spørgerunde ang. at føle sig elsket

jeg føler mig så ensom i kærlighedens univers, at jeg ikke er værd nok at blive elsket for den jeg er, at jeg ikke er god nok til nogen mand, for har kun oplevet 1 mand som ville have børn med mig, men jeg var ikke forelsket i ham, jeg har kun oplevet 4 mænd, som ville bo med mig og jeg har aldrig oplevet en mand ville giftes med mig. i mine teenageår har jeg været forlovet 1 gang.
synes lige nu at jeg hører flere steder fra min omgangskreds, at 2 af mine veninder flytter sammen med deres kæreste, og en er nu blevet gravid, andre tager på ferie sammen, men ingen af delende vil min kæreste...
er jeg den eneste, som oplevet tristheden over ikke at føle sig nok elsket og god nok, som den man nu er...

Dit store problem bunder nok mere på dit EGET syn på dig selv, end andres syn på dig. Du måler dig med dine andre bekendtskaber, og nu har du ondt af dig selv.
Hvordan er din egen kæreste? Er det han der skal tage initiativ til det hele? Er han god til at give dig komplimenter? Er du STOLT over ham, eller er du kæreste med ham for ikke at være alene?
Man er ALTID god nok som man er, men hvis man render rundt og er trist og negativ, så er det måske ikke super inspirerende for din kæreste eller andre, men hvorfor tror du at dit selvværd er så lille?? Hvad tror du der skal til før du kan få det op?

Jeg får helt lyst til at spørge:
Du har altså fået børn og været sammen med 4 mænd.
Så de har altså elsket dig, især ham som endda gav dig barn/børn.
Havde det været bedre hvis du havde været sammen med 15 eller hvad?
Hvad er det du efterlyser?
En forelskelse vil altid ebbe ud, og så er spørgsmålet om man kan leve med hinanden på godt og ondt, og så med prutter, bøvser, sygdom, dårlig mad, og den andens dårlige vaner ;)
Det spørgsmål skal man altid stille sig selv når man "måske" skal indgå i et seriøst forhold, og er svaret nej til bare en af tingene, så bliver man hjemme ;)
Der er satme forskel på pigen som er totalt "dullet op" på et diskotek og den man vågner sammen med 10 år senere ;)
Men hvis du seriøst ikke ELSKER din nuværende kæreste, så skal du da ikke være sammen med ham så holder du jo ham for nar.
Jeg tror også lidt at det måske er frygten for at være alene.
Jeg er først nu som 30-årig blevet "helt alene" (der er en sang der hedder det) - og selvom det var noget af at skifte fra ellers altid at have folk omkring mig, så er jeg faktisk glad for det.
Jeg må ganske vidst bo mindre, og der er ikke mere to økonomier til at "bære læsset". Til gengældt bestemmer jeg helt selv hvad mit køleskab indeholder, hvad vi skal se i TV, og toilettet er aldrig optaget.
Jeg har det godt, og bebrejder egenligt kun mig selv for at blive i et forhold i 10 år, som skulle have været afbrudt efter 3 år.

Men trods alt lærte jeg noget af de 7 år hvor jeg skulle være gået.
Man skal ikke forsøge at holde sammen på noget hvor modparten gør modstand.
Det svarer til at tisse i bukserne, det gavner ingen, kun ganske kort ;)
Man skal også passe på at kærligheden ikke gør blind. For mig (og også for min ex) betød det gæld på ca 150000 til mig og ca 300000 til hende. Alt sammen blændet af kærlighed.