølgelig ikke er mig der er noget galt med,at jeg bare har mødt ham på det forkerte tidspunkt i hans liv...At når han gav så meget kærlighed til sin ex,og det så ikke var nok,om det ikke er et tegn på at det nok ikke skal lykkes for ham,det med kærlighed...
Aftaler at vi stadig vil holde nytår sammen,som skal foregå hos fælles bekendte...Det er hårdt at se ham igen,men også dejligt da jeg jo har savnet ham...men det faktisk ok...nyder at være i hans selskab.Inden han kører hjem dagen efter nytårsaften,får vi en kort snak,og han siger at han var nødt til at gøre som han gjorde,og at det var sådan tingene måtte være,i hvert fald for nu....Og det skide "i hvert fald for nu",gør at jeg klamrer mig til et håb om at der måske er håb et sted derude,for at det alligevel bliver os en dag...ved godt det er skide åndsvagt,men fuck hvor jeg elsker ham..
Snakkede så i tlf med ham igår,hvor jeg spørger ind til hvad der skete,siden vi kunne hygge os sådan om mandagen,og tirsdag er det slut...fatter ikke en skid...Han siger at det var rigtig dejligt at jeg kom på besøg,at han syntes vi havde en fantastisk mandag aften/nat sammen,men at samtidig var der noget der gik op for ham,og det var at der manglede noget,og det var kærligheden.....for satan den var svær at sluge...vidste det jo egentlig godt,men ville ikke indse det...
Men kald mig blind,blond,naiv og dum....kan sgu ikke finde ud af hvordan jeg skal takle det....klynger mig stadig til det lille"i hvert fald for nu"...Har aftalt vi stadig kan være venner hvis jeg kan klare det,nyder stadig vores samtaler,og håber vi med tiden også kan ses...
Han siger jo stadig at han holder rigtig meget af mig,ikke vil miste mig,at jeg betyder rigtig meget for ham...
Skal jeg glemme alt om ham,skal jeg bevare et venskab hvis jeg kan,da vi giver hinanden så meget,skal jeg kæmpe lidt for ham,bevise at jeg mener at jeg rigtig gerne vil ham,skal jeg give ham ro og håbe at han indser at han savner mig og gerne vil mig,eller hvad?....
Beklager mit indlæg blev så langt,men skulle lige have luft...
Da vi møder hinanden er det ham der egentlig viser interesse for mig,men da jeg ved at han har en del problemer i sit liv,vælger jeg at holde det på venskabsplan til at starte med..men som tiden går,indser jeg at jeg er mere glad for ham end jeg tror,så vælger at give "os" en chance...Men da jeg kender til hans problemer,og ved at han ikke er 100% ovre sin ex kæreste,vælger vi den indgangsvinkel at vi er to personer der holder rigtig meget af hinanden,og så må vi se hvad der sker..
Vi ses nogle gange(bor langt fra hinanden,så har ikke så tit chance for at ses),vi nyder hinandens selskab til fulde,og jeg kan mærke jeg bliver mere og mere glad for ham
MEN....Han er diagnosticeret med "generaliseret angst",er på medicin som gør at det ikke altid fungere som det skal,alt det med sex.Det går ham rigtig meget på...og han har det rigtig svært med det med følelser,efter den måde hans ex behandlede ham på...Så det er noget af en kamp at have noget kørende med ham...
Han har tidligere haft problemer med kærester,hvor han når det er kommet for tæt på,så har han hurtigt fundet en undskyldning,for at flygte fra det,men han havde fundet ud af at det var angsten der styrede det,og at det ikke var noget rationelt,så han mente han var færdig med at flygte..
Under den periode vi nu har kendt hinanden,har han 3 gange fået nogle af de anfald,men hvor han trods alt skriver til mig,at han kæmper for ikke at stikke af,men at han lige trænger til ro...
På et tidspunkt tager vi en snak,og jeg spørger til hvor jeg egentlig har ham henne,er meget i tvivl om han vil mig eller ikke.Han er meget forstående,men siger at det eneste han kan give mig lige nu er at han kan sige at han holder utrolig meget af mig,at han ikke vil miste mig,at han føler sig tryg med mig....at det er det han kan magte at give lige nu...vælger at sige at det er ok,at jeg vil give ham den tid der skal til...
Vi snakker sammen i flere timer hver dag,savner hinanden,men på et tidspunkt da der er gået 3 uger uden at vi har set hinanden,aftaler vi at holde weekend sammen.Fredag middag ringer han dog og siger at han ikke tør møde mig...at han er bange for sine følelser,at han er bange for at han vil stikke af,at han dog håber jeg holder ved,da han ikke vil miste mig....
Det skal lige siges at jeg i min fortid selv har haft angst,og ved hvor stor indvirkning det kan have på en,så vælger at sige at det er ok,jeg vil ikke tvinge ham til at vi skal ses,men at jeg selvfølgelig er ked af det og skuffet....siger til ham at jeg holder ufattelig meget af ham,at jeg er der for ham,og at han ikke mister mig....Dette er i starten af december.
weekenden efter regner jeg dog med at se ham,da vi har aftalt at mødes til et fælles julearrangement med vores børn.Men også der melder han afbud,pga hans exkone har lavet ged i den med deres børneaftale,siger han er rigtig ked af det,at han havde regnet med de skulle overnatte hos mig,og vi dagen efter skulle have været på udflugt sammen.Er igen rigtig skuffet,og kan måske der godt se hvad vej det hele går...Har på det tidspunkt ikke set hinanden i ca 3 uger...
Vi snakker stadig godt sammen i telefonen,men han har det meget svært.På et tidspunkt da vi snakker om at vi savner hinanden,spørger jeg ham om han egentlig gerne vil mig,han siger ja,men at han føler sig lukket inde bag en stor mur og kun har neglene at kradse med.At han har svært ved at føle glæde,at han ikke føler han kommer nogen vegne,at han sidder fast.
Aftaler at vi skal holde nytår sammen,og aftaler at jeg skal besøge ham mandag før nytår,så vi kan hygge os sammen i nogle dage,har nu ikke set hinanden i 5 uger..
Det er lidt akavet at mødes igen,bliver pludselig usikker på mig selv,ved pludselig ikke om han har lyst til at kysse og holde i hånd...Vi tager i byen og spiser,går en tur og tager på cafe.Total hyggeligt.Vi snakker som vi altid har gjort,men føler måske han er mere tilbageholdende....Tager hjem til ham,hygger med rødvin og snakker til den lyse morgen.Har aftalt at vi ikke er på julegave,men han giver mig en gave alligevel.Et maleri han selv har malet,og som han siger er malet med kærlighed...Vi kommer i seng,ikke noget med sex eller noget,ligger bare og holder om hinanden,kysser lidt og nusser hinanden.Sover ikke så længe,ligger igen bare i 2 timer og holder om hinanden og nusser...Efter morgenmaden siger han så pludselig at ang med os to,så ved han godt at jeg vil mere,men at han mere ser sig selv gå i den modsatte retning.At han mere tænker i at være sig selv,at han ser sig selv som alene og uden kæreste.At han holder meget af mig,og ønsker at jeg stadig vil være en del af hans liv,hvis jeg kan nøjes...
Bliver meget overrasket,især efter den dejlige mandag vi havde sammen,og kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal reagere...Vi snakker i flere timer,vi krammer og nusser og han trøster mig,er meget ked af det.Han siger at det selvfølgelig ikke er mig der er noget galt med,at jeg bare har mødt ham på det forkerte tidspunkt i hans liv...At når han gav så meget kærlighed til sin ex,og det så ikke var nok,om det ikke er et tegn på at det nok ikke skal lykkes for ham,det med kærlighed...
Aftaler at vi stadig vil holde nytår sammen,som skal foregå hos fælles bekendte...Det er hårdt at se ham igen,men også dejligt da jeg jo har savnet ham...men det faktisk ok...nyder at være i hans selskab.Inden han kører hjem dagen efter nytårsaften,får vi en kort snak,og han siger at han var nødt til at gøre som han gjorde,og at det var sådan tingene måtte være,i hvert fald for nu....Og det skide "i hvert fald for nu",gør at jeg klamrer mig til et håb om at der måske er håb et sted derude,for at det alligevel bliver os en dag...ved godt det er skide åndsvagt,men fuck hvor jeg elsker ham..
Snakkede så i tlf med ham igår,hvor jeg spørger ind til hvad der skete,siden vi kunne hygge os sådan om mandagen,og tirsdag er det slut...fatter ikke en skid...Han siger at det var rigtig dejligt at jeg kom på besøg,at han syntes vi havde en fantastisk mandag aften/nat sammen,men at samtidig var der noget der gik op for ham,og det var at der manglede noget,og det var kærligheden.....for satan den var svær at sluge...vidste det jo egentlig godt,men ville ikke indse det...
Men kald mig blind,blond,naiv og dum....kan sgu ikke finde ud af hvordan jeg skal takle det....klynger mig stadig til det lille"i hvert fald for nu"...Har aftalt vi stadig kan være venner hvis jeg kan klare det,nyder stadig vores samtaler,og håber vi med tiden også kan ses...
Han siger jo stadig at han holder rigtig meget af mig,ikke vil miste mig,at jeg betyder rigtig meget for ham...
Skal jeg glemme alt om ham,skal jeg bevare et venskab hvis jeg kan,da vi giver hinanden så meget,skal jeg kæmpe lidt for ham,bevise at jeg mener at jeg rigtig gerne vil ham,skal jeg give ham ro og håbe at han indser at han savner mig og gerne vil mig,eller hvad?....
Beklager mit indlæg blev så langt,men skulle lige have luft...