Skal jeg tro ham eller lad vær??
Jeg mødte tilfældigvis en sød, lækker, ung hot læge tilbage i starten februar.
Lige fra første blik, tænkte jeg WAUW!
Gjorde selvfølgeligt ikke mere ved det, da jeg havde en kæreste-Vi skulle også afsted på en "sidste chance for at redde forholdet-ferie", så jeg vil slet intet gøre.
Var igen på besøg hos lægen inden ferien og vi fik snakket lidt privat bagefter. Han er halv dansk og halv fra mit hjemmeland (er sydamerikaner)- endnu mere kemi,men helt uskyldigt...
Kæresten og jeg tager på ferie, og jeg får rigtigt bekræftet, at forholdet simpelthen ikke holder. Men efter 3 år, kæmper man lidt mere.. Får først slået op med ham i slutningen af marts- hvor jeg fandt ud af, at han skrev lidt for søde ting til en pige. Hendes kæreste og venner bankede pludelig på hos os en søndag... Jeg skred så med det samme, selvom jeg dog ikke tror han var mig direkte utro!
I mellemtiden (efter jeg kom hjem fra ferien), fik jeg tilsjusket mig lægens nummer, fordi han tilfældivis skulle til hjemlandet i slut marts, og han havde brug for hotel. Senere fandt vi ud af pr sms, at det bare var en undskyldning for os begge ;-)
Han skrev til mig fra ferien, og fortalte så, at han var afsted alene for at besøge familien, da hans forhold heller ikke havde kørt i 1-2års tid (de har været sammen over 4 år).
Sms'erne blev hedere og hedere, og i mellemtiden slog jeg op med exen- havde jo også dårlig samvittighed over at have en anden mand i tankerne- Jeg tager kraftigt afstand fra utroskab!
Sms'er blev til udveksling af billeder, megalange mails, og opringninger fra hans ferie! Det endte med, at vi begge var SIKRE på, at vi var soulmaids.
Han fortalte mig sågar, at hans kæreste under hele forholdet havde prøvet at overtale ham til børn, men han først NU- efter at ha' mødt MIG, som han knap kendte- følte sig parat for første gang.
Ja, vi talte og skrev om ALT- vores ex'er,sex osv.
Han gjorde det dog klart, at han vil slå op med kæresten, så snart det blev muligt, MEN at det blev på hans måde, da han ikke vil såre hende mere end højst nødvendigt. Fint nok!
Skæbnen ville dog, at han skulle opereres i knæet 4 dage efter hans hjemkomst- det var planlagt!
2 dage inden operationen, kom det STORE øjeblik... Vi skulle mødes for første gang uden formeliteter... Og daten blev FANTASTISK ifølge os begge. Jeg var i hvertfald sikker, efter næsten 2 dage sammen, og det virkede han også klart til at være!
Efter hans operation- for ca en måned siden- har vi ses 1 gang. Det varede i 2,5 dag, og var også SKØNT.Jeg fik ovenikøbet besøg af en veninde og hendes fyr en aften og vi alle hyggede.
Det skal siges, at lægen var rimelig hjælpeløs, for 8-9 dage siden, da jeg sidst så ham. Det er langt mere smertefuldt, end han forventede.
Men i sidste uge, sagde jeg til ham, at jeg synes vi skulle vente med at ses ,til han havde fået slået op. Det andet her gør for ondt og så er det utroskab!
Vi har også skrevet sammen siden, men det er ikke blevet til meget snak eller de lange sms'er... Det brokkede jeg mig over igår- har gjort det lidt før også! Hader at brokke mig, men som han også ved, så er jeg en ærlig person, der fortæller mine følelser- specielt i et forhold!
Jeg ved, at han ikke kan ringe til mig hele tiden, da han bor sammen med kæresten på 4. sal og knap kan gå. Men som jeg skrev til ham igår, så føler jeg, at jeg bliver sat bagerst i hans kø hele tiden. Han ligger jo mest hjemme i sengen og sover hele tiden, så kommer kæresten hjem, el han får besøg, eller, eller, eller...
Han påstår, at han tænker på mig hele tiden, men jeg får måske 3 sms'er om dagen, og 5-10minutters opkald 3-4 gange i ugen! Det føler jeg ikke er nok.
Ved vi ikke har noget forhold kørende endnu, men vi har været i seng sammen, og aftalt en masse ting vi skal sammen i fremtiden, så NOGET må jeg da forvente...???
Igår havde han sagt, at han ville ringe- Vi har ikke snakket sammen siden tirsdag, fordi han havde det meget dårligt onsdag/torsdag og så kom helligdagen...Jeg sidder i Jylland og han Sjælland.
Jeg ventede spændt, men da kl blev 16.30 skrev jeg ham en lang, lidt vred/ked af det sms... Pludselig tager jeg mig selv i at græde af frustration, mens jeg skriver- DER ringer han selvfølgelig, men jeg vælger ikke at tage den, da jeg stadig græder. Skriver sms'en lidt om, og sender den.....
Siden har jeg fået 2 sms'er fra ham. Den sidste i nat, hvor han var til grill og skrev han vil kontakte mig idag...!!! Jeg svarede ikke tilbage- jeg har dog noget værdighed.
Problemet er nu, at klokken er næsten 17, og jeg har endnu intet hørt fra manden....
Jeg bliver SÅ ked af det, hvis jeg har skræmt ham væk med mit brok, over ikke at få nok opmærksomhed. Men det er meget svært at blive "den anden", når jeg er vant til, at fyrene arbejder for at få mig! Pludselig er det mig, der skriver de lange sms'er og brokker mig over ikke at få lige så mange igen....
Jeg vil sige, at jeg plejer at være en GOD menneskekender, og han skal være den vildeste skuespiller hvis han virkeligt har narret mig...
MEN , jeg er efterhånden i tvivl..
Han siger, at han hele tiden har sagt, at han skal være nogenlunde rask inden han slår op- og det er også rigtigt. Men er man ikke nogenlunde rask når man tager til grillfest med fyrene, og til middag hos Mor??
Han vil nemlig flytte sine ting med det samme,men vil ikke bede sine venner om hjælp,mens han er syg. Hvad er det for nogle venner??
Er det er ægte undskyldning??
Havde det været mig, der var SÅ SIKKER i én, så ville jeg ha slået op med kæresten lige dagen efter jeg kom hjem fra ferien!!!De har ingen børn.
Eller er det bare sådan en kvindeting?? Mænd skal måske tage sig mere sammen?? Men hvor lang tid skal man vente?? Jeg har seriøst været super tålmodig, det siger mine veninder også!
Min tro på ham bliver jo også mindre og mindre, når han sådan kan holde fasaden for kæreste, familie og venner- ja, selv hans Mor!
Lige nu har jeg valgt at lade ham tage den næste kontakt, men hvad skal jeg gøre???????
Med venlig hilsen
"Den Anden, men måske Nye!!??"
Lige fra første blik, tænkte jeg WAUW!
Gjorde selvfølgeligt ikke mere ved det, da jeg havde en kæreste-Vi skulle også afsted på en "sidste chance for at redde forholdet-ferie", så jeg vil slet intet gøre.
Var igen på besøg hos lægen inden ferien og vi fik snakket lidt privat bagefter. Han er halv dansk og halv fra mit hjemmeland (er sydamerikaner)- endnu mere kemi,men helt uskyldigt...
Kæresten og jeg tager på ferie, og jeg får rigtigt bekræftet, at forholdet simpelthen ikke holder. Men efter 3 år, kæmper man lidt mere.. Får først slået op med ham i slutningen af marts- hvor jeg fandt ud af, at han skrev lidt for søde ting til en pige. Hendes kæreste og venner bankede pludelig på hos os en søndag... Jeg skred så med det samme, selvom jeg dog ikke tror han var mig direkte utro!
I mellemtiden (efter jeg kom hjem fra ferien), fik jeg tilsjusket mig lægens nummer, fordi han tilfældivis skulle til hjemlandet i slut marts, og han havde brug for hotel. Senere fandt vi ud af pr sms, at det bare var en undskyldning for os begge ;-)
Han skrev til mig fra ferien, og fortalte så, at han var afsted alene for at besøge familien, da hans forhold heller ikke havde kørt i 1-2års tid (de har været sammen over 4 år).
Sms'erne blev hedere og hedere, og i mellemtiden slog jeg op med exen- havde jo også dårlig samvittighed over at have en anden mand i tankerne- Jeg tager kraftigt afstand fra utroskab!
Sms'er blev til udveksling af billeder, megalange mails, og opringninger fra hans ferie! Det endte med, at vi begge var SIKRE på, at vi var soulmaids.
Han fortalte mig sågar, at hans kæreste under hele forholdet havde prøvet at overtale ham til børn, men han først NU- efter at ha' mødt MIG, som han knap kendte- følte sig parat for første gang.
Ja, vi talte og skrev om ALT- vores ex'er,sex osv.
Han gjorde det dog klart, at han vil slå op med kæresten, så snart det blev muligt, MEN at det blev på hans måde, da han ikke vil såre hende mere end højst nødvendigt. Fint nok!
Skæbnen ville dog, at han skulle opereres i knæet 4 dage efter hans hjemkomst- det var planlagt!
2 dage inden operationen, kom det STORE øjeblik... Vi skulle mødes for første gang uden formeliteter... Og daten blev FANTASTISK ifølge os begge. Jeg var i hvertfald sikker, efter næsten 2 dage sammen, og det virkede han også klart til at være!
Efter hans operation- for ca en måned siden- har vi ses 1 gang. Det varede i 2,5 dag, og var også SKØNT.Jeg fik ovenikøbet besøg af en veninde og hendes fyr en aften og vi alle hyggede.
Det skal siges, at lægen var rimelig hjælpeløs, for 8-9 dage siden, da jeg sidst så ham. Det er langt mere smertefuldt, end han forventede.
Men i sidste uge, sagde jeg til ham, at jeg synes vi skulle vente med at ses ,til han havde fået slået op. Det andet her gør for ondt og så er det utroskab!
Vi har også skrevet sammen siden, men det er ikke blevet til meget snak eller de lange sms'er... Det brokkede jeg mig over igår- har gjort det lidt før også! Hader at brokke mig, men som han også ved, så er jeg en ærlig person, der fortæller mine følelser- specielt i et forhold!
Jeg ved, at han ikke kan ringe til mig hele tiden, da han bor sammen med kæresten på 4. sal og knap kan gå. Men som jeg skrev til ham igår, så føler jeg, at jeg bliver sat bagerst i hans kø hele tiden. Han ligger jo mest hjemme i sengen og sover hele tiden, så kommer kæresten hjem, el han får besøg, eller, eller, eller...
Han påstår, at han tænker på mig hele tiden, men jeg får måske 3 sms'er om dagen, og 5-10minutters opkald 3-4 gange i ugen! Det føler jeg ikke er nok.
Ved vi ikke har noget forhold kørende endnu, men vi har været i seng sammen, og aftalt en masse ting vi skal sammen i fremtiden, så NOGET må jeg da forvente...???
Igår havde han sagt, at han ville ringe- Vi har ikke snakket sammen siden tirsdag, fordi han havde det meget dårligt onsdag/torsdag og så kom helligdagen...Jeg sidder i Jylland og han Sjælland.
Jeg ventede spændt, men da kl blev 16.30 skrev jeg ham en lang, lidt vred/ked af det sms... Pludselig tager jeg mig selv i at græde af frustration, mens jeg skriver- DER ringer han selvfølgelig, men jeg vælger ikke at tage den, da jeg stadig græder. Skriver sms'en lidt om, og sender den.....
Siden har jeg fået 2 sms'er fra ham. Den sidste i nat, hvor han var til grill og skrev han vil kontakte mig idag...!!! Jeg svarede ikke tilbage- jeg har dog noget værdighed.
Problemet er nu, at klokken er næsten 17, og jeg har endnu intet hørt fra manden....
Jeg bliver SÅ ked af det, hvis jeg har skræmt ham væk med mit brok, over ikke at få nok opmærksomhed. Men det er meget svært at blive "den anden", når jeg er vant til, at fyrene arbejder for at få mig! Pludselig er det mig, der skriver de lange sms'er og brokker mig over ikke at få lige så mange igen....
Jeg vil sige, at jeg plejer at være en GOD menneskekender, og han skal være den vildeste skuespiller hvis han virkeligt har narret mig...
MEN , jeg er efterhånden i tvivl..
Han siger, at han hele tiden har sagt, at han skal være nogenlunde rask inden han slår op- og det er også rigtigt. Men er man ikke nogenlunde rask når man tager til grillfest med fyrene, og til middag hos Mor??
Han vil nemlig flytte sine ting med det samme,men vil ikke bede sine venner om hjælp,mens han er syg. Hvad er det for nogle venner??
Er det er ægte undskyldning??
Havde det været mig, der var SÅ SIKKER i én, så ville jeg ha slået op med kæresten lige dagen efter jeg kom hjem fra ferien!!!De har ingen børn.
Eller er det bare sådan en kvindeting?? Mænd skal måske tage sig mere sammen?? Men hvor lang tid skal man vente?? Jeg har seriøst været super tålmodig, det siger mine veninder også!
Min tro på ham bliver jo også mindre og mindre, når han sådan kan holde fasaden for kæreste, familie og venner- ja, selv hans Mor!
Lige nu har jeg valgt at lade ham tage den næste kontakt, men hvad skal jeg gøre???????
Med venlig hilsen
"Den Anden, men måske Nye!!??"