Svar til molan666
Hejsa
Og igen undskyld mit længe ventede svar på dit indlæg.
Ud af dit svar, kan jeg læse at vi to har vidt forskellige holdninger til JV og deres lære eller deres måde at handle på.
Du forholder dig meget til det der, tjaee hvad skal jeg kalde det, er det for dig, realistiske i forhold til JV og deres tro. Jeg for min del, forholder mig til det jeg har levet i, og det jeg efterfølgende har opdaget udfra den research og den hjælp jeg har fået.
Jeg vil ikke svare på ret meget af dit indlæg, men forsøge at sætte tingene i perspektiv. Hvilket ikke er helt nemt, fordi som jeg ofte har skrevet og sagt, man skal have været et JV for at forstå det til fulde.
Så beklager at jeg springer dit indlæg over som sådan. Men det gør jeg fordi, vi ser så vidt forskelligt på tingene.
Der er rigtig meget forbundet med, at være et eks-vidne. Ihvertfald for mig.
Forestil dig:
Jeg blev født ind i en familie, der tror at JV har den endegyldige sandhed. Jehova rydder op i alt til hans tid. Jeg har overværet utallige møder. Og faktisk vil jeg sige, at der fandtes mere for børnene i min tid end i dag. Jeg husker at vi skulle tegne tegninger, som vi skulle vise frem på et møde. Og vi var spændte. Og stolte fordi vi blev rost for vores forståelse af troen. Jeg glemmer det aldrig. Det står trods alt for mig, som en god oplevelse.
Men mit JV liv formede sig ikke helt efter bogen. Er jeg blevet skuffet?????
Ja det er jeg nok. Men ikke på grundlag af mine forventninger. Hvorfor skal det være så svært at forklare. Hmmmm. Jeg springer lige frem til den menighed, der er i den by vi bor i. Og dermed også den menighed, der i bund og grund også, bærer en stor del af skylden for, at jeg og min familie ikke længere er JV.
Inden vi kom til menigheden, (de vidste vi kom), fik jeg at vide at, de så frem til at vi kom, da vores rapporter viste, at vi var aktive forkyndere og vores omdømme var meget positivt. I mellemtiden,fik min mand en slem rygskade. Vi fik to børn. Min mand havde et arbejde der krævede, at han var væk om natten og sov om dagen. + han var meget sjældent hjemme, da hans lastbil ofte skulle på værksted. Jeg var meget alene og stod med det hele selv. Jeg havde et deltidsjob som rengøringsassistent.
Der var ikke meget tid og overskud, til alt det, man skal i en hverdag som vidne. Hvilket vil sige, at min samvittighed var meget sort, da jeg sjældent nåede hele vejen rundt og nåede alt det jeg burde i forhold til min tro og det der nu engang kræves af et vidne. Jeg var udbrændt. Og ikke nok med det.
Men fordi jeg ikke nåede alt det jeg skulle, og fordi det derfor medførte, at jeg ikke kunne deltage ofte nok i forkyndelsen og komme til alle møderne, samt at min mand ikke var i stand til det, i kraft af hans arbejde, jamen så var vi i den grå periferi, i deres øjne. Hvilket betød, at en søster bla udtalte, at hendes børn ikke måtte lege med vores. Og at vi stort set ikke havde de venner man har behov for som menneske, ung eller gammel...
Jeg var meget alene. En ældste sagde engang til mig: Ja det er da godt gjort at en ung kone skal gå her og være så ensom som du.
En af de få ældste jeg kendte, der havde hjertet på rette sted. (Han er desværre død nu).
Jeg ved ikke om dette billede forklarer dig nogenlunde, som jeg og min mand havde det. Jeg kan fortælle meget andet, men det vil jeg vente med.
Mht. Jerusalems ødelæggelse. Nu har der jo været en del debat om det de seneste dage på sol. Og jeg mener nok at de indlæg taler for sig selv. Again har fremført, at bare ved hjælp af Biblen alene, kan det bevises at Jerusalem ikke blev ødelagt i 607 f.v.t. Men i 587 f.v.t.
Nu er jeg ikke den stærkeste i lige netop disse argumenter. Jeg forstår det når jeg læser det, men kan ikke forklare det. Men da det er JV's stærkeste argument for, at Jesus kom i 1914, at han er indsat som konge, og da det er det, der er hele JV's grundfundament for deres tro, så burde det i det mindste være sandt. Så ja derfor gør det en mega stor forskel basalt set. Igen, når Jehovas vidner, påberåber sig at være den eneste sande tro, Guds eneste sande udvalgt folk, så gør det basalt set, en kæmpe forskel, når man efterfølgende opdager, at et så vigtigt årstal som 1914, ikke hænger sammen, med udregningen om årstallet for Jerusalems ødelæggelse. Kan du ikke se det? Når man altid trygt har haft tillid til Jehovas vidners organisation, har stolet fuldt ud på ALT hvad de er fremkommet med, for derefter at opdage, at de ikke er hvad de giver sig ud for at være, så giver det nogen ret så alvorlige skår i sindet.
Alt taler imod at det stemmer. Kan du se hvor jeg vil hen???
Jeg er meget uenig med dig i, at JV er det tætteste man kan komme på sandheden. Her mener jeg, at kærligheden til Jesus Kristus, mangler. De vil protestere højlydt, men jeg er sikker i min sag.
Ikke at deltage i nadveren, ikke at lade Kristus komme ind under huden, (om man så må sige) er for mig et tilbageslag i kærligheden til Kristus. Jesus er på andenpladsen i deres regí. De tillader ikke engang Helligånden at gøre sit indtog i deres tilhægeres hjerter, sådan at de med Helligåndens hjælp kan få en dybere bibelforståelse. Jeg mener oprigtigt at de forholder deres tilhængere en meget vigtig anpart fra Gud.
Nu er jeg fuldt ud klar over, at min trådstart handlede om, i bund og grund, hvor vidt man kan tro på noget som helst. Det kan du nok forstå, at jeg har tænkt en hel del over siden.
Jeg kan imidlertid, ikke komme uden om, at jeg tror på en skaber. Gud. Jeg tror på Jesus kristus. Jeg glemmer ikke den efterårsdag i fjor, hvor jeg gik på en kirkegård, og følte mig meget tæt på Jesus. Desværre var kirken låst, for ellers var jeg gået ind. Ikke fordi jeg tror at jeg er tættere på Gud der, men noget med atmosfære og øjeblikket.
Jeg kan ikke komme uden om, at der må være en skaber en Gud. Og hvordan og hvorledes det hele så hænger sammen, det må tiden vise. Men jeg takker min skaber og min Gud for, det liv jeg har fået. At jeg har fået muligheden for, at oplevet livet på godt og ondt. Som det nu engang er mig forundt.
Jeg havde nogen vidunderlige øjeblikke i weekenden. På en terrasse i nordsjælland, kl. 8 ca. om morgene. Badet i solskin og fuglekvidder. Jamen så er livet da en gave og værd at leve, ikke?
Men efterhånden som alle disse måneder er gået, siden jeg opdagede at JV IKKE har eller ejer sandheden, er jeg kommet frem til, at religion, al religion, ikke KAN være af det gode.
Der findes gode, Gudselskende mennesker i alle religioner. Skulle Gud da bare udrydde dem??? Fordi de ikke har vedgået sig at kalde sig og døbe sig Jehovas vidner??? Kan jeg ikke tro.
Nej retfærdselskende, loyale, gode, kærlighedselskende mennesker, det må være til Guds behag. Uanset, hvor, hvad eller hvem man er.
Med venlig hilsen
Manjana
Og igen undskyld mit længe ventede svar på dit indlæg.
Ud af dit svar, kan jeg læse at vi to har vidt forskellige holdninger til JV og deres lære eller deres måde at handle på.
Du forholder dig meget til det der, tjaee hvad skal jeg kalde det, er det for dig, realistiske i forhold til JV og deres tro. Jeg for min del, forholder mig til det jeg har levet i, og det jeg efterfølgende har opdaget udfra den research og den hjælp jeg har fået.
Jeg vil ikke svare på ret meget af dit indlæg, men forsøge at sætte tingene i perspektiv. Hvilket ikke er helt nemt, fordi som jeg ofte har skrevet og sagt, man skal have været et JV for at forstå det til fulde.
Så beklager at jeg springer dit indlæg over som sådan. Men det gør jeg fordi, vi ser så vidt forskelligt på tingene.
Der er rigtig meget forbundet med, at være et eks-vidne. Ihvertfald for mig.
Forestil dig:
Jeg blev født ind i en familie, der tror at JV har den endegyldige sandhed. Jehova rydder op i alt til hans tid. Jeg har overværet utallige møder. Og faktisk vil jeg sige, at der fandtes mere for børnene i min tid end i dag. Jeg husker at vi skulle tegne tegninger, som vi skulle vise frem på et møde. Og vi var spændte. Og stolte fordi vi blev rost for vores forståelse af troen. Jeg glemmer det aldrig. Det står trods alt for mig, som en god oplevelse.
Men mit JV liv formede sig ikke helt efter bogen. Er jeg blevet skuffet?????
Ja det er jeg nok. Men ikke på grundlag af mine forventninger. Hvorfor skal det være så svært at forklare. Hmmmm. Jeg springer lige frem til den menighed, der er i den by vi bor i. Og dermed også den menighed, der i bund og grund også, bærer en stor del af skylden for, at jeg og min familie ikke længere er JV.
Inden vi kom til menigheden, (de vidste vi kom), fik jeg at vide at, de så frem til at vi kom, da vores rapporter viste, at vi var aktive forkyndere og vores omdømme var meget positivt. I mellemtiden,fik min mand en slem rygskade. Vi fik to børn. Min mand havde et arbejde der krævede, at han var væk om natten og sov om dagen. + han var meget sjældent hjemme, da hans lastbil ofte skulle på værksted. Jeg var meget alene og stod med det hele selv. Jeg havde et deltidsjob som rengøringsassistent.
Der var ikke meget tid og overskud, til alt det, man skal i en hverdag som vidne. Hvilket vil sige, at min samvittighed var meget sort, da jeg sjældent nåede hele vejen rundt og nåede alt det jeg burde i forhold til min tro og det der nu engang kræves af et vidne. Jeg var udbrændt. Og ikke nok med det.
Men fordi jeg ikke nåede alt det jeg skulle, og fordi det derfor medførte, at jeg ikke kunne deltage ofte nok i forkyndelsen og komme til alle møderne, samt at min mand ikke var i stand til det, i kraft af hans arbejde, jamen så var vi i den grå periferi, i deres øjne. Hvilket betød, at en søster bla udtalte, at hendes børn ikke måtte lege med vores. Og at vi stort set ikke havde de venner man har behov for som menneske, ung eller gammel...
Jeg var meget alene. En ældste sagde engang til mig: Ja det er da godt gjort at en ung kone skal gå her og være så ensom som du.
En af de få ældste jeg kendte, der havde hjertet på rette sted. (Han er desværre død nu).
Jeg ved ikke om dette billede forklarer dig nogenlunde, som jeg og min mand havde det. Jeg kan fortælle meget andet, men det vil jeg vente med.
Mht. Jerusalems ødelæggelse. Nu har der jo været en del debat om det de seneste dage på sol. Og jeg mener nok at de indlæg taler for sig selv. Again har fremført, at bare ved hjælp af Biblen alene, kan det bevises at Jerusalem ikke blev ødelagt i 607 f.v.t. Men i 587 f.v.t.
Nu er jeg ikke den stærkeste i lige netop disse argumenter. Jeg forstår det når jeg læser det, men kan ikke forklare det. Men da det er JV's stærkeste argument for, at Jesus kom i 1914, at han er indsat som konge, og da det er det, der er hele JV's grundfundament for deres tro, så burde det i det mindste være sandt. Så ja derfor gør det en mega stor forskel basalt set. Igen, når Jehovas vidner, påberåber sig at være den eneste sande tro, Guds eneste sande udvalgt folk, så gør det basalt set, en kæmpe forskel, når man efterfølgende opdager, at et så vigtigt årstal som 1914, ikke hænger sammen, med udregningen om årstallet for Jerusalems ødelæggelse. Kan du ikke se det? Når man altid trygt har haft tillid til Jehovas vidners organisation, har stolet fuldt ud på ALT hvad de er fremkommet med, for derefter at opdage, at de ikke er hvad de giver sig ud for at være, så giver det nogen ret så alvorlige skår i sindet.
Alt taler imod at det stemmer. Kan du se hvor jeg vil hen???
Jeg er meget uenig med dig i, at JV er det tætteste man kan komme på sandheden. Her mener jeg, at kærligheden til Jesus Kristus, mangler. De vil protestere højlydt, men jeg er sikker i min sag.
Ikke at deltage i nadveren, ikke at lade Kristus komme ind under huden, (om man så må sige) er for mig et tilbageslag i kærligheden til Kristus. Jesus er på andenpladsen i deres regí. De tillader ikke engang Helligånden at gøre sit indtog i deres tilhægeres hjerter, sådan at de med Helligåndens hjælp kan få en dybere bibelforståelse. Jeg mener oprigtigt at de forholder deres tilhængere en meget vigtig anpart fra Gud.
Nu er jeg fuldt ud klar over, at min trådstart handlede om, i bund og grund, hvor vidt man kan tro på noget som helst. Det kan du nok forstå, at jeg har tænkt en hel del over siden.
Jeg kan imidlertid, ikke komme uden om, at jeg tror på en skaber. Gud. Jeg tror på Jesus kristus. Jeg glemmer ikke den efterårsdag i fjor, hvor jeg gik på en kirkegård, og følte mig meget tæt på Jesus. Desværre var kirken låst, for ellers var jeg gået ind. Ikke fordi jeg tror at jeg er tættere på Gud der, men noget med atmosfære og øjeblikket.
Jeg kan ikke komme uden om, at der må være en skaber en Gud. Og hvordan og hvorledes det hele så hænger sammen, det må tiden vise. Men jeg takker min skaber og min Gud for, det liv jeg har fået. At jeg har fået muligheden for, at oplevet livet på godt og ondt. Som det nu engang er mig forundt.
Jeg havde nogen vidunderlige øjeblikke i weekenden. På en terrasse i nordsjælland, kl. 8 ca. om morgene. Badet i solskin og fuglekvidder. Jamen så er livet da en gave og værd at leve, ikke?
Men efterhånden som alle disse måneder er gået, siden jeg opdagede at JV IKKE har eller ejer sandheden, er jeg kommet frem til, at religion, al religion, ikke KAN være af det gode.
Der findes gode, Gudselskende mennesker i alle religioner. Skulle Gud da bare udrydde dem??? Fordi de ikke har vedgået sig at kalde sig og døbe sig Jehovas vidner??? Kan jeg ikke tro.
Nej retfærdselskende, loyale, gode, kærlighedselskende mennesker, det må være til Guds behag. Uanset, hvor, hvad eller hvem man er.
Med venlig hilsen
Manjana