Skal man flytte sammen på grund af økonomi

Jeg har en kæreste, som jeg har kendt i fire og et halvt år. Hun har altid gerne villet flytte sammen, dels for at spare penge, dels fordi hun gerne vil bo sammen med en mand. Jeg har altid vægret mig. Jeg vil gerne have en del alene-tid, også selv om jeg har et pænt, stort hus. Så har jeg brug for at vide, det kun er mig, der er i huset. Er jeg særling eller noget? Det spørger jeg nogle gange mig selv om. Min kæreste har en lejlighed, som vi lige nu ikke er ret meget i. Vi har ikke altid haft det lige godt sammen, det er begyndt at blive bedre. Ved at flytte sammen, vil vi kunne spare 4-5.000 om måneden. Det er da mange penge, som vi så ville kunne bruge til rejser, forbrug osv. Men jeg er stadig i tvivl. Tør jeg tage springet. Jeg har boet og været gift med to kvinder før. Det var ikke altid lykken. Hvorfor skulle det så blive det denne gang? Så jeg skal altså sætte følelser op mod økønomi. Vi er modne mennesker, og min kæreste har en pension på 700.000, som hun skulle have udbetalt om nogle år, men som hun overvejer først at få udbetalt om yderligere nogle år. Det gør mig lidt underlig, for det er mig, der har betalt alle vore store ting hidtil. Så mener jeg da, at det er rimeligt, hun snart spæder til med, hvad hun kan. Nå, man kan jo ikke gøre alt op i penge. Når min kæreste bliver sur på mig over, at hun ikke betaler noget siger hun, at det er jo mig, der har bestemt, at vores økonomi hænger sådan sammen. Sådan kan jeg ikke stille det op. Nogen der kender til problematikken her?

Mange kærestepar er bange for at flytte sammen, selvom de faktisk er sammen 24/7....Du siger at din kæreste har en lejlighed, som I stort set ikke bruger---går ud fra det er fordi hun er hos dig. Som jeg ser det, synes jeg lige så godt I kan flytte sammen. MEN I skal for guds skyld huske at give hinanden plads, og alenetid. Mig og min kæreste har i hvert fald en dag om ugen, der er dedikeret til os selv.....Altså ham alene og jeg alene. Bare fordi man er kærester behøver man ik gøre alt sammen. Men jeg tror det hjælper hvis man siger at man gerne vil have en dag om ugen for sig selv..... Bare et forslag...?

Du har haft et par forhold, som ikke var lykken, det vil jeg tro at rigtig mange har været ude for, men hvis du hænger dig for meget i de dårlige forhold du har haft vil du få svært ved et nyt og måske godt forhold.
Med hensyn til at flytte sammen, skal du fremlægge et buget for hende.
Husleje-vand-varme-el-forsikringer.
Disse ting skal hun være med til at betale, dvs: dele sol og vind lige,
Hvis hun går med på dette så ok, ligeledes skal du gøre hende opmærksom på at du til tider trænger til at være alene, ikke forstået sådan at hun skal smutte en dag, men at du måske tager en tur til bowling, eller i biffen eller til banko, dette skal hun også være indforstået med og det kan ikke forhandles.

'Det gør mig lidt underlig, for det er mig, der har betalt alle vore store ting hidtil. Så mener jeg da, at det er rimeligt, hun snart spæder til med, hvad hun kan'
??????????????????????
Står de store ting du har betalt I HENDES LEJLIGHED I HENDES NAVN? - Så har du helt ret, men hvad går forholdet ud på? Har det noget med kærlighed eller en form for venskab at gøre? Det fremgår overhovedet ikke af dit indlæg, og hvis det bare er et spørgsmål om at få en kvinde til at betale halvdelen af dine udgifter, kan jeg godt forstå, at hun også vil have noget for det!

Med de store ting mener jeg, at jeg nogle gange tager små-regninger for hende, giver lommepenge på udlandsrejser, rep. for hendes bil, når det kniber, fylder hendes benzin-tank op, giver restaurationsbesøg, giver hende gode, store gaver, hun har ikke for meget at gøre med, idet hun er op revalidering, jeg vil ikke have nogen ind til at betale udgifterne, dem kan jeg sagtens selv klare, men jeg synes, jeg snart fortjener, at vi deles også om de store ting, hun gør, hvad hun kan. Det er vel nærmere udvidet venskab. Altså at vi er meget sammen. Og også sover sammen. Det er ikke mig, der vil bo sammen. Det er hende, og jeg overvejer, om det er rimeligt, jeg bliver ved at sige nej. Nogle gange har jeg dog brug for at være helt i fred, også om morgenen og kun have mine egne lyde i huset. Jeg ved ikke, hvor meget jeg vægrer mig som ren indbildning, og at det hele kunne blive rigtig fedt, om vi boede sammen. Jeg har dog et lejet hus, som hun så lige pludselig bliver en del af med samme rettigheder osv. Dvs. jeg giver noget fra mig, og går det galt for os, så skal vi til at finde ud af, hvem der skal flytte osv osv. Måske er det bare dumme overvejelser. Måske man bare skulle springe ud i det. Men - tvivlen nager

ikke? At give noget fra sig!
Det lyder som om, at det du giver hende, - rent økonomisk - nok er det hun i virkeligheden selv har dårligt råd til. Du har ingen økonomiske forpligtelser for hende, så hun må vel opfatte det som uforpligtende gaver, der bliver givet af lyst og for at glæde hende. Det er de så åbenbart ikke; du syntes det er for høj en pris for en rejsefælle, en veninde og en sengekammerat. Eller hvad? Hvad gør hun for dig og giver dig? Kan I ikke tale sammen om dine overvejelser?

Hun synes, hun giver, hvad hun kan. Hun rydter lidt op og køber lidt ind, laver mad, klipper hæk og det er også hyggeligt nok. Det er ikke fordi, jeg ikke har givet tingene med glæde. Giver ofte ture i byen, koncertbillettet og lignende. Udlandsrejser til 15-20.000 for to er dog i overkanten af, hvad jeg synes er rimeligt hver gang. Jeg tror bare, at jeg er træt af, det er mig, der hænger på al økønomi. Hun har da ret i, at alle hendes penge går til hendes lejlighed. Det er derfor, jeg gør mig overvejelser om at flytte sammen. Men skal vi til at skændes om penge hver dag, så kan det være ligmeget. Nogle gange har vi det ikke alt for godt. Men det er blevet bedre med tiden. Helvede kan dog hurtigt bryde løs, hvis man er presset i en hverdag. Så ved jeg ikke, om jeg er i stand til at håndtere det

gammel romantiker, der mener og efterlever at der kun er en gyldig grund til at leve i et forpligtende parforhold: At man ikke kan lade være!
Du er helt tydeligt en, der godt kan leve alene, så hvis jeg var dig, ville jeg nok nedtone forholdet til veninden og lade det være uforpligtende for begge. Hvis du inviterer på forskellige fornøjelser, er det naturligvis dig der betaler, men hvis hun foreslår rejser m.v., kunne du jo sige tak for indbydelsen og så tilbyde at betale for dig selv, så forstår hun jo nok, hvad du mener. Problemet for mig at se, er at du og hun lægger noget meget forskelligt i forholdet.

med hensyn til økonomien!
Så mit råd er at du skal gøre som du har lyst til og intet andet!

De betænkeligheder du har, er lige præcis årsagen til jeg lever alene. Og den eneste gyldige grund, for mig til at ændre på det, ville netop være at jeg ikke kunne lade være. Men jeg synes indtil videre, det er meget opreklameret.
Hvad er det også lige, der er med hendes 700.000 - hvad skal de "puges" til, når hun ikke har råd til at holde den bil hun kører i?

hun skulle efter planen få dem udbetalt om fire år, men siger nu, at hun vil muligvis forsøge at gemme dem lidt længere, ellers mister hun nogle penge på det. Og hvad så siger jeg, du/vi kan da godt bruge de penge om fire år, eller i hvert fald muligheden for, at hun kan bruge NOGLE af dem. Jeg synes, det er lidt fedtet. Øv altså at penge skal betyde så meget for et forhold. Jeg bryder mig egentlig ikke om at snakke om det. Det er jo bare nødvendigt.