svigt

jeg var 15, der jeg vidste jeg var lesbisk, jeg fandt verdenes dejligeste kvinde, vi var folkeskoles kærester, jeg elsket hende over alt.
men hun havde kræft siden hun var 5 år, og hun fortalt mig intet.. vi blev sammen i mange år.. og besluttet at får et barn.. der jeg ikke kan selv få et barn, blev hun gravid, via done.. vi fik verdenes smukkeste barn, en pige barn.
vi blev sammen i alt i 4 år, efter Anne, blev 3 mdr, mistet vi Anja, moren og den bedste kæreste..
nu er det for 4 år siden, og jeg føler hun har svigtet os.. hun kun fortælle mig om sin sygdom, så vi ikke prøv alt for få Anne, ik fordi jeg fortyrre det, aldrig, jeg elsker en hende for højt..
jeg troede på forhold bygger på ærligheden.. og måske derfor føler jeg mig sååå svigtet...
jeg ved ik hvad jeg skal gøre.. lige nu har jeg brug for hende, sindssygt...men døden tog hende fra os.. og nu føler jeg mig selv som en person uden sjæl.. jeg er her for den lille Anne, fordi hun er mit et og alt.. hun er mit håb.. hvis hun ikke var her, havde jeg begået selvmord.. det 100%... hjælp mig.. i forstår mig nok bedre end alle andre... hvad skal jeg dog gøre...

Hey lesbisk-og-stolt..
For mig gør det ingen forskel om du er lesbisk eller ej.. Er det selv, og ønsker selv en dag at få et barn.. Håber jeg får muligheden..
Jeg ka ikk sige jeg ved hvordan du har det.. Men jeg kan sige at jeg ved hvordan det føles at miste.. Jeg har mistet min bedstefar idag, og det skærer mig så døbt i hjertet, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.. De sidste par dage har jeg følt mig så hjælpeløs, og det har drevet mig til vandvid..
Jeg ka ikk sige andet end du er nødt til at finde glæden igen, for din datters skyld.. Jeg ved, du føler dig svigtet af Anja, men hun har sikkert holdt det skjult for dig, fordi hun elskede dig og ikk ville gøre dig bange.. Kæmp dig tilbage til livets glæder for Annes skyld.. Hun har brug for dig, og det vil hun altid have.. Lige nu ved jeg ikk hvad jeg skulle gøre hvis ikk jeg havde min mor.. Og ligesom jeg har brug for min mor nu, sådan vil Anne også få brug for dig.. Måske ikk idag eller imorgen, men en dag..
Jeg håber du finder glæden igen, og vender tilbage til livets glæder..
Mange knuz Mette

1000 tak for din indlæg.. jeg forstår godt hvordan du føler, jeg har følt mig sådan siden Anja døde.. men ja du har ret, det bare så svært.. det altid nemt at sige men det så skid svært og gøre det...
jeg er der for min datter, hun er mit et og alt og min eneste håb i livet.. jeg gøre alt for hende, og hun få al de ting hun ønsker, kærlighed og et godt liv.. jeg giver alt for hende.
jeg mistet anja men jeg fik anne... jeg tror faktisk mit problem er at jeg tænker for meget om fortiden, har det svært med lægge det bag ved mig selv..
jeg ved kort sagt ikke hvad jeg skal gøre.. er bare så træt af holde en maske, så folk ikke ser hvordan jeg har det.. har det skid svært med åbne mig selv og stole på folk... ka ik være ærlig med mig selv og indse nogen ting..
jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre end gør min datter lykkelig... men hvad med mig selv...hvad skal jeg gøre for mig selv..

Hej lesbisk og stol af det.
Mine største medfølelse til dig i din svære stund.
Jeg har selv haft kræft, for ca.10 år siden. Det var livmoderhalskræft og jeg fik fjernet min livmoder for at kunne overleve(jeg var på det tidspunkt kun 24 år). For mig er det "bare" noget jeg har været igennem, på samme måde som med al anden modgang, men min erfaring er at andre har svært ved at tale om det- eller at jeg taler om det. Derfor ender man med at ikke sige det til folk- for at de ikke skal opleve det ubehag som emnet tydeligvis medfører, hos langt de fleste. Min kæreste ved at jeg har haft kræft, og selv om han prøver så håndterer han det ikke specielt godt. Han lever med angsten for at jeg skal få det igen - det gør jeg ikke selv, da jeg har et afklaret forhold til det. Denne angst min kæreste har, viser sig hver gang jeg har ægløsningssmerter eller andre underlivssmerter. selvom jeg forstår hans angst, så er det altså irriterende at ens partner holder fast i noget man selv har lagt bag sig. På et tidspunkt så havde jeg en vækst i underlivet igen, en harmløs men irriterende vækst som jeg skulle have fjernet via operation. Min kærestes angst var så stor at han slet ikke kunne rumme mig, og var derved ude af stand til at støtte mig, hverken inden operationen eller efter. Jeg forestiller mig at din kæreste har haft tilsvarende oplevelser fra hendes omgivelser dengang hun først havde kræft, og jeg tror at det er derfor hun ikke fortalte dig om det.
Tilgiv hende og læg fortiden bag dig, selvom det er svært. Du har en lille datter og gennem hende lever din kæreste videre. Du skylder dem begge at finde livsglæden frem igen og du gør dette bedst ved at øse kærlighed ud over jeres datter. Tænk på hvor stort hendes tab er- hun har både mistet sin mor og samtidigt har hun mistet dig som du var tidligere, da du fokuserer på din sorg og lader den stå i vejen for jeres fremtidige lykke. Du skylder jeres datter at du søger livsglæden igen, det er jeg sikker på at hendes mor vil give mig ret i.
Held og lykke fremover.
kærligst
Mulle

hej med jer to elskende "kvinder"!
er det ikke lidt unormalt med to kvinder!?..hvordan fanden har i fået børn!?..
er det ikke søndt?..
men hva´hvis i er velfungerende er det vil lige fedt.
miss solskin:-)