Skal lige have luft

Jeg ved egentlig ikke om det er det rette sted, men jeg trænger til luft.
Mit liv har ændret sig voldsomt inden for det sidste år. Jeg er blevt skilt for lidt over et år siden, har fundet mig en sød og meget dejlig kæreste, har lagt mit stressede liv bag mig og fundet ro. Mit sociale liv er meget begrænset, hvilket jeg til dels selv har valgt.
For at gøre en lang historie kort så handler mine frustrationer om min kæreste og min søn.
Min søn har mange sociale problemer i bl.a. skolen og fritidsordningen, han har haft det svært med skilsmissen, fordi vores liv er langt meget om (til det bedre efter min mening) jeg er blevet mere kontant og opdragende overfor ham, men han er ikke itvivl om min kærlighed til ham. Han er grænsesøgende og kan ofte være ret provokerende. Han har selvfølgelig mange gode sider. Hans opførsel er blevet væsentlig bedre efter skilsmissen, det hele går i den rigtige retning men langsomt.
Min kæreste elsker mig det er jeg ikke i tvivl om, men han og min søn kommer altid i konflikt med hinanden, når vi en (efterhånden) sjælden gang er sammen alle 3. Det kan være over det mindste ting de 2 kamphaner rager i uklar. Selvfølgelig skal min kæreste ikke finde sig i hvad som helst. Efter begges udsagn går deres samværd rigtig godt, når min kæreste passer min søn, når jeg skal til møde på skolen (hvilket er sket 3 gange).
Jeg elsker og forguder dem begge, men jeg orker snart ikke at være sammen med dem begge på engang, det ender altid i konflikt. Vi kan ikke engang sidde og spise vores aftensmad uden der bliver en trykket stemning. Vi optræder aldrig sammen alle 3 i offentligheden, da min kæreste ikke gider stå model til min søns opførsel, hvilket jeg godt kan forstå, da min søns sociale problemer er svære for andre at forstå.
Jeg føler mig som en lus mellem 2 negle. Jeg kan mærke på mig selv at det tære på min energi. Jeg tænker nogle gange, om jeg vil nøjes med at have en kæreste hver anden uge.

- det er den optimale løsning, men hvis det er din overbevisning, at din søn sociale problemer er af forbigående art, hvor så ikke prøve at have en kæreste hver anden uge i en periode.
- Hvis du vælger det, tror jeg til gengæld, det er vigtig for din skyld, at den periode bliver fastsat fra starten. Er bedringerne så ikke indtruffet, kan du forlænge den, hvis du synes det virker, ellers må du prøve noget andet.

Men ud med kæresten !
Det bliver aldrig godt uanset hvor meget du prøver. Har selv været i netop denne situation. Jeg og mit barn fik det først godt, da jeg indså at det var en umulig opgave.
Find en kæreste med lidt mere overskud.
Held og lykke ;0)

på dig og det du beskriver lyder således,
"Du er lige blevet skilt men dit skrid er klar til en ny mand?
Hvis du har en søn som synklar kunne du hverken passe, opdrage, lære og udvikle, kunne du så tage dig af din afkomst, i stedetfor, dine kønsdele og behøv?
I dyrene er trængsel for parring en instink og cyklus. Derfor fik mennesker (ja først "mænd" og efter kvinderne) hjerne!!
Men efter at have set kvindes plads i historien, man kunne betragte
dig som "normal", selvom, at i min opfattelse du er svagbegavet.
Kan du ikke holde ud af dig selv i det mindtse et år?? Og brug disse energier du mener du har for at gøre dit barn socialmæssig funktional?Trænger din lavselvværd så meget til at føle at du er værd, ved bestile ikke noget anden end at flirte med fremmede mænd❓Og hvordan kan du "forgylde" en fremmede mand som du har lige kendt?? Det lyder aldeles åndsvag,uklog, farlig, for barnlig, utopisk og ja, hvorfor ikke? latterlig!! Undskyld...

Jeg kan ikke se hvorfor en mand skulle passe et andets barn, han er hverken hans far, eller morfar eller farfar eler bror eller ikke noget som helst der forpliger han med det fremmede barn!!! Han har "måske" noget kørende med DIG, og derfar burde i forholde jer ti....
Din familie eksistere ikke mere, sorry, den er i stykker, fat det. Liv videre i den tilstad. Og jeg synes at den eneste logisk og rigtig og klog at gøe, hvis man skulle kunne kalde sig for en selvtændig kvinde er at have den mand hver anden uge. Jeg tror hvis at dit sind og kønsdel rummer mere end ham, ikke?
mvh

forstå det du skriver. Jeg har læst dit indlæg 3 gange nu, og fatter ikke hvad du mener. Det jeg er har opfattet er, at du ikke mener, jeg har min forstand i orden. Så det kan jeg kun give dig ret i, hvis det var mening jeg skulle kunne læse mig til hvad du mener.

en ting er at du ikke kan stave, dernæst at dine sætninger ikke hænger sammen og så kommer at det du skriver er sort!?! Ærlig talt ville jeg ikke tage det så tungt, hvis du mener man er svagt begavet...eller hvad du ellers mener i denne sammenhæng..

Jeg synes, at det lyder underligt, at de godt kan finde ud af det sammen, når du er til møde på skolen. Noget kunne tyde på, at det ikke er manglende sympati og respekt for hinanden, der er skyld i problemerne.
Jeg tror nærmere, at det er noget med et par kamphaner, som gerne vil have din opmærksomhed. Din kæreste vil måske gerne holde i hånd, når I er ude, men din søn vil også gerne have din opmærksomhed (han er måske ikke så stor, at han selv kan gennemskue, at det er det, han gør, men med lidt hjælp kunne det måske lykkes). Og hvis han så opfører sig som en idiot, så holder I op med at holde i hånd - "Yes! Trussel fjernet! 1-0 til mig! Mor elsker mig stadig!"
Er sønnen gammel nok til, at I kan tage en lang snak med ham, så han ikke føler sit forhold til dig truet? Jeg tror, at det er den vej, I skal forsøge. Han skal lære, at mor har kærlighed nok til ham, også selvom hun holder i hånd med en kæreste. Mht. kæresten: Hvis han kan forstå problemstillingen og være med til at løse den, så hold fat i ham. Hvis ikke, er han en del af problemet og burde derfor smides ud.
mvh hønemor1001

løses ikke ved at lade besværlighederne gå ud over andre. Det må din søn kunne undervises i, så hans tilstedeværelse ikke ødelægger mulighederne for at i tre kan være sammen.
Det lyder som om din søn er midt i puberteten, og hans hverdag bliver helt klart ikke lettere af at der er ankommet en ny mand i huset.

En dreng i puberteten vil ikke have brug for at blive passet af mors kæreste, når hun er til møde. Så skal han da være handicappet på en eller anden måde, men det er selvfølgelig også en mulighed.
mvh hønemor1001

var så vel, at det var pubeteten, så ville problemer jo løse sig på sigt.
Min søn er 6 år, han er meget velbegavet faglig set, men har desværre altid haft svært ved at knytte venskaber til andre børn. Hvad skyldes det???? Jeg ved det ikke. Da han var i dagpleje var han i starten den mindste, de andre var 1,5-2 år ældre end ham. De sidste 1,5 år var han den ældste de andre var under 1 år.
I børnehaven fik han problemer da han helst ville lege med nogle børn der var ældre end ham selv. Pædagoernes mening var at han var langt mere udviklet end hans jævnaldren, så hans lege svarede til en på 4-5 år. Endten ville de store ikke lege med ham eller også gav det konflikter da han ikke ville indordne sig under de store børns bestemmende. Den sidste del af børnehaven var rigtig træls for ham, da han aldrig var blevet legekammerater med nogle af de andre børn på han alder. Det kom til slåskampe, ødelæggelse af ting eller lege for de andre børn. Hjemme er han enebarn, den yngste i blandt fætre og kusiner, vore venner havde heller ikke børn på hans alder.
Kan det mon være arveligt, ens sociale gen, jeg har selv som barn været meget alene, haft svært ved at begå sig socialt. Jeg udtrykte det bare ikke som voldsomheder, men tog det ind i mig selv og bare tullede rundt alene.
Mange ting er ændret efter min skilmisse fra hans far. Der er blevet klare regler om hvd han må og ikke må. Der er kommet struktur på hans hverdag, når han opholder sig hos mig. Jeg har valgt mange ting fra i mit liv, for at vi kan have en rolig hverdag. Fordi jeg mener at hvis der ro omkring ham, han ved at når vi kommer hjem fra fritidhjem, så skal der laves mad (som vi næsten altid laver sammen), vi spiser, vi ser Børnetime, vi små hygger, leger, laver lektier (finder bogstaveting son hab skal have med i skolen) eller andet, så godnat kl. 19. hvor der bliver læst godnathistorie (det elsker han. Weekender bliver brugt på forskellig vis. Et punkt jeg kæmper med er at finde nogle han kan lege med, gerne nogle fra hans skole. Det skal gerne være hos os, da jeg kan gå ind i evt. konflikter og hjælpe dem igennem, således børnen gerne vil lege igen en anden dag. Min søn kan ikke selv løse konflikterne, det ender altid med ødelæggelse af ting, skubbende eller slå.
Det er svært at finde nogle legekammerater, folk fare rundt så skal de dit dat og dut, og så kan de ikke lege. Ja, jeg har tæmkt tanken om at børnen ikke vil lege med ham og forældrene kommer med bortforklaringer. Men det har jeg spurgt ind til.
Alle disse ting ved min kæreste godt. Jeg føler tit de kæmper om min opmærksomhed, og jeg er opmærksom på dem begge to. Jeg føler at deres kampe går ud på at tage noget fra hinanden, hvorfor kan ikke bare være sammen alle tre uden bøvl, brok og balade.
Jeg elsker min søn over alt på jorden. Jeg ved godt, jeg har gjort mange ting forkert, men de er gjort af et godt hjerte. Disse ting har jeg ændret, og det er selvfølgelig svært for min søn at forstå, men han må lære det.
Jeg elsker min kæreste over alt på jorden. Jeg føler bare ofte han er så firkantet. Det er fint han har nogle standpunkter og holdninger.

er umulig for dig at forstå, er det måske fordi du ikke lige er den skarpeste kniv i skuffen.

at netop i to (eller er i mon bare den samme splittede person??) netop focuserer så meget på andres intelligens....hmmm

om det også gælder dig (?)men mange mødre (specielt enlige eller kvinder i skilsmisse) har det med at gøre deres sønner til deres små mænd...underforstået erstatning for den kærlighed de ikke fik/får fra deres respektive mænd.
Så hvis du er en af dem, kan det være forklaringen på din søns opførsel. Han har ingen som helst grund til at stille sig selv lige med og i modspil til din kæreste i forholdet til dig, med mindre han da har fået rollen tidligere som din "lille mand"...?
Ved godt det er hård tale. Men jeg har set så mange af disse sygelige konstellationer mellem mødre og deres sønner, at jeg straks fik tanken, da jeg læste dit indlæg.
Måske tager jeg fejl i dit tilfælde her.Men under alle omstændigheder kender din søn overhovedet IKKE til sin rolle i forhold til dig, siden han oplever din kæreste som sin rival. Hvis din søn føler sig elsket som det barn han nu er - hvilket betyder I to ikke står lige,men at du som moder er den som er giveren i forholdet, jamen så vil han kun hilse en ny voksen velkommen, som kan give ham den kærlighed han har behov for!
Har du tænkt over det hvorfor han og din kæreste er (føler sig som) "ligemænd" i forhold til dig? Ellers gør et nu!
Pusser :-)

Når de har det godt sammen uden dig, så er verden ikke så dårlig.
Jeg boede sammen med en kvinde der havde en dreng. I starten skulle han lige markere det var HANS mor, men da han opdagede at HANS mor holdt med mig, så blev han rigtig glad med tiden for mig.
Jeg ved ikke om det er det samme, men måske har din søn travlt med at prøve kæresten af. Det er ikke nemt at være skilsmissebarn og det kan give sig udslag på de mest besynderlige måder.
Barnet behøver ikke være bevidt om det spil, barnet sætter i gang og gør det sjælnet af ond vilje, men en plads i hirakiet, kæmper vi alle for.
Som sagt er det bare en tanke. Kan være en periode af livet. Din kæreste kan selvfølgelig også have motiver til at handle som han gør, men når de har det godt sammen uden dig, er det for mig nært at tro det er et spil de skal igennem.

vi nok ikke lige den samme, det burde vel kunne ses. Angående sludren om intelligens, var du rimelig hurtig til skyde Latina ned, ved at focusere på stavning og ordstilling, istedetfor indhold. Men du er jo åbenbart bare en af dem der mener at dansk er noget man skal mestre til perfekthed førend man "åbner munden"? Hvis du mener hun udtrykker sig noget "a la havnearbejder", ja så har du ret! Men prøv at se bort fra det, så vil du opdage hun faktisk har fat i noget essentielt.

- af en firkantet voksen mand - i forhold til en 6-årig - enten holder sig væk hver anden uge eller arbejde MED mig og ikke mod mig.
- Det er at modarbejde, når man på forhånd erklærer man "ikke vil med" fordi drengen (forventeligt) opfører sig dårligt.

Det er den voksne, der har ansvaret for at deres forhold bliver godt. Ingen tvivl om det. Det er ham, der skal handle for at gøre situationen bedre.
Du har også ret i at udgangspunket er utolig dårligt, når han på forhånd forventer en dårlig opførsel fra drengen.

det er ikke arveligt det der med sociale problemer det er noget han lere fra din maade at begaa dig med andre mennesker. born lere af hvad de ser deres foreldre gor. har et japansk tastetur sry haaber du kan forstaa

står jeg i lige nu, sådan næsten.. Også jeg er blevet skilt for godt et år siden, g fundet mig en ny kæreste.. Begge mine børn(10 og 12 år) syntes min kæreste er sød... men... men... han har selv en datter på 15 som kommer hjem hver tredie uge, sød men DOVEN og kræsen.. vil helst leve af chips og cola. Vi flyttede dog hurtig sammen pga. en skade jeg pådrog mig og alligevel var hos ham hele tiden for hjælpen. Børnene syntes det var fedt... Lige indtil han opdagede hvor kræsen min datter er. (Hun har desværre været udsat for nogel ting omkring 6 års alderen der resulterede i at ændrede spisevaner og samvær med andre børn). Han er også lidt firkantet hvis jeg skal beskrive det sådan. Han vil have hun spiser det der kommer på bordet eller smørre sig selv et stykke rugbrød. ingen diskutioner derom. Det resulterer selvfølgelig i at min datter ikke spiser meget om aftenen. Så kommer han med bemærkninger om størrelse på portioner og ingen eftermiddags hygge osv osv.
Men når hans datter er her spiser hun toast og nutella når det passer hende og ingen aftensmad hvis hun ikke kan lide det. Eller vi laver lige noget andet. Uden bemærkninger. Dermed prøver jeg at sige at jeg ligeså føler mig som en lus imellem to negle... flyttede fra eksen pga. skænderier og uoverensstemmelser også pga. datteren og meget andet og nu føler jeg at jeg straffer hende en gang til, men igen kan jo også lide kæresten. Nogle gange føler jeg måske, at han har det sådan, at han jo har en datter så hvad skal han med min, mens min søn er den søn han aldrig selv fik. Samtidig har jeg den holdning, at der skal tid til, så måske det vil blive bedre... Men til en vis grænse, for ellers vil jeg hellere leve med en "hver 14 dags partner" end mit barn skal straffes for at være kræsen. Og ja det tærer på energien, meget enddda, men i sidste ende er det os der skal være vågne og observere vores børn og gøre op med os selv, hvem af os der ofre noget, børnene/ barn eller os selv! Mit valg er endnu at se tiden an, indtil det viser sig om det går eller om der kommer flere reaktioner fra mit barn. Skulle der komme flere og større reaktioner fra hende har jeg på forhånd valgt at jeg ofrer mit samliv med en anden for hende, indtil hun er på rette køl igen, og så stor hun forstår mere af det hele. Det er ikke fordi jeg har nogle råd til dig som sådan, men du er ikke alene..
Men held og lykke Hilsen W.