Skal man præsentere sin kæreste?
Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres meninger om det at præsentere sin kæreste for andre når man har inviteret vedkommende med i en forsamling hun/han ikke kender.
Jeg blev for andet år i træk inviteret med til familiejulefrokost og skulle dermed hilse på en masse nye mennesker - hvilket jeg glædede mig meget til. Men min kæreste præsenterede mig ikke under festlighederne.
Han hilste med stor glæde på familien - jeg stod lige ved siden af - og efter de havde hilst på ham vandrede blikket videre til mig, a la "hvem er du?" ... og så stod vi bare der og tænkte på begge sider "hvem er du?" ... der kom ingen >>redning<< fra kæresten, for han var allerede videre til næste gæst ... og sådan fortsatte det.
For at gøre historien mere fuldendt, så sad vi også ved siden af hinanden ved bordet, og her leverede han en lorte-dårlig "service". Skænkede kun op i sit eget glas, selvom mit også var tomt ... og det blev ved sådan hele aftenen. Great!
Jeg var rasende.. men gav ikke udtryk for det da jeg ikke rigtig kunne se hvilken nytte det ville gøre lige der og da.. men da vi kom hjem fortalte jeg ham hvad jeg tænkte; at for mig at se er det langt ud over nogen forståelse ikke at præsentere sin kæreste for de mennesker man har hevet hende med ind til. Jeg kan heldigvis klare mig selv og kan godt tale med folk .. heldigt for mig .. og dem. Og det er for langt ud overhovedet slet ikke at rette nogen som helst omsorg i retning af den man sidder ved siden af.
Overreagerer jeg når jeg nu overvejer at skynde mig videre og se mig efter noget af en meget bedre "kvalitet"? Ja, jeg tænker at det er alt for lavt og langt ude ... og under min værdighed. Hvad tænker I?
:-)
Jeg blev for andet år i træk inviteret med til familiejulefrokost og skulle dermed hilse på en masse nye mennesker - hvilket jeg glædede mig meget til. Men min kæreste præsenterede mig ikke under festlighederne.
Han hilste med stor glæde på familien - jeg stod lige ved siden af - og efter de havde hilst på ham vandrede blikket videre til mig, a la "hvem er du?" ... og så stod vi bare der og tænkte på begge sider "hvem er du?" ... der kom ingen >>redning<< fra kæresten, for han var allerede videre til næste gæst ... og sådan fortsatte det.
For at gøre historien mere fuldendt, så sad vi også ved siden af hinanden ved bordet, og her leverede han en lorte-dårlig "service". Skænkede kun op i sit eget glas, selvom mit også var tomt ... og det blev ved sådan hele aftenen. Great!
Jeg var rasende.. men gav ikke udtryk for det da jeg ikke rigtig kunne se hvilken nytte det ville gøre lige der og da.. men da vi kom hjem fortalte jeg ham hvad jeg tænkte; at for mig at se er det langt ud over nogen forståelse ikke at præsentere sin kæreste for de mennesker man har hevet hende med ind til. Jeg kan heldigvis klare mig selv og kan godt tale med folk .. heldigt for mig .. og dem. Og det er for langt ud overhovedet slet ikke at rette nogen som helst omsorg i retning af den man sidder ved siden af.
Overreagerer jeg når jeg nu overvejer at skynde mig videre og se mig efter noget af en meget bedre "kvalitet"? Ja, jeg tænker at det er alt for lavt og langt ude ... og under min værdighed. Hvad tænker I?
:-)