Smerten indeni er for stor...

Jeg sidder her med en stor vrede over mig selv, har i flere år kradset vreden ud af min hud, men det hjælper næsten ikke mere, der skal mere til! Smerten indeni er så ulidelig stor, søger kontrollen over den, kniven synes at være den eneste løsning.
Suz...

Mit eneste råd er...få fat på din læge med det samme. Du kan ikke klare det alene og vi har alle på et eller andet tidspunkt i vores liv brug for hjælp. Din læge ved hvad der skal gøres. Hvis du ikke har lyst til at betro dig til denne, så ring til livslinien tlf: 70 20 12 01. De har mulighed for at hjælpe dig videre.
En masse knus til dig søde...

Hey søde...
Jeg synes du skal skynde dig at tage til læge eller psykolog. Gør ikke noget dumt! Hvis du ikke vil snakke med lægen, så skal du i hvert fald tale med en veninde el. lign. om det. Jeg ved ikke hvir gammel du er, men hvis du ikke er voksen, ville jeg tale med en voksen om det. Det bliver kun værre af at sidde alene og tale om det.
Knus Astrid

jeg har flere gange haft ringet til livslinien... men jeg har ikke råd til at ringe fra min mobil...og jeg må ikke bruge vores fastnet-telefon...
Jeg føler mig ikke tryg ved min læge...og jeg må ikke skifte læge (siger mine forældre)...
går til psykolog...men føler mig egentlig ikke parat til at tage imod de redskaber, hun gi'r mig!!!
Faktisk føler jeg at jeg belaster andre ved at komme hulkende til dem...måske bør jeg bare klare det hele selv...

Kære lille dig
Du skal søge hjælp hurtigst mulig,kontakt din læge med hendblik på indlæggelse på psykriatiskafdeling.
Min datter er lige blevet indlagt for en uge siden. det har allerrede hjulpet hende. Har du ikke dine forældre eller nogle gode venner der kan tage med dig og støtte dig i denne vanskelige tid. Op med humøret.
Knus fisk-en

...at mit svar til dig vil være det samme, som jeg allerede har skrevet til "kvinden".
Suz

Svaret fra min læge vil sikkert være, at sende mig ind på psykiatrisk afdeling ville være det samme som at skyde fugle med kanoner...
Suz

Det forstår jeg ikke. Har du været indlagt før? Kan du overhovedet ikke tale med din læge, eller dine forældre. Jeg ved godt det kan være svært som forældre at forstå sit barn der har psykiske problemer. Men hvis det er så slemt som det lyder må og skal de hjælpe dig. Hvor gammel er du??
knus fisk-en

...tale med mine forældre...og tilliden til min læge mistede jeg for længe siden...
jeg er 17...

Vi vil alle så gerne ses, høres mærkes..
Psykologer, læger og døgntelefoner.. hjælper det? Narj egentlig ikke.. For de forstår os ikke! Og kan vi forklare os? Vise dem hvordan vi føler.. se arene på min arm, se hvad bulimien gjorde ved mig.. Narj, de kan ikk forstå det.. vi må klare os selv.. Og det er så det vi gør; klarer os selv! Og vi klarer os godt.. for vi kan jo godt! Ikk? Tage os selv lidt i nakken, se ned af ose selv, se det gode ved det hele.. Måske er der kun lidt, men det er der.. og hvis det ikk var der ville vi heller ikke være her!
Hva er så egentlig problemet?
:: for lidt opmærksomhed, kærlighed og omsorg.
:: for lidt selvrespekt og selvtillid.
Se på dig selv.. du lever! Du lever.. du lever..
- så tag at lev!
Held og lykke med det tøs!
Vi andre kunne, og du kan!

Skrev dette indlæg i mandags... bare lidt mere om mig...
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=12&conference=22&posting=96521

...livsglæde...

Har du ingen venner?
Det er ikke rigtig at ingen gider lytte,der er sikkert også flere der kan forstå dig og dine problemer. Du er ikke alene der er altid nogen der vil lytte til dig, bare se her i debatten.
Du skal ikke gøre noget dumt for at blive set og hørt, du skal tro på dig selv. Gør noget godt for dig selv. Du kan muligvis søge nogle venner via nettet eller andet.
Held og lykke fisk-en

Jeg er ikke barsk, men retfærdig.
Måske lyder jeg som en vild cowboy fra Texas.
Uden Texas og presidentvalget gør jeg dog - og også dig - en vis forskel - read my lips!.
Du skal starte med at smide kniven væk. Det at skære sig i armene, for at få ompærksomhed, er faktisk ret forældet. Vi er medie-trætte af det!.
Men jeg kan godt følge dig lidt. Du skal tage og danne et socialt "netværk af ligesindede".
Der er mange som har det som dig, og din opgave og dermed ansvar er, at koordinere en work-shop.
Du kan jo starte med at skrive om dine følelser, udgive en bog om det, og thah....
The show must go on.......

...der får folk til at tro at det er et opmærksomheds-spørgsmål???
For mig føles det som et kontrol-spørgsmål...
Suz...

at tro at det er et spørgsmål om opmærksomhed???
Jeg føler det nærmere som et spørgsmål om kontrol...
Suz

troede ikke at denne kom igennem...så jeg skrev en lignende...så...nu er der to...ups..sorry...
Suz...

Hej Suzen,
Folk vil nok bare hjælpe dig. Men det er jo langt fra alles hjælp du kan bruge til noget. Så sortér bare det fra, du ikke kan bruge til noget.
Det er et paradoks at du har så meget indsigt i din situation, og samtidig ikke kan finde vej. Men stol på din intuition. Hvis du føler det som en kontrol-ting så er det nok dét.
Jeg ved det, for jeg har været der selv. Jeg har også været igennem psykolog-møllen og havde også umådeligt let ved at sidde dér og fortælle om mit dejlige liv til psykologen - og lige så snart jeg var udenfor igen, kom det til mig igen - alt det der skulle have været sagt.
I mit tilfælde tog jeg en maske på overfor psykologen. Af to grunde, fandt jeg ud af... Dels for at please ham. Jeg fortalte det, jeg forestillede mig, han gerne ville høre.. Og dels for at skjule, at jeg ikke var i kontrol med situationen. Jeg skammede mig jo over lige dét.
Jeg måtte overbevise mig selv om, at psykologen intet betød.. Altså; at det var helt lige meget om psykologen kunne lide mig etc. Jeg måtte tvinge mig til at være egoistisk og få løst mine problemer.
Det gjorde jeg ved at skrive alt det der opsøgte mig ned i løbet af ugen. Når jeg så sad dér og fik lyst til at fortælle glade historier, tvang jeg mig til at læse op af noterne.
Det var skide svært for mig at smide masken overfor psykologen. Men det var den eneste vej. Og jeg havde det også ligesom dig. Fint nok med de redskaber psykologen giver én, men jeg var ikke klar til dem.. Det kom først efter jeg havde nået til nogle erkendelser.. og dem nåede jeg først til, da jeg havde taget magten over timerne hos psykologen.
Men du siger, du har prøvet det før.. bla til sodavandsfesterne... at du har haft ligesom depressive anfald "out of nowhere" i et stykke tid....
Hvem siger, det er psykisk? Hvad med en psykiater? Tror du ikke, det kan være at noget medicin vil skabe balance i dit sind?

jeg har aldrig troet på mig selv...og det der skete i lørdags har gjort, at jeg er blevet mere og mere bange for mig selv...
Har ingen tillid til mig selv...
men...ja...det er rigtigt...har ikke rigtig nogle venner...stoler ikke på jævnaldrene...
Suz...

...hvor har du ret...
Jeg kan bare ikke finde ud af at gi' mig selv det spark...er den opgivende type...har været i gang med at skrive i flere uger...men jeg kan ikke tage mig sammen til at snakke om det...
Jeg er måske også bange for, at det måske er latterlige grunde...
Suz...

Hej igen...
Jeg ville bare lige sige, at du er velkommen til at skrive en mail til mig, hvis du ikke har andre at tale med. Jeg vil i hvert fald gerne skrive med dig. Hvor gammel er du?
Knus Astrid

Jah.. jeg kan godt genkende noget af det du skriver der.
For mig var det flovheden. Altså det du kalder latterlige grunde.. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe at jeg ikke selv kunne klare det uden en psykolog. For jeg kan (kunne) da godt se hvad jeg burde gøre og hvad der er rigtigt og forkert. Man er jo ikke dum eller blind...men det var ligesom at mangle en nøgle til en dør, jeg godt vidste, skulle åbnes.
Du kalder det så at få et spark bagi. Eller måske at blive tryg ved at det ikke er latterlige grunde. Men du har jo fat i den lange ende hvis du allerede har været i gang med at skrive i flere uger...
Der står jo ikke én ting i de papirer/filer der er latterlige grunde. Det er jo _dine_ grunde!
Og så én ting der fik mig videre....
Da jeg først brød koden med, at psykolog-besøgene var til for mig, vendte alting. For så var det mig der bestemte, hvad der var interessant at snakke om. Men det kan jeg jo sagtens sidde her og sige til dig.
Jeg ved bare at du er den eneste i verden, der ved om det er latterlige grunde. Og du ved jo (for du snitter i dig selv) at det ikke er latterlige grunde.
Det er for h.... vores liv vi kæmper for at vinde tilbage. Det er det største! Det kan da aldrig blive latterligt? Prøv at vende det på den her måde:
Du går og kæmper med de her ting. De er uoverskuelige og der er ingen løsning. Det er ligesom status, ikke?
I "bedste" fald kan psykologen heller ikke hjælpe dig med at komme videre - og så havde du jo ret i at det i hvert fald ikke var latterlige grunde. Men så er det "værste" der kan ske at psykologen rent faktisk har en idé til hvordan du kan komme videre med bare noget af det.
Hvis dét lykkes, så er psykologen selvfølgelig "klogere" end dig, for du kunne jo ikke komme videre af dig selv - og så kan man måske sige, at det var "latterlige grunde".
Men så er det da det hele værd at slippe af med dem og komme videre..
Det er en Win-Win situation at komme ud med de latterlige grunde. Og at blive ved, selv om psykologen måske virker som om, det er nok med bare lidt af det.. Fyr det hele af - eller send hende brevene/filerne..

Kære Suzen..
Hvad gør dine forældre for dig? Er du i terapi?
Hvis du ikke har råd til at ringe fra din mobil, kan du så ikke få dem til at ringe dig op?
Du bliver nødt til at tage dig sammen søde, selvom det er svært. Jeg kender ikke din baggrund og ved ikke hvorfor eller hvonår du begyndte at skære i dig selv, men jeg ved at du er den eneste der kan ændre dit liv ved, at du ønsker det. Hvilke råd har du fået og hvilke råd lytter du ikke til? Hvad er det der hindrer dig i at leve? Hvad er det i dig der ikke ønsker at stoppe? Hvorfor føler du ikke, du har kontrol? Hvad eller hvem i dit liv har forårsaget din manglende følelse af kontrol?
Knus Kvinden

Mine forældrer er ikke indblandet...og bliver det sikkert heller ikke...
Og det med at lade livslinien ringe mig op...tjahhh...det har jeg rent faktisk forhørt mig om...men det må de ikke, da det er en 100% anonym rådgivning...
Har ikke skåret mig selv...endnu...men kradset har jeg flere gange end jeg selv har styr på...
Jeg føler ikke at jeg har kontrol over mine tanker...jeg føler mig altid i vildrede...men jeg ved ikke hvad eller hvem, der har ført mig ind i dette virvar...
Somme tider synes jeg ikke engang at jeg føler noget som helst...så er der kun et tomrum...og jeg er bange for dette tomrum...
Er bange for mig selv...
Suz...

Jeg er oprigtigt ked af, hvis jeg har såret dig.
Det var med garanti ikke for at håne dig.
Men er jeg da helt galt på den, når jeg påstår at selvmords-kandidater - inderst inde - ikke ønsker at dø, men få opmærksomhed.
Det er en handling i desperation, som man svært kan sætte sig ind i?.
Desværre er psykiske lidelser knap så synlige, som gips-ben. Af samme grund er området sparet væk.
Fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussens datter begik selvmord, maniodepressiv.
Jytte Hilden, fhv. kulturminister var indlagt på Roskilde sygehus af psykiske forbandelser.
Søren Gerike er netop genopstået, efter en ordentlig tur.
Så psykiske lidelser har da fået en vis accept, ..

Måske har du ret...det skal jeg ikke ku' sige noget om...
Ved bare at jeg ikke har det skide godt...hader virkelig mig selv...
Suz

Jeg er glad for din hurtige tilbagemelding.
Er du klar over, at verden skriger på dit initiativ?
Hvis du anede, hvor meget lykke du ville gøre, som besøgs-ven til pensionister.
Der er afsindigt meget i livet, der bliver overset, og som vi ikke i dagligdagen regner for noget.
Men både "det" og "du" er noget specielt.
Hvis man giver en hjælpende hånd, modtager man som regel det dobbelte igen!.

jeg ved sq ikke rigtigt...tror ikke jeg egner mig til at være besøgsven hos pensionister...kan ikke holde ud at se et ældre menneske sidde hjælpeløst i en stol og bare vente på at skulle dø...det er for nervepirrende for mig...har forsøgt med både min bedstefar og min farmor...og jeg nåede ikke at sige farvel til nogen af dem...jeg nægtede at tage med hen for at se dem komme i kisten...kunne ikke holde det ud...
Suz...

Nu gør du mig ked af det, SUZ.
Det var ikke for at håne dig, jeg skrev.
Jeg har på intuitionen, at du rummer mere "Power", end du giver udtryk for.
Du mangler lidt selvtillid.
Man skal ikke bygge en skorsten oppefra, ..
Lad os starte fra fundamentet, og indse, at det i det mindste har den fordel, at man selv bestemmer resultatet.
Selvfølgelig skal du ikke være "kirkegårds-rotte"
Der er så meget frivilligt arbejde, at man tror det er løgn.

Sorry...det var ikke for at gøre dig ked...
Måske har du ret...men den selvtillid har jeg manglet siden jeg var 12...
Men jeg kæmper...prøver...men det er så svært, at jeg har flere gange været ved at gi' op...
Suz

Det gør du bare ikke, og du ved ummærket hvad jeg mener!.
Du har så meget at leve for i livet, at man nesten tror det er løgn.
Selv har jeg også måtte trække med den følelse af, at være genstand for såkaldt "kontrol".
Det er til at blive idiot af.
Kan vi ikke lige "snakke" privat over:
skytsenglen@sol.dk

Du bliver nødt til at involvere dine forældre i hvordan du har det. Ellers kan de jo heller ikke hjælpe dig. Hvis du var min datter ville jeg blive meget ked af det, fordi jeg ville kunne forstå hvorfor du ikke var kommet til mig med dine problemer. Du bliver nødt til at bede dem hjælpe dig eller må du tale med din skolelærer. Det er hverken flovt eller pinligt at have det dårligt, men kun ved at du tør stå frem og fortælle om dine følelser kan du få hjælp. Vi herinde kan ikke hjælpe dig rent fysisk ved at tage dig under "armen", vi kan kun rådgive dig. Du bliver nødt til at få skaffet en fysisk kontaktperson. En lærer, skolevejleder, sundhedsplejerske, familiemedlem, en af dine veninders forældre. Hvem vil du have det godt med at lukke op for, for det bliver du simpelthen nødt til.
Vær ikke bange for fremtiden og hvad andre tænker...det vigtigste er at DU får den hjælp du har brug for.
Knus
Kvinden

Hey igen...
Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne fortælle dem det...jeg har aldrig haft den helt store tiltro til dem...ved ikke hvorfor, sådan har det har det bare altid været!
Og...jo...jeg er bange for meget...mest af alt for mig selv...
Suz...

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal svare til dette...er forvirret...i tvivl...
Hvad er det jeg ikke gør?
Suz...

..på det du skrev højere oppe - at du nogle gange var ved at gi' op. Han skriver; "det gør du bare ikke", og hentyder til at du ikke må komme så langt ud at du tænker i selvmordstanker.
Du skriver at du mest er bange for dig selv... Det er vist dét der skræmmer Profeten.. selvfølgelig.

Det kan godt være at du har ret...
Suz...