Skrid ud af mit hjerte!

Jeg vender min opmærksomhed væk, først den ene vej, så den anden vej. Arbejder, underviser, opdrager, diskuterer, får noget fra hånden i et farligt jag.... men ikke noget fra hjertet. Dit aftryk smerter endnu.
Det sker aldrig mere sagde du, og det retter jeg mig selvfølgelig efter. Jeg elsker dig jo. Siger ikke mere, kigger ned i gulvet. Der er stille nu.
Billeder af dig, blæser havet op, bølger af bittersøde minder, suger i mit mellemgulv og tager magten fra mig og vælter mig omkuld i endnu en skylle af tårer.
Kunne du ikke godt have ladet være med at eksistere lige for næsen af mig!??
Skulle du virkelig vifte mig om næsen med hvor vidunderlig du er!?!?
Vil du ikke godt lade være med at kigge på mig ud af de øjne, tale til mig med den der stemme og se sådan ud med den krop, du har!?!?!?
Det gør bare så ondt i mig, at der er HELT tomt, dér hvor du lå.
Og det ER umuligt. Har aldrig været skyggen af chance. Hvis vi to nogensinde fandt sammen ville ALLE fordomme, mønstre, korrektheder og moral kollidere. For hele resten af verdens skyld, sker der ikke mere i vores flammende hede. Ind under gulvtæppet med den! Universets mest uretfærdige kærlighed. Hvorfor bliver det så VED og VED og VED at leve?....SÅ HOLD DOG OP for helvede...
Altid din
(Kvinde43)
(Fyr23)

haii
smukt skrevet. men egentlig er det vel sådan med os alle, når den person man elsker ikke elsker en mere.
ens hjerte bryder i gråd, både dag og nat, selv den tid der ikke er der! alt minder om personen og det fremkalder de bedste og de dejlige minder man har haft.
Smilet i ens triste ansigt finder vejen frem, men det stoppes af hjertet, som stadig lider.
Det vel en smerte som mange gerne ville være fri for, men alle oplever.
men tænk hvis den ikke var der? så var man klar til et nyt forhold allerede dagen efter, for man længtes ikke efter personen mere og hjertet gik i stykker, for at blive lappet om natten, og frisk ville man være om morgenen når man ud af sin seng træder.
Dette tror jeg heller ej ville være dejligt, en kærligeheds smerte er med til at styrke ens personlighed, og kærligeheden inden har gjort en til den person man er.