Skal soldaterne i Irak trækkes tilbage??

Er det ikke mere vigtigt at vide målet er opnået og freden/demokratiet hersker - endnu at være så opsat på en decideret dato som Socialdemokraterne er???

Du rører ved noget helt essentielt, men hvornår er freden og demokratiet nået? Hvem skal definere demokratiet i Irak? Er det irakerne (der ikke har prøvet et demokrati som vores), eller er det amerikanerne, ukrainerne, briterne, eller hvem er det der bestemmer hvad demokrati er?
Her i vesten synes masser af mennesker at irakerne har det hårdt og at de har haft det værre under Saddam Husseins (SH) styre. Er det sandheden? "Ja", vil de fleste sige, men hvordan ved de det? Under SH styre havde de større byområder i Irak elektricitet døgnet rundt og masser af andre steder havde en rimelig forsyningssituation. Skolerne fungerede også og landbruget fungerede flere steder. Dette var op til krigen mod Iran. Dengang, det var i 70-erne, var Irak et godt eksempel på en muslimsk stat hvor folk havde det fint og der var fremskridt. Krigen mod Iran slog totalt bunden ud af den irakiske økonomi. Irak havde, efter krigen, et underskud på statsfinancerne på 600 milliarder dollars! Selv med en stor og jævn olieeksport, ville det tage årtier at komme på fode igen efter en sådan "lussing" (og SH opnåede ikke det han ville da han angreb Iran).
Irak er et interessant land med masser af ressourcer. olie er bare en af disse. Landbrug og vand er andre. Landbruget er kørt i sænk. Der er ikke foretaget forædling af planter de sidste 20 år og der sprøjtes ikke regelmæssigt mod skadedyr. Dadelpalmerne trives ikke som de gjorde før og det betyder at nabolandet Iran kan eksportere lækre dadler til vesten, mens irak ikke kan - landet har ikke noget der er værd at sælge. Landets naboer laver drikkevand af saltvand. Gjorde irakerne det samme, ville en stor del af landets drikkevandsproblemer være løst, men det er dyrt! Landets olieproduktion er bogstaveligt skudt og kørt i sænk, men er ved at komme på fode igen. Desværre er udvindingsmetoderne der anvendes temmelig gammeldags og irakerne brænder ca. 75% af deres naturgas af - lige op i den blå luft! Naturgassen kan anvendes til at drive elektricitetsværker med, men denne metode er ikke meget anvendt i Irak. Der investeres store summer og mængder af arbejde i at få olieproduktionen op og køre igen og det skal nok lykkes! bare gassen også vil blive anvendt også...
For at borgerne skal få udbytte af de mange ressourcer i landet, kræves der stabilitet og ro. Kan irakerne selv varetage dette krav? Udenlandske firmaer, som er nødvendige for at bygge den irakiske olieproduktion og andet op, kræver ro og sikkerhed. Det samme gælder andre potentielle investorer. El-nettet i landet trænger til en totalrenovering og dette tager tid. Mange steder skal alle kabler udskiftes (de har hængt siden 1970'erne og er ofte gamle russiske der ikke kan tage strøm i de mængder der behøves). Ligeledes skal der opstilles transformatorer overalt og endelig skal der lægges nye ledninger ind i private huse. Alt dette arbejde tager tid og det tager masser af tid, men der er ikke mange udenlandske firmaer som er villige til at tage de risici de udsættes for når de prøver: Røverier, mord, kidnapninger og simple ting som tyverier og stenkast. Irak har behov for ro og stabilitet!
Hvem kan give landet dette? Kan vi, kan briterne, kan USA - eller er det en opgave for irakerne selv? Kan et demokrati bane vejen for den krævede ro og stabilitet? Igen melder spørgsmålet sig: HVAD ER DEMOKRATI?
Ja, jeg har været i Irak og har kendt folk som arbejdede der i tiden op til 1990. Irakerne er flittige folk og der er også mange veluddannede der gerne vil arbejde for deres lands fremtid. Fælles for dem alle er, at de savner de økonomiske midler til at iværksætte genopbygningen for og de savner direktiv fra Bagdad. De savner politisk og religiøs ro i landet så udlændinge igen kan komme og hjælpe dem med det de gerne vil: Opbygge et godt og rart land at være i.

Det var et rigtig godt indlæg. Oplysende, interessant og uden nogen hadefulde udfald.

okay men jeg synes ikke rigtig du svare på spørgsmålet...

Jeg har forsøgt at viderebringe egne oplevelser og det jeg ved om landet Irak. Om der nogensinde bliver demokrati og fred der, aner jeg ikke. Skal vi vente på at disse mål er nået, skal vi vel blive i ørkenen for evigt - lidt ligesom vi sad på Cypern fra 1964 til 1992-93. Det er for lang tid og vi gør blot irakerne afhængige af os, vores sikkerhed og vores penge.
Når Iraks befolkning siger vi bør rejse, så bør vi rejse. Spørgsmålet er bare: Gør befolkningen nogensinde det?