sneen fra englene

Når englene breder sine vinger
Så er de lykkelige. Sneen kysser deres forfrosne indre
Det indre der er gjort koldt og kynisk
af andres had til dem
De er forhadt – forhadt af familiemedlemmer og folk de ikke kender
De stjæler, de fylder de bringer skam
Men de venter kun på at englene skal brede sine vinger
Så forsvinder hadet, så forsvinder dødsangsten – men kun for en stund
For også englene er ubarmhjertige
og ryster kun sneen af sig når de vil.