skiftevis datter og mig i sengen

jeg bor ikke sammen med min kæreste, men jeg sover hos ham ca 2-3 gange i løbet af ugen. han har sin 9 årige datter ca 3-4 dage hver anden uge og de 1-2 gange pigen er der sover jeg i kærestens seng og når jeg ikke er der, så sover pigen hos sin far.
jeg ved at pigen meget gerne vil sove i sin fars seng og det vil han også gerne have for det er så hyggeligt siger de. Pigen sover ikke i sengen når jeg er der, simpelthen fordi vi alle så sover dårligt pga pladsmangel i sengen.
Meeeeen det er går mig på er, at sidste gang pigen skulle være hos sin far og han var på pigens værelse for at putte hende havde hun sagt at hun savner at sove hos sin far og han havde sagt, at i morgen må du sove hos far, for da er (jeg) ikke der og jubi sagde pigen og farmand blev meget glad- alt det fortalte han mig.....jeg sagde til ham, om det ikke var bedst at jeg så tog hjem, for når de begge to glædede sig til at sove sammen, så følte jeg mig i vejen.... sikke noget ævl sagde han og så kom vi ellers op at skændes om børn der sover i sengen...
Jeg blev noget ked og har nu i fremtiden svært ved at skulle sove hos kæresten, når hans datter kommer og skal sove der.
Hvordan havde i andre forholdt jer til situationen???????

ret meget ældre end datteren, eller også er du ikke særlig rummelig.
At lade sig gå på af en pige på 9 år, der gerne vil sove hos sin far, som hun ikke har hver dag.
Var du min "kæreste" røg du ud.
Herre gud da, har du ikke andre problemer ?

nok til at acceptere, at i forhold til din kærestes datter er du tredje hjul - ligesom hun for dig er tredje hjul🙂
Sådan er det, du må få det bedste ud af det, hvis du vil have ham, og sørge for at få et godt forhold til hende.
Der er ikke noget at sige til, at hun er glad for sin far og gerne vil være sammen med ham, hun ser ham jo ikke alt for meget. Hun er ærlig, for hun er et barn - men han skulle ikke have været så ærlig at fortælle dig, hvad hun sagde😉
Skidt, det går nok alligevel. Mine to børn, der har samme far og mor, har da også skiftende favoritforældre. Når de først har kastet deres kærlighed på en af os, kan den anden ABSOLUT IKKE bruges - før fem minutter efter😃

forhold til hans datter og jeg kan udemærket forstå at de gerne vil ligge i sengen og hygge, men jeg har sovet i sengen i over 1/2 år og det er først på det seneste at de har så travlt med at ville sove sammen. Men jeg kommer i tanke om lige nu, at det måske kan skyldes at pigen for nylig er flyttet med moderen i en ny bolig.
Min kæreste er meget ærlig og det er dejligt, så jeg ved hvor jeg har ham henne, men sandheden kan også gøre ondt at høre på nogle gange og der har min kæreste ingen situationsfornemmelse.

selvfølgelig kan jeg forstå pigen og det er dejligt for dem, at de glæder sig til at sove sammen, men jeg har selv et barn på 8 år og jeg gider ikke alt det nattehurlumhej.
Pigen har nogle gange sagt at hun gerne vil ligge i hans seng, også når jeg er der og jeg har sagt flere gange til kæresten, at hun da bare kan ligge sig ind i sengn og når hun så sover, så kan han bære hende ind i hendes egen seng, sådan gør jeg også med mit barn, men kæresten har sagt flere gange nej, for så vil hun pludeselig sove der hele tiden.
Ja, jeg blev først tøsefornærmet over, at jeg så pludseligt ikke føler mig velkommen i sengen mere, men nok fordi kæresten og jeg har en del problemer for tiden. Men jeg overgiver mig og siger de dage hvor pigen skal sove der, så tager jeg hjem og sover, synes det er synd for pigen at blive skubbet ud til siden, men samtidig skal børnene så have lov til at styre alt....men på den anden side, så bor pigen ik hos sin far.

jeg ville nok ikke tage det så tungt. Hvis I får børn sammen, vil du nok også erfare, at de skubber sig ind mellem forældrene og ændrer forholdet mellem dem, fordi de har så lidt tid sammen, og at de sommetider endda protesterer, hvis far og mor kysser😃
Men det føles bare anderledes, når det er ens egne børn ... man forstår nok bedre, at de er børn, og derfor skal de have førstepladsen

og de har aldrig opholdt sig meget i sengen, for jeg gider det ikke og det gør de meget sjældent, vi finder andre tidspunkter at hygge os på... sengen er mit eget privatrum.
Som jeg har skrevet til en anden herinde, så overgiver jeg mig, jeg kan godt se det fra pigen og kærestens side, jeg blev bare ked af det og følte mig i vejen, da han var så ærlig.

ikke imellem ham og hans datter, og det må du respekterer. Vores børn er så kortvarigt børn, og lad os værne om det.
Min datter og jeg sover også sammen, dog i hver vores seng, og det skal hun ha lov til hun ikke gider mere.
Syntes alt for ofte voksne ikke forstår hvorfor børn er på samme værelse, mens deres mor og far sover sammen, og de så kan ligge alene på deres værelse og være udefor fælleskabet.
Så giv du hans datter den plads hun har brug for, når hun ser ham så sjældent.
God weekend

Hvad fanden er det for noget at lade børene sovet i de voksenes seng.
Jeg ved ikke hvor når de ikke ikke længer skal have lov til at sove i de voksnes seng men ved 5 til 6 års må det vare slut
Og jeg synes som dig at det skal ikke være en kamp mellem dig og datteren.
selvfølgelig skal der være plads til barnet men kun når du ikke er der, hvis han ikke kan kan finde ud af det så sat stolen for døren
der sker jo det at datten ser jo dig som en dårlig en da du stjæler pladsen som er helt forkere da faren har valgt det

- så var der mulighed for at alle fik en fornuftig nattesøvn og ingen skal udelukkes på hinandens bekostning?
- Min kæreste syntes også, at weekendbarnet skulle være i hans seng. Jeg har haft det som dig, at børn sov i deres egen seng, men de har aldrig direkte været forment adgang.
- Mine har ikke villet være i den seng, hvor han lå, men hans datter ville ikke sove andre steder end i midten. Så blev det sådan! Det ville jeg da ikke sætte mig på tværs over, men enden på det hele blev nu, at det var ham, der lå på værelset og hun og jeg, der sov i sengen. Det besværede han sig noget over med jævne mellemrum, men hvem havde lavet det sådan? Tjaaa - hun rykkede i hvert fald aldrig ud af soveværelset, da hun først var kommet ind. 🙂🙂

har ikke ret meget med soveværelset at gøre.
Mor og far skal vel for f..... ikke ligge og mangfoldiggøre sig, imedens mindreårige tilskuere ser på?
"Fællesskabet" kan med succes henlægges til dagtimerne, så er forældrene forhåbentlig også noget mere tilstedeværende.
V.h.
NinaO

De kunne jo gå et andet sted hen.... Hvem har bestemt at de er de voksne der må ligge sammen og ikke ungerne??? Ja de voksne, og det er i virkeligheden nok mest ungerne der har brug for den tryghed!!!!

Vi er helt enige. Så går man virkelig i små sko, hvis man ikke kan tåle det.
Jeg tror, hvis det var mig, at vedkommende blev droppet med det samme, for det kan kun gå galt.

Det er altså dine problemer med kæresten, der er problemet.
Og nu skal barnet have skylden.
Jeg er glad for mine børn var store, da jeg fandt en kæreste, for jeg havde aldrig sat mine børn tilside. Børnene styrer ikke alt, fordi de gerne vil sove sammen med far eller mor.
Du skjuler dårligt, hvad du mener. Nu er du småfornærmet og vil ikke overnatte, når barnet er der. Det er sikkert også den bedste løsning.

foruden pigen på 9 og drengen på 8, så er der også større børn i huset, både hos ham og mig og hvornår skal der så være plads til elskov- det kan praktisk talt aldrig lade sig gøre, for om dagen er man på arbejde om aftenen er børnene der altid, hvis ikke lige det ene barn er hjemme, så er det andet barn og om natten når børnene så også skal ligge i sengen.... så skalman til at snige sig ud på badeværelset for at elske og det kan da være frækt, men ikke hver gang.
Jeg er ikke snæversynet, det er ok med mig at børnene nogle gange sover i sengen, når de nu gerne vil, man kan jo stille en seng mere ved siden af, så vi alle kan ligge godt..............

Børn på 9 skal da slet ikke sove i forældrenes seng!!!
Og havd er det for noget at tilsidesætte sig selv indtil børnene er store nik, og ikke gide sove hos jer mere.
Det må være et trist liv, og dem der tror at i gør børnene en tjeneste, må tro om igen.
Kære Natteravn, jeg er helt ening med dig, det barn skal da ikke sove hos sin far!
Heller ikke når du ikke er der!!!

Så vidt jeg har forstået det, så sover hun kun i sengen når du ikke er der? Så her synes jeg at farmand har et fornuftigt forhold til både datteren og dig, hvor han i dette tilfælde giver dig førsteprioritet, for naturligvis skal kæresten ikke forvises fra sengen fordi barnet er på besøg.
At pigen bliver glad for at få lov til at sove i sengen er helt naturligt. Herregud, hun er 9 år gammel og savner at sove hos sin far og at faderen også bliver glad for at hun bliver glad er jo også helt naturligt og det har sandsynligvis intet at gøre med at han hellere vil have sin datter i sengen end dig, hvilket han jo også bekræfter ved at sige, at det er noget ævl at du er i vejen.
For mig at se, så virker det til at du konkurrerer med datteren og det burde jo slet ikke være nødvendigt.
Så kan man jo diskutere om en 9 årig ikke er for gammel til at sove i sengen, hvilket jeg mener hun er, men med mindre du og kæresten har været sammen så længe og har et forhold hvor du har noget at skulle have sagt mht. børneopdragelsen er der vel ikke rigtig noget at gøre.
Hvordan jeg ville have forholdt mig i situationen: Bide i det sure æble og ikke blande mig i hvor datteren sover når jeg ikke er der.

Nu er du sikker på, at han ikke misbruger sin datter, ik ????????????????? 🙁

Hej.
Lad dog barnet, sove ved sin far.
De har et stærkt bånd, meget stærkt.
Han ser hende jo ikke så tit, og det er det okay.
Hvis jeg var pigen, ville jeg blive ked af dte.
Tag det ikke så tungt, men vær' glad på deres vegne.

Og man bliver lidt barnligt jaloux, indrømmet. Men vi talte om det og løste problemet sådan her:
Hvordan de sover når jeg ikke er der kommer jo ikke rigtig mig ved, men en god træning i fravænning som bør ske inden sålænge er at aftale hveranden gang at pigen sover hos sig selv.
Når jeg er der får hun sommetider lov til, at lægge sig til at sove i vores seng mens vi stadig er oppe og så ved hun at vi bærer hende ind i egen seng når vi skal til ro.
Derudover må man gerne komme ind weekend morgener og gasse sig lidt i sengen med os, snakke, se lidt tv og i det hele taget bare hygge os alle sammen.
Det giver mere frihed for dem, mere for dig og knap så anspændt et forhold. Derudover vinder du meget ved denne fælles weekendhygge hvor i kommer tættere på hinanden alle 3.
Håber du kan bruge det til noget.

Tag dig lige sammen, pigen er 9 år, så det er på tide at hun sover i sin egen seng, det kan hun lige så godt lære selv om det er lidt sent, men vi kan da håbe på at hun er ude af sengen inden hun fylder 18.🙂🙂

Børnene kommer først...............altid! Selvfølgelig skal der også være tid til de voksne alene og sådan, men du kommer altså i anden række og hvis du selv har børn, så syntes jeg da nok, det er lidt bekymrende, at du ikke allerede kender til det at kunne tilsidesætte dig selv eller tage imod pigebarnet med åbne arme. Lyder trist.

Har du ligget i coma siden 1950 eller sådan noget?
Da skulle børn helst vænnes fra al kontakt med forældrene hurtigst muligt, ingen brystmælk, næh - en flaske var meget bedre.
Heldigvis er der da sket en udvikling siden. Mange har fundet ud af at det gavner børns mentale og følelsesmæssige udvikling at have fysisk kontakt med forældrene.
Særligt skilsmissebørn som jo er mere udsatte har naturligvis gavn af dette.
Vores pige på 12 kommer stadig listende og kryber ned hos mor, og jeg synes det er helt naturligt.
Som landmand ved jeg at dyrenes børn gør det samme, det viser vel at det er naturligt.
Så velkommen til overfladen, vi skriver 2010 hvis det skulle have forbigået din opmærksomhed.

Ros til dig. Til trods for at det det er lidt besvæligt for dig har du som du selv skriver "overgivet" dig, og det er trods alt stor. Du roser også din kæreste for at være ærlig, så ærlig at han er lidt ufølsom at sige sandheden.
Det er godt du selv kan se det, og jeg håber også at du selv kan se at man ikke kan gradbøje ærlighed. Han skal IKKE beskytte dig mod sandheden selvom den kan såre.
Selvom det sårer er det bedst at kende sandheden, den kan man forholde sig til, det er værre med bortforklaringer!
Jeg er stensikker på i finder ud af det, i lyder fornuftige begge to.
Held og lykke.

Jeg synes ikke det lyder som om TS ikke tager imod barnet med åbne arme. Derimod mener jeg ikke at en pige på 9 år hører til i sengen... Nætter med utrykhed skal der være plads til at komme ind og få den tryghed man har brug for, men jeg synes ikke at det skal være en vanesag. Tror let det kan lede til en magtkamp mellem kæreste og datter eksempelvis. Det er der jo mange forskellige meninger om... Synes bare ikke man skal beskylde TS for ikke tage ordenligt imod hende bare fordi hun har det sådan. Jeg forstår hende godt.

Jeg ved, hvor svært det kan være at starte et forhold op, når der følger børn med. Jeg synes bestemt ikke, du bliver mødt med meget forståelse i denne tråd....men sådan er folk så hurtige på aftrækkeren, når det gælder om at dømme andre.
Derudover vil jeg også mene, at en unge på ni nok efterhånden skulle over og sove i sin egen seng! Og det er ikke fordi, jeg har sovet siden 1950 - der var jeg nemlig ikke en gang kommet til verden.
Et barn i den alder, kan komme ind i løbet af natten eller om morgenen, men de burde i den alder kunne sove alene...det andet er pylder.....undskyld mig!

Det er bedre overhovedet ikke at blive skilt, så er der ingen soveproblemer.

...4 dobbelt stort hjerte - 🙂Hi og tillykke med din super ærlige mand og bonusunge, hvor er du heldig!
Tænker lidt din situation sådan her (m få lov[f]🙂)...du siger selv det hele (altså ved alt) hun ser ikke farmanden så tit. Det udløser kæmpe behov for nærvær; alt efter hvilken slags skøn unge hun er vil det komme til udtryk i et større ell mindre behov for fysisk kontakt - sådan en gang nattesøvn op ad varm krop, mætter som intet andet,,,det kender både store og små vidst til[l].
Hun glædes, han glædes - det lugter sgu af kærlighed - glæd dig med istedet for at være så hulens retræte villig, så må I sgu ligge lidt tæt og svede lidt på hinanden en gang i mellem! Det er helt sikkert sundt😃. Og du må ikke blive ked, det er jo to vidt, vidt, vidt forskellige former for kærlighed han har til jer to, kvinder i hans liv...og det lyder ikke som han på nogen måde udelukker dig, tværtimod deler han sine intime og private snakke mellem ham og hans barn.......med dig[l]....kan du se det???
Har I 2, voksne, derimod problemer med hinanden, må i tage hånd om det - det må ikke komme til at bringe kampe om territorium med barnet i spil...så kan forholdet nemlig kun gå én vej........auvs - dét gør ondt, meget mere end lidt sandhed!
Synes du virker så varm og åben - ja, det synes jeg altså - så bliv ved med at give hende alt det far hun overhovedet magter...og så tag hjem til dig selv lidt hvis de bliver for [s]tøse-fjantede[s]....og kom igen når DU har lyst og overskud til dem - han virker som en lun og dejlig far....støt ham i dét...du har ham jo meget af tiden helt for dig selv🙂...
Bedste varme ønsker....
A

Jeg synes ærligt talt ikke du er fair i denne situation. Jeg kan godt se det ikke er fedt at føle dig i vejen, men di kæreste vil naturligvis gerne have dig der, og han prøvede sikkert bare at fortælle noget han syntes var en sød fortælling om hans datter.
Jeg kan ikke rigtig se hvad din kæreste skulle have gjort forkert. Han har jo ikke prøvet på at såre dig! Jeg synes du er noget nærtagende. Jeg prøver ikke at hetze dig eller noget som helst, det er bare min ærlige mening om situationen, og jeg håber dig og kæresten finder ud af det

ihvertfald to ting (tak🙂) - det ene er, helt basalt, - hvad går et forhold ud på?
Hvad vil man i dét og hvad er det som ændre sig når der er børn med i kærligheden?
Hvordan kan der nogensinde opstå magtkamp mellem en kæreste (dejligt ord ikke; den kæreste man har[l])
og et barn (noget man egenhændigt og magisk nok; er medskaber af og dermed har alverdens ansvar for).
Hvordan kan en voksen kvinde eller mand komme i den situation at opleve sig tilsidesat
ift den kærlighed et voksent og velfungerende menneske altid vil have overfor sit barn?
Er det ikke en form for perfekt varedeklaration - at mennesket elsker og varetager sit barns tarv?
Måske er jeg gået glip af det essentielle, men jeg forundres og vil rigtig gerne forstå hvordan man kan opleve sig tilsidesat af kærligheden mellem et barn og dets elskede forældre.....
A