Skilsmissebørn - rettigheder og pligter

Hvad sker der i det danske samfund, når en familie bryder op..hvorfor prøver man ikke at tage vare på børnene, bl.a. ved at give forældrene lige vilkår? Hvorfor skal en far eller mor, der i øvrigt ikke har deltaget i barnets opvækst, sygdomme eller opdragelse, have rettigheder til samvær, men ingen pligter til andet end at betale et latterligt børnebidrag, der ikke engang dækker en halv børnehaveplads, og som ovenikøbet kan trækkes fra?
Selvom det påstås, at det jo kun er penge, og at det er i barnets interesse, at der er så meget samvær som muligt, vil jeg vove at påstå det modsatte. Barnet splittes, når barnet skal flyttes frem og tilbage mellem sine forældre. Og børnebidrag er kun til gene.
Hvis begge forældre fik lige ret OG lige pligt, til at hente ville der muligvis være en ligevægt...men så længe man forfordeler en forælder frem for en anden, er det på forhånd dømt til at gå galt.
Jeg så hellere, at man tog børnebidraget væk, og lod den ene forælder om opdragelse. Så kunne det stå åbent for barnet, når barnet var en passende alder at kunne opsøge den anden del af sit fædrene/mødrene ophav.
Det ville være fandens hårdt for forældrene, men langt bedre for barnet i mange tilfælde.
Tænkeren

Hvilken underlig familie kommer du fra?!
Personligt har jeg ik jordens bedste forhold til min far. Mine forældre blev skildt da jeg var 3 år gammel, og har boet alene med min mor siden da. Bidraget har gjort hverdagen letter for min mor og mig, så synes bestemt ikke det er latterligt.
Det kan godt være jeg ik har jordens bedste forhold til min far, men jeg ved sq godt hvem der er min far, og jeg holder af ham, lige meget hvor tit jeg siger jeg hader ham. Jeg ville sq aldrig være vokset op uden at have kendt min far, og så først lære ham at kende når jeg er blevet myndig. Jeg tror sq ærlig talt at de færreste børn først ville lære deres anden forældre at kende når de blev myndige!! Personligt har jeg aldrig følt at jeg har været splittet, eller følt mig unormal pga. mine forældres skilsmisse.
Det med at skiftes til at hente osv. er i mange tilfælde bare ik muligt, i dét at forældrene bor langt fra hinanden. F.eks. bor min mor og min far over 100 km fra hinanden, så det ville sq aldrig kunne lade sig gøre. Fatter virkelig ikke hvorfor systemet er så dårligt som du tilsyneladende mener det er.

Du skriver flere ting -
Jeg vil prøve at få lidt Hold på din mening, selvom det virker lidt rodet på mig -
Du skriver at det er synd for barnet at være splittet mellem mor og far v/ skilsmisse -
Der er rigtig mange børn, der har glæde af at have begge forældre, selvom de ikke bor sammen -
Og det syntes jeg er en meget dårlig ide at tage fra dem, det er jo ikke deres skyld at forældrene ikke kan leve sammen af den ene eller anden grund, vel -
Har du tænkt over at børn kan elske BEGGE sine forældre -
Du har fået svar fra et af dem -
Selvom jeg er uenig i at 100 km´s afstand skulle være en forhindring, det har det ikke været i mit tilfælde - fungerede fint for alle parter, med lidt god planlægning og samarbejdsvilje -
Det er altså barnets tarv der er tale om her, og barnets ret til at kende begge sine forældre -
Når du så taler om bidraget, så er det jeg begynder at blive forvirret -
Hvad har pengene med emnet at gøre - er det, det væsentlige i dit tilfælde -
Hvorfor vil du have det væk, når du samtidig skriver at det ikke engang dækker ½ delen af en inst. plads og kan trækkes fra i skat -
Som enlig forsørger er ½ delen af udgiften til inst. plads altså en væsentlig del, og for mange en nødvendighed -
Er det fordi du ikke ønsker at betale, når du ikke har barnet❓eller
Når man har forældreretten så har man fået sit, og skal så ikke have penge også ?
Ja venter på dit svar -
mvh. guller

Naturligvis tager jeg udgangspunkt i de tilfælde jeg kender. Hvor tingene bare ikke fungerer.... Og det stakkels barn bliver pumpet fuld af dårligdomme om den anden part. Hvor samværsforælderen holder på sin ret, som samværsforælder, men ikke har nogen pligter.
Pengene kommer ind, hvor pengene bliver holdt frem mod bo-forælderen (og forældremyndigheds indehaveren, men det er i dette tilfælde ligegyldigt), og brugt som en form for pression. Hvor disse penge bliver brugt som argument som at "have taget ansvar", og de samme penge bliver brugt til at hive den anden forælder i statsamtet, for at skulle dokumentere, at disse bliver brugt på barnet.
Mit indlæg var skrevet i smerte over, at jeg kan se et barn blive splittet i loyalitet mellem sine forældre, og give dette barn ar for livet. Mit indlæg var skrevet i afmagt over at se flere børn i Dk stå i den situation, hvor de konstant føler at de skal vælge mellem mor og far, hvilket er et umuligt valg.
Jeg ved, med min logik at der hedigvis er skilsmisser, hvor al dette ike forekommer, men jeg mener også, at man bliver nødt til at tage stilling til de tilfælde, hvor forholdet mellem mor og far er gået i hårdknude. Hvor den ene paart konstant bliver truet, enten med fysisk vold, eller med fratagelse af forældreretten.
Jeg håber, at du bedre kan følge min tankegang (omend den ER noget rodet *S*)

Det er meget bedrøveligt når forældre starter en borgekrig efter skilsmisse -
Og vi er ganske enige i at det altid og altid er børnene, der er ofrene, når mor og far opfører sig så smerteligt umodent -
I det tilfælde du beskriver, hvor indehaveren af samkvemsretten bruger børnebidraget som pressions middel, har jeg kun at sige : Det er lovpligtigt at skulle betale, og INGEN har pligt til at dokumenterer, om pengene er brugt til barnet -
De penge er til at forsørge barnet, om de bruges til at betale inst. plads, mad, tøj, legetøj, en tur i Tivoli, lørdagsguf eller nye sko er ikke noget der kan stilles krav om fra nogens side -
Som historien du beskriver er, kan jeg forestille mig at selvom personen valgte ikke at modtage pengene, så ville den pressende part alligevel finde andre pres metoder, så det hjælper nok ikke det store -
Og uanset bidrag eller ej, så har statsamtet den intention som udgangspunkt : At ethvert barn skal have muligheden for at kende begge sine forældre -
Det er da en god regel, men der er også mange ulykkelige beretninger om børn, som ikke vil hjem til den anden part, nogle gange af frygt for denne, vold er ind imellem grunden -
Eller barnet kan ikke holde ud, at skulle høre på nedsættende tale om den anden forældre i en weekend eller til at blive udspurgt i et 3 grads forhør om det derhjemme -
mvh. guller

Det skal først og fremmest være børnenes tarv, man tager i betragtning efter skilsmissen, og ikke så meget forældrenes rettigheder . . .
Men det hjælper ikke noget, at mene at det er en fars rettighed /pligt at se sine børn, hvis han ikke gider. Trods foreningen Far er der fædre, som åbenbart ikke rigtig orker at holde liv i samværet med sine børn!
Mine 2 børns far har i 11 år kun haft sine børn på besøg få timer af gangen, og han har efterhånden reduceret sig selv til en fjern person, som man lige husker på, når fødselsdage, jul og konfirmation nærmer sig. Jeg synes, at jeg har gjort meget for at få ham til at bruge tid på sine børn - men nej, han viger bare udenom . . .
Men naturligvis skal han betale til dem! Børnebidraget (og konfirmationsbidrag) kan jeg absolut ikke undvære - hvorfor skulle mine børn undvære f.eks. efterskole, mobiltlf. og ordentlig tøj (mærkevaretøjet måtte drengen dog selv betale, da han havde avisjob).
Skilsmissebørn - og deres forældre - er lige så forskellige som alle andre.

Jeg tror vi alle kender forhold som er til skade for børn hvad enten deter parforhold eller skilsmisseforhold....
Jeg har gennem de sidste 15 år kæmpet mod min ex om vores søn, og ja det har været hårdt og opslidende, med forskellige beskyldninger, endda poltianmeldelse, det værste var nok da han nægtede at tilbagelevere barnet efter endt samvær og myndighederne intet vlle gøre (jeg hentede ham selv) Men min pointe er at jeg det meste af tiden har forsøgt at holde min sti ren, og i dag har det båret frugt, hvis man kan kalde det det! min søn har et meget anstrengt forhold til sin far, og har ikke meget kontakt med ham, efter eget ønske. så selv om samværet muligvis har givet ham ar på sjælen, så har han selv fravalgt sin far, udfra egne erfaringer. Jeg har ikke bestemt for ham, han kan ikke som voksen bebrejde mig at han ikke har kontakt med sin far eller ikke kender ham, for det gør han på godt og ondt!!!
Jeg er enig med dig i at en samværsresolution ikke kun burde give rettigheder men også pligter, det ville afhjælpe de episoder og forhold hvor samværet bruges til at føre chikane mod den af forældrene som har barnet boende.
samvær bør indeholde både rettigheder og pligter. det gælder også for den som har barnet boende, den forældre har nemlig som udgangspunkt ikke rettigheder i frobindelse med samværet men kun pligt til at udlevere barnet... det er bestemt en ulighed mellem forældrene, men det problem løses ikke ved at fjerne samværet.... på trods af de problemer mener jeg at det er til barnets bedste at kende begge sine forældre. og det økonomiske bidrag til barnet bør være højere, især i de tidlige år. det kunne evt reguleres i takt med børnefamilieydelsen.... 1000 kr om måneden rækker ikke langt i forhold til hvad det koster at have et barn.
Jeg ville ikke kunne dække omkostningerne til min søn for 2x1000 kr om måneden, og jeg kan desuden ikke trække mine udgifter fra på samme måde som min ex kan!! så der mangler igen lighed mellem forældrene...