Sløve humanister?
Hejsa!
Jeg sidder lige og falder over en artikel i MorgenFacisten JyllandsPesten, omkring at humaniorastuderende får begrænsninger på, hvor mange fjumreår, de kan tillade sig:
http://jp.dk/indland/kbh/article1536840.ece
Misforstå mig ikke, jeg er ikke meget for at putte folk i kasser! Men problemstillingen med, at humaniorastuderende generelt har svært ved at afslutte studierne står lysende klart i min hukommelse, da jeg selv gik på uni tilbage i midten af 90erne. Som civilingeniørstuderende boende på ungdomskollegie kunne jeg iagttage HVOR stor forskel, der var i mødebehovet(/-lysten?) ingeniørstuderende contra f.eks. historie-, dansk- og engelskstuderende. På mit studie (ingeniørstudiet) var der sjældent nogle fraværende (og dem, der endelig var, kom aldrig igen), forelæsningslokalerne var fyldt grundigt op fra kl 8 og efter forelæsningerne summede det i grupperummene til langt ud på aftentimerne. Derudover samledes man ofte i weekenderne for at få vendt problemstillinger på kryds og tværs eller blot for at komme uoverensstemmelser til livs.
Når jeg så kom hjem på kollegiet kunne jeg ofte vågne f.eks. kl 3 natten til en hverdag, hvor en fulderik kommer råbende hjem fra byen og ikke kan finde sit kollegieværelse. På mit kollegie var en stor overvægt af humaniorastuderende, jeg dannede således også et tæt venskab med et par stykker af dem. Jeg må sige, at jeg undrede mig temmelig meget, når de grinede af "ham dengsedrengen" (mig) som skulle møde i skole næste dag, hvor de selv ofte typisk kun havde forelæsningstimer hver 2. dage eller nogle gange kun 1-2 gange om ugen. Selve universitetsområdet var ikke der, de havde deres daglige gang, men derimod på kollegiets mange hyggekroge.
De humaniora-venner, jeg fik på kollegiet var stadig "i gang" med deres studier, da jeg 5 år senere flyttede fra kollegiet efter endt uddannelse. Og det paradoksale var, at de gik på 3. hhv. 5. semester, da jeg startede!
Jeg har nu - 12 år senere - en yngre kæreste, der også er humaniorastuderende. Og det virker slet ikke som om tingene har ændret sig. De humaniorastuderende er ikke primært på deres studie, men studerer hjemme.
Nu har jeg godtnok personligt erfaret, at ingeniørstuderende måske er lidt mere punktlige og disciplinerede end gennemsnittet, men jeg må sige, at jeg ihvertfald ikke selv anså mig for at være hverken punktlig eller disciplineret, da jeg startede med at studere. Nærmere lidt "dorsk", for at bruge et jysk udtryk. Men, hvis hele studiet havde været overladt til mig selv, så tror jeg heller ikke, jeg havde gennemført på normeret tid, hvad iøvrigt 95% af en ingeniørårgang gjorde på pågældende universitet, dengang.
Jeg tænker bare, hvordan kan det være humaniorastudierne ikke har tænkt mere på at skabe de rigtige rammer for at få de studerende igennem på normeret tid? Det er jo evident, at det stadig er et problem, når ligefrem en dekan vægrer sig mod et forslag om, at en bachelor maksimalt må tage 5 år og efterfølgende at en overbygning til kandidat max. må tage 3 år. Det er immervæk stadig sammenlagt 8 år om en alm. kandidatuddannelse!
Skulle det virkelig danne "social massegrav", hvis man ikke kan gennemføre et studie med 3 ekstra snubleår som livline? Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg ved, at meget kan være "social arv" i studiet, men at det ligefrem skulle være så gennemsyrende, at øverste hoved for fakultetet modsætter sig tanken om muligheden for et evighedsstudie - ja, der ophører logikken for mig.
Dette specielt in mente, da jeg selv er "opvokset" med et 120% fuldtidsstudie, hvor jeg da havde mange afsagn og ofrede stort set alt for studiet og blot ventede på at få "et liv", når jeg var færdig. Mens jeg måbende kunne se til mine kollegievenner, som havde gjort "hverdag til fest".
Ja, jeg synes det er himmelråbende, at der ER så stor froskel på studieretninger og de studerendes indstilling. Jeg vil æde min gamle hat på, at denne forskel på indstillingen ikke er nær så stor FØR studenterne påbegynder deres studier. Det er nu engang studiets mentorer (tutorer, studievejledere, lektorer, undervisere, etc), der danner præcedens, så jeg vil sige, det er dem, der står med ansvaret for en så vag indstilling til at danne rammer og en maxgrænse for, hvor lang tid man kan kalde sig studerende.
Efter min mening, så burde der være langt mere gennemsigtighed - hvis en dekan mener, at 8 år til en kandidatgrad ikke nødvendigvis er godt, så burde titlen de studerende står med i den anden ende måske hedde noget andet end "kandidat".
Nej, jeg kan simpelthen ikke blive klog på det - er der nogle humanister, der vil melde sig på banen og give mig en forklaring? Er det mere end blot en "sløv kultur"?
Jeg sidder lige og falder over en artikel i MorgenFacisten JyllandsPesten, omkring at humaniorastuderende får begrænsninger på, hvor mange fjumreår, de kan tillade sig:
http://jp.dk/indland/kbh/article1536840.ece
Misforstå mig ikke, jeg er ikke meget for at putte folk i kasser! Men problemstillingen med, at humaniorastuderende generelt har svært ved at afslutte studierne står lysende klart i min hukommelse, da jeg selv gik på uni tilbage i midten af 90erne. Som civilingeniørstuderende boende på ungdomskollegie kunne jeg iagttage HVOR stor forskel, der var i mødebehovet(/-lysten?) ingeniørstuderende contra f.eks. historie-, dansk- og engelskstuderende. På mit studie (ingeniørstudiet) var der sjældent nogle fraværende (og dem, der endelig var, kom aldrig igen), forelæsningslokalerne var fyldt grundigt op fra kl 8 og efter forelæsningerne summede det i grupperummene til langt ud på aftentimerne. Derudover samledes man ofte i weekenderne for at få vendt problemstillinger på kryds og tværs eller blot for at komme uoverensstemmelser til livs.
Når jeg så kom hjem på kollegiet kunne jeg ofte vågne f.eks. kl 3 natten til en hverdag, hvor en fulderik kommer råbende hjem fra byen og ikke kan finde sit kollegieværelse. På mit kollegie var en stor overvægt af humaniorastuderende, jeg dannede således også et tæt venskab med et par stykker af dem. Jeg må sige, at jeg undrede mig temmelig meget, når de grinede af "ham dengsedrengen" (mig) som skulle møde i skole næste dag, hvor de selv ofte typisk kun havde forelæsningstimer hver 2. dage eller nogle gange kun 1-2 gange om ugen. Selve universitetsområdet var ikke der, de havde deres daglige gang, men derimod på kollegiets mange hyggekroge.
De humaniora-venner, jeg fik på kollegiet var stadig "i gang" med deres studier, da jeg 5 år senere flyttede fra kollegiet efter endt uddannelse. Og det paradoksale var, at de gik på 3. hhv. 5. semester, da jeg startede!
Jeg har nu - 12 år senere - en yngre kæreste, der også er humaniorastuderende. Og det virker slet ikke som om tingene har ændret sig. De humaniorastuderende er ikke primært på deres studie, men studerer hjemme.
Nu har jeg godtnok personligt erfaret, at ingeniørstuderende måske er lidt mere punktlige og disciplinerede end gennemsnittet, men jeg må sige, at jeg ihvertfald ikke selv anså mig for at være hverken punktlig eller disciplineret, da jeg startede med at studere. Nærmere lidt "dorsk", for at bruge et jysk udtryk. Men, hvis hele studiet havde været overladt til mig selv, så tror jeg heller ikke, jeg havde gennemført på normeret tid, hvad iøvrigt 95% af en ingeniørårgang gjorde på pågældende universitet, dengang.
Jeg tænker bare, hvordan kan det være humaniorastudierne ikke har tænkt mere på at skabe de rigtige rammer for at få de studerende igennem på normeret tid? Det er jo evident, at det stadig er et problem, når ligefrem en dekan vægrer sig mod et forslag om, at en bachelor maksimalt må tage 5 år og efterfølgende at en overbygning til kandidat max. må tage 3 år. Det er immervæk stadig sammenlagt 8 år om en alm. kandidatuddannelse!
Skulle det virkelig danne "social massegrav", hvis man ikke kan gennemføre et studie med 3 ekstra snubleår som livline? Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg ved, at meget kan være "social arv" i studiet, men at det ligefrem skulle være så gennemsyrende, at øverste hoved for fakultetet modsætter sig tanken om muligheden for et evighedsstudie - ja, der ophører logikken for mig.
Dette specielt in mente, da jeg selv er "opvokset" med et 120% fuldtidsstudie, hvor jeg da havde mange afsagn og ofrede stort set alt for studiet og blot ventede på at få "et liv", når jeg var færdig. Mens jeg måbende kunne se til mine kollegievenner, som havde gjort "hverdag til fest".
Ja, jeg synes det er himmelråbende, at der ER så stor froskel på studieretninger og de studerendes indstilling. Jeg vil æde min gamle hat på, at denne forskel på indstillingen ikke er nær så stor FØR studenterne påbegynder deres studier. Det er nu engang studiets mentorer (tutorer, studievejledere, lektorer, undervisere, etc), der danner præcedens, så jeg vil sige, det er dem, der står med ansvaret for en så vag indstilling til at danne rammer og en maxgrænse for, hvor lang tid man kan kalde sig studerende.
Efter min mening, så burde der være langt mere gennemsigtighed - hvis en dekan mener, at 8 år til en kandidatgrad ikke nødvendigvis er godt, så burde titlen de studerende står med i den anden ende måske hedde noget andet end "kandidat".
Nej, jeg kan simpelthen ikke blive klog på det - er der nogle humanister, der vil melde sig på banen og give mig en forklaring? Er det mere end blot en "sløv kultur"?