Synd imod Helligånden

Er der nogen, der kan give et godt bud på, hvad det vil sige at synde imod Helligånden, som jo er den eneste synd, der ikke er tilgivelse for. Jeg synes, der står meget lidt om det i Ny Testamente, og at det er rimelig uklart.
Vh. Collembola.

Hej...
Jeg vil ikke sige, at jeg just er ekspert på området, men jeg har selv stillet det samme spørgsmål til mange mennesker og fået nogenlunde dette svar:
Synd mod helligånden er, hvis du bevidst og vedvarende spotter og modarbejder Gud. Så vidt jeg har forstået kan man ikke "komme til" at synde mod Helligånden ved en fejl, men kun med fuldt overlæg.

Hej
Det samme svar har jeg også fået når jeg har spurgt andre om det.
maijannes

Er opfundet af kirken, til at rette folk ind i folden, efter deres forgodtbefindende -
Fordi nogle mennesker har skrevet i biblen, at Gud opererer med et begreb som synd, betyder det ikke at det er sådan, vel -
Det er kirkens mænd, der mener det, lad dem bevise at Gud har sagt det -
Gud er kærlighed og i kærligheden ligger også tilgivelsen, tilgivelse for en selv og for andre -
Kærligheden straffer ikke -
mvh. guller

helt så enkelt tror jeg desværre ikke det er.
At synd skulle være noget kirken har opfundet, tror jeg næppe. Der står om synd adskillelige steder i Både det Gamle og Nye testamente, så det var ihvertfald ikke noget kirken har opfundet, siden de også brugte dette begreb allerede siden Adam og Eva...
Grunden til at Kirken opererer meget med det at man kan synde, er jo også klart, da Jesus jo siger at han ikke er kommet for at frelse de retfærdige men synderne. (Mattæus 9,13)
Så allerede her finder du hvem Jesus henvender sig til: nemlig os, der ikke er fejlfri, os der ikke er søde altid, os der ikke altid følger den vej vi burde.
Guds fred og alt godt!
katarin@

Hej,
Du spørger: ” ...at synde imod Helligånden, som jo er den eneste synd, der ikke er tilgivelse for...hvad er det mon?” citat slut.
Som svar siger Leitschen: ”...hvis du bevidst og vedvarende spotter og modarbejder Gud..” citat slut.

maijannes mener det samme og endelig skriver guller: ” ... Fordi nogle mennesker har skrevet i biblen, at Gud opererer med et begreb som synd, betyder det ikke at det er sådan, vel - ..Det er kirkens mænd, der mener det, lad dem bevise at Gud har sagt det -..” citat slut.
+
Min egen kommentar er, at jeg ligeledes er enig med den nævnte definition, samt også enig med guller. ” Hvem siger det er sådan”?
Nu opfattede jeg spørgsmålet, at det var på baggrund af ” ..at det er sådan, Bibelen nævner det ” og ud fra den synsvinkel var spørgsmålet så: ” Hvad vil det sige ( på baggrund af det Bibelen siger) at synde mod den Hellige Ånd”?
I den kristne terminologi, er HelligÅnden ligeledes Guddomspersonen ( dersom man tror Gud findes) og det svare således til, at synde mod Gud.
Det er ikke ord eller handlinger i sig selv, som er utilgivelige, men forløbet, resultatet af en sådan adfærd eller tankegang eller bevidst væremåde der kan/ vil ( dersom Gud bedømmer det således ( hvis man tror Gud er) ) fratage ”livet” i den næste verden.
I andre religioner taler man om, at man vil reinkarnere i en laverestående ”væsensart”.
Enoch

man behøver ikke at være ekspert for at forstå det.

Først skal vi forstå, hvad det vil sige at være født påny:
"Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«" Joh 3:6-8
"det, der er født af Ånden, er ånd" står der. Det er altså Helligånden der lever i os. Man har (naturligvis) stadig sit fysiske legeme, men det nye der vokser i en (de genfødte "fødes" og "vokser" i ånden) kommer direkte fra Gud- som Paulus skriver:
"lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig" Gal 2:2
Ikke så underligt, at Nikodemus fik at vide, at den der er født af ånden ikke ved, hvor det nye kommer fra- det kommer nemlig fra Gud. Genfødte oplever altså noget nyt der vokser frem i dem- ånden er et kildevæld med det evige livs vand. Vi taler altså om et ekstremt intimt forhold til Gud- Gud er inden i os selv.
At synde imod Helligånden er derfor at synde imod sig selv- at gøre noget man er helt sikker på er forkert. Om man overhovedet kan det er jo tvivlsomt- måske nævner Jesus det retorisk for at beskrive, hvor intimt samværet med Helligånden er, i forhold til farisæernes overfladigste forhold til Gud- for dem var Gud noget udenfor dem selv- for en genfødt er Gud indeni os selv, og bliver en del af os selv der vokser frem.
Så meningerne er delte- nogle mener det er umuligt at synde imod Helligånden (det ville forklare, hvorfor denne åbenbart utilgivelige synd kun omtales en gang), medens andre mener, at en meget bevidst benægtelse af Helligånden direkte imod det man selv har erfaret er sandt er en synd imod Helligånden. Personligt tror jeg det er umuligt at synde imod Helligånden:-)

Det er er svært sørgsmål at besvare, synes jeg, og har gjort mig en del tanker om det selv. Søren Kierkegaards far forbandede engang Gud, og det plagede ham resten af livet. Nogle mener, han har været syg, og det således var i sygelig frustration, at han gjorde som han gjorde.
Jeg har tænkt på stedet i Mattæus-evangeliet (kapitel 12), hvor det fortælles, at Jesus helbreder en, der er blind og stum. Farisæererne hævdede, at det var ved hjlælp af den onde, at underet var sket. Senere siger Jesus så ordene om, at al synd og bespottelse skal tilgives, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Farisæøererne begår den fejl at sige og tro, det er ved den/det ondes hjælp, at det gode sker. Hvis man fører tanken videre, vil det så måske betyde, at det er bespottelse eller synd imod Ånden at sige, Gud ikke er god, når der er så meget ondt i verden? eller er det at gå for langt?
Jeg husker, det overraskede mig engang, da jeg læste i Salmerne i Gamle testamente og så, at forfatteren til en af salmerne skrev til Gud, noget lignende som :"Vågn op! Hvorfor sover du?" Det slog mig, at det lød rimelig frimodigt, men der er åbenbart vide rammer for at kunne sige ting i bøn uden konsekvenser.
Vh. Commelbola.

Det er er svært sørgsmål at besvare, synes jeg, og har gjort mig en del tanker om det selv. Søren Kierkegaards far forbandede engang Gud, og det plagede ham resten af livet. Nogle mener, han har været syg, og det således var i sygelig frustration, at han gjorde som han gjorde.
Jeg har tænkt på stedet i Mattæus-evangeliet (kapitel 12), hvor det fortælles, at Jesus helbreder en, der er blind og stum. Farisæererne hævdede, at det var ved hjlælp af den onde, at underet var sket. Senere siger Jesus så ordene om, at al synd og bespottelse skal tilgives, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Farisæøererne begår den fejl at sige og tro, det er ved den/det ondes hjælp, at det gode sker. Hvis man fører tanken videre, vil det så måske betyde, at det er bespottelse eller synd imod Ånden at sige, Gud ikke er god, når der er så meget ondt i verden? eller er det at gå for langt?
Jeg husker, det overraskede mig engang, da jeg læste i Salmerne i Gamle testamente og så, at forfatteren til en af salmerne skrev til Gud, noget lignende som :"Vågn op! Hvorfor sover du?" Det slog mig, at det lød rimelig frimodigt, men der er åbenbart vide rammer for at kunne sige ting i bøn uden konsekvenser.
Vh. Collembola.

Jeg er helt ny med hensyn til det her, så undskyld et dobbelt, enslydende svar.
Vh. Collembola.