Til alle med 10- 12 årige hjælp !

Hun er begyndt tabe al opmærksomhed ialtfald. Er sandsynligvis på vej i præ teen alder trods de kun knap 11 år.
Men det sidste halve år er hun blevet et grusomt "rodehoved" og man skal sige ting til hende mange mange gange før hun reagerer, derudover kniber det med at sidde stille og koncentrere sig. Hun skal vippe, smaske, synge, kigge på andet under opgaver m.v.
Hun rydder ikke op, hendes ting ligger allevegne og jeg er ved at køre træt i, at bruge al min tid på at fortælle hende de samme ting 100 gange på en dag.
Nu bliver jeg så nervøs for om hun skulle lide af en af de "moderne " psykiske lidelser eks HDD.
Vil i med 10-12 årige venligst se diagnoselisten for HDD og fortælle mig om i også kan genkende disse symptomer hos jeres børn, så jeg roligt kan sige til mig selv at det er aldersbetinget- eller så jeg kan reagere på det nu.
1. Kan ikke fæstne opmærksomhed ved detaljer, laver skødesløse fejl
2. Kan ikke fastholde opmærksomheden ved opgaver eller leg
3. Synes ikke at høre, hvad der bliver sagt
4. Kan ikke følge instruktioner eller fuldføre opgaver
5. Kan ikke tilrettelægge arbejde eller aktiviteter
6. Undgår eller afskyr opgaver, som kræver vedholdende opmærksomhed
7. Mister blyanter, bøger, legetøj eller andre ting som er nødvendige for at udføre
opgaver og aktiviteter
8. Lader sig distrahere af ydre faktorer
9. Er glemsom i forbindelse med dagliglivsaktiviteter

Jeg har en datter på 12 år og det er nøjagtig det samme mønster, så tror bare det handler om at indse at der er en teenager i huset :-D

bare et barn,men det har voksne svaert ved at forstå,da såkaldte voksne som regel bare er børn der er blevet sindsyge,og helt har glemt de selv var børn engang.😉

I dag skal man virkelig passe på om jeg så må sige.
Skoler står på spring for at diagnosticere de fleste børn til adfærdsrelaterede psykiske lidelser og ADHD er jo blevet SÅ moderne at trække ned over hovedet på børn og unge med tanke på måske selv at have job fremadrettet i skoler, psykologien,psykiatrien, men aldeles uden omtanke for konsekvenserne for barnet når det bliver voksent.
I dag er det jo nærmest ikke tilladt, at være "urolig" og åndsfraværende, da jeg var barn/ung kaldte min Mor det ungdomssløvsind og jeg skulle da mene jeg ikke lider af noget psykisk sygdom pga. det.
Det er bare SÅ farligt i dag hvis ens barn falder lidt ind under deres kriterier for at stille en livslang diagnose.

Tillykke - din datter er blevet (næsten-)teenager
Du behøver ikke være nervøs, hun er ganske normal....og er ved at drive dig til vanvid på ganske normal måde...😉
Den diagnose passer iøvrigt udmærket på en teenager med gang i hormonerne, men den helt store forskel er at teenageren indimellem er normal, altså som hun var før.
Tag det roligt
Lad være med at hidse dig op (alt for tit 🙂)
Snak med hende om det der sker med hende
Sig tingene lige så mange gange det er nødvendigt
Jeg synes ofte det har hjulpet at tage væk hjemmefra, f.eks. gå ture, tage ungen med ud og spise....og så evt. dér få noget roligt og kærligt snak/samvær.
Og til sidst en lille trøst, når nu hun ar startet så tidligt, varer det sandsynligvis ikke så længe - altså "ombygningen". De teenagere jeg kender og har kendt burde have et skilt i panden...."Ude af drift - under ombygning" 🙂 🙂
kærlig hilsen

under ombygning 😃
Tak for et godt grin, den har jeg ikke hørt før, men det er nu rigtigt, i den alder virker de nærmest som om der er driftsforstyrrelser.
Mon ikke der findes en psykisk eller fysisk diagnose til den slags også ?

som om hun er ved komme i pre-teen alderen.
Det er noget der først er startet for nylig kan jeg forstå.
Det lyder som om jeres datter har problemer i skolen og hun prøver med sin nye væremåde at gøre jer opmærksom på at noget er galt og at hun ikke har det godt.
Det er ihvert fald problemer som fylder alt for meget for hende og I skal på banen og hjælpe hende, for hun kan ikke selv.

Det koster med hensyn til forsikringer f.eks. Eller arbejde man ikke kan få. Man skal sørme være forsigtig med, hvad man gør. En eneste forkert pille og man kan ikke få tegnet invalideforsikring på arbejdspladsen i den fælles pensionsforsikring.
Min søn klager over hans døtre roder forfærdeligt. De fejler da ikke noget. Piger er nogle rodehoveder i vore dage. Jeg har set det flere steder. 🙂

Du har fået flere bekræftende svar på, at din datter er i pre puberten.
Jeg kender masser af piger i den alder - mine egene to er 13 og 17 - og jeg må tilstå, at jeg ikke kan geneknede ret mange af de ting du skriver om din datter.
Teenagere er under ombygning, ja, og de er i oprør, mener de er gamle nok til at bestemme det hele, er dovne og evigt trætte. I perioder.
Af de adfærdsmønstre du nævner kan jeg kun genkende punkt 3 og delvis 6 og 8 fra mine egne døtre og deres kammerater.
Jeg synes ikke din datters ændrede adfærdsmønster lyder som om det har noget med præpuberteten at gøre. Er der sket nogle omvæltninger i hendes liv inden for det seneste år op til hendes ændrede adfærd? Har du talt med hendes lærere, om hendes ændrede adfærd også er i skolen? Har hun ændret adfærd over for sine venner?

I dit første indlæg lyder du oprigtigt bekymret for, om din datter kan have en opmærksomhedsforstyrrelse, fx ADHD. Det er klart, at det er umuligt for folk, der ikke kender hende, at be- eller afkræfte den mistanke, men et par stykker svarer dig, at det beskrevne lyder helt normalt for en teenager.
Din reaktion på dette er - ud over at mene, at to-tre fremmedes svar helt kan afkræfte din mistanke - at levere en bredside til skoler, der i følge dig "står på spring" for at TRÆKKE diagnoser ned over sagesløse børn - tilmed har du den frækhed at antage, at dette sker med henblik på lærernes egne jobmuligheder! En helt absurd påstand, som klinger temmelig hult, når man ved, hvor stor udskiftning i lærerstaben, der er på specialskolerne, fordi der er tale om et meget hårdt og nedslidende job, som bestemt ikke er særligt eftertragtet af ret mange lærere.
Men lad nu det ligge - det, der virkelig undrer mig, er, at du
1: Agerer reelt bekymret for din datter den ene dag
2: Fuldstændigt har sluppet mistanken om ADHD den næste dag - på baggrund af ganske få, vildtfremmedes tilkendegivelser om, at der kun er tale om "almindelige" pubertetsproblemer - hvilket de baserer på dine meget overordnede beskrivelser af din datter
3: Samtidig "opdager", at da din datter nu - på baggrund af ovenstående - er "frikendt" for mistanken om ADHD, så er de fagfolk, der på baggrund af et REELT kendskab til det enkelte barn handler på mistanken om en adfærdsforstyrrelse, både inkompetente og småkorrupte.
Med andre ord: Du sætter din fulde lid til, at fremmede kan vurdere, at din datter ikke har en adfærdsforstyrrelse - selv var du i tvivl indtil deres vurdering. Du har INGEN tillid til, at mennesker, der dels har uddannelse inden for og erfaring med børns udvikling og trivsel, dels følger de pågældende børn dagligt og dermed ved langt mere om disse, end debattørerne her ved om din datter, kan vurdere, om der kan være grund til at undersøge et barn.
Skolerne/lærerne trækker ikke diagnoser ned over børn - de får, i samråd med forældrene, professionelle til at undersøge, om der kan være tale om en adfærdsforstyrrelse. Psykiatere og psykologer med ekspertise inden for området forestår derefter en grundig udredning af barnet - nogle gange med en diagnosticering til følge, andre gange med konklusionen om, at der ikke er tale om en adfærdsforstyrrelse.
Angående din datter kan jeg kun sige, at de "symptomer", du opremser, er alt for diffuse til, at nogen - ej heller professionelle - kan be- eller afkræfte din mistanke (altså den, du havde i går). Der KAN være tale om ADHD - og der KAN være tale om "almindelig" pubertetsadfærd.
Hvis du bliver bekymret igen, så tal med læreren - lægen - PPR - men du er i så fald nødt til, for din datters skyld, at have et åbent sind og ikke mistænke de pågældende for skjulte dagsordener og interesser.

...jo, det er der sikkert også diagnose på. Men indtil videre har jeg oplevet at det går over af sig selv i løbet af et par år eller 3.
Men iøvrigt mener jeg der er alt for megen fokus på div. diagnoser ADHD....HDMD...osv....osv Ofte tror jeg de børn og unge mennesker er "utilpassede" på den måde at de ikke passer ind i de små bokse som vi vil putte dem ind i. Jeg kunne godt tænke mig at man lavede rammerne om, istedetfor at lave barnet om. Sådan at man havde mere fokus på hvad barnet har brug for, f.eks. flere fysiske udfordringer.
Men det er jo en helt anden snak
Fint du fik et godt grin....🙂
Mange hilsner
Sanne

Der er sket få ændringer i hendes liv bla. er vi flyttet og hun har fået en ny omgangskreds i det daglige, de er ½-1 år ældre end hende.
derudover er hun enebarn, hun er nysgerrig og oplevende og ellers har hun været utrolig harmonisk.
Hun er selvfølgelig rykket et klassetrin frem hen over sommeren og der er en del flere lektier i dette skoleår der tager noget tid, mere end hun er vant til.
Jeg skulle blot mene, at en egenlig psykisk lidelse ikke sådan kommer hen over et par måneder, men burde have vist sig før.
Vi har selvfølgelig talt med hende om hvorfor hun ændrer sig så meget, men hun ved det jo ikke og synes vel ikke selv det er så slemt.
En anden ændring er, at hun er tilbageholdende i forhold til andre klassekammerater med drenge,dette er begyndt at ændre sig også, sådan hun er kommet lidt i fnisealderen og ikke er afvisende overfor at sms'e også med drengene.
Jeg håber virkelig det blot er forstadiet til teenagealderen, det er bare i så fald tidligt den kommer synes jeg.
Men som Mor vil man jo altid synes det er for tidligt, det var jo lige " i går" hun havde brug for en hele tiden.

Du er godtnok ubehagelig at høre på. Fordømmende.
Og NEJ, jeg vil ikke på så spinkel en mistanke, en mistanke der opstår fordi der hele tiden fra det offentliges side er SÅ meget fokus på at børn istedet for at være børn og teenagere skal have diverse og som du selv siger diffuse diagnoser stukket ud som vi konstant hører symptomer på i nyhder og andre medier.
Og NEJ jeg skal ikke snakke med gud og hvermand om mulige sygdomme hos min datter, ialtfald ikke når udofrdringen kun har stået på ganske kort tid og før jeg hører andres erfaring der ikke stammer fra en lærebog, hvis du synes jeg burde give hende den mistanke over hovedet i skolen eller på hendes sjæl er du godt dum.
Mennesker som dig er så intetsigende for mig da du allerede har fordømt mig, gætter jeg på du vil gøre det samme mod mit barn og jeg gætter også på, at du arbejder med det, måske ikke i dagligdagen med tæt på.
DERFOR, kan i virke skræmmende på forældre, derfor skal mit barn ikke i kontakt med nogle som dig, tænk lidt over det. Og tænk på skolen ikke har nævnt en forandring, det er sansynligvis kun herhjemme der prøves grænser af, indtil videre.
Det er blevet så forbudt at være barn/teenager, måske er det bare for besværligt for lærere og skoler at håndtere børn nu om dage, eller nemmere hvis de har en diagnose og får noget medicin. Jeg ved det ikke, men jeg ved at børn har der levet altid og først nu i moderne tider er de så psykisk syge, fordi de måske har uro i kroppen i alderen 13-18 år.

Selvfølgelig er hun per definition præ-teen, men giver det speciel opførsel? Jeg har haft tre og har stadig en teenager i huset, men er ikke stødt på fænomenet, som jeg tror er opdigtet.
Jeg tror heller ikke din datters ændrede adfærd har noget med en kommende teenager at gøre. Ingen af mine opførte sig pubertetsagtigt før 13-14 års alderen.

Du blander noget væsentligt sammen. ADHD er ikke det samme som det man kaldte ungdomssløvsind. Ungdomssløvsind er skizofreni, og det er en anderledes alvorlig diagnose.

er en i alderen 13-19 år. Thirteen, fourteen osv. En 10 årig er ikke en teenager selvom hun snart bliver 11. Hun er et barn.

kunne godt tænke mig at høre om hvordan pre-teens opfører sig. Hvad er symptomerne?
Der må være noget i vejen, for hverken mine egne eller familie eller venners børn har opført sig som andet end børn, da de var 10-11 år. Man er da (forhåbentlig!) ikke i puberteten når man er 10 år?!

Fordi alle oigerne i hendes klasse og hun selv er begyndt at udvikle bryster og få hår på ben især og en smule under armene.
Det er jo hvad jeg vil kalde en slags begyndende pubertet.

Det beklager jeg, jeg er ikke arbejdende i psykiatrien og kender kun tale begrebet fra egen ungdom hvor vores forældre brugte det særligt i weekends hvor vi sov længe :)
Så alvorligt troede jeg alligevel ikke det var og har heldigvis ikke undersøgt det da jeg var ung, i så fald havde jeg jo en diagnose dér.

Jeg forstår dig heller ikke. Du er gået fra "Nu bliver jeg så nervøs for om hun skulle lide af en af de "moderne " psykiske lidelser eks HDD. (...)Vil i med 10-12 årige venligst se diagnoselisten for HDD og fortælle mig om i også kan genkende disse symptomer hos jeres børn, så jeg roligt kan sige til mig selv at det er aldersbetinget- eller så jeg kan reagere på det nu." til at vide med sikkerhed, at der ikke er noget at være nervøs for og reagere på, men at systemet diagnosticerer uden grund på hvad - to eller tre dage?
Fra at være nervøs og overveje at reagere på det kaster du dig nu over systemet, som, så vidt jeg kan se, slet ikke har antydet, at der er noget galt med din datter?
Jeg kan slet ikke se at Studt er fordømmende over for andet end din grove fordømmelse af skolen og psykiatrien. Hun skriver ikke noget om diffuse diagnoser, men om diffuse symptomer. Hun skriver intetsteds, at der er grund til bekymring for din datter, men at det er umuligt at sige noget om ud fra det du skriver. Faktisk er hun en af de eneste der tager din bekymring alvorligt. Hun går vel ud fra, der er en grund til at du spørger herinde.
Hvad ville du med dit første indlæg, hvor du gav udtryk for at være bekymret og nervøs? Have at vide, at din datter er "normal", så du kunne flippe ud over systemet? Hvad har det gjort dig?
Der er ikke nogen her, der kan vurdere din datters tilstand. Men jeg deler da Studts undren over at du kan gå fra bekymring til at blive så sikker i din sag på få dage. Og at du lige pludselig "ved", hvordan det hele hænger sammen, endda så sikkert, at du kan kaste dig frådende over systemet og gennemskue dets fejl.
Du ville åbenbart have at vide, at der ikke er noget galt med din datter. Det fik du. På sol-debatten. Så er den ged selvfølgelig barberet. Jeg undrer mig.

.... en af hver...
Jeg har en søn på snart 11 år med ADHD, og en datter på 16 uden.
Jeg kan med sikkerhed sige at min søn indeholder alle de 9 punkter du skriver, men kan også sige at min datter indeholder 1-3-4-5-7-8-9 og hun har ikke ADHD.
Hun er også et rodehoved, jeg har også fra hun blev 11-12 år brugt meget energi på at gentage mig selv mange gange om dagen, og jeg var ved at blive vanvittig til sidst.
Så jeg gjorde det at jeg tog en snak med begge unger og sagde "fra idag kommer der en ny regl i huset, når jeres ting ligger andre steder end på jeres værelser, siger jeg kun EN gang at det skal fjernes, ellers smider jeg det ud"
Og jeg nåede da at smide et par ynglingsting eller 3 ud før de fattede at jeg mente det alvorligt. Så idag skal jeg bare sige "hvem har noget i stuen der ikke må smides ud" så kommer de pilende fra alle verdenshjørner og rager ders ting til sig.. smiler...
De må gøre med deres værelser som de vil, jeg skal jo ikke bo der 😉
Og jeg vil sige til dig at hvis din datter fungerer fint i skolen, tror jeg ikke du skal være bekymret. Og hvis det først er nu hvor hun er 11 år du mærker forandring, er jeg enig i at hun er ved at være teenager (men god fornøjelse 🙂 hun bliver meget værre, og når den tid kommer vil du ønske du kun havde et rodehoved)
Mange smil og tanker [s]

... giv hende plads...
Jeg ved godt hvor svært det er, for hun er jo stadig din lille pige. Inden for de næste 3-4 år skal du indstille dig på at sige farvel til din lille pige og goddag til din store pige.
Jeg har selv været det igennem, har en på snart 17 år. Men du vil opdage at det er lige så dejligt og spændende at have en stor pige som en lille.
Det bedste du kan gøre er at lytte, og ikke altid, som vi mødre er gode til, overtage deres problemer og løse dem for ungerne. Anerkend hendes ord, når noget er svært. Sig at du forstår hende godt, og husk at fortælle hende at hun altid kan komme til dig hvis der er noget hun har brug for at snakke om... Og så bare lyt...
Ønsker jer det bedste.

Jeg på få dage er sikker i min sag, jeg har fået nogle andre forældres videndeling, hvilket jeg bad om. Ud fra det vurderer jeg i tråden, hun nok er helt normal eller også er de andres børn i risikogruppen. Det gør mig glad andre vil fortælle mig om deres erfaringer og få mig til ikke at male hele verden sort pga. tåbelige sætninger i en diagnose som "Måske" nogle børn har. EN efter MIN mening overvurderet diagnose.
Hvad jeg IKKE bad om var en menneskelig vurdering og hjernevridning på min personlighed, præcis de ting jeg gerne vil spare mit barn for, hvis det er unødvendigt.
Af præcis sådan nogle personer som dig.
Den fik jeg til gengæld af Studt og dig, hvilket iøvrigt er pudsigt i skriver på præcis samme måde, jeg tror i 2 er samme person.Det kan jeg ikke bevise, men om noget er det ialtfald sygt hvis det er tilfældet.
Egenlig vil jeg bede jer forlade tråden, i har ikke nogle børn tilsyneladende og ikke nogen erfaring at dele med mig, kun hån tilovers for mig som person.
Ikke særlig konstruktivt, men for nogle en måde at overleve dagene på.

I hvert fald ikke indlægget fra mig? Jeg vil ikke gentage, hvad jeg rent faktisk skrev, men svarer gerne på dine påstande og anklager:
Jeg kunne ikke drømme om at foreslå dig at snakke med "gud og hvermand" - jeg går ud fra, du mener fagfolk? - om mulige "sygdomme" hos din datter på det grundlag, du præsenterer i dit første indlæg. Ud fra det, du skriver, vil INGEN kunne vurdere, om din datter har en adfærdsforstyrrelse eller ej. Blot tænker - eller tænkte - jeg, at der måtte være en baggrund for, at du selv tænkte i de baner. For det er kun dig - er det ikke? - der har tænkt i bestemte diagnoser? Eller har skolen sagt noget? - det nævner du nemlig ikke. Alligevel "ved" du, at skolen generelt stanger diagnoser ud på stribe?
Jeg har ALDRIG i mit arbejde (som du kan læse i min profil er jeg lærer) så meget som FORSØGT at foreslå/antyde, at et barn har en bestemt diagnose. Det er slet ikke mit felt. Der er meget gode grunde til, at det kræver en langvarig uddannelse med efterfølgende specialisering at blive psykiater - den uddannelse har jeg ikke, og derfor kunne jeg ikke drømme om at gøre mig klog på diagnosticering af et barn.
Jeg har derimod - i samråd med forældre og oftest på grundlag af DERES bekymring og ønsker om at få deres barn undersøgt - været med til at indstille børn i første omgang til PPR, hvor kompetente psykologer så har vurderet, om der var grundlag for at sende barnet til udredning på børnepsykiatrisk afd. Men - jeg har OGSÅ sagt til mange forældre, at der, set med mine øjne, ikke var nogen grund til bekymring og til at lade barnet undersøge nærmere.
I din datters tilfælde er de symptomer, du nævner, relativt almindelige, men OMFANGET og HYPPIGHEDEN af dem er det kun dig, der kender. Når de fik dig til at bekymres, så ville jeg som udgangspunkt antage, at du alvorligt mente, der var grund til at have mistanke. Der tog jeg så fejl. HVIS din bekymring var oprigtig, ville jeg selvfølgelig råde dig til at drøfte dig med andre, der kendte din datter godt - fx lærerne - men det var så alligevel ikke tilfældet, forstår jeg nu.
Du har afleveret en grov og urimelig kritik af skolen - lærerne - som lynhurtige til at diagnosticere børn, bl.a. med henblik på selv at få job på specialskoler, og den anklage er helt hen i vejret. Det reagerer jeg på.
I øvrigt kan jeg se, at du opfordrer en anden debattør til, at hun og jeg skal "lade din tråd være", men hør lige her: Dette er en debatside. Du har skrevet decideret ukorrekte og groft fordømmende påstande om lærere. Det er jeg i min gode ret til at reagere på, og det vil jeg fortsat gøre.
Du kan vende den 180 grader: Hvis jeg skriver et debatindlæg om forældre til skolebørn og fordømmer dem alle over en kam (hvilket ville være dumt, da jeg selv er mor til tre), så kan jeg ikke bede alle, der protesterer, og som påpeger svigt fra skolens side, om at forlade "min" tråd. Det er altså vilkårene, når man sætter et emne til debat.
Og for en god ordens skyld: Jeg har ikke et øjeblik antydet, at din datter har ADHD - den eneste, der har nævnt denne mulighed, er dig.

Som jeg har skrevet i mit tidligere indlæg kan jeg ikke genkende "symptomerne" på pre pubertet fra de 10-11 årige jeg kender, men derfra og så til at tale om psykisk lidelse mener jeg der er temmelig langt.
Her på sol kender vi ikke din datter, hvilket naturligt nok afspejler sig i, at nogle debattører kan genkende din datters opførsel fra deres egne børn, mens andre ikke aner hvad du taler om 🙂 Måske er din datter helt normal og yderst velfungerende - måske har din datter problemer. Svar herinde kan du principielt ikke bruge til noget, da vi som sagt ikke kender din datter og kun kender nogle få detaljer fra hendes liv. Det er dig der kender hende bedst. Det er dig der må vurdere, om hun er glad og ikke tynget af bekymringer. Det er dig, der må afgøre, om hun er glad når hun vågner om morgenen og når hun skal i skole, om hendes nye venner er for gamle for hende, så hun føler der er noget hun skal leve op til, om hun er et fjollet barn, der er ved at blive ældre og derfor ændrer sig - men stadig er glad. Det er også der der kan vurdere, om din datter er ualmindelig velfungerende, og du bare er en pylret mor, der våger over hvert et skridt som enebarnet tager 😉
Vores små børn bliver større og får mindre brug for os, men 10 årige er altså stadig børn, der har brug for deres forældre. De "øver" sig i at diskutere deres synspunkter men de er ikke ældre end, at forældrene til hver en tid kan skære i gennem og træffe en beslutning.
Hvis det var mig der gik rundt med de bekymringer om min datter, ville jeg tage en snak med hendes lærere og med andre voksne, hun er tæt på. Om ikke andet så for at få bekræftet, at det kun er på hjemmefronten, der er problemer. Jeg ville også give min datter lidt mere opmærksomhed, og bruge lidt mere tid sammen med hende. Ikke bare en enkelt gang, men over en længere periode. At tage en snak og spørge hende hvorfor hun opfører sig som hun gør, nytter ikke. Det aner hun ikke. Men at bruge tid sammen med hende, hvor man bare små snakker om stort og små giver som regel resultat: Hun begrynder at fortælle om sine kammerater, skolen, fritidsinteresser og andet der optager hende - og på baggrund af det hun fortæller, kan man vurdere, om barnet trives. En snak over kartoffelskrælningen kan være meget udbytterigt🙂
Noget andet der får mine børn igang med at fortælle, er når jeg fortæller om et eller andet fra min egen barndom. Om lærere jeg ikke kunne lide, eller en speciel sød dreng i naboklassen. Det er næsten ligemeget hvad - bare det er noget personligt. Det virker hver gang 😉

Den ene dag er du i gang med at give hende en diagnose. Den næste dag er du vred over, at systemet giver nogle børn diagnoser. Hvorfor er du bedre end systemet, når du selv er så hurtig på aftrækkeren? Og lige så hurtig til at skifte mening igen?
Det er okay at være usikker som mor, men det er f.... ikke i orden at skifte holdning så hurtigt, at man den ene dag er bekymret for ADHD og den næste ikke kunne drømme om at lade sit barn undersøge. Der er vist ikke andre end dig, der har haft travlt med at finde diagnoser, og nu ville du velsagtens slet ikke søge hjælp, selv hvis din datter fik det dårligt?
Jeg synes godt nok, din opførsel her siger mere om dig end om systemet. Har skolen overhovedet gjort dig noget? Eller er det samfundets skyld, du bliver bekymret?

står på spring for at diagnosticere et barn her? Det er da vist kun dig selv, der har set symptomer hos dit barn.
De fleste børn bliver ikke diagnosticeret, men du mener, skolerne står på spring for at gøre det? Hvad er det for nogle skandaleartikler, du har læst? Er du sikker på, du har forstået dem?

Derfor slutter tråden her.
Du bidrager intet med til debatten udover en negativ personlig holding.
ØV for dig altså.

Det virker ud fra det du har skrevet i tråden, at det der er brug for er at du begynder at handle og vise hende at der er konsekvenser.
Du er 38 - hun er knapt 11 år, ærlig talt så burde det ikke være så svært at få et barn til at rydde op.
Less talk more action. Du skal sætte dig i respekt for det virker ikke som om hun har respekt for en, der bare gentager sig selv igen og igen
Ved lektielæsning og skoleopgaver - ingen musik, intet fjernsyn - ingen mobil.
Hun skal først rydde op før hun kan det hun ellers vil - forklar hende at der ikke er samvær med venner udenfor skoletid, hvis hun ikke rydder op.
En opgave ad gangen og den skal færdiggøres før en anden.

Du skriver at hun ikke kan fastholde opmærksomheden ved leg.
Jeg tror du blander dig i noget du ikke skal blande dig i.
Jeg gider ikke forklare, for jeg tror ikke du vil forstå det, men giv hende lov til at være hvem hun er.
Nogen mennesker er distræte og rodede, men indeholder andre kvaliteter.
Du ender med at gøre hende syg, hvis du fortsætter med at stresse hende: "fortælle hende de samme ting 100 gange".
STOP.

Prøv at lade være med at gå sådan i forsvarsposition. Læs hvad de skriver, for jeg kan kun give "Studt" og "anonym q" ret. og nej, jeg er ikke den samme person som dem.

alle børn jo damp efterhånden, tankevækkende.

En, to - mange? Vi taler om under 2 %. Men du har selvfølgelig sat dig grundigt ind i emnet, før du udtaler dig?

Hej!
Jeg har selv ADHD, og de ting du skriver der tyder ret meget på ADHD,man skulle tro du har læst en del om det, På den måde du skriver hendes symptomer, er ofte den måde fagfolk beskriver dem på.Jeg har haft de samme da jeg var yngre. Jeg vil råde dig til at kigge ind på ADHD.dk og se om sygdommen, Med mindre selv har gjort det allerede. Jeg selv fik det først konstateret som 20 årig (hvilket er ret sent), men vil selvfølgelig gerne have haft diagnosen noget før, så det kunne have hjulpet mig igennem min skole gang og hverdag.Ellers kontakt din læge og fortæl om dine opdagelser og research´et , Så kan han jo vurderede om en evt henvisning til udredning (som det kaldes) eller lign. Du er velkommen til at vende tilbage med spørgsmål og lign,
Hilsen Rikke/irby1