1 for - 1 imod.

....uha, jeg er i vildrede! Som jeg skrev i mit debatoplæg er jeg dybt fortvivlet, fordi jeg kan se at min datter får det dårligere for hver dag der går.
Ja, det er min pligt som mor, at passe på hende! Jeg vil aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv, hvis der skete hende noget forfærdeligt. Min egen samvittighed siger mig bare, at det er forkert at læse i hendes dagbog. Vi plejer jo ikke at holde alvorlige ting skjult for hinanden, eller at være uærlige overfor hinanden - men jeg kan bare ikke komme ind på livet af hende lige pludseligt??!

på snart 13 år, men jeg følger mig forpligtet til at holde øje med hvad der sker i hendes liv, og i den alder er de jo ikke de mest meddelsomme, omend hun fortæller mig rigtig meget i forhold til mange andre. Hun skal da ikke vide at jeg kigger, og hvad man ikke ved har man ikke ondt af....Problemstillingen kommer først den dag hvor du bliver nødt til at bruge de oplysninger du har fundet i hendes dagbog, men den tid den sorg......Håber at du træffer den for dig rigtige beslutning

Hej.....jeg er en meget bekymret mor, til en teenage datter på 14. Normalt er hun en udadvendt og livsglad pige, som er vellidt blandt alle. Indenfor den sidste måneds tid, er hun blevet umådelig trist og stille. Hun har droppet sin sport (som hun ellers dyrkede 3 gange om ugen + kampe i weekenderne), hun hænger ikke ud med vennerne mere, hun tilbringer det meste af sin tid bag en lukket dør på sit værelse, og hun spiser ikke så meget som hun plejer. Jeg fortæller hende dagligt at jeg elsker hende (hvilket jeg ALTID har gjort), og jeg gør meget ud af at gøre det klart for hende, at hun ALTID kan komme til mig, hvis hun har problemer.....men intet synes at have effekt!???
Iaften skulle jeg lægge vasketøj på plads, og jeg bankede på hendes dør. Hun svarede ikke, så jeg åbnede lige så stille.....og fandt hende ved skrivebordet. Hendes reaktion var, at hun skyndte sig at klappe bogen sammen, som hun sad og skrev i. Hun går forbi mig, og jeg kan se at hun har grædt! Jeg forsøger at stoppe hende på vejen, hvorpå hun siger;" Vil du ikke nok bare lade mig være mor!". Jeg er dybt, dybt fortvivlet!!!!
Mit spørgsmål til Jer er;
Skal jeg læse i hendes dagbog, for at finde svaret? Ved udemærket godt, at det er TOTALT forbudt område....og at det under normale omstændigheder ville være HELT uacceptabelt. Men situationen hèr er jo langt fra normal, og jeg frygter det værste!!

Nej det skal man ikke. En dagbog er en meget privat ting. Du skal derimod finde et godt tidspunkt. Og så lave en kop the ell. lign. og tage med ind til din datter og sige at DU har brug for en snak med hende. Så kan i måske få en god snak hvor hun forhåbentlig åbner sig. Men husk at have god tid. Pøj pøj fra en anden mor

du det. Du aner ikke om hun går med planer om selvmord eller noget andet. Hvis det ikke er alvorligt skal du jo ikke fortælle hende at du har læst det...Det er i dette tilfælde din pligt at læse den.

....jeg vèd jo netop godt, at det er forbudt område - dèrfor har jeg heller ikke gjort det. Jeg står jo bare i et dilemma, fordi jeg kan se at hun får det dårligere og dårligere. Og tro mig.....den der med at lave en kop the, og tage mig tid til at snakke med hende har jeg prøvet.....MANGE gange! Jeg har fortalt hende, at jeg bliver rigtig ked af det, når jeg kan se at hun har det dårligt, men hun fejer mig af, og ber` mig om at lade hende være i fred.
Har du et andet bud?

Man siger at man ikke skal lytte ved dørene hvis man ikke kan tåle at høre sandheden om sig selv.
Hvis du alligevel vælger at "komme til at" læse i dagbogen, så sørg for hun ikke opdager det, og lad være med at komme til at nævne noget fra bogen.
Hvis der står noget knap så godt i bogen så vent et par dage efter at du har læst det, og forsøg så på en eller anden måde at få hende til at åbne sig, så hun selv kommer igang med at tale om de eventuelle problemer.
Du skal ikke starte med at snakke om noget fra bogen, da du så har afsløret at du har læst i hendes private sager, og det er et tillidsbrud, også selvom hun ikke er myndig og du har ansvaret for hendes ve og vel.
Lav en hygge aften, uden at det kommer til at virke kunstigt, og se om du ikke kan få hende til at snakke selv.

- hvad forventer du? Hun er 14 år, hun skriver dagbog, hun græder, og du skal lade hende være.
- Hvornår har du selv reageret sådan? Da du havde din første store kærestesorg? Mit gæt!
- Gør som du plejer, vær der, men hold dig fra hendes dagbog.

....jamen hun er slet ikke typen, der har kærestesorger! Hun er en sportspige med STORT S, som aldrig har anset jævnaldrende drenge for andet end kammerater. Indtil for en måned siden dyrkede hun sport på et højt plan, og valgte SELV fest og "ballade" fra. Jeg har aldrig forhindret hende i nogle af disse ting.....nærmest tvært imod.
Tro mig.....jeg ér der!
Tak for dit råd.

...at læse i hendes dagbog....
Er dit råd, at jeg skal gøre det?

Hun er 14 år!!!
Det dør hun ikke af. Måske du bare skal give hende plads til hendes voldsomme følelser.
Og jeg tror ikke hun tvivler på, at du elsker hende og at hun altid kan komme til dig. Hun kommer lige så snart hun får brug for dig.
Men det er frustrerende med disse teenagere i huset. Man synes ikke, det er så længe siden, de var små.

Worst case scenario: Lad os antage at hun overvejer at tage sit eget liv, så er det jo ikke noget hun fortæller dig......

....jeg tilgiver aldrig mig selv, hvis der sker hende noget forfærdeligt!
Jeg ved godt, at hun befinder sig i en vanskelig alder, men jeg synes det er ekstremt voldsomt, at hun svinger SÅ meget....og så på bare èn måned!
Jeg giver hende bestemt plads - men det skræmmer mig at hun pludselig lukker alt og alle ude af sit liv.

Du har jo ansvar for hende, og hun skal hjælpes.

....dèt jeg frygter mest!!!!

i tvivl. Indrømmer gerne at jeg nogen gange læser min datters sms når hun sover. Jeg vil følge med i hvad der sker.

Er overordentlig glad for at høre, at jeg ikke behøver at føle mig som en "luskerøv", fordi jeg overhovedet har overvejet at læse i min datters dagbog. Havde bare ikke regnet med at meningerne - for og imod - kom til at stå SÅ lige!

....til at ty til disse midler, fordi min datter ALTID har været en glad og udadvendt pige - men hvor er jeg dog glad for at høre, at jeg med god samvittighed er i min fulde ret til at sikre mig at der intet grimt sker hende. Også hvis det betyder, at jeg er nødsaget til at læse om den sidste måneds begivenheder i hendes dagbog!
Endnu engang TAK!!!

Kan du ikke tale med hendes klasselærer eller en veninde? Problemet er jo så bare, at du heller ikke kan gøre dette uden hendes vidende. Men, som andre har foreslået, så gør hende opmærksom på, at du synes, det er uansvarligt af dig ikke at reagere på dette humørskift, hvorfor du ønsker at tage kontakt til hendes lærer. Det er ikke så grænseoverskridende som at læse hendes dagbog.
Når det er så ekstremt, som det fremgår af dit indlæg, det er, må andre også have bemærket det. Skulle man da tro.
Vh jette-

Som en anden skrev til mig her på debatten, er det MIN forbandede pligt som mor, at sørge for at min datter kommer helskindet igennem barndommen!

jo mere betyder du for hende og for at hun ikke kommer ud på et skråplan, men får noget ud af livet.

....også lærerne i skolen. Problemet er bare, at hun er utrolig intelligent. Der kan ikke sættes en finger på noget af det boglige i skolen. Kunne der så bare det, ville lærerne have en "gyldig" grund til at indkalde os til en samtale, hvor der kunne være en mulighed for at få taget hul på problemet.

....du har fuldstændig ret! Tak for skulderklappet ;o)

Læste en artikel i dag om "cuttere". Mennesker - ptimært unge - som skærer i sig selv.
Og mange af de ting som du nævner var nævnt i den artikel, som tegn på at der var noget galt. Det var i "Vi unge", tror jeg.
Er hun begyndt at gå med lange ærmer? Selv i de her dage hvor det stadig lugter lidt af sommer? Kan det være derfor hun ikke vil gå til sport mere? der er en hel del skam forbundet med det.
Hvis det er sådan noget, eller noget lige så alvorligt så vil hun måske pt hade dig for at have læst hendes dagbog, men på sigt vil hun takke dig!
Og hvis det "bare" er kæreste sorger, kan du jo med sindsro lade hende være som hun beder dig om. Og selvom hun ikke plejer at interessere sig for det andet køn, må det jo komme på et tidpunkt - måske nu?
En anden ting som jeg tænker er om nogen måske har misbrugt hende? Det ville jeg være bange for hvis nogen af de børn jeg arbejder med, begyndte at opføre sig sådan... Og jeg ville ikke have problemer med at læse nogen personlige ting, uden deres tilladelse, hvis jeg havde mistanke om noget sådant. Jeg har ikke børn selv, så jeg ved ikke om det er anderledes med ens egne børn - men det er jeg nu overbevist om at det er! Noget helt andet!
Jeg synes at du skal læse den! Hvis det er noget meget alvorligt skal det stoppes - med det samme, og ikke når hun bryder helt sammen!!!
Mis

Lige nu skal du respektere din datters grænser.
Selvom det kan virke bekymrende at hun har ændret sig så meget indenfor kort tid, så er det altså ikke unormalt for en teenager, at der er perioder hvor de opfører sig meget anderledes end "normalt".
Det at du hele tiden fortæller hende at du elsker hende, at hun "bare skal komme" og at du overvejer at læse i hendes dagbog gør mig bekymret.
Jeg forstår godt at dine intentioner er positive, men hun kan også opleve det som en konstant overskriden af sine grænser. Måske tumler hun med de sædvanlige teenage-problemer (kærester, kropslige forandringer, sociale ting) men hun har måske SLET ikke lyst til at snakke med sin mor om det.
Hun er begyndt at gøre sig fri af dig og hvis du nu hele tiden insisterer på at holde hende tæt til kroppen, risikerer du et endnu større oprør. Hun er jo ved at udvikle sig i retning af en voksen identitet og hun opfatter det måske som om, at du vil holde hende på børnestadiet.
Det at hun lukker sin bog da du træder ind på hendes værelse er sandsynligvis udtryk for, at hun synes du overskrider hendes grænser. Jeg ved ikke om du bare banker på og går ind, men måske skal du vente til hun siger "kom ind". Jeg husker at min egen mor havde en vane med ("af høflighed) lige at give et lille bank på døren og så bare lukke op og gå ind, selvom jeg enten ikke svarede eller sagde "lad mig være". Det kan være utrolig grænseoverskridende, hvis man ikke ønsker at blande sine forældre ind i det der nu engang foregår, så prøv at huske at lade hende selv sætte grænserne.
En anden ting er; hvis du læser hendes dagbog skal du være klar til at se dig selv og din væremåde i øjnene. Selvom du gør tingene af et godt hjerte, så vær forberedt på at du måske finder en "spand lort" skrevet ned. Hvis din datter føler sine grænser overskredet og måske har brug for at få det ud, uden at gøre dig ked af det, er det måske hvad hun bruger dagbogen til.
Finder du noget knap så flatterende om dig selv, risikerer du ubevidst at "straffe" hende fordi du bliver såret, og dét er ikke hensigtsmæssigt.
Min mor gjorde det engang da jeg var 15-16 år af "bekymring". Hun blev meget, meget ked af det og opførte sig som et såret rådyr i længere tid. Den dagbog var min fortrolige og jeg havde blandt andet skrevet nogle knap så pæne ting om min mors trang til at kontrollere mig hele tiden (hun var meget overbeskyttende i den periode). Hun "straffede" mig ubevidst ved at lukke af og blive mere kontrollerende og beskyttende end hidtil - men det var jo hendes egen skyld, fordi hun stak næsen i nogle ting som slet ikke kom hende ved.
Nogle ting skal man have lov at have for sig selv, også som teenager. Dagbogen er ofte der hvor man kommer af med en masse knap så positive ting, som man trods alt har lov at føle og tænke, uden at alle andre skal blandes ind i det.
Hvis din datter begynder at opføre sig meget ustabilt; opfarende, udpræget depressiv, rende ude hele natten, komme påvirket hjem osv., så skal du helt klart gribe ind. Men lige nu, skal du se tiden an.
At hun har droppet alle sine almindelige vaner kan lige så godt være et opgør med livet hidtil, og noget hun stille og roligt vil genoptage, hivs du bare lader hende gennemleve hvad hun nu gennemgår.

og mere er der ikke at sige til det ..
Vi lever ikke i 80érne længere og vores børn bliver tidligere og tidligere voksne fordi samfundet kræver det.. ergo vi får depri børn og børn på stoffer...
Læs den og se hvad der gir sig i din datters liv hvis det er kæreste sorg så lad det ligge og hvis det er værre så konfronter hende med det og sig at du kun har læst det pga du elsker hende og ikke kan klare at se hende gå til..
Mvh en mor

- jeg synes det kunne være godt at vide, om det var kærestesorg

Hvad ville du gøre, hvis hun ikke skrev dagbog?
Hvis du virkelig er bange for at hun vil gøre skade på sig selv, må du fortælle hende at du vil henvende dig til skolen psykolog.
Min mening

....til alle Jer, som har hjulpet mig med at træffe en meget svær beslutning! Jeg har virkelig gennemlæst ALLE Jeres råd - og jeg må sige at alle....både for og imod....gav mig stof til eftertanke i de sene nattetimer igår. Dertil synes jeg, at jeg skylder Jer en tilbagemelding om, hvilken beslutning jeg traf - og hvilke resultat det gav.
Jeg valgte, at læse min datters notater for de sidste 30 dage!! Det gjorde jeg idag. Jeg tog fri fra arbejde til middag, for jeg skulle hjem inden min datter kom hjem fra skole. og Gud ske tak og lov for at jeg gjorde dèt!!!
Det viser sig, at hun var begyndt at overveje selvmord. Ikke pga. kærestesorger, men noget så grotesk som mobberi og gruppepres fra hendes sports-holdkammerater. Hun fortæller i sin dagbog, at hun gennem den sidste tid er blevet frosset ud af pigerne på holdet. At trænerne ikke orkede at gribe ind. At hun har haft en personlig samtale med cheftræneren og den assisterende træner, som begge har opfordret hende til at søge udfordring i en større og bedre klub.
Nogle af spørgsmålene som hun stillede sig selv var (Citat);
De siger begge 2, at jeg er et KÆMPE naturtalent!! hvorfor skal jeg så skaffes af vejen??
De siger begge 2, at jeg skal søge udfordring i en større og bedre klub! men hvordan skulle det kunne lade sig gøre?? min mor knokler røven ud af bukserne allerede, for at give mig og min lillebror alt det hun ikke selv fik som barn. Det vil være synd for hende hvis hun også skal til at ligge og køre mig frem og tilbage 4-5 gange om ugen....næsten 100 kilometer hver vej!!!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.....håndbold betyder ALT for mig.....jeg føler mig glad og fri hver gang jeg er på banen. Nu er det hele slut! Jeg føler mig mørk og tung indeni. Måske ville det være meget lettere for os allesammen hvis jeg ikke var her mere???
Min datters notater blev mørkere og mørkere, som jeg læste fremad. I notaterne fra i forgårs, overvejede hun direkte hvordan hun skulle tage sit liv. Hun skriver noget så uhyggeligt som (citat);
Jeg har læst i Vi Unge, at sovepiller skulle være det bedste....men sådan nogle har min mor ikke! jeg tør ikke skære i mine håndled. En pige på skolen fortalte forleden, at hendes storesøster havde spist en hel bøtte Panodil, og at hun med 100% sikkerhed havde været død, hvis ikke hendes mor havde fundet hende. Min mor har en hel bøtte Pinex....er det mon det samme som Panodil?
HOLD KÆFT JEG STOR-TUDEDE!!!!!
Jeg besluttede mig for at tage mig sammen, og fortælle min datter, at jeg havde læst i hendes dagbog - når hun mom hjem fra skole. Dèt gjorde jeg.....og hun brød fuldstændig sammen! (Forinden havde jeg kontaktet min søster - som bor mindre end en km. væk fra os - og fik aftalt, at hun skulle hente min søn i skolefritidsordningen). Hele dagen og indtil for en time siden, har min datter og jeg, skiftesvis talt og grædt....talt og grædt. Hun faldt fuldstændig til ro, og de sidste ord hun sagde, inden hun faldt i søvn her på sofaen var;" Tak mor! Du skal ikke gå og være bange mere. Jeg elsker dig jo!".
Jeg har dertil besluttet, at vi flytter fra byen! Min søn er stadigvæk så lille, at han glædeligt følger mig, hvorend vi tager hen - så længe vi alle er glade og tilpasse. Så han tager ingen skade af at flytte. Og min datter vil få mulighed for at komme videre med sit store håndboldtalent.
Det næste jeg skal gøre er, at finde ud af HVOR vi skal flytte hen??!
Imorgen har jeg taget en feriefridag fra jobbet, og min datter skal have lov til at hvile. Når hun vågner vil jeg snakke med hende om, hvor hun gerne vil, at vi tager hen - og så tager vi tingene dèrfra.
Jeg har det godt med det valg jeg traf (om at læse i hendes dagbog), og jeg er fuldstændig afklaret med den beslutning jeg har truffet (mht. flytning). Jeg kan derfor kun opfordre ALLE, som er i - eller havner i - lignende situation som mig og min datter, til at gribe fat om roden og trække HÅRDT til!!! også hvis det betyder, at man (af nød) overskrider datterens grænse til privatlivets fred.
Mvh., og endnu engang rigtigt hjertelig tak for Jeres hjælp!
Bohemia68.

Det var ikke kærestesorg.
Jeg har skrevet en stor tak til Jer alle, og kort fortalt hvad det hele drejer sig om nederst i debatten.
Mvh.,
Bohemia68

for at du besluttede dig for at læse bogen. Ked af at det netop vae worsw case scenario som det drejede sig om. Det bekræfter mig i at jeg gør det rigtige ved at kigge i smserne engang i mellem......Held og lykke, hold os underrettet, og giv besked hvis du har brug for en at maile med.....

GODT at du har fået fat i det, og godt at du tog ansvar for at være tilstede for din datter. Men men men .......... når/hvis I flytter så sørg lige for at tage en alvorlig snak med de skiderikker i din datters klub. De lyder godt nok ikke til at være kompetente nok til at have børn i deres varetægt - MILDT SAGT.
Pøj pøj med jer alle
Kynisk mand

og hvor lyder i to til at have et tæt og meget kærligt forhold til hinanden :)
Sikke dejligt i fik snakket ud og din datter fik noget fred indeni, hun er jo trods alt stadigvæk " en lille pige" der har brug for sin mor, selv om hun er ved at være stor.
Jeg håber i finder jer et dejligt sted at flytte hen hvor i hver især kan blomstre :)

Ikke med mindre du "kommer til det"
Som jeg skriver, så sørg for hun ikke opdager det, hvis det sker alligevel.
Det er trods alt et indgreb i hendes personlige frihed, hvis du gør det, men på den anden side, så skal du passe på hende, da hun ikke er myndig, og du har ansvaret.

- der sagde du skulle holde snitterne væk fra den dagbog. Det kan man da vist kalde en larmende fejlvurdering af situationen, fra min side.
- Jeg synes du er sej, at du tager konsekvensen og laver så radikale ændringer i Jeres tilværelse, som en flytning kan være.
- Jeg vil ønske Jer al held og lykke det nye sted.
Kærligst Dulkis.

- han er eddermame en klaphat. Men jeg hørte lige den anden dag, at lærerne sådan set mobber præcis lige så meget som eleverne. Det er ret flot!! Man kan sgu da ikke regne med nogen mere.

Havde gået og tænkt over hvordan det mon endte...
Held og lykke med hvor i vil flytte hen! Dejligt med forældre der tager ansvar for deres børn, også selvom det betyder at børnene nogen gange bliver kede af det! Som regel kommer der jo noget godt ud af det!
Godt du fangede det i tide!
Mvh Mis

At den engagerede opdragelse, som man begyndte at slække på for snart 40 år siden, var megert bedre end nutidens uengagerede la-la opdragelse.

Kære Bohemia,
jeg har læst indlæggene her, men følte ikke jeg kunne råde til hverken for eller imod dagboglæsningen, da man ikke kan sætte sig i andres situation.
Jeg synes det er stærkt det du har gjort, og ønsker dig tillykke med at være en stærk og kærlig mor for din datter. Hun havde brug for dit råd og støtte.
At du vælger at flytte fra byen for at hun kan dyrke sit talent, synes jeg også er noget at det største kærlighed og tillid du kan give hende i situationen.
Dog synes jeg du burde tage en snak med de trænere hun har haft. Hvis hun virkelig har talent, hvorfor har de så ladet de andre mobbe hende, og holde hende udenfor. Det er deres ansvar at sørge for, at der ikke opstår konflikter og jalousi på holdet.
I ønskes alt godt i fremtiden og en stor knus til et dejligt mor/datter forhold.