Så hårdt at miste

Hvorfor er det så let at elske og så svært at miste.
svaret var noget som ingen vidste.
Du var altid så Glad, så sjovt, så morsom.
Men det har herren nu pludselig lavet om.
han tog dig som sin evige stjerne
uden at tænke på os i det fjerne.
Det er så frygteligt hård at tænke på,
at for dig er dagene gået i stå.
tanken om at aldrig ska se dig mer'
Gør tårerne fler og fler'.
det gør så ondt at miste,
en man holdte af og aldrig ville miste.
det er svært at forstå
og få dagene til at gå.
17 år og dagene er slut
jah det burde sku være forbudt.
det er som et stort tomt rum
man føler sig så magtesløs og så stum.
man kan intet ved det gøre,
ikk engang sige farvel og rører.
2 måneder siden det gik så vidt,
det eneste jeg har ku er grædt og lit.
savner dig så inderligt meget
uden dig er mit liv ligemeget.
da jeg så dig ligge der i jorden
blev min stemme væk i ordet.
du kommer aldrig tilbage,
fantastisk var de dage vi havde.
jeg ku blive ved
for jeg er så ked,
men at få dig tilbage kan heller kærlighed.
som min trofaste ven, vil du altid huskes,
og aldrig glemmes,
årne vi havde vil jeg altid mindes.
elsker dig og savner dig
til dig kasper/frø

skrevet.....selv i din sorg. *SSS*

Håber du med tiden får ro på din sorg..

Alt godt til dig.
Held og lykke...*SS*S

Juleknus og kram..Nete

livet kan somme tider synes uretfærdigt, især for dem som mister!
giv dig selv lov til at sørge, for det er en naturlig proces som ikke skal undertrykkes - og man kan ikke sørge for længe 8det er helt individuelt hvor lang tid man behøver)!
jeg ønsker dig ,trods din smerte, en glædelig jul!

om det også er dig der har skrevet det indlæg under overskriften:: En engel der kom! - Hvis ikke det er dig, kan du måske have glæde af at læse det indlæg.
Det er forfærdelig at miste en man har kær, og især hvis det er ens barn. Men uanset er det så trist så trist at miste en man har kær. Det er smukt det du har skrevet og rummer megen smerte. Jeg kan desværre ikke love dig at smerten nogensinde forsvinder helt, men man kan lære at leve med den. Min mand døde da han var 36 år og det er nu 17 år siden. Stadig når jeg fx besøger hans grav bliver jeg så ked af det. Og hvis jeg hører om unge mennesker som er død af den sygdom min mand døde af - kan jeg næsten ikke klare det. Men jeg kommer videre og jeg har lært at leve med den smerte, så den ikke går ud over andre. Men sorgen vil være der altid, men den mindskes hvis man giver livet en chance.
Held og lykke

Jeg sidder med tårerne ned af kinderne. Jeg har aldrig stået i din situation og tør ikke tænke på hvor stærk du skal være for, at klare det her. Jeg føler med dig. Jeg håber at solen må skinne i dit liv igen...
Mange tanker fra Stella

Jeg håber, at han læser dette smukt indlæg.
VH.