Tankevækkende citat

når vi taler tvangsaktivering:
"man ikke kan tage valget fra et menneske uden også at berøve det ansvarsfølelsen"
http://www.hjem.wanadoo.dk/~wan27657/psts.htm

manden har odrene i sin magt:
Når aktivering bygger på tvang, er resultatet, at de ledige lader systemet tage over. Lader sig føre. Indtil en vis grænse. Det kræver ingen særlig viden om mennesker for at forstå, hvorfor det sker. Det kan efter omstændighederne være en effektiv protest, som gør aktivlovens højtbesungne intentioner til skamme. Udstiller dens latterlighed. En protest, som får projektvogterne på anstalterne til at forveksle føjelighed med velvilje.
Men fra start til slut er der lagt op til, at de ledige ikke glemmer, hvorfor de er i aktivering. At de ikke glemmer ydmygelsen og manglen på tillid til, at de kan styre deres eget liv. Hvad det betyder for motivation, initiativ og ansvarsfølelse, tre vigtige forudsætninger for at kunne begå sig på arbejdsmarkedet, kræver ikke meget fantasi for at kunne forstå. Heller ikke af arbejdsgiverne. Kan det undre, at tvangsaktivering aldrig er blevet en succes? Og heller aldrig bliver det?
Aktivering koster samfundet 20 milliarder kroner om året, men giver ikke de ledige kompetencer, som arbejdsgiverne kan bruge til noget endsige respekterer. Og det har heller aldrig været meningen. Så når f.eks. en klassisk filolog skal stå seks uger ved en rundsav, er det virkeligheden blot for at gøre ham led og ked af det. Så ked af det, at lige netop han finder det arbejde, som ikke findes mere. Men det fremgår naturligvis ikke af sprogbruget i kommunerne. Her viger man ikke tilbage for at tale om "aktivitetsforløb" med henblik på "opkvalificering". Og filologen må da kunne forstå, at en rundsav lige er sagen. At det er kompetenceudvikling, der vil noget.
Aktivering, der kombinerer tvang med beskæftigelse, der kun giver mening for ansatte, skaber apati. I den henseende adskilte Bygningsrenovering sig ikke fra andre projekter. Alt her syntes at foregå i slowmotion. I værkstederne var der rigtige maskiner og værktøj, som de ansatte håndværkere, herunder lærlingene, og flexjobberne - og måske de aktiverede med håndværkerbaggrund - kunne have glæde af. Men ikke uden videre aktiverede, som ikke havde en sådan baggrund. Så under arbejdet ved maskinerne var det op til den enkelte at forsøge at acceptere forløbet og fortrænge det manglende perspektiv i projektet og den deraf resulterende kedsomhed. Forsøget faldt, som man kunne forvente, ikke heldigt ud. Der er trods alt grænser for, hvad man kan fortrænge.

Jeg var her for at spille min rolle i et absurd teater, der på landsplan kostede skatteyderne 20 milliarder kroner