Tilgivelse?

Hvor meget skal der til før du tilgiver en anden der har gjordt dig uret?
For mig personligt, skal han i det minste give en undskyldning, der er op rigtig, og ikke bare skuespil! Før jeg kunne finde på at tilgive andre.

Hvis jeg kan se, at personen har haft gode intentioner eller blot misforstået noget, så tilgiver jeg ham gerne uden undskylning.
De fleste har gode intentioner eller misforstår bare et eller andet, så hvorfor ikke bare tilgi.
Der er nogen, som kan være ubehagelige eller farlige, dem må man prøve at undgå. De kan dog selv rette lidt op på det, ved at undskylde det de har gjort.
I livets spil giver det ikke ret meget mening at hænge sig i skyldsspørgsmål. Det, det gælder om, er at løse problemerne på sin vej og så at komme videre.

Altså, jeg synes jo ikke de raske behøver gå til lægen. Hvis en person selv mener han har brug for min tilgivelse, så prøver jeg af et ærligt hjerte at tilgive ham. Men det kan være svært!
Men personer som ikke selv kan se de har gjort mig uret ... hvorfor skulle jeg dog tilgive dem? Det vil da være at håne dem, at tilgive dem for noget de ikke selv ønsker tilgivelse for....

Jeg synes først og fremmest, at det kommer an på, hvad den anden person har gjort! Hvis det er noget, der virkelig har såret ens følelser kan det være svært at tilgive, i første omgang, men hvis personen virkelig oprigtig fortryder, eller er ked af , hvad han/hun har gjort.
Personligt, har jeg det også sån, at jeg har svært ved at gå og være sur over noget, i lang tid. På eller andet tidspunkt, "glemmer" jeg, hvad det er, jeg er sur over, og så tilgiver/accepterer jeg det! MEN igen, hvis det er noget rigtig ondt, har jeg da selvfølgelig svært ved det!

Dem der ikke kan se, at de har gjort noget forkert, kan jo ikke gøre for det.
De personer, du ikke kan tilgi, er dem, som bevidst har gjort dig ondt og indset det.

hvad han/hun har gjort.
Har generelt let ved tilgivelse. Jeg bærer ikke nag. Nag straffer kun en selv..

Læste du egentligt mit indlæg før du kommenterede det? For så vidt jeg kan se, påstår du vi er uenige - men jeg synes det ser ud somom vi er ret enige?

Jeg forstår dig alt for godt, hvordan skal man ellers for fremtiden tro på mennesket

for at kunne forsone mig med min situation og imødegå livet med oprejst pande og troen på, at det var bedst sådan.
Jeg blev forladt af mit livs kærlighed under graviditet og har aldrig set eller hørt fra ham siden. Jeg har tilgivet ham. Men det var en stor smerte idet det føltes, som om han var bortgået ved døden, idet jeg aldrig fik mulighed for en afsluttende samtale tillige med sorg over at have mistet så pludseligt og uforståeligt.
min tro på, at det må være fordi, det er bedst sådan, har hjulpen mig til tilgivelse. Jeg ønsker ham et godt liv, selv om jeg intet forstår.
..og den tilgivelse og heri forsoning med min situation gør, at jeg er positiv og har overskud og føler glæde indenfra.

positive tanker
anonym kvinde

................næsten.
Det troede jeg da, men jeg kan se, at menneskne har det svært med Tilgivelse.
Det glæder mig næsten da jeg troede, at det at bære nag, som jeg gør til visse personer, og en enkelt organisation, ikke var særlig pænt, og bestemt ikke en kristen foreteelse.
Hvad er der så i vejen med. at jeg godt vil "TRYNE" Jehovas Vidner, som så mange af jer brokker jer over?`

Med venlig hilsen
jalmar